Jarl Cordua: Mette Frederiksen ligner de borgerliges drøm om et socialdemokratisk fjendebillede

KOMMENTAR: Minkskandalen og Mogens Jensens fald er en gave til særligt Jakob Ellemann-Jensen, der for første gang ligner en leder af den borgerlige opposition. Ellemanns problem er, at vælgerne først rykker til blå blok, når de øjner et politisk projekt, som er mere attraktivt end Frederiksens.

Det hører til sjældenhederne, at et regeringsparti må se to af sine næstformænd falde fra magtens tinde inden for ganske få uger. Det er konsekvensen nu onsdag middag, og før regeringens redegørelser om håndteringen af minkskandalen er blevet offentliggjort.

Mogens Jensen har selv konkluderet, at der ikke længere er tillid til ham som fødevareminister blandt et flertal i folketinget. Dermed er Mogens Jensen nu den anden S-næstformand, der må kaste håndklædet i ringen, hvilket er en stor ydmygelse for det ellers så stærke regeringsparti. For få uger siden måtte en anden S-næstformand, Københavns overborgmester Frank Jensen, forlade sin post efter flere anklager om sexchikane.

Det er sager, der meget tydeligt viser, at den fornemmelse, som omverdenen har haft af Mette Frederiksens regering som ekstraordinært velkørende med et panserskjold af usårlighed, nu er afsløret som en illusion. Der viste sig alvorlige sprækker i panseret, da Socialdemokratiet for alvor blev testet.

S-mindretalsregeringen står lige nu over for at skulle forsvare sig mod anklager om grundlovsbrud og har selv for længst indrømmet, at den med statsministeren for bordenden traf en ulovlig beslutning om at beordre aflivning af mink, før lovgrundlaget var på plads. Samlet set har regeringen med dens seneste håndtering af smitten på minkfarmene – i dens iver for, og med de allerbedste intentioner om, at beskytte befolkningen mod covid-19-pandemien – nu fået skabt et indtryk i offentligheden som enestående magtarrogant i sin udviste foragt for lovens bogstav.

Selvfølgelig et indtryk hjulpet godt på vej af en årvågen og kritisk presse, der dog næppe savner motivation til at bide sig fast i en regerings haser, henset til at denne regering i uset grad og i mere end et halvt år har forsøgt at holde kritiske spørgsmål på afstand. Ikke engang de såkaldt ”bløde formater” som hovedkanalernes aftenshows holdt sig tilbage med bidske, kritiske og indimellem direkte uforskammede spørgsmål, der tydeligvis rystede statsministeren.

Statsministeren må sande, at hun i mødet med pressen er ved at løbe tør for ”safe spaces” og derfor ikke længere kan undvige de kritiske spørgsmål, som hendes forgængere i langt højere grad stillede op til. Det er egentlig på tide, at det sker.

Pressen står naturligvis ikke alene, men er bakket op af en borgerlig opposition, der for første gang siden valget nu også optræder samlet i sin kritik af regeringen og undervejs samarbejder og koordinerer indsatsen i en sag, der ligner den borgerlige mareridtsdrøm og fordom om en bedrevidende og godgørende socialdemokratisk formynderstat, der lovløst eksproprierer den lille mands ejendom uden om landets lov og ret.

Intet fjendebillede eller karikatur af en socialdemokratisk magthaver kunne være tegnet mere præcist af en borgerlig agitator end det billede, som det er lykkedes for socialdemokraterne at tegne af sig selv. Det er nærmest spejlbilledet af kommunistiske bladtegninger fra 50’erne af den tykke borgerlige kapitalist med høj hat, cigar og dollarsedler i alle lommerne, der mæsker sig på den stakkels arbejders bekostning. Det giver associationer til valgplakaten fra folkeafstemningen om jordlovene først i tresserne med den enorme sorte hånd, der som en tyv om natten griber ud efter småborgerens parcelhus. Det skræmmebillede af regeringen vil oppositionen utvivlsomt forsøge at fastholde helt frem til næste valg.

Midt i det borgerlige generalangreb på statsministeren, som man selvfølgelig vil gøre til den hovedansvarlige for skandalen - selv efter Mogens Jensens afgang - i det håb at slå yderligere skår af hendes troværdighed, ser man også pludselig Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, i front som chefanklager og førerhund for det borgerlige ulvekobbel.

Det sidste er nærmest mere banebrydende end det bratte fald i Mette Frederiksens engang ubestridte autoritet i coronabekæmpelsen. Kun én gang har Ellemann-Jensen før sat Mette Frederiksen til vægs. Det var i februar under forhandlingerne om udligningsreformen, hvor regeringen ikke havde styr på sine egne spinfolk, der førte spinkrig midt under forhandlingerne ved at udstille Venstres forhandlingsposition til pressen, samtidig med at parterne forhandlede i Finansministeriet. Det viste sig at være en uholdbar strategi, der blev løst med en klækkelig kontant indrømmelse til Venstre. 

Tirsdag skete det så igen, da regeringschefen tydeligvis til hendes ubehag måtte lægge øre til Ellemanns belæringer om, at ”man ikke må køre over rødt, også selvom man har travlt”.  Man fornemmede på kropssproget den indre kamp hos Mette Frederiksen med at tøjle sin foragt over, at hun som landets frelser i foråret, hvor hun høstede palmer langt ind i det borgerlige vælgerkorps, nu må se sig taget i skole af en mand, der hverken har demonstreret styr på sit eget parti og indtil videre kun har opbakning fra Liberal Alliance til sit statsministerkandidatur, som ingen  - indtil for nylig – har kunnet tage seriøst.

Heldet tilsmiler Ellemann i denne tid og nu med den første ministerskalp i bæltet. Minkskandalen er en sag, der udelukkende er opstået på grund af fejl begået af regeringen, som oppositionen nu lukrerer på. Spørgsmålet er derfor, hvor dygtigt han og Venstre formår at udnytte skandalen til egen fordel.

Indtil videre må man lade Ellemann, at han formåede at skifte synspunkt relativt hurtigt, fra han for kun 11 dage siden nærmest lovede statsministeren støtte, til at han nu kræver kommissionsundersøgelse af minkskandalen på linje med de øvrige borgerlige partiledere. I rollen som skarpretter i tirsdagens spørgetid i Folketinget lignede han i øjeblikke den alfaderlige og ansvarlige befalingsmand, som han var engang, der belærer den uagtsomme underordnede, der har plejet uagtsom omgang og forsømmelse med kompagniets ammunitionsbeholdning og nu får en striks belæring, mens sagen er under fuld opklaring og en strafudmåling venter.

Ellemanns problem er, at vælgerne først rykker til blå blok, når de øjner et politisk projekt, som er mere attraktivt end Frederiksens benhårde og indtil for nyligt benhårde centralstyre fra Statsministeriet. Lykkeligvis faldt det så heldigt, at venstreformanden i weekenden fik lejlighed til at tegne en skitse af, hvad der kunne være Venstres politik under en Ellemann-regering. Anledningen var Venstres covid-19-ramte landsmøde, hvor formanden nu i stedet talte fra et næsten mennesketomt studie i Roskildes udkant til offentligheden via Facebook.

Det skete naturligvis på en platform af harsk kritik af statsministeren, som Ellemann i en ferm sætning fik karaktermyrdet som en regeringsleder, der var mere optaget af ”at styre landet end at lede landet”. Man forestiller sig nok Ellemann som den ansvarsfulde leder, der lytter til folket og ikke mindst Folketingets flertal, mens Frederiksen alternativt kører selvbevist ud af sine allerede lagte skinner uden at ænse andres indvendinger eller kritik. Det billede har for tiden med minkskandalen pæne chancer for at blive cementeret i flere vælgeres bevidsthed.

Men hvad vil Ellemann så selv? Der var tre overskrifter eller ”arenaer”, som han vil kæmpe i. Venstre omfavner klimamålsætningen om 70 procents CO2-reduktion og er klar til at bruge løs af råderummet for at komme i hus med den fælles udfordring. Man har for længst set, at rød blok er splittet mellem økonomisk ansvarlighed, udbygning af velfærdsstaten og klimainvesteringer. Venstre kan ikke vinde stemmer over midten ved selv at kræve velfærdsforbedringer, men de kan måske vinde klimabekymrede, der sætter CO2-reduktion over kravet om ansættelse af flere pædagoger med videre.

Så længe man ikke selv er ansvarlig for rigets finanser, kan Venstre selv deltage i slagsmålet om at være julemand, og så er det så heldigt, at man både kan glæde klimalobbyen i Danmarks Naturfredningsforening, der kan få mindre CO2-udledning fra lavbundsjorde, og landbrugslobbyen på Axelborg, så de relevante lodsejere kan få en god pris for landbrugsjorden, mens skatteyderne tager regningen.

Dertil kom også slagnummeret fra i sommer i kølvandet på en stærkt omtalt plejehjemsskandale med krav om pårørende i plejehjemsbestyrelser, som rammer plet, når det kommer til et blødt socialt område med bred vælgerappel tilsat noget decentral medbestemmelse og borgerinddragelse.

Endelig var der naturligvis også et krav om ”mere konsekvens i udlændingepolitikken” uden at være særlig specifik, men hvor der også er plads ”til dem, der kan og vil”, som det også hed under Ellemanns forgænger. Dermed kan der være plads i Venstre både til dem, der abonnerer på næstformandens syn på udlændingepolitik, og dem, der er kritiske over for Støjberg.

Om ikke så længe skal nogle af de samme partier, der med deres udtalte skarpe kritik har været med til at afgøre Mogens Jensens skæbne, også tage stilling til Støjbergs fremtid. Med Jensens afgang stiger sandsynligheden for, at stemningen i rød blok er til en rigsretssag, hvis altså Instrukskommissionens delkonklusion peger i en retning af, at den mulighed ligger åben. Havde Jensen omvendt overlevet med en næse, så ville det have været sværere at føre kniven mod Støjberg. De af rød bloks partier, der vil kræve rigsretssag, ville have fremstået som hyklere.

Det er i øvrigt interessant, at statsministeren i spørgetiden tirsdag pludselig bemærkede, at sagen, der involverer hende selv og Mogens Jensen, ikke efter hendes mening kan sammenlignes med den, som rammer et andet parti om meget kort tid.

Til Kristian Thulesen Dahl sagde statsministeren: "Jeg vil sige, hvad angår hykleri og instrukskommissionen, at jeg tror, at der er nogle partier, der har langt større problemer, end den her regering kommer til at have i den her sag.”

Det kunne tyde på, at statsministeren selv vurderer, at Venstres næstformands sag er langt alvorligere og vil føre til en rigsretssag, som sagerne står. Måske er hendes bemærkning endda et varsel om, at Socialdemokratiet er klar til at støtte den rigsretssag. Dagens ministerafgang skal nok hjælpe på motivationen, hvis altså Instrukskommissionens konklusion er tilstrækkelig klar. 

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Peter Loft om minkredegørelse: Ansvaret ligger hos departementschefen Peter Loft om minkredegørelse: Ansvaret ligger hos departementschefen
Thulesen er ikke længere herre i eget hus

Thulesen er ikke længere herre i eget hus

ANALYSE: Kristian Thulesen Dahls vision om at gøre DF til et nyt midterparti fortrænges af en langt snævrere kristen dagsorden. Thulesen var under øget pres på årsmødet, og Peter Kofods stærke valg til hovedbestyrelsen illustrerer, at formandens støtte i baglandet er svundet ind.