Anmeldelse af 
Alex Vanopslagh

5 A'er fra Alex Vanopslagh til Jacob Mark: “Det er ganske enkelt en fantastisk bog”

SF's Jacob Mark har skrevet en stærk og rørende historie, der tager læseren med ind i et forløb, som mange stressramte vil kunne genkende. Det kan jeg også selv, skriver Alex Vanopslagh. 

Jacob Mark er ubetinget sin (og min) generations største talent, skriver Alex Vanopslagh. 
Jacob Mark er ubetinget sin (og min) generations største talent, skriver Alex Vanopslagh. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Alex Vanopslagh
Fartblind – en beretning om stress, kærlighed og livet i toppolitik
Jacob Mark
Gyldendal, udkom 26. januar 2023, 256 sider


Lad det være sagt med det samme. Jacob Mark har ganske enkelt skrevet en fantastisk bog, der giver stof til eftertanke, og hvor man undervejs ikke kan lade være med at grine og blive rørt.

Han skriver i et lettilgængeligt, uhøjtideligt og direkte sprog, hvor han gennemgår alle opturene, sejrene og ikke mindst nedturens og stresssygdommens dybe afgrund.

Bogen er bygget op i fem dele, der følger den udvikling, som mange stressramte kan genkende, og som stemmer overens med Jacob Marks historie: Den første tid, hvor presset er højt, men arbejdet stadigt er sjovt og givende – måske endda lidt for spændende og givende – til den begyndende, vedvarende overbelastning, og til slut den totale nedsmeltning og sammenbruddet.

Det er en stærk og rørende historie, som Jacob Mark kommer med.

Humor, ydmyghed og hårdt slid

Hvis man frygter at blive nedslået af at læse for meget om sygdom og nedture, så frygt ej. Bogen handler også om alle opturene og euforien, som de fleste politikere vil kunne genkende. Flere gange i bogen er det svært at undgå at grine højlydt – for bogen er skrevet med masser af humor, selvironi og godt humør.

Hvis man frygter at blive nedslået af at læse for meget om sygdom og nedture, så frygt ej. Bogen handler også om alle opturene

Alex Vanopslagh (LA)
Partileder

Eksempelvis beretter Jacob Mark om, hvordan han brugte det meste af sommerferien, kort tid efter han blev valgt til Folketinget, med hans to år ældre praktikant. Undervejs rykker Folketingets Kunstafdeling for, at Jacob Mark skal udvælge kunst til sit kontor. Han vælger dog at sende praktikanten ned for at udvælge kunst og udgive sig for at være Jacob Mark, for der "er sgu da alligevel ingen, som ved hvem jeg er herinde. Du siger bare, at du er mig, og så vælger du et maleri". 

Fra det øjeblik Jacob Mark bliver valgt til Folketinget, knokler han på livet løs – og han får mere og mere ansvar. Han oplever, at selv når han bliver presset, så ligger succesen i at overskride grænserne. Det bliver formularen på, hvordan tingene løses, når det er svært: Så løber vi hurtigere og bider det i os.

Kombinationen af at løbe stærkere og stærkere, at få et større og større ansvar, og at han har lange perioder, hvor han ensomt tumler med store bekymringer - om #metoo-sager, karaktersnyd og en dårlig pressesag for SF - der opsluger alt hans energi og langsomt slider på ham.

Og hvad gør man så? Ja, man gør det, som man har lært: Bider tænderne sammen og overskrider grænserne.

Den slags ér en god strategi. Strategien virker, og har også virket for Jacob Mark. Men strategien har sine begrænsninger – det har alle vi mennesker, og på et tidspunkt vil vi ramle ind i en mur af udfordringer, hvor vi er nødt til at stoppe op og lytte til vores krop.

God nok til Christiansborg? 

Flere steder i bogen er Jacob Mark også tydelig omkring sin egen usikkerhed. Er han virkelig god nok til at være på Christiansborg? Vil han snart blive afsløret som en, der reelt ikke er så dygtig, som folk tror? Det er det klassiske imposter-syndrome – eller den insecure overachiever.

I den grundlæggende usikkerhed på sig selv ligger der en kæmpe drivkraft. Man vil bevise verden, hvor dygtig man er og higer efter succesoplevelserne og anerkendelsen. Men der ligger selvsagt også en usund skrøbelighed i grundlæggende ikke at føle sig god nok – selvom man tydeligvis er det.

Usikkerheden på sig selv kan også hænge sammen med, at Jacob Mark ikke kommer fra en familie med forældre, som selv havde lange akademiske uddannelser og store erhvervskarrierer.

Jeg kender det fra mig selv; jeg kan til tider føle mig som en fremmed på de bonede gulve. Som en der ikke hører til og ikke kender de sociale koder, som andre har fået med hjemmefra. Og lige så vigtigt, at jeg ikke har fået den ’selvfølgelighed’ over, at jeg bliver en stor succes med hjemmefra, som unge fra meget ressourcestærke hjem har. Det kan give en indre usikkerhed, som ikke forsvinder af at klare det godt.

Jeg kender det fra mig selv; jeg kan til tider føle mig som en fremmed på de bonede gulve 

Alex Vanopslagh (LA)
Partileder

Hvor er de voksne?

Det ville have gjort bogen endnu stærkere, hvis Jacob Mark reflekterede over, hvorfor mon han havde det sådan – og hvad det betød, at lige præcis han blev ramt af stress?

Hvad var det i ham, som gjorde, at han selv skulle blive ramt? Vi lever ganske vist i et samfund med høje krav, forventninger og tempo – men det er næppe samfundets skyld alene, at Jacob Mark blev så hårdt ramt af stress. De fleste folketingspolitikere er underlagt de samme vilkår, men det er langt fra alle, som går ned med stress, sådan som det er sket for Jacob Mark og mig selv.

Det står stadig ubesvaret efter endt læsning – og det er den eneste grund, jeg kan finde til ikke at give bogen den absolutte topkarakter.

Det slog mig under læsningen af bogen, at Jacob Mark på mange måder kæmper en ensom kamp. I de perioder, hvor han er ved at blive syg af bekymringer (eller netop bekymrer sig for meget, fordi han er syg) over en mulig anklage om plagiat på studiet eller frygten for at blive ramt af #metoo-sager, virker det til, at han er meget alene med bekymringerne.

Hvor er de voksne, så at sige? 

Alex Vanopslagh (LA)
Partileder

Hvor er de voksne, så at sige? Hvor er den mere erfarne kollega eller rådgiver, som kan lette noget af presset og bekymringerne fra hans skuldre? Eller den professionelle sparringspartner og coach, der kan hjælpe med at fordøje bekymringerne og med ikke blive for tynget af, at man i ung alder pludseligt også får et ledelsesansvar som gruppeformand?

Føler han sig svigtet af sine omgivelser? Hvad kunne han selv have gjort anderledes andet end at have stoppet og taget flere pauser? Det kunne have gjort bogen endnu mere interessant at høre Jacob Marks tanker og overvejelser om ovenstående.

Nogle af de ting, som man savner svar på under læsningen af bogen, har Jacob Mark siden hen forholdt sig til, både i et læseværdigt interview i Altinget og i Berlingske. Havde nogle af de samme pointer og refleksioner været med i bogen, ville bogen kun kunne få seks ud af seks stjerner.

Læs også

Universel genkendelighed

Jeg kan naturligvis, qua min egen historie, alder og politiske kometkarriere genkende meget af mig selv i Jacob Marks historie. Heldigvis behøver man hverken at være folketingspolitiker eller tidligere stressramt for at kunne lære noget af at læse Jacob Marks historie. For de oplevelser med angst, stress og overskridelse af grænser vil være universelt genkendelige for mange.

Eksempelvis hvordan stressudløst angst er enormt svært at håndtere. Jacob Mark opdager, at selv om han står på tv eller midt i Folketingssalen og får bragende angstanfald, hvor synet sortner, hjertet hamrer derudaf og han tror, at han skal dø – så kan han stå det igennem og folk kan ikke se noget på ham. De synes bare han klarer det skidegodt. 

Og så er angsten jo væk kort tid efter. Angsten er altomfavnende og intens men kortvarig. Man kan overskride angstens grænser igen og igen. Men når angsten er opstået på grund af længevarende overbelastning, så vil det på den lange bane føre til et endnu større sammenbrud.

Det er også interessant at følge med i, hvordan Jacob Mark synes at få det allerværst efter han har sygemeldt sig. Det tror jeg mange, der har været sygemeldte med stress også vil kunne genkende. At man indledningsvist i en sygemelding bliver endnu mere syg.

Der er ingen nem vej ud af stress, der er ingen quick fixes – man bliver ikke rask alene af at sygemelde sig. Ligesom man ikke bliver rask af at ignorere kroppens signaler og blive ved med at overskride sine grænser helt ind til man mister synet, som det skete for Jacob Mark.

Heldigvis får Jacob Mark det bedre og får sit comeback i politik. Men som så mange andre også har oplevet det, er det ikke nemt at vende tilbage efter en stresssygemelding. Kroppen og psyken får et chok, og der er en konstant underliggende angst for tilbagefald. Alt imens omgivelser antager, at nu er man tilbage på fulde drøn.

Autentisk og oprigtig

Man mærker hele vejen igennem bogen Jacob Marks natur og person. Både det joviale, selvironiske og højtidelige, hans kærlige væsen, omsorgsfulde gemyt og sårbare sider – og naturligvis hvordan angsten, bekymringerne og sygdommen får et stærkere og stærkere tag i ham.

Fra start til slut i bogen giver Jacob Mark meget af sig selv. Det er netop hans styrke som politiker. Han er autentisk, oprigtig og brænder for sine mærkesager. Han har noget på hjerte og lyder ikke som en politiker, der trækker sine tanker og talestrøm ud af en automat – derimod skinner eftertænksomhed, refleksion og ordentlighed igennem.

Det er en gave, at han er vendt tilbage til politik og ikke valgte at trække sig definitivt. Og efter at have læst bogen, er jeg også overbevist om, at hans tilbagevenden til politik også er en gave for ham selv

Alex Vanopslagh (LA)
Partileder

Og så brænder han for sine mærkesager. Det er rørende at læse, hvordan Jacob Mark, som noget af det første efter at være blevet valgt, skriver "minimumsnormeringer!" op på en tavle under en brainstorm.

Og så følger vi ellers rejsen med at sætte det på dagsordenen, presse på i forhandlingerne for at få flertal, for så til at sidst at få det gennemført. Men netop den dag, hvor loven skal vedtages i Folketinget, er Jacob Mark for syg til at være på talerstolen. Den tale han skulle have holdt på talerstolen, holder han for nogle andre til et lederseminar – og bryder sammen i gråd. I gråd og fortvivlelse over at være blevet syg – men også i stoltheden over at have gjort en forskel for landets børn. 

Jacob Mark er ubetinget sin (og min) generations største talent. Vi har brug for flere politikere i vores folkestyre som Jacob Mark. Derfor er det også en gave, at han er vendt tilbage til politik og ikke valgte at trække sig definitivt.

Det er ikke bare en gave for SF og venstrefløjen, men for det danske folkestyre. Og efter at have læst bogen, er jeg også overbevist om, at hans tilbagevenden til politik også er en gave for ham selv.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Alex Vanopslagh

Partileder, MF (LA)
cand.scient.pol. (København Uni. 2016)

Jacob Mark

MF, gruppenæstformand (SF)
bachelor i journalistik, politik og administration (Roskilde Uni. 2017)

0:000:00