Hegelund og Mose: Finansministeriets filialer

MANDAGSTRÆNEREN: En række ministerier synes for tiden at være reduceret til styrelser. Både lobby-organisationer og fag-ordførere døjer under topstyringen fra Finansministeriet.

Foto: Stig Stasig
Susanne HegelundPeter Mose

Afmagten i Klima- og Energiministeriet fornemmes, når husets sædvanlige interessenter er på høflighedsvisit. ”Gå hellere over i nummer 1”, kan det lyde, når en lobbyist anstiger med et projekt under armen, der skal fremme det danske klima-og energieventyr.

Det tidligere frontministerium kan nemlig selv have svært ved at få sine ting gennem regeringsapparatet. Når sagerne skal forbi regnedrengene i Finansministeriet på Christiansborg Slotsplads 1, går de let i stå. Vigtige rapporter for den milliard-eksporterende klima- og energibranche samler støv, blandt andet fordi de er blevet high politics-temaer og løftet op i Slotsholms-styresystemet.

Svært lobbyliv
Slotsholmens røde hjørnebygning suger lige nu flere beslutninger til sig end nogensinde tidligere, hvad både ordførere og lobby-organisationer mærker. Med en et-parti-regering er det blevet nemmere at give centraliseringen en ekstra tand: Et rent Venstre-hold bakker loyalt op om ”den økonomiske virkelighed”; budgetbissernes regnestykke for, hvad der er råd til, hvis regeringen vil gennemføre skattelettelser til efteråret.

Dermed tages beslutningerne af en endnu mere sluttet kreds end under statsminister Helle Thornings-Schmidts regering. Det gør livet sværere for de ordførere og interessevaretagere, der har været vant til bare at ”passe” deres eget ressortministerium. En stribe fagministerier er blevet reduceret til en slags filialer til Finansministeriet, især når beslutningerne involverer størrelser som økonomi, vækst, effektivitet, implementering og produktivitet.

Slotsholmens røde hjørnebygning suger lige nu flere beslutninger til sig end nogensinde tidligere, hvad både ordførere og lobby-organisationer mærker.

Hegelund og Mose

Budgetbissernes egen analyse er, at visse ressort-ministerier gennem årene er blevet for sammenspiste med deres økosystemer af egoistiske sektor-lobbyister, hvad hindrer helhedsbeslutninger. Derfor er der god grund til at centralisere beslutningerne, også inden for klima-og energipolitikken og eksempelvis miljø- og planlovningen.

Uofficiel møderekord
Siden regeringsdannelsen har Finansministeriet været ved at segne: Sagsbunkerne er bare vokset og vokset. Sjældent har en juleferie bekommet budgetbisserne bedre, ligesom foråret nu tegner mere normalt: En regering, der ønsker at sidde længe, skal ikke forivre sig. Der skal doseres og gemmes ideer til årene fremover.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen har – skrev Jyllands-Posten – i løbet af efteråret siddet for bordenden af ikke færre end 70 forhandlingsmøder, hvad må være noget nær uofficiel danmarksrekord. Han har i en tætpakket finanslovskalender skullet forholde sig til en sværm af ressortområder på Slotsholmen – lige fra justitsministerens over uddannelses-og forskningsministerens til integrationsministerens. 

Noget har været værdipolitik, næppe Finansministeriets kernekompetence; andet har taget udgangspunkt i ”regeringens økonomiske ramme”, hvad er naturligt budgetbisse-land og rummer den problem-definitionsret, som teflon-slår alle indvendinger.

Selv ikke Novo Nordisk har kunnet ændre på regeringens nedskæringer i den offentligt finansierede forskning. Såvel forskningsministeren som erhvervs-og vækstministeren slog straks ring om den upopulære beslutning og trodsede tilsyneladende erhvervs-ikonets trussel om at flytte research væk fra Danmark.

Færre magtcentre end før
En flerparti-regering vil altid rumme flere magtcentre: Selvom Radikales daværende leder Margrethe Vestager et langt stykke ad vejen var enig med Bjarne Corydon i Finansministeriet, havde hun som stærk minister og partileder hele tiden muligheden for at stille sig på tværs i Helle Thorning-Schmidts regering. En radikal klima-og energiminister kunne beklage sig til hende, hvis Socialdemokraternes hardlinere blev lige lovligt ”sorte”.

Nu behøver Finansministeriet stort set kun at kigge én vej – mod Statsministeriet. Når Lars Løkke Rasmussen får en færøsk og grønlandsk strøtanke, udgår fluks befaling fra regnedrengene om at optælle flagstænger på officielle bygninger, hvorefter regeringschefen med en smiley kan takke for den store loyalitet i sit embedsapparat.

Bekymringen breder sig over udviklingen, der har været på vej i årtier, men som nu har nået et foreløbigt højdepunkt. Til Djøfs nytårskur i Operaen netværks-hviskede både nuværende og tidligere departementschefer om, hvordan ydmygelserne tilsyneladende tager til. 

Nedværdiget topembedsmand
Det kan være nedværdigende for en topchef fra et fagministerium at blive kommanderet rundt af en næsten nyuddannet fuldmægtig eller chefkonsulent fra Finansministeriet. En bisse, der hverken har indsigten, erfaringen eller den politiske fornemmelse, som kendetegner den klassiske danske embedsmand, når der skal tages velbegrundede beslutninger på det enkelte ressortområde.

Også en del fagordførere føler sig kørt over. I Finansministeriet taler man ikke gerne med menige ordførere, men med partiledere og disses nærmeste, og når en almindelig ordfører fra eksempelvis Socialdemokraterne skal til et vigtigt møde – også længere nede i regeringen – følger der ofte en vagthund fra partitoppen med.

Risikoen er, at man dræner fagministerierne og deres interessenter for input, motivation og opbakning, og at man ikke skaber holdbare politiske løsninger. Regnedrengene er givetvis både dygtige og ambitiøse, men de er ikke guder.

Lobbyisten navigerer uden om
En agil interessevaretager fornemmer hurtigt, hvis de sædvanlige samarbejdspartnere ikke har samme indflydelse som tidligere. Så gælder det om at navigere uden om ordføreren eller ministeriet – uden at tabe den høflige kontakt, for man skal aldrig glemme ”taberne”.

Nu og her handler det snarere om at nærme sig de topembedsmænd, der servicerer regeringens Ø-udvalg: Måske kan budskabet via dem nå videre til nummer 1, for Finansministeriet har ikke som resten af Slotsholmen en veludviklet tradition for interessenthåndtering over for organisations-danmark, men koncentrerer sig om at være intern indpisker.

For øjeblikket er det – ud over Finansministeriets departementschef – Jens Brøchner fra Skatteministeriet og Michael Dithmer fra Erhvervs-og Vækstministeriet, der holder snor i Ø-udvalget, og som en klima-og energi-interessevaretager eller miljø-lobbyist skal forsøge at overbevise. Opgaven er at stille sig op i den lange kalender-kø og spids-twiste sin ”gode sag”, så den dokumenterer sit potentiale inden for grøn vækst og milliardeksport.

De detroniserede fagministerier? Skyder måske lejlighedsvis skylden på Finansministeriet – selv for afgørelser og en linje, de i virkeligheden selv støtter: Det er nemmere at parkere ”urimelighederne” hos budgetbisserne og selv vaske hænder. Siger de i nummer 1.


Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Hjort Frederiksen

Fhv. MF (V), fhv. minister og partisekretær
cand.jur. (Københavns Uni. 1972)

0:000:00