Hegelund og Mose: Borgmesterens nye udenrigsminister

MANDAGSTRÆNEREN: I den forløbne uge fik endnu en kommune en topembedsmand, der skal netværke udadtil og agere som lobbyist – blandt andet over for centraladministrationen. En svær gråzone-rolle, som mange top-djøfere slår sig på.

Jesper Zwisler bliver ny kommunaldirektør i Herlev.
Jesper Zwisler bliver ny kommunaldirektør i Herlev.Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Susanne HegelundPeter Mose

Landets pressede kommuner har i stigende omfang behov for en fremskudt post i form af udadvendte topembedsmænd, som på borgmesterens vegne kan fungere som "udenrigsministre” og udvide de eksterne samarbejdsrelationer. 

Hvor kommunaldirektøren traditionelt har været ”indenrigsminister” med styr på driften, mens borgmesteren tog sig af det udadvendte, er det efter kommunalreformen blevet tydeligere, at jobbet som kommunal topmand nu også fordrer, at embedsmanden kan skubbe på over for ministerier, erhvervsliv, KL og andre på den konfliktfyldte indflydelsesscene.

En nutidig kommunaldirektør er derfor en velkommunikerende relations-opbygger. Én, der fokuserer på at bygge nye alliancer op og indgå partnerskabsaftaler på kryds og tværs – både inden for og uden for kommunegrænsen.

Den ledelsesforventning beskriver lærebøgerne ikke: Rolleforvirringen er endnu en dimension i et svært job, hvor topembedsmænd – pr. tradition og af skiftende borgmestre – bliver beskyldt for at blande sig først for meget i politik, så for lidt.

74 kommunale direktører og chefer måtte i 2015 ifølge Djøf forlade rådhuset ufrivilligt – et stort antal, om end ikke så dramatisk som i rekordåret 2014, hvor 86 forlod jobbet i unåde eller efter ”gensidig aftale”, som afskedshåndtrykket måske formuleres.  

Netværk på Slotsholmen
Herlevs kommende kommunaldirektør er castet som netværkeren, der ikke blot skal formå at danse politisk tango med borgmesteren, men også forventes at kende snubletrinnene, når der skal bygges relationer op til embedsmænd i ministerierne og til andre eksterne interessenter.

I den forgangne uge ansatte den københavnske omegnskommune Jesper Zwisler, forhenværende departementschef i Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold. Zwisler havde forinden også en fortid som kommunal topembedsmand. Afgørende for kommunen er det imidlertid, at Zwisler gennem sit netværk i centraladministrationen formodes at kunne åbne nye døre for Herlev på Slotsholmen.

En kommunaldirektør kan i forhold til en borgmester have større frihedsgrader til at sondere terrænet, navigere i embedsværket og bokse løsninger på plads, som ender med at blive win-win for alle parter.

Dermed føjer Zwisler sig til rækken af kommunaldirektører, som i et udadvendt makkerskab med borgmesteren skal håndtere kommunens samlede interesser i en tid med knappe ressourcer, udfordringer med ungdomsuddannelser, vækst- og beskæftigelsesproblemer og en stadig ældre befolkning.

Det indikerer, at magt i nutidig kommunal fortolkning ikke er et nulsumsspil: Den borgmestertype, der lægger bykonge-manererne fra sig og afgiver magt til kommunaldirektøren, får i sidste ende mere magt, lyder ledelsesfilosofien.

Direktørens blog
Også i Albertslund anses kommunaldirektøren for at være kommunens udenrigsminister. Denne var i front, da det gennem hulemøder i Undervisningsministeriet lykkedes at skabe en løsning for det lokale gymnasium, der var i økonomisk uføre.

Greves næsten nytiltrådte kommunaldirektør, Claus Thykjær, er et tredje eksempel. Han bruger en stor del af sin tid på at ”få ting til at ske”; ydermere er han for en embedsmand overraskende effektivt kommunikerende, blandt andet via den noget usædvanlige ”direktørens blog”.

Sir Humphrey-overlæberne og minister-mundvigene ville formentlig stivne på Slotsholmen, hvis en departementschef var lige så opsøgende og eksponeret som Greves topchef. Man skal jo ikke skygge for ministeren!

Skjult kommunalreform nedefra
Også Helsingørs kommunaldirektør, Stine Johansen, er af den skole, der anser konferencer og andre netværksstunder som nyttige, når der skal slås søm i aftaler og byttes informationer. Med en fortid i det private kommunikerer hun måske bedre med erhvervslivet end en indfødt bureaukrat.

Udenrigsministerjobbet rummer mange facetter efter kommunalreformen: Når kommuner og regioner i disse år opfinder fælles business regions – båret af et uløst behov for udvikling og vækst – er det typisk topembedsmændene, der taler sammen på tværs og finder de svære løsninger.

Kald det en skjult ”kommunalreform” nedefra, eftersom det er et tværkommunalt reparationsarbejde på en uhensigtsmæssig lokal struktur efterladt efter reformen i 2007. Det kommunale og regionale myndighedslandskab har svært ved at matche de reelle dynamikker inden for arbejdsmarked og erhvervsliv.  

Det forventes tillige, at kommunaldirektøren – som hjælpemotor for borgmestrenes egen indsats – proaktivt driver lobbyisme over for KL, kommunernes egen interesseorganisation. Ikke mindst forud for de årlige økonomiforhandlinger med Finansministeriet: Hvilken vinkel skal der lægges ind over forhandlingerne: Udkantskommunens dagsorden? Storbykommunens? Eller mellem-vækstkommunens?

Jobbeskrivelsen uklar
Hvor grænsen mellem politisk tæft og politisering går – det er en svær gråzone. På de indre linjer er diskussionen brandvarm mellem KL og Kommunaldirektørforeningen: Hvad er egentlig kommunaldirektørens ledelsesrolle version 2016? Bør den ikke beskrives tydeligere? Et af de mere vidtgående forslag i kommunaldirektørkredse er, at funktionen bør skrives direkte ind i den kommunale styrelseslovgivning, men det synes at have lange udsigter.

Heller ikke Bo Smith-udvalget kommer med anbefalinger til, hvordan eksempelvis udenrigsministerrollen skal håndteres, men nøjes med at erkende, at der er gråzone-problemer i kommunerne.

Lynafleder over for sure borgere
Her og der sammenlignes jobbet – nok en anelse karikeret - med, at kommunaldirektøren er blevet det politiske førstekammer, der gøder jorden, mens byrådet udgør andetkammeret, der først kommer ind i billedet i anden omgang.

Det gælder også, når upopulære beslutninger skal forsvares over for skuffede interessenter: Det kan blive topembedsmandens lod at troppe op som lynafleder, hvis Ældre Sagen skal have en kontant besked, eller den lokale Rotary-klub raser. Bagefter kan konfliktsky politikere sige til de utilfredse: Rolig nu, han er jo blot embedsmand.

Helt galt kan det fortsat gå, hvis en rolleforvirret topembedsmand træder ved siden af, fordi samspillet med borgmesteren alligevel ikke er så vel-kalibreret, som makkerparret troede. Så er der én, der må stoppe – og det er ikke kommunens valgte førstemand.

Exit-sagerne opleves dog som mindre konfliktfyldte og ender i færre opslidende slagsmål i pressen, efter at Djøf sidste år blev enig med KL om et føje etiske retningslinjer ind i chef-overenskomsterne: Rumler utilfredsheden med en direktør eller en forvaltningschef blandt politikerne, så er det med at få det sagt tidligt og hurtigt – i en åben og konstruktiv dialog, inden tingene eskalerer.

Samtidig kan kommunaldirektørerne måske kopiere godt skolede departementschefers Sir Humphrey-livsforsikringstrick; en del af karriere-DNA’et på Slotsholmen: Spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt opadtil. Uden at direktørbloggen ligefrem skal godkendes hver eneste gang.

 

Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Zwisler

Kommunaldirektør, Herlev Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1991)

0:000:00