Morten Løkkegaard
(Foto: Facebook)

Har flertallet ret?

9. oktober 2012 kl. 10:58
DEBAT: Skal man vise, at de EU-skeptiske danskere tager fejl, kræver det en aktiv EU-politik med alt, hvad det indebærer. Det nytter ikke, at De Konservative slår krumspring, eller at regeringen venter på mirakler.
| Flere
Af Morten Løkkegaard 
Medlem af Europa-Parlamentet (V)
 
Jeg har brugt noget af min we­ekend på at gå ombord i Rune Lykkebergs stærkt roste bog "Alle har ret". Ikke udpræget let læsning, må jeg indrømme, men utrolig vigtig for alle, der kærer sig om demokratiets dilemmaer.

Som EU-parlamentariker har man problemet tæt inde på livet: Europas krise kan kun løses med udvidet samarbejde. Men enhver, der læser avis - senest Berlingske forleden - kan notere sig, at flertallet af danskere er imod euroen og mere integration.

Et flertal, der tager fejl
Hvad stiller man som politiker op med en situation, hvor flertallet - forståeligt nok bekymret over krisens alvor og Sydeuropas svigt og forståeligt nok skeptisk over manglen på politisk lederskab - ender med at tage fejl..? (Nej, euroen er ikke problemet, men løsningen, forudsat et tættere finans-økonomisk samarbejde. Nej, Danmark klarer sig ikke bedre alene, men får selvfølgelig mere indflydelse ved at være med).

Konservative krumspring?
Jo, man kan gøre som de smerteligt ned-smeltende konservative: Forsøge - endnu engang - at jage folkestemningen i et fortvivlet, reaktionært krumspring. Det netop overståede landsmøde var et foreløbigt lavpunkt i den konservative dødedans, hvor man nu i snart et tiår forgæves har jagtet sin egen skygge - og er endt i en national-konservativ blindgyde, hvor diffus, populistisk EU-modstand åbenbart er dagens bedste tilbud til de sidste forvirrede loyale.

Per Stig Møller - partiets ubestridt bedste begavelse og chef-ideolog gennem årtier - nåede allerede inden landsmødet at kalde den nye EU-prioritering for en "misforståelse". Enhver, der følger læserbrevene i de landsdækkende aviser, kan forvisse sig om, at Møller ikke står alene med sin tristesse.

Mirakelløsning?
Man kan også gøre som regeringen: Stikke hovedet i den nærmeste busk og vente på mirakler. Ganske vist havde statsministeren sneget nogle linjer ind i sin åbningstale, hvor hun slog Danmarks europæiske engagement fast. Men hvad hjælper det, hvis det - som så ofte før - kun er ord..?

Hvis man bryder sit løfte om folkeafstemning om to af EU-forbeholdene i denne regeringsperiode..? Og hvad hjælper det med en dygtig og politisk årvågen europaminister, hvis der ikke eksisterer en offensiv plan for, hvordan Danmark skal håndtere tidens vigtigste spørgsmål: Vores tilknytning til et Europa, hvis rolle i det 21. århundredes globale magtkamp afgøres i dette årti..?

Hvad hjælper det med et "rugbrøds"- EU-formandskab, hvis man åbenlyst ikke ønsker at udfordre danskerne og deres EU-skepsis ved at deltage aktivt i det idé-udviklingsarbejde, som især tyskerne har inviteret til..? Føromtalte Per Stig Møller fik jo sagt det ganske præcist for nyligt: Den tidligere regering havde en Europa-politik, men ingen Europa-minister. Den nuværende regering har en Europa-minister, men ingen Europa-politik.

Aktiv EU-politik med alt, hvad det indebærer
Man kan også gøre som Venstre: Fægte med åben pande. Har Venstre da ikke samme problem med EU-skepsis internt..? Jo, alle de traditionelle JA-partier har naturligvis samme udfordring. Det gælder også i Venstre, hvor vi lejlighedsvis plet-bløder til Dansk Folkeparti og må slås med EU-skeptiske VU'ere, der ligesom KU har set muligheden for at gøre sig lækre i forhold til mainstream i moderpartiet.

Men, men... Allerede sidste år på Venstres landsmøde blev det slået fast, at Venstre ønsker Danmark helt og fuldt med i EU-samarbejdet. Med alt, hvad det indebærer. Inklusive folkeafstemninger, så alle får en chance for at tage reelt stilling til Danmarks fremtid. Vi vil i partiet arbejde aktivt for at overbevise danskerne.

Vi vil ikke stikke hovedet i busken - eller løbe efter folkestemningen. Vi ønsker en åben og bramfri debat, hvor perspektiverne ved et øget EU-samarbejde står 100 procent klart. En debat, hvor det også må fremgå umisforståeligt, hvad alternativet til EU er. I kroner og ører. I manglende indflydelse, manglende reel suverænitet. Som B-medlem.

Og så er vi tilbage ved Rune Lykkebergs bog om demokratiets begrænsninger. Hvordan håndterer man det faktum, at et flertal af danskerne tilsyneladende er parat til at lade grækerne hoppe i havet og smide euro-mønterne tilbage i smeltediglen..?

Ja, man kunne jo udvise politisk lederskab. Vise vejen og visionen - og så have tillid til argumentets styrke samt vælgernes dømmekraft. Det ville være at vise respekt for demokratiet. 

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK