Jarl Cordua: Fremragende bog udstiller Uffe Elbæks sammenbrud

ANMELDELSE: Morten Reimars ekstraordinært velskrevne reportagebog om Uffe Elbæk og Alternativet giver unikt indblik i partiets maskinrum og tager læseren med på første række, når Uffe Elbæk gang på gang brænder sammen i valgkampen 2019.

Altingets vurdering: 5/6

”For helvede! De kvæler os i grønt.”

Sådan udbrød Alternativets leder, Uffe Elbæk, under valgkampen sidste år, da han pludselig indså, at partiet ikke fik lov til at have den grønne klimadagsorden for sig selv.

I modsætning til 2015-valget så Enhedslisten, SF og Radikale nu ikke længere passivt til, men gav i stedet Alternativet benhård konkurrence i bejlen til de mange vælgere, der kræver mere handling af politikerne i klimapolitikken.

Alligevel fremstår Elbæk, som var han taget med bukserne nede, da han erfarer de rivaliserende partiers grønne overbud. Scenen stammer fra en ny bog af journalist Morten Reimar med den dobbelttydige titel 'Uffe mod Magten. En dagbog i hælene på revolutionen', som er en slags insiderberetning fra Alternativets valgkampagne, hvor Reimar i de ti måneder frem mod valget grundlovsdag i juni sidste år har fået lov at være fluen på væggen – og har fulgt Elbæk og hans nærmeste rådgivere på kontoret og på landevejen.

Der er tale om et regulært scoop fra Reimars side, hvor han har fået lov til at skrive alle spontane uovervejede udbrud ned, som Elbæk og hans rådgivere kommer med hvad enten der er tale om glæde eller frustration. Der er flest af den sidste kategori, som man nærmer sig valgdagen. Valgresultatet ender som en gedigen skuffelse for Elbæk, der selv på valgaftenen betegner partiets indsats som en bummer.

En formand, der brænder sammen
Elbæks mange sammenbrud er Reimar også nøjeregnende med. Den tidligere kulturminister bliver simpelthen slidt fysisk op under valgkampen, øjensynligt fordi han bruger sin tid og energi forkert. Denne anmelders fem år gamle udsagn om, at Alternativet er et ”amatørprojekt” kommer en smule til ære og værdighed igen ved læsning af denne i øvrigt ekstraordinært velskrevne bog.

Elbæk klatter sin sparsomme tid væk, for eksempel med et ligegyldigt møde i Jylland med en håndfuld højskolestuderende eller ved at hænge ud til indholdsløs fællesspisning sammen med det væld af øko-hippier, der stadig gennemstrømmer Alternativet, og sjofler det tidsskema, som hans langt mere professionelle yngre rådgiverteam møjsommeligt har sammensat, mens han hellere vil på ”eventyr”.

Den 65-årige mand får ikke sin nattesøvn og bruger ikke ubetydelig energi på undervejs at fortælle sine nærmeste omgivelser, hvor håbløst han synes, at hele situationen er for Alternativet. At tale om ”politisk lederskab” giver ingen mening, når lederen går omkring sig selv og piber over, at han nok ryger ud af  Folketinget.

Under læsningen af bogen sidder man på første række, mens partilederen gang på gang brænder sammen i frustration over modgangen, og de ting, som bare sker i en valgkamp, men som Elbæk naturligvis ikke selv kan kontrollere. Det værste er næsten, at han har svært ved at overkomme skuffelserne og komme videre.

Det er også overraskende at læse om, hvor meget Elbæk og hans rådgivere er optaget af kommentatorer og medierne, henset til hvordan frontmanden ved forrige valg fik kæmpesucces med bare at grine af hele Mediedanmark og i stedet anderledes disciplineret formåede at fokusere på egen dagsorden, mens alle skeptikere blev sat effektivt til vægs af Elbæks charme, grin og skæve tænder.

Uden retning og fokus
2019-valgkampen derimod er en helt anden historie. Den handler om en partileder, der totalt mister retning og fokus, da den ikke helt overraskende modgang med de kritiske avishistorier og kraftigere rivalisering melder sin ankomst.

Selv om Elbæk klædeligt nok også peger på sig selv som en årsag til, at det går jævnt skidt gennem hele valgkampen, så må medierne naturligvis også finde sig i at få hældt et par skidtspande over sig, fordi de ikke længere køber Elbæks glansbillede af Alternativet som et harmonisk hippiekollektiv gennemsyret af empati, gennemsigtighed og klimabevidsthed, men er begyndt at teste, om partiets folk nu også selv lever op til egne prædikener.

Det gør de sjældent. Og slangerne har også fundet vej til Elbæks udgave af Nirvana. Bogen beskriver et miljø fuld af ambitiøse mennesker eller opportunister, hvor Alternativet skal være deres billet til en politisk karriere, og hvor der er hård og indædt kamp om medieopmærksomheden. Præcis som det i øvrigt sker i alle andre partier.

Selvom man går ind for mere empati og ”ny politisk kultur”, så kan man også tale grimt om hinanden. Undervejs kan man for eksempel læse om en alternativist, der efter at have tabt en magtkamp, til hovedbestyrelsen lufter en sikkert ubegrundet formodning om, at den valgte forperson har solgt stoffer. Det er trods alt ikke hverdagskost i andre partier at fremkomme med den slags beskyldninger.

Elbæks betydelige forfængelighed 
Mens vi andre kan glæde os over, at Morten Reimar med sin fremragende og sine steder ret morsomme bog har formået at give os andre et unikt indblik i Alternativets politiske maskinrum og magtcenter, så må man samtidig undre sig over, hvorfor Elbæk medvirkede til det projekt?

Mit eget bud er, at det skyldes hans egen ikke ubetydelige forfængelighed, som gennemsyrer beretningen. Måske var det netop det, som Reimar gennemskuede som det første, da han fik idéen til bogen? I alle tilfælde overlod Elbæk hele redigeringsretten til Reimar, der selvfølgelig har udvalgt de situationer, hvor dramaerne har været størst, uden hensyntagen til om nu Elbæks eget lys stod klarest.

Der er dog også medtaget øjeblikke, hvor læseren faktisk kan opleve Elbæks store talent i mødet med andre mennesker. For eksempel i situationer, hvor han engagerer sig med de mange unge, der opsøger ham som inspirator eller guru.

Eller når han taler en modløs forsamling i et halvtomt lokale op, der efter en effektiv ”solstrålekur” og en forsikring om, at alt nok skal gå, og at han nok skal vise dem – især alle kommentatorerne – så de pludselig med egne øjne kan se vejen til stjernerne oplyst for Alternativet.

Spørgsmålene, alle sidder tilbage med nu, er: Hvem i Alternativet overtager den grønne fane, og ejer den nye leder Elbæks unikke evne til at skabe denne begejstring?

Morten Reimar: 'Uffe mod Magten - En dagbog i hælene på revolutionen', 268 sider, Forlaget Momenta, udkommer 24. januar.

 

Forrige artikel Christian Friis Bach: Inspirerende og dyster bog om demokratiets krise har næsten for mange ideer Christian Friis Bach: Inspirerende og dyster bog om demokratiets krise har næsten for mange ideer Næste artikel 0 A’er: Ny Corydon-bog er et karakter­mord fyldt med konspirationsteorier 0 A’er: Ny Corydon-bog er et karakter­mord fyldt med konspirationsteorier
Frank Jensens problemer er først lige begyndt

Frank Jensens problemer er først lige begyndt

ANALYSE: Oprørerne mod Frank Jensen har ikke styrke til at vælte ham endnu. Men nedslidningen er i gang på flere fronter, og spørgsmålet er, hvor længe partiet og han selv tror på, at overborgmesteren faktisk kan vinde valget i 2021.