Jo, jeg tror på, at Frie Grønne kan komme i Folketinget

Da Frie Grønne forleden nåede over tærsklen for opstilling til Folketinget, iværksatte jeg straks en afstemning blandt mine 37.000 følgere på Twitter for at fornemme partiets chancer.

Jeg spurgte: Kunne du finde på at stemme på Frie Grønne, som netop er opstillet til Folketinget. Svarene var temmelig positive for det nye parti:

Otte procent svarede ’ja, helt sikkert’; 13,7 procent sagde ’måske’; 5,4 procent svarede ’ved ikke’; mens 72,9 procent sagde ’nej, aldrig i livet’.

Idet jeg selvsagt anerkender, at en afstemning på Twitter langt fra er repræsentativ og kan kritiseres, så er den bedre end ingenting. Den understreger, at det parti, som fire udbrydere af Alternativet – Sikandar Siddique, Uffe Elbæk og Susanne Zimmer fra Folketinget og Niko Grünfeld fra Københavns Borgerrepræsentation – skabte, har et reelt potentiale.

Da Alternativet blev skabt tilbage i 2013, troede stort set ingen på dem. Jeg gjorde – og årsagen var simpel: Jeg vidste fra min tid som chefredaktør på Information, at der er en stor gruppe af vælgere, som instinktivt og dybt nede i hjertet godt ved, hvad de vil svare til avisens legendariske redaktør Ejvind Larsens berømte spørgsmål:

Hvad er mest værd? Et fuglefløjt i mosen? Eller en tusindlap mere i løn?

De, der svarer fuglefløjtet uden at vakle, var målgruppen for Alternativet, og i dag er de målgruppen for Frie Grønne. Det er dem, der læser Information og Zetland, lytter til Orientering på P1 og er kerneseere til Deadline på DR2. Det er dem, som mener, at det store politiske flertals enighed om klima (og om udlændinge) er selve problemet.

Siddique, som må være den første partileder, som er gået direkte fra Blågaards Plads til Folketinget, appellerer uortodokst til nye vælgere, og Elbæk har et solidt tag i sin generations ’old hippies’, som Kim Larsen sang.

David Trads

Ved valget i 2015 ramte Uffe Elbæk og Alternativet lige i solar plexus på den gruppe. Det gav fem procent af vælgerne ved et ’crazy’ valg. Ved byrådsvalget i 2017 gav det 10,5 procent i København. Det er nok den største mulige opbakning til et grønt protestparti.

I dag er Alternativet reelt i ruiner. Partileder Francisca Rosenkilde, som er kulturborgmester i København, og Torsten Gejl, som er partiets eneste folketingsmedlem, gør begge en imponerende indsats for at genrejse partiet, men gnisten fra 2015 er væk.

Der er mere kraft i Frie Grønne – ikke bare fordi, men bestemt også, fordi de har tre medlemmer i Folketinget, som kan markere dem, men også fordi der simpelthen er mere idékraft og tyngde i partiet end hos Alternativet. Siddique, som må være den første partileder, som er gået direkte fra Blågaards Plads til Folketinget, appellerer uortodokst til nye vælgere, og Elbæk har et solidt tag i sin generations ’old hippies’, som Kim Larsen sang.

Jeg tror, at Frie Grønne har en reel chance for at opnå valg ved det kommende folketingsvalg, som senest skal afholdes i juni 2023. Men det kræver i hvert fald succes på disse fire parametre:

For det første – partiet skal have græsrødder i spil:

Alternativets succes i 2015 var baseret på en enestående evne til at motivere græsrødder. De skabte en positivitet omkring projektet og masser af lokale ambassadører. Lige nu virker Frie Grønne mest som et Christiansborg-parti. Det skal ændres.

For det andet – klimaet skal have hovedrolle i valgkamp:

Frie Grønnes eksistensberettigelse er klimaet. Partiets ambitioner er nærmest revolution. De står side om side med Greta Thunberg. Klimaet er hævet over alle andre spørgsmål. I en valgkamp skal klimaet være helt i top. Ellers er Frie Grønne ligegyldige.

For det tredje – samling på den grønne fløj:

Lige nu er der for mange grønne småpartier – Alternativet, Frie Grønne, Veganerpartiet, Momentum. Det går ikke, for de stjæler stemmer og talenter fra hinanden. Et godt råd til dem alle er: Sæt jer sammen og alliér jer i et parti. Kopier Enhedslisten fra 1989.

For det fjerde – ingen skandaler:

Alternativet kollapsede i skandaler – dick-pics, sex-gynger, mobning, amatørledelse. Frie Grønne havde i sommer, da en ansat måtte træde tilbage efter i beruset tilstand at have overfuset andre, heriblandt journalister, på Folkemødet. Det er vejen til politisk død.

Det bliver absolut en kamp med tiden for Frie Grønne, men chancen for valg er reel. Det er muligt, men det er langtfra sikkert.