Historiker: Plakatkrigen påvirkede de vaklende vælgere op til genforeningen

Sønderjylland genforenet for 100 år
I dag er det 100 år siden, at Sønderjylland i 1920 kom under dansk suverænitet efter at have hørt under Tyskland siden 1864.

Indtil tabet af Den Anden Slesvigske Krig i 1864 var Danmark en relativt omfattende helstat, der blandt andet bestod af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Med tabet af hertugdømmerne blev landet imidlertid betydeligt reduceret og mistede ikke kun en tredjedel af sine tidligere besiddelser, men også næsten halvdelen af landets befolkning.

Danmark blev en perifer national småstat, mens den preussiske ministerpræsident og senere rigskansler Otto von Bismarck fik det, som han havde ønsket. Den tyske sejr var nemlig et væsentligt skridt på vejen mod opfyldelsen af hans drøm om et samlet Tyskland, der endelig skulle gå i opfyldelse i 1871.

Da Tyskland tabte Første Verdenskrig, blev der imidlertid åbnet mulighed for at ændre grænserne i en række europæiske lande, herunder i det slesvigske område. Fredsaftalen, Versaillestraktaten, blev underskrevet 28. juni 1919 med ikrafttrædelse 10. januar 1920.

Aftalen var sejrherrernes traktat, der pressede Tyskland til det yderste og derfor kun blev underskrevet under tysk protest. Traktaten pålagde Tyskland hele ansvaret for krigen, og det medførte blandt andet, at landet mistede store områder, fik begrænset sit militær i betragtelig grad og blev pålagt en omfattende krigsskadeserstatning.

Det, som de dansksindede sønderjyder oplevede som en genforening – men som for tyskerne var en afståelse – fandt sted efter en valgkamp, hvor plakaterne spillede en betydelig rolle.

Erfaren plakatkunster blev udset
Tre kunstnere blev udset til at lave de officielle valgplakater fra dansk side.

Blandt disse var den på det tidspunkt allerede kendte og meget erfarne plakatkunstner Thor Bøgelund (1890 til 1959), som skulle forestå ikke mindre end ti af de bestilte 15 plakater. De resterende fire blev udført af Rasmus Christiansen (1863 til 1940) og en enkelt af billedhugger og billedkunstner Joakim Skovgaard (1856 til 1933).

Afstemningsplakaterne blev fremstillet i rigelige mængder og klæbet op overalt, hvor de kunne møde vælgerne ansigt til ansigt. I 1920 var de et af de mest slagkraftige massemedier til påvirkning af afstemningsresultatet. Endnu var fjernsynet ikke opfundet, og radioen var stadig meget ny og ikke udbredt.

Skønt der var løbesedler og aviser, som også plæderede for sagen i mange variationer, havde de ikke nær samme gennemslagskraft som plakaten, der var opklæbet i det offentlige rum, hvor folk færdedes. I modsætning til med den skrevne presse skulle befolkningen nemlig ikke selv aktivt opsøge nyhederne, når det drejede sig om plakaterne.

Budskabet kom til dem, uden at de havde bedt om det, i samme øjeblik de trådte uden for deres gadedør.

Alexander Eckener skabte tysksindede valgplakater. "I tusind år har vi været slesvigere. Vi vil vedblive at være slesvigere. Derfor stemmer vi tysk," fastslår plakaten. Foto: Dansk Plakatmuseum

Plakater havde sparsom tekst
Det særligt virkningsfulde ved plakaterne lå i billedet.

Der er kortere afstand fra øjet til hjertet, når det ser på et billede, end der er fra øjet til hjernen, når det læser en tekst. Og plakaterne spillede for hovedpartens vedkommende netop på følelserne og søgte at gå i hjertet på sit publikum.

Nogle ganske få af plakaterne er rene tekstopslag, der minder om løbesedlerne i deres karakter, og som med en tone af historisk belæg argumenterer for det ene eller det andet udfald af valget.

Men de mest effektfulde af plakaterne har kun en sparsom tekst til supplement af det følelsesladede billede. De afspejler i deres til tider teatralske, sentimentale eller ligefrem svulstige stil den stemning, der prægede spørgsmålet om den nye grænsedragning.

For der var meget, der stod på spil, både personlige relationer, nationalt tilhørsforhold og identitet og samtidig økonomiske interesser, der var afgørende for levestandarden og mulighederne i den nærmeste fremtid, og som ville få stor betydning også for de kommende generationer.

Thor Bøgelunds plakat med en lille forhutlet dreng spillede på den dårlige samvittighed og forsøgte at manipulere for eksempel med et "Mor! Stem dansk – Tænk paa mig". Foto: Ukendt fotograf/Ritzau Scanpix

Midtergruppen kunne påvirkes
Det var ved at spille på følelserne snarere end at appellere til fornuften, at plakaterne drev deres spil.

Hvilken betydning de så har haft på vælgernes endelige kryds, er umuligt at sige med sikkerhed. Det er vel sådan, at havde man allerede en grundfæstet holdning, kunne plakaterne ikke stille så forfærdelig meget op. Var man derimod en tvivler, der endnu ikke helt vidste, hvilken vej man skulle gå, så satte plakaten ind med basuner og fanfarer for at påvirke udfaldet.

Flere vaklede nemlig mellem en dansk og en tysk identitet, og som ved nutidige valg var det denne midtergruppe, der kunne påvirkes i den ene eller den anden retning, som plakaterne især bejlede til.

Det er i plakaternes udtryk helt klart, at grænsedragningen havde en anden karakter i Slesvig end i de øvrige europæiske landområder, der skulle stemme om en grænseændring efter Første Verdenskrig.

Skønt de danske og tyske plakater i den sønderjyske landsdel spiller på de følelsesmæssige tangenter, bliver de aldrig – i modsætning til afstemningsplakaterne i andre dele af Europa – direkte aggressive, hævngerrige eller blodige. Ikke én eneste af dem. Når det går højt, spiller plakaterne på den dårlige samvittighed og forsøger at manipulere for eksempel med et "Mor! Stem dansk – Tænk paa mig" og billedet af en lille forhutlet dreng.

Det står helt klart, at både det midlertidige ministerium for sønderjyske anliggender med H.P. Hanssen som den yderst kompetente rorgænger og en international kommission – som skulle have overopsyn med, at valghandlingerne skete efter forskrifterne – har været opmærksomme på den gode tone og ikke ønsket, at der skulle opildnes til uro og vold via provokerende udsagn fra plakaterne.

Der har været en klar og fast styring af plakaternes budskab. En styring, der ikke var fri for at udøve censur, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Den første strofe af Henrik Pontoppidans digt 'Sønderjylland' blev anvendt på billedkunstner Joakim Skovgaards valgplakater. Foto: Dansk Plakatmuseum

Politiske plakater var del af Første Verdenskrig
Den politiske plakat i sin moderne skikkelse så for alvor dagens lys i tiden op til og under Første Verdenskrig. Her spillede agitationsplakaterne en stor rolle, og den udformning, som plakaterne havde, smittede i høj grad af på afstemningsplakaterne i 1920.

På samme måde gik traditionen igen i valgplakaterne til Folketinget og Rigsdagen – en tradition, som kan følges helt op til 1960'erne, hvor fjernsynets indflydelse begyndte at gøre sig gældende. Her tabte plakaten pusten og blev i højere grad et ekko af medierne end et selvstændigt udtryk.

Helt galt gik det, da computeren gjorde sit indtog, og tendensen med kun at vise et politikerportræt blev forstærket og dominerende. Den fortællende og følelsesbetonede plakat var stort set blevet elimineret.

Men indtil denne afsporing kan man tydeligt følge en rød tråd fra agitationsplakaterne under Første Verdenskrig til afstemningsplakaterne fra 1920 og gennem valgplakaterne til Folketinget og Rigsdagen.

Det drejer sig om tydelig og enkel kommunikation, der sigter med skarpe skud mod hjertet, hvis de da ikke vælger en anden vinkel og retter skytset mod hjernen med tilsyneladende fornuftigt betingede argumenter, som især taler om velstand og god økonomi.

Dengang som nu var plakaterne under alle omstændigheder med til at sætte stemningen omkring afstemningerne og afspejle de holdninger og stærke følelser, der stod på spil hos befolkningen.