Hegelund og Mose: Dyrk også taberne

Topministrene stod med blanke øjne i minutterne op til Helle Thorning-Schmidts exit-tale. Bjarne Corydon kiggede ud over den socialdemokratiske forsamling med et forstenet blik med en lige så berørt Dan Jørgensen ved sin side. Ikke nok var regeringsmagten tabt. Chefen var også på vej væk, var de rystede socialdemokratiske ministre klar over. 

Da Thorning en halv time senere breakede nyheden, samlede tre andre ministre og Københavns overborgmester sig i et kæmpe fælleskram kiggende hinanden dybt i øjnene. Et nederlagsøjeblik på valgaftenen, mens Mette Frederiksen alene – men fattet – i mængden afventede, at kameraerne om et øjeblik ville vende sig mod hende.

Granatchokket
Det er en uhyre sårbar stund, når en minister ufrivilligt må forlade jobbet. Nogle taler ligefrem om granatchok, selv for folk af en støbning, der er vant til at tage hårde kugler. Det ramte også Poul Nyrup Rasmussens hold i 2001: Fra at have en hær af embedsmænd til rådighed må man – endnu i chok – traske over i Folketinget og deles om en enkelt sekretær. Og væk er rygklapperne fra dengang, man sad på magten.

På få øjeblikke begynder lobbyisternes bedetæpper at vende sig mod vinderne: Morgenløbere, der få timer efter Thorning-regeringens nederlag susede forbi Christiansborg, noterede sig et kæmpebanner på Slotspladsen, som lønmodtagerorganisationerne LO og FTF i nattens løb havde hængt op, næppe længe efter at LO-bosserne Harald Børsting og Lizette Risgaard høfligt havde sagt farvel til de forstenede S-ministre i Fællessalen: ”Tillykke, Lars”, lød fagbevægelsens hilsen til V-formanden.

Det er i de sårbare nederlagsstunder, den dygtige interessevaretager sikrer de langsigtede relationer. Man skal altid huske taberne. En dag kommer nogle af dem til fadet igen. Og man ved sjældent på forhånd hvem.

Hegelund og Mose

Kiks: ”Kære Helle, tillykke”
Dansk Industri kiksede til gengæld uforvarende velkomstpakken til en blå regering: ”Kære Helle, tillykke”, stod der ved et redaktionelt kiks i industriens tillykke-bannerannonce i Politiken, der i lyset af valgresultatet rettelig skulle have været bragt med overskriften ”Kære Lars, tillykke”.

Selv om svipseren hurtigt blev rettet til – nu med den mere rummelige formulering ”Kære politikere, tillykke” – havde den også symbolsk betydning. Valgets vinder, Dansk Folkeparti, spejdede på valgaftenen forgæves efter Dansk Industri i partiets festlokale på Christiansborg. Mens hit på hit understregede stemningen, konstaterede DF’erne med tilfredshed, at topfolk fra både Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Erhverv var forbi og gratulere ved de rød-hvide duge.

Den slags noteres i et parti, hvis ”ikke-stuerene”-historik ligger dybt lejret i ledelsens smerte-DNA. Det skader således næppe heller Dansk Erhvervs medlemsinteresser, at en forudseende DE-ledelse kort før valget havde inviteret Kristian Thulesen Dahl til at holde festtalen ved organisationens årsmøde-middag.

DF småsur på DI
Oplevelsen i DF er til gengæld, at Dansk Industri igen og igen fornærmer partiet. ”Udenlandsk arbejdskraft er et plusord”, skrev DI-direktør Karsten Dybvad midt inde i valgkampen – et kronik-indspark om behovet for at åbne grænserne, stik mod Dansk Folkepartis politik. For at gøre ondt værre var kronikken skrevet sammen med en radikal minister.

Der var derfor en del at rette op på: Allerede morgenen efter valget var der telefonisk kontakt mellem glashuset på Rådhuspladsen og DF-ledelsen.

I modsætning til Dansk Erhverv og Dansk Arbejdsgiverforening holder DI's Karsten Dybvad sig konsekvent væk fra Christiansborg på valgaftenen. Hans tilstedeværelse kan blive tolket og udlagt på en måde, der ikke tilgodeser organisationens langsigtede interesser. Hvem besøgte han, hvem glemte han – sådan noget kan blive mytestof, der ikke befordrer, men snarere hindrer et godt samarbejde.

Også andre top-lag holdt sig væk, men sendte – som Landbrug & Fødevarer og virksomhederne Falck og TDC – public affairs folk på Borgen for at sikre relationerne.

Dansk Metals top dukkede heller ikke op – med hjertet er man vel socialdemokrat, men der har længe været varmet op til forretninger med Venstre og Dansk Folkeparti. Den slags behøver man ikke skilte med, mens parti-vennerne forsøger at skylle chokket ned.

Bærer ikke nag – husker navne
Når blitzlyset er væk, husker man resten af livet, hvem der i nederlagsstunden sendte den personlige hilsen og buketten med blomster, og hvem man aldrig hørte fra. Man bærer ikke nag, man husker navne, som en tidligere – og nu kommende – minister formulerede det på valgaftenen.

Det gælder ikke kun dem i egen folketingsgruppe, der svigtede, men også de lobbyister, man i ministertiden havde tæt samarbejde med. Og for hvem man nu pludselig er luft. Den slags sætter sig. Og hænger fast – også når man igen er på toppen.

Derfor står det på den bredt arbejdende organisations to-do-liste at pleje dem, der nu-og-her er de forsmåede. Hvem ved, hvornår de popper op igen?

Vi har her fat i den lobbydyd, der hedder social kompetence: En af de professionelt arbejdende erhvervsorganisationer sender pr. kutyme blomster tre-fire dage efter exitten, når den første tumult er ovre. Ofte hjem til privaten, så også ægtefællen får glæde af den lille hilsen.

USA's ambassadør, der skal holde amerikanernes forhold til Danmark varmt, dyrker på lignende vis de afgåede ministre. Han var på valgaftenen i tæt snak med en håndfuld skuffede socialdemokratiske ministre. Senere bliver der som standard-procedure sendt hilsener fra Rydhave til de forsmåede.

Omsorgssvigt i lønmodtagerorganisationer
Langt fra alle i beslutningsmiljøet har blik for den form for blød interessentpleje. Det gælder eksempelvis en stribe fagforeninger: Da SF trådte ud af regeringen, kunne den afgåede sundhedsminister undrende konstatere, at hun intet hørte fra visse lønmodtagerorganisationer inden for sundhedsområdet, herunder en formand, der havde haft eksklusiv kaffe-adgang til ministerkontoret.

Det er i de sårbare nederlagsstunder, den dygtige interessevaretager sikrer de langsigtede relationer. Man skal altid huske taberne. En dag kommer nogle af dem til fadet igen. Og man ved sjældent på forhånd hvem.

Trods vælgerlussingen vil det således være uklogt at overse Radikales decimerede trop. Nogle lobbyister, men langt fra alle, plejede klogt Margrethe Vestager, da hun i sin nedtursperiode under VK-regeringen rodede rundt omkring spærregrænsen.

Også Mette Frederiksen som ny S-leder bliver værd at dyrke, for dansk politik er mere uforudsigelig end længe. Det samme gælder de nye talenter på bageste række. En dag skifter regeringsmagten jo igen.

Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk