Grundlovstale 2008 fra Nyborgs viceborgmester

TALE: Kaj Refslund repræsenterede Venstre og Nyborg Kommune ved Altinget.dks store grundlovsfest på Lille Mølle ved Ørbæk. Hér er talen.
Af Kaj Refslund (V),
Viceborgmester, Nyborg Kommune 

Grundlovsdagen er en politisk dag.

Samtidig en dag der understreger vores rettigheder og vore pligter til det danske samfund og i det danske samfund.

Det er således en god dag at mødes over, især på Fyn - især på Østfyn.

Fyn er dog den dejligste plet i Danmark og især Østfyn.

Sagt og indrømmet at det er en lettere omskrivning af hvad H. C. Andersen skulle have ytret sig engang.

Men Jer, som er samlet her i bakkerne i dag, behøver selvfølgelig ikke af høfligehedsgrunde at give mig ret. I kan jo mærke det.

Og sådan har vi det også her på egnen. Sanserne svømmer i udsalget af dufte, farver, lyde og god stemning. Det er eufori.  Det er livsglæde.

Så meget at det næsten er skattepligtigt.

---

Hvem husker ikke - i 80erne - da beskatningen af egne havesager ophørte for landboerne. Den lettelse nød vi fynboer stor gavn af. Vi hypper gerne vores egne kartofler.

Enhver skal jo svare sit til samfundets kasse og alle dens mange overenskomster.

At se morgensolen stige over Storebælt, hvor også skyggerne fra broen viser sin harmoniske arkitektur, er hilsner, som indleder til at leve dagen, som vi får den tildelt. Hver dag er en ny dag.

For enden af en broforbindelse er der liv, bosættelse og virksomhed. Der er spændende kultur. Det har vi i høj grad her i Nyborg og dens omegn.

Vi kender vores historiske ophav. Svenskernes hærgen i 1659. Og alt det de ødelagde bl.a. omkring Nyborg og Nyborg Slot.

Voldanlæggets opbygning med kanoner, der ved festlige lejligheder lyder, bekræfter vores historie og ikke mindst stolthederne.

At Nyborg tidligere har været Danmarks hovedstad, skal jeg selvfølgelig også nævne.

Det betyder også, at vi i byrådet har besluttet at deltage storstilet i markeringen af 350 års dagen for slaget ved Nyborg den 14. november 2009.

---

Istidernes indflydelse har som bekendt formet Danmark. Det kan især ses i disse omgivelser, hvor smeltevandet har efterladt et grundlag for en bondekultur, hvorfra der igen er udsprunget rigtig mange virksomheder. En industrialisering som har givet velstand.

Jeg tænker her på de mange vandmøller, der gennem århundreder har leveret energi og mel.

Øl og bryggeriernes historiske udviklinger er vi naturligvis også kendt via vores bryggerier -   Ørbæk Bryggeri som er økologisk og Bryggeriet Refsvindinge, som gennem mere end fire generationer, siden 1885, har udviklet ølkulturens mangfoldighed.

Her i kommunen har vi således et bryggeri pr. 16.000 indbyggere. Hvem kan slå det?

---

Herregårdenes tilstedeværelse ligger som en ring omkring Nyborg.

Lad mig blot nævne: Ravnholt, Juulskov, Juelsberg, Rygård, Ørbæklunde, Holkenhavn, Glorup og Lykkesholm.

Steder som optræder i kulturkanoner, Morten Korch film, poesier og eventyrfortællinger osv.

Deres mystik og tragedier har gennem tiderne givet meget stof til snak blandt lokale folk.

Også når herremændene i deres kedsomhed en sen nat spillede om marker eller fæstegårde, kunne det nogle gange være spændende for karlene, hvem deres arbejdsgiver var næste dag.

Men herregårdenes betydning har også budt på gæstfrihed til fritænkere og lærde, som for godserne betød en vis status at have boende.

Ikke mindst H. C. Andersen har været en fast gæst, som har sat sit præg på det historiske eftermæle for egnen og Fyn.

Mod et ophold og god kost bandt han en fantasi af eventyrer sammen, hvor moralen er blevet tidsløs, når den dag i dag skal genfortælles.

Antallet af vandmøller ligger som perler langs åerne. Lille Mølle er her ingen undtagelse. Takket været tidligere ejeres og nuværende ejers ihærdighed fremtræder Lille Mølle som et billede af, hvilken udnyttelse vandets bevægelse kan give. At skabe energi til strøm og mel er et stykke teknologisk udvikling, som vi stadigvæk kan overvældes af.

Nyd Lille Mølle, der emmer af generationer, natur, slid og arbejdsomhed og en historie, som ikke kan glemmes.

---

I er også kommet til en egn, hvor foråret forlængst har sat sin brede farvepensel over land og by.

At færdes i det østfynske er under stor dominans af naturens kolossale udstilling af al den kraft, som kan mønstres, når sommeren er ved blive bedst.

Hyldenes hvide blomster og specielle dufte skubber sælsomt og blidt til højsommerens vugge.

En vugge hvori der ligger et mysterium af hekse, mosebryg, historier, elverpigers forførende danse. For slet ikke at nævne troldenes brølen.

For øvrigt så findes der syd for os en kæmpesten der blev kastet fra Nordlangeland imod Svindinge Kirke. En kirke som en trold har set sig gal på grund af dens evindelige ringen.

Heldigvis nåede stenen ikke kirken, men landede et stykke derfra.

Stenen kaldes Hesselagerstenen.

--- 

Piet Hein: Fantasi er kunsten at se ting, som ikke er endnu.

Lad nu ikke fremtiden blive en trussel.

Det eneste, man ved med sikkerhed om fremtiden, er, at der bliver stadig mindre af den.

Men hvis I deltager aktivt i jeres egen fremtid, så vil I også formå at være med i jeres eget liv.

Afslutningsvis vil jeg gerne nævne forholdet imellem forskning, religion og politik som satiren om:

Forskning er, når to personer i et mørkt rum leder efter en sort kat.

Religion er, når to personer i et mørkt rum leder efter en sort kat, som slet ikke findes.

Politik er, når to personer i et mørkt rum leder efter en sort kat, som slet ikke findes og den ene råber: "Jeg har fået fat i den!"

Må jeg fra Nyborg Byråd takke for initiativet til denne festdag, hvor grundloven, historiske omgivelser og naturen er sat i stævne. En ramme af indhold som kunne have givet baggrunden for Johannes Helms, til at skrive den netop sungne sang - Jeg elsker de grønne lunde.

Også stor tak Rasmus Nielsen for at ville noget med Lille Mølle. Det glæder vi os til at se rigtig meget mere af.

Jeg håber mit indlæg har givet jer lyst til at komme igen - gerne i flere dage.

I skal være hjertelig velkommen og forsat god grundlovsdag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00