Hans Engell: Uffe Ellemanns erindringer er et dystert blik på fremtiden

ANMELDELSE: Uffe Ellemann-Jensen betragter fremtiden med bæven og bekymring i sit formentlig sidste erindringsbind, hvor der også er blevet plads til humoristiske anekdoter og politiske hug til DF og tidligere Venstre-kollegaer, skriver Hans Engell.

Altingets vurdering: 4/6

Hans EngellAf Hans Engell
Politisk kommentator og fhv. minister og partiformand for Konservative

Uffe skriver, som han taler: Velformulerende, skarpt, let fnysende, humoristisk, overbærende, ironiserende, med et strøg af arrogance. Eftertænksomt. Det hele heldigvis i klartekst.

Bogen dækker tidsmæssigt perioden fra Uffe forlader Borgen og til i dag.

Den optimisme, Uffe i 2001 forlod dansk politik med på verdens vegne, er på de fleste punkter drejet i en anden retning end forventet og håbet dengang. Men der er også lyspunkter, og den fortælling formidler Uffe Ellemann på absolut spændende vis uden selv at fylde det hele.

Fordelen ved Uffe Ellemanns bøger er, han skriver dem selv. Han fortæller ikke historier til en ghostwriter, der så helt eller delvis leverer sin version. Uffe sidder selv ved tasterne, og derfor står den gamle journalist, økonom og politikers tekster stærkere.

"Som blad i Høst – Mit liv efter politik" falder i tre centrale afsnit:

Alle Uffes politiske og erhvervsmæssige gøremål i ind- og udland efter han forlod formandsposten i Venstre i 1998. Uffes privatliv med Alice, fire børn og ni børnebørn og nu med to børn på tunge poster i regeringen og Folketinget samt ikke mindst den afdøde hund Anton, der nok er et af de to væsener, som dybest set har forstået Uffe Ellemann bedst. Og endelig en masse politiske slag til siderne, hvor især Dansk Folkeparti, men også hans efterfølger på formandsposten Anders Fogh Rasmussen står til hug. Nok forlod Uffe dansk politik, men han blev ikke stum af den grund.

Er der nogen nyheder i bogen? Nej, egentlig ikke. Vi ved jo godt, Uffe var totalt på kant med sit parti omkring Muhammed-krisen og Pia Kjærsgaard og Uffe har aldrig været darlings.

Vi ved, Uffe meget overraskende blev hældt brutalt ud af Royal Greenlands bestyrelse, og at han var noget vrissen, da de såkaldte eksport-ambassadør-poster blev nedlagt på en studs, selv om Uffe var blevet udpeget til at passe hele Indien.

Væmmes ved knæfald for DF
I forhold til DF er han ligeså uforsonlig i dag som for 20 år siden. Lægger ikke skjul på, han væmmes ved, hvordan andre partier – herunder Venstre "fedter for" eller begår "knæfald" for DF.

Ellemann fortæller, han som partileder forsøgte "at række hånden ud" til DF, men det "var mest fordi jeg blev presset til det af næstformanden Anders Fogh og partisekretæren Claus Hjort Frederiksen – og jeg stolede ikke på dem" skriver Uffe, som fastholder, at han ikke bryder sig om DF for deres "snævre nationalisme og fremmedfrygt".

Uffe håner også partiet for ikke at ville påtage sig regeringsansvar. Herved springer den tidligere V-formand let henover det forhold, at hverken Fogh eller Løkke på noget tidspunkt har tilbudt DF et regeringsfællesskab, der hvilede på andet end det, Venstre lagde frem. Den slags plejer man først at forhandle om og ikke bare diktere.

Hug til Fogh og Løkke
Anders Fogh får én over snuden, da Uffe bebrejder ham, at Fogh i sine erindringer har lagt afstand til Uffes formandstid og hævder, at Ellemann i 1989 forhindrede Poul Schlüter i at gå af som statsminister til fordel for den daværende konservative finansminister Palle Simonsen. "Det var Anders meget uenig i", skriver Uffe. Fogh mente, det ville have styrket regeringen, fordi så var Fogh selv blevet finansminister.

Uffe betegner det som "en gammel skrøne", som Fogh trækker frem. Schlüter mente aldrig alvor med at snakke om, at han gerne vil gå af: "Han trængte til at få at vide, at han var uundværlig", er Ellemanns konklusion.

Som øjenvidne dengang kan jeg bekræfte, Uffe Ellemann har ret. Schlüter havde aldrig nogen reel forestilling om at træde tilbage.

Også Løkke får et dask over nakken med sin plan om, at enkelte toppolitikere skal kunne blive ambassadører. "Det er et særligt dansk fænomen, at politiske ledere kan havde vanskeligt ved at få privatøkonomien til at hænge sammen, når de forlader politik", skriver Uffe. Jeg tror, jeg ved, hvem han tænker på.

"Løsningen er ikke – som nogle har foreslået – at anvende forhenværende politikere i diplomatiet", mener Uffe, som i øvrigt er venligere i tonen over for Løkke end Fogh.

Dystert blik på fremtiden
Langt det mest af bogen handler om Uffe Ellemanns erfaringer og oplevelser på den internationale scene – fra Grønland til Baltikum. Spændende læsning af en dansk politiker med et sjældent stærkt især europæisk netværk bygget op over en historisk lang periode som landets enevældige udenrigsminister. Tilmed i en periode hvor verden forandrede sig dramatisk. Uffe Ellemann er dygtig til at perspektivere og analysere på alle disse begivenheder.

Selv om Ellemann siden 1993 ikke selv har været på hovedscenen, har han alligevel været så tæt på, kendt så mange, rejst så meget, at hans analyser og persontegninger af centrale profiler er interessant og vedkommende læsning.

Uffes blik på fremtiden er dystert. Selv om han ikke vil opfattes som en vrissen, gammel Jeronimus, er hans forventninger til fremtiden gråsorte: Sikkerhedspolitisk lever vi i farlige tider. Ikke mindst med en utilregnelig Trump, som Uffe forventer/håber, havner for en rigsret før Ragnarok eller bliver fyret i henhold til USA's forfatning.

Uddannelses- og konkurrencemæssigt kører det skidt her i landet. Hans gamle parti er for meget i lommen på DF. Putin er en slyngel. Det danske forsvar barberet helt ned. Uffes gamle regiment, feltartilleriet, nedlagt. Kanonerne foræret væk. Brexit. De danske EU-forbehold. Der er nok at være bekymret over.

Men heldigvis har Uffe Ellemann også en masse humor og gode anekdoter. Blandt andet glæden over alle de ordner og medaljer, han har samlet i sin ministertid. Et helt skab fyldt med storkors og ridderordner.

Da Ellemann i 1996 udgav sin første erindringsbog fra politiker-årene, fik den også en Jeppe Aakjær-titel: "Din egen dag er kort".

Politikens bagside ATS føjede dengang til, at bogen mere korrekt burde hedde: "Din egen dag er kort, og denne bog er helvedes lang".

Det var den faktisk ikke, og det er andet bind heller ikke. Uffe har skrevet en underholdende og læseværdig bog.

Uffe Ellemann-Jensen "Som blad i høst – Mit liv efter politik", Lindhardt & Ringhof, 400 sider. 300 kr.

Forrige artikel Henrik Dahl: Dybt ubehagelig bog gør eliten til syndebuk   Henrik Dahl: Dybt ubehagelig bog gør eliten til syndebuk Næste artikel Lykketoft: Nyt hovedværk om Anker Jørgensens tid er en kraftpræstation Lykketoft: Nyt hovedværk om Anker Jørgensens tid er en kraftpræstation
Tre nedslag om regeringens nye spindoktorer

Tre nedslag om regeringens nye spindoktorer

BAGGRUND: Hvad tjener de særlige rådgivere i løn, hvor mange er hentet fra Socialdemokratiets egen organisation, og hvilke uddannelser har de. Få svarene her.