Helle Thorning dokumenterer sin tragiske kærlighedshistorie med Socialdemokratiet

Allerede på omslaget af den nye bog om Helle Thorning-Schmidt får læseren to vigtige oplysninger.

Titlen – ‘Hvad man ikke dør af’ – fortæller os, at vi skal igennem en lidelseshistorie.

En historie om ting, der gik galt. Ting, som hovedpersonen heldigvis ikke døde af, men som derimod gjorde hende stærkere. Bogen er kort fortalt den tragiske kærlighedshistorie om forholdet mellem Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet.

Jeg var nødt til at presse Socialdemokratiet, for at vi kunne genvinde magten. Det var mit mantra, dengang som nu

Helle Thorning-Schmidt
Citat fra bogen

Den anden oplysning ligger i forfatternavnet, Nina Munch-Perrin. Hun er en kendt og respekeret journalist, men hun har aldrig været politisk reporter. 

Det fortæller os, at vi ikke skal i gang med en klassisk politisk bog med endeløse beretninger om, hvem der sagde hvad på hvilket møde.

Når man læser den, sidder man tilbage med et indtryk af, at hun næsten er mere optaget af at blive respekteret som menneske end som politiker

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Det her er – som der står på omslaget – Helle Thorning-Schmidt, der “fortæller sin historie”.

Vi kommer helt ind til familien
Den præmis er vigtig for bedømmelsen af bogen. Den vil få de politiske nørder til at gabe kæben af led af kedsomhed, men den vil givetvis gøre bogen mere interessant for en masse andre mennesker.

Der er nærmest ikke en side og i hvert fald ikke et afsnit, hvor vi ikke bliver inviteret med hjem til familien Kinnock-Thorning-Schmidt for at høre, hvordan de har det med sig selv og hinanden.

På den måde lærer vi privatpersonen Helle Thorning bedre at kende end nogensinde før. Det gælder også denne skribent, der ellers skrev en biografi om hende i 2007.

Eftermælet er stadig til debat
Men både hovedpersonen og forfatteren må have os undskyldt: Det er kun to år siden, at Helle Thorning-Schmidt forlod dansk politik nøjagtig lige så pludseligt, som hun var ankommet 10 år forinden.

Hun blev formand for Socialdemokraterne, før hun havde stået på Folketingets talerstol første gang. Hun blev Danmarks første kvindelige statsminister. Og hun blev den første socialdemokratiske statsminister i efterkrigstiden, der ikke formåede at blive genvalgt.

Derfor er hendes politiske eftermæle selvsagt stadig til diskussion, og bogen er indlysende også et indlæg i den debat. Og i den slags bøger tager man nogle opgør.

Det mest bemærkelsesværdige ved ‘Hvad man ikke dør af’ er, at næsten alle de opgør, som Helle Thorning-Schmidt tager i bogen, er med hendes egne. Især med hendes partifæller og i anden række med hendes allierede i SF og de radikale.

Derimod leder man forgæves efter så meget som et lille kritisk ord om Anders Fogh og Lars Løkke eller om Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen-Dahl. I det omfang, de overhovedet bliver nævnt, er det som fine folk, man kan stole på.

Undtagelsen fra den regel er afsnittet om Helle Thornings og Stephen Kinnocks skattesag, hvor både Venstre og pressen modtager – efter denne skribents mening – meget velfortjent kritik.

Det var en skandale af næsten ufattelige dimensioner at nogen i statsapparatet, hvad enten det var politikere eller embedsmænd, lækkede private oplysninger i et forsøg på at miskreditere en politisk modstander. Og at dele af pressen lod sig bruge i den sammenhæng, gør ikke sagen bedre.

Afsnittet, hvor man får hele sagen fortalt, som den blev oplevet af Helle Thorning, hendes mand og deres børn, er nok bogens stærkeste.

Betalte Thorning en pris for sit køn?
Bogen kan deles op i tre hovedfortællinger, der går igen fra start til slut.

• Den første er, at Helle Thorning-Schmidt blev bedømt og behandlet hårdere end alle sine forgængere, fordi hun er kvinde.
• Den anden er, at Helle Thornings største egenskab er at stå fast i modvind.
• Den tredje er opgøret med modstanderne - som for de flestes vedkommende altså er socialdemokrater.

Den første del er noget, danskerne og historikerne formentlig vil diskutere mange år endnu. Fik Helle Thorning-Schmidt en fordel ud at være kvinde, fordi nationen trængte til det efter 10 år med Fogh og Løkke – og hendes parti trængte til det efter 15 år med Nyrup og Lykketoft?

Eller betalte hun tværtimod en pris for det, fordi hun modsat sine forgængere blev bedømt på sit udseende, skulle bevise mere og samtidig måtte forsvare sin måde at være mor på?

Helle Thorning argumenterer indædt og overbevisende for det sidste, og det er temmelig tankevækkende, at hun reelt håndterede jobbet som statsminister samtidig med, at hun fungerede som enlig mor til to i hjemmet på Østerbro.

Uanset hvad man måtte mene om den sag, står det klart, at Helle Thorning-Schmidt optrådte med en selvdisciplin, der får selv Anders Fogh til at blegne, for at få det hele til at hænge sammen – og man hørte hende aldrig klynke, mens det stod på.

Hvornår stod Thorning egentlig fast?
Den anden fortælling – den om Helle Thornings utrolige evne til at stå fast – er sværere at have med at gøre. For ja, det er uomgængeligt sandt, at Helle Thorning-Schmidt kunne modstå megen kritik.

Men den nye bog udstiller også det, der måske står tilbage som det største paradoks ved politikeren Helle Thorning-Schmidt: nemlig at hun lige præcis ikke evnede at stå fast, når det gjaldt nogle af de politikområder, der faktisk betød meget for dele af hendes eget bagland.

Hør her, hvordan Helle Thorning-Schmidt forklarer, at hun stod fast i den kontroversielle sag om salg af DONG-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs:

“Vi vidste da godt, at Goldman Sachs var kontroversielle, men det var nu engang dem, der gav det bedste bud. (...) Skulle vi have fravalgt dem for at få et nemmere politisk liv? Valgt noget, der var mere komfortabelt for os selv og vores egen politiske karriere?”.

Og hør så, hvordan Helle Thorning forklarer det droppede forslag om at øremærke barsel til mænd:

“Vi socialdemokrater var nok hurtigere end SF’erne til at opfatte, hvor lidt opbakning der var til øremærket barsel både i Folketinget og befolkningen. (...) Det var ærgerligt, vi ikke kunne komme igennem med det. Men jeg mødte stor modstand i mit eget parti og der var en del, deriblandt de radikale, der valgte at flyve lavt, og til sidst blev det simpelthen for svært”.

Her ligger nøglen til at forstå Helle Thornings korte karriere som statsminister.

Hun stod fast på sager, hvor al politisk logik burde have fået hende til at bløde op.

Og hun bøjede af på sager, hvor hun kunne have demonstreret politisk vilje og styrke ved at stå fast.

Det kaldes politisk instinkt. 

Ud af komfortzonen
Det leder frem til bogens tredje – og ganske triste – hovedfortælling. Den om Helle Thorning-Schmidt og hendes forhold til Socialdemokratiet.

Allerede på bogens første sider beklager hovedpersonen sig over, at hun gennem hele karrieren som partiformand skulle forsvare sig mod anklager om, at hun ikke var rigtig socialdemokrat.

Men samtidig taler hun flere gange om sig selv på en måde, så hun mere lyder som en ekstern konsulent, der var hentet ind for at flytte partiet “ud af sin comfortzone”, som det hedder.

“Jeg var nødt til at presse Socialdemokratiet, for at vi kunne genvinde magten. Det var mit mantra, dengang som nu”, som hun siger i bogen.

Partiet er noget uden for hende selv – og på den måde er det ikke så underligt, at partifællerne også endte med at betragte hende som en, der stod uden for deres fællesskab.

På den måde får Helle Thorning-Schmidt samme skæbne som sit store – og måske reelt eneste – politiske forbillede, den fhv. britiske premierminister Tony Blair, som også er en ven af familien. Og som i dag er rasende upopulær i Labour-partiet.

Roser kun dem, der var allertættest på
Det bliver undervejs til nogle ganske barske opgør med især Poul Nyrup og Mogens Lykketoft – hvilket i parentes bemærket ikke nødvendigvis er ufortjent.

Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at der ikke er komplimenter til en eneste socialdemokrat uden for den absolutte inderkreds, der bestod af de tre personlige rådgivere Trine Wesselhoff, Noa Redington og Thomas Juul-Dam samt af Bjarne Corydon.

Og hvad kendetegner de fire i dag? De har alle, nøjagtig som Thorning selv, forladt politik og søgt andre karriereveje.

Thorning har glemt, hvad hun selv mente i 2002
I sin iver efter at fremstå som reform-socialdemokrat i Tony Blairs billede foretager Helle Thorning-Schmidt også enkelte efterrationaliseringer.

Det er især slemt i afsnittet om den bog, som Helle Thorning i 2002 var medforfatter til sammen med bl.a. Morten Bødskov, Lars Olsen og Tine Aurvig-Huggenberger.

Bogen var et af de første opgør med en slap udlændingepolitik fra profiler på venstrefløjen i dansk politik. Og i ‘Hvad man ikke dør af’ giver Helle Thorning den fuld gas, når hun skal forklare sin egen rolle. Hun var dybt optaget af at gøre partiet regeringsdueligt, forklarer hun.

“Det var min passion. Og der, hvor det hele tiden gik galt for Socialdemokratiet, var på udlændingespørgsmålet”, fortæller hun og forklarer nok engang, at “så gælder det også om at få skubbet partiet ud af dets tryghedszone”.

Tak for kaffe.

Sandheden om den sag er, at debatbogens øvrige forfattere i 2001-2002 måtte kæmpe længe og indædt for at overbevise Thorning og Huggenberger om, at der overhovedet skulle stå noget om udlændingepolitik i den bog. Helle Thorning-Schmidt mente dengang, at emnet fyldte alt for meget og skrev bl.a. et læserbrev i Politiken sammen med Mette Frederiksen, hvor hun advarede mod den hårde tone i debatten.

To, der helst vil glemme hinanden
Bogen ‘Hvad man ikke dør af’ er Helle Thorning-Schmidt første indlæg i debatten om hendes eftermæle.

Når man læser den, sidder man tilbage med et indtryk af, at hun næsten er mere optaget af at blive respekteret som menneske end som politiker.

Og når man ser, hvordan hendes partifæller har taget imod bogen og i det hele taget omtaler hende, forstår man måske godt det behov. I dag opfører de ledende lag i Socialdemokratiet sig næsten, som om æraen med Thorning og Corydon aldrig havde fundet sted. Og Helle Thornings nye bog lader, som om resten af partiet ikke eksisterede. Det er lige så bizart, som det må være trist for begge parter.

På den måde er den nye bog en tragisk historie om et stormende kærlighedsforhold, der endte bittert og uforløst.

Men paradoksalt nok ender den lidt upolitiske bog på den måde også med at fortælle noget meget vigtigt om en periode i dansk politik. Derfor er det en god bog.

Nina Munch-Perrin: 'Hvad man ikke dør af', Gyldendal, 349 sider, 299,95 kroner. Udkommer 12. oktober 2017