Syrien-børn er blevet en tabersag for Mette Frederiksen

Socialdemokratiet står meget stærkt blandt vælgerne i næsten alle slagsmål, der handler om den stramme udlændingepolitik.

Men der er en undtagelse fra den regel: Børnene af IS-tilhængere i Al-Hol lejren i Syrien rammer en række kryds, der gør sagen stadig mere ubekvem for regeringen.

Striden er blevet en udfordring for statsminister Mette Frederiksen (S) personligt, fordi støttepartierne udnytter statsministerens spørgetime hver anden tirsdag til at konfrontere hende med de strandede børn.

Således også i den sidste spørgetime før påske, hvor partilederne fra såvel Radikale som SF og Enhedslisten tog emnet op. Aktionen fremstod ikke særlig koordineret, men det blev alligevel spørgetimens dominerende emne.

Det er ikke en sag, støttepartierne vil vælte regeringen på. Dertil er sagen for broget – og for lille i den store sammenhæng. Men de tre partier vil blive med med at bore i sagen.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Børn fra dødskult
Argumenterne er i sig selv velkendte: Alle tager skarpt afstand fra de forældre, der tog ned til ”en dødskult, der holdt slaver”, som SF-formand Pia Olsen Dyhr formulerede det. Men forældrenes forbrydelser skal ikke gå ud over børnene, mener støttepartierne.

Mette Frederiksen fastholdt, at hun ikke på nogen måde vil tage mødrene med tilbage til Danmark, fordi de kan udgøre en terrortrussel. Og at det kan blive konsekvensen, hvis man af humanitære grunde tager børnene hjem.

Dilemmaet er reelt. Formelt kan man – som den radikale leder Sofie Carsten Nielsen – satse på at få forældrene retsforfulgt i Danmark for deres forbrydelser i det barbariske IS-kalifat. Men i praksis kan det vise sig umuligt, fordi mange vidner er myrdet af Islamisk Stat, og andre befinder sig spredt ud over Mellemøsten.

Alligevel er lige netop denne sag en sten i skoen for statsministeren – og det er der flere grunde til.

PET uenig
For det første er vurderingen fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) ekstremt ubekvem for regeringen. Ikke alene afviser PET, at børnene her og nu udgør en terrortrussel, PET mener også, at terrortruslen bliver større, hvis børnene bliver i lejrene, fordi de så risikerer at blive radikaliseret.

Regeringen har erklæret sig uenig i PETs vurdering, mens venstrefløjen undtagelsesvist fremdrager PET som den ypperste autoritet. Dette rolleskift har en vis historisk ironi, men det ændrer ikke ved, at PET’s vurdering har sat regeringen i en defensiv position.

For det andet er Mette Frederiksen efter sin nytårstale i 2020 særligt sårbar over for kritik for at svigte børn. Det indebærer en vis risiko at erklære sig som ”børnenes statsminister”, og det bliver konsekvent brugt imod hende i denne sag. Lidt ligesom Nyrup (S), der snart kom til at fortryde, at han havde erklæret 90’ernes som ”moralens årti”.

En vred lokalformand
For det tredje er der kritikken fra dele af det socialdemokratiske bagland, som TV 2 kunne berette om efter en rundringning til en række af partiets borgmestre, byrådsmedlemmer og partiforeningsformænd.

Det er ikke ligefrem sværvægtere, der står frem med kritik. Men Mette Frederiksen har normalt så godt styr på sit parti, at det i sig selv er opsigtsvækkende, at 40 procent af de interviewede erklærer sig uenige i partilinjen. Det hører dog med til historien, at mindre end hver femte har svaret i rundspørgen.

Enkelte lokale socialdemokrater har udtrykt sig i meget stærke vendinger, som partiforeningsformanden fra Gribskov Vest, Morten Dahlberg, der kalder sagen ”en skændsel og skamplet på det danske samfund”. Gribskov har justitsminister Nick Hækkerup (S) som deres folketingskandidat, så der er lagt op til hyggelige, kammeratlige samtaler, når Hækkerup skal besøge sit bagland.

For det fjerde har det øget presset på den socialdemokratiske regering, at den borgerlige norske regering har hentet en IS-kvinde hjem sammen med hendes børn. Norge har de senere år ligget nogenlunde på linje med Danmark i udlændingepolitikken.

Tvangsfjernelse
Alt dette får ikke Mette Frederiksen til at vende 180 grader. Hjemvendte islamister fra kalifatet har eksempelvis i Frankrig vist sig at udgøre en alvorlig terrortrussel, og rent indenrigspolitisk vil det være en foræring til Dansk Folkeparti, hvis Mette Frederiksen giver efter.

Det er heller ikke en sag, støttepartierne vil vælte regeringen på. Dertil er sagen for broget – og for lille i den store sammenhæng. Men de tre partier vil blive med med at bore i sagen.

En mulig udgang for statsministeren kan være at undersøge alle tænkelige muligheder for at tvangsfjerne børnene fra deres IS-forældre. Det vil være forbundet med store praktiske vanskeligheder, men ikke nødvendigvis umuligt.

Det er ikke en sag, der bare dør af sig selv. Dertil er der alt for mange følelser involveret.