Dansk politiks svar på Snøvsen

Fuglsøcentret ved Ebeltoft, NA landsmøde, 24. maj 2008

Hvad var det, Jørgen Poulsen lige sagde dér? At Dansk Folkepartis metoder kan sammenlignes med dem, som blev anvendt mod jøderne i 1930'ernes Tyskland? Er han blevet splittergal? Jeg kigger på Naser. Han ligner en, der er faldet ned fra månen.

Det er godt, vi står her helt nede bagest i salen, hvor ingen lægger mærke os. Vi kigger på vores pressechef. Nu forstår vi bedre, hvorfor det var så svært for ham at få vredet den tale ud af Jørgen Poulsen.

Vi troede, det var hans sædvanlige distræthed, men det her er et regulært kup. Jørgen ved udmærket, at det er imod partiets politik.

Som om vi ikke har problemer nok i forvejen med at fremstå som en seriøs enhed. Det hjalp ikke ligefrem på sympatien for partiet, at han som tidligere generalsekretær for Røde Kors fik presset en fratrædelsesgodtgørelse igennem.

Og efter at både Gitte og Malou har forladt skuden, virker den mere synkende end nogensinde. Og det siger ikke så lidt. Men vi prøver da. "Vi vakler videre," som Jørgen Poulsen selv plejer at sige galgenhumoristisk. Vi bliver nødt til at gøre noget. Jeg kan se, Naser også ved det. Det går simpelthen ikke. Det her lader Dansk Folkeparti os ikke slippe levende fra.

"... et parti, der som led i en partipolitisk propaganda indrykker annoncer i danske aviser med danske dommere iklædt burka og med hammer i hånden. Vi oplever også en presse, som skulle forestille at være demokratiets vogtere, falde i næsegrus beundring for håndværket bag propagandanummeret. Det ligner uhyggeligt den beundring for håndværket bag Der ewige Jude og andre af Goebbels og Riehfenstahls filmiske værker."

Hvorfor klapper folk dog? Det kan godt være, det er god retorik, men det er dårlig politik. Jeg møder Nasers blik og forstår. Vi må finde et sted at tale om det her, inden journalisterne får fat i os. 

Vi var endt med at få 2,8 procent af stemmerne ved valget. Det gav os fem mandater, nemlig Ny Alliances tre stiftere samt Malou Aamund og Jørgen Poulsen. Det føltes bestemt ikke som en sejr. Jeg er sikker på, at vi slet ikke var kommet ind, hvis valgkampen havde varet yderligere tre dage. Så havde vi været totalt udslettede.

Mit nye liv som folketingsmedlem for Ny Alliance startede tidligt allerede dagen efter valget, hvor jeg gjorde mig klar til at deltage i morgenens partilederrunde på TV2. Hverken Gitte eller Naser orkede. Jeg kom til at skære mig i læben, da jeg barberede mig, og blødningen ville ikke stoppe, lige meget hvad jeg gjorde. Med papirservietter for munden tog jeg ud til TV2, hvor de flinke damer i sminken gjorde alt, hvad de kunne for at få det til at holde op. Uden held. Jeg sad og hørte, partilederdebatten ude fra sminkerummet uden mulighed for at give mit besyv med. Det var næsten for symbolsk - blødningen i Ny Alliance ville heller ingen ende tage.

Jeg overvejede at gøre som Mogens Camre og trække mig, inden valget var blevet godkendt. Så kunne jeg blive i Europa-Parlamentet tiden ud og tænke over, hvad jeg skulle lave nu, hvor min politiske karriere var slut. Jeg ringede til Helge for at tale med ham om det. Han måtte forstå, at der ikke ville komme noget godt ud af Ny Alliance. Vi kunne ikke blive enige og var det så ikke bedre, at de andre kørte videre med det, de syntes var det rigtige projekt?

"Nu giver jeg dig et råd, Anders, som du vil forbande mig for i flere år. Du skal blive! Det er det bedste. Du kan måske gå om et år eller halvandet, men folk har altså stemt på dig og vist dig tillid, og så kan du ikke bare gå," sagde Helge.

Jeg lytter altid til Helge, men det var en af de gange, hvor jeg havde meget lidt lyst til det. Jeg kunne se, det ville blive et forfærdeligt forløb - det ville blive et helvede på jord. Vi tre stiftere var ikke enige og havde hver vores drømme, der var bristet. Det var bare kampe og konflikter, der ventede forude. Men Helge havde ret. Jeg havde fået 6.065 personlige stemmer, det måtte jeg leve op til.

Vi fik ikke engang en måneds ro til at finde vores ben som folketingsgruppe, før vi igen trak store negative overskrifter. Det var Jørgen Poulsen, der kom i vælten for at forlange to millioner kroner fra Røde Kors i fratrædelsesgodtgørelse. Det lød fuldstændig vanvittigt i de flestes ører. Der var godt nok den logik i det, at han faktisk blev opsagt, fordi Røde Kors er upolitisk og ikke ville forbindes med et bestemt politisk parti. Derfor mente han, at han ifølge sin kontrakt havde krav på to års løn. Men Røde Kors så sådan på det, at han havde søgt og fået et andet job, og det var det samme som en opsigelse fra hans side.

Det er meget svært at vinde sympatien i et offentligt skænderi med Røde Kors. Det havde vi allerede erfaret under valgkampen, hvor Jørgen Poulsen blev kritiseret for at ville have løn under orlov. Men han holdt på sit; han havde krav på sin fratrædelsesgodtgørelse. Desværre holdt han sig ikke til sit første enkle argument:

"Min kontrakt siger helt enkelt, at jeg ved en fyring har krav på to årslønninger," som han sagde til politiken.dk.

For senere samme dag udtalte han til jp.dk: "Jeg har aldrig stillet et sådant krav. Jeg fratrådte Røde Kors, og det ordnede vi i al mindelighed." Og hen under aften sagde han så til Ritzaus Bureau: "Jeg har aldrig - og kunne aldrig drømme om - at stille sådan nogle krav, som det nu bliver blæst ud. Aldrig i livet."

Denne skøjten rundt i argumenter var noget af det, der fik Naser til senere at kalde Jørgen Poulsen for dansk politiks svar på professor Tournesol.

Enden på den sag blev, at Jørgen Poulsen fik 750.000 kroner fra Røde Kors og lige så mange skrammer i sit image.

Vi forsøgte ihærdigt at rydde op i forvirringen omkring Ny Alliances holdninger. I januar holdt vi et todages strategimøde på Villum Christensens hotel i Korsør, Hotel Jens Baggesen. Der besluttede vi at melde klart ud, at vi hørte til i den borgerlige blok. Gitte mente stadig, det var bedre at stå frit, men hun accepterede det under protest. Det fik vores tilslutning til os til at falde til 1,4 procent.

Vi var under stort politisk pres. Vi havde været et enkelt mandat fra at blive tungen på vægtskålen for regeringen og havde indstillet os på at være helt ligegyldige i en periode. Efter al turbulensen så jeg næsten frem til det, for det ville give os tid til at samle os igen og finde ud af, hvordan vi skulle komme videre.

Sådan gik det ikke. Tre uger efter valget forlod Pia Christmas Møller den konservative folketingsgruppe. Der var megen spekulation om, at hun skulle blive medlem af Ny Alliance, men det var aldrig reelt på tale. Hendes konservative grundtanker lå meget langt fra vores mere liberale tankegang. Hun havde for eksempel sagt før valget, at 40 procent skat var helt latterligt.

Da hun blev løsgænger, mistede regeringen sit flertal med Dansk Folkeparti, og pludselig havde vi alligevel mulighed for at have de afgørende stemmer. I hvert fald i de situationer, hvor Pia Christmas Møller var uenig med regeringen. Det var hun, når det gjaldt behandlingen af asylansøgere. I januar fremsatte hun et beslutningsforslag, der pålagde regeringen at ændre den aftale, den havde indgået med Dansk Folkeparti om, at asylfamilier først fik adgang til at bo uden for centrene efter mindst tre år. To år skulle være det maksimale, mente den konservative løsgænger.

Asylansøgeres dårlige vilkår var noget af det, Ny Alliance var blevet skabt på, så det sagde sig selv, at vi gik ind for Pia Christmas Møllers forslag. Det betød, at regeringen ville komme i mindretal, og det ville være en ydmygelse, Anders Fogh Rasmussen næppe ville lade passere. Han måtte komme med et tilbud til os, det var vi sikre på. Vi sad og ventede på Nasers kontor, men først kort tid inden, forslaget skulle til afstemning, blev vi bedt om at komme op på statsministerens kontor.

Anders Fogh Rasmussen skubbede en seddel hen over bordet til os. Det var en afværgedagsorden med et luftigt løfte om at kigge på flygtningebørnenes situation. Det var så langt, han kunne strække sig mod os. Ellers ville han udskrive valg, sagde han med et Foghsk svirp i stemmen, så der ingen tvivl var om hans beslutsomhed. 

Naser, Malou og jeg gik ind i et tilstødende lokale og diskuterede situationen. Et valg kunne vi ikke overleve. Det var indlysende. Et splitsekund tænkte jeg: Lad os gøre det og få det overstået, men så trådte min indre løber i karakter, man må aldrig droppe ud af et løb. 

Jeg mente, at vi næppe ville vinde meget på at stå heroisk fast på en marginal forbedring for asylansøgerne. Naser og Malou var enige. Vi forsøgte at komme i kontakt med Gitte. Hun var med Udenrigspolitisk Nævn i Yemen, og det var umuligt at komme igennem. Vi skulle tage en beslutning. Vi var faktisk meget i tvivl om, hvad hun ville mene.

Selvfølgelig ville hun helst have fortsat nok-er-nok-stilen, men hvad ville hun sige, hvis det blev enden på hendes politiske liv? Vi anede det ikke. Vi var under stort tidspres, for afstemningen i salen skulle til at gå i gang. Vi tre blev enige om, at der var en lille mulighed for, at vi ville kunne forklare, at det var en o.k. aftale, vi havde fået med regeringen.

Det var vores bedste chance. Vi gik direkte fra Statsministeriet ned i folketingssalen for at stemme.

Senere fortrød jeg, vi ikke havde haft mere is i maven og havde testet
Anders Fogh Rasmussen. For hvad var egentlig hans chance for at overleve som statsminister efter et hurtigt nyvalg? Jeg tror, de var så dårlige, at han næppe havde udskrevet det valg. Men dengang led vi stadig af granatchok og ville bare have ro til at finde vores ben.

Gitte blev vred over vores beslutning. Hun mente, at vi skulle have stået fast uanset konsekvensen. Jeg mente, vi tabte noget image på den korte bane mod at have muligheden for at overleve på den lange.

Hvordan kunne vi gøre mest gavn? Det var spørgsmålet. Det var et pragmatisk valg over for et idealistisk men nytteløst valg. Vi valgte det pragmatiske, selvom det var ydmygende, fordi vi var blevet så forbundet med nok er nok i forhold til asylbørnene.

På det første gruppemøde efter asylsagen rejste Gitte sig op og tog ordet som den første. Hun sagde kort, at nu trak hun sig. Der blev helt stille. Malou var den eneste, der sagde noget; nemlig, at det kunne hun godt forstå.

Ugen efter blev det tydeligt, i hvor høj grad hun forstod det. Gruppemødet skulle i gang, men Malou var ikke kommet. Hun var bestemt ikke typen, der kom for sent, så tanken om, at hun kunne finde på også at melde sig ud, strejfede mig et kort øjeblik, men så kom hun endelig. Lettelsen blev kort, for hun meddelte med det samme, at hun forlod partiet og havde meldt sig ind i Venstre.

Det var endnu et chok, men måske var jeg ved at være resistent. I hvert fald forstod jeg hende godt. Hun var kommet ind som nyvalgt i verdens største kaos. At komme ind udefra er i forvejen svært. Når man oven i købet kom ind i et ragnarok, var det vel helt uoverskueligt.

Og for Malou, der kom fra erhvervslivet og altid var velforberedt og arbejdede med sagerne, må det have været uudholdeligt. Hun kunne se, hvor meget mere styr der var på tingene i Venstre, og fik oven i købet nogle meget gyldne løfter, som jeg har forstået det. De blev så aldrig indfriet, men det er en anden historie.

Jeg var ked af, at de gik. Ikke mindst Gitte, for vi havde trods alt lavet et parti sammen. Men det var ikke svært at forstå, hvorfor hun gjorde det. Vores uenigheder var så store, at jeg også selv havde overvejet at gå. For Naser og mig var det både en ærgrelse og en lettelse.

Ærgrelsen stod lige uden for døren i form af pressen. Nu skulle vi ud og holde pressemøde og fortælle, at vi skam fortsatte og holdt fanen højt. Men dagen blev en Gitte-dag. Hun havde arrangeret det med sin ven og rådgiver, Trine Gregorius, så al opmærksomheden var på hende; ikke på os, den lille forpjuskede flok, der var tilbage.

Det var et lille lyspunkt, at Mikael Gotfredsen blev. Han havde været Gittes medarbejder i Bruxelles og var fulgt med over i Ny Alliances sekretariat.

Da hun var gået, spurgte jeg ham lige ud, hvordan han havde det. Han var ikke i tvivl om, at han ville blive i partiet. Han troede fortsat på projektet, og han er der i øvrigt den dag i dag.

Da Malou så gik ugen efter, sad vi tre sammen i gruppen og kiggede på hinanden, inden vi skulle ud og prøve at forklare pressen endnu en gang, at vi skam fortsatte og holdt fanen højt. Det var nøjagtigt som i sangen om de ti små cyklister. Men ydmygelserne var kun lige begyndt.

Det var meget anstrengende dage. Jeg var lykkelig for, at jeg i det mindste havde en familie at komme hjem til. For mig har det altid været rart at komme hjem til Horsens. Der er jeg bare Anders på vejen.

Der var da nok nogen, der havde medlidenhed med mig, men først og fremmest var der en familiær sympati, fordi folk dér kendte mig fra andet end politik.

I København blev min onkel Eriks dejlige hus i Kartoffelrækkerne mit fristed. Der boede jeg de første mange måneder. Han var på det tidspunkt gået på pension fra sit job i Udenrigsministeriet, men var stadig et meget engageret menneske og en flittig samfundsdebattør.

Ofte sad vi og så TV-Avisen sammen og hørte om, at nu var den og den gået fra Ny Alliance, og jeg prøvede at forklare ham, at det sandelig nok også var det bedste; at nu blev der ryddet op, og vi kunne prøve at komme videre. Onkel Erik kendte alt til det politiske spil, så jeg har næppe narret ham. Han så noget medlidende på mig og serverede en kop kaffe fra den lille Bodum-kande med et stykke chokolade til. Så sad vi lidt i tavshed i hans meget smagfulde stue. Selvom der ikke blev sagt meget, kunne jeg mærke hans forståelse.

Om morgenen gik han sin tur rundt om Søerne, mens jeg tog mit løbetøj på og trak mig selv rundt om to eller tre af slagsen i luntetrav.

Så drak vi te og fik en ostemad, inden jeg slæbte mig ind på Christiansborg igen. Det var dejligt og trygt at komme hos onkel Erik i den turbulente tid. Især fordi han selv som embedsmand - blandt andet en nær rådgiver for Anker Jørgensen - havde været en del af det politiske liv, så han forstod og havde respekt for det erhverv, jeg var i. Måske ville han ligefrem selv engang gerne have været del af det. I hvert fald havde han på et tidspunkt takket nej til en sikker kreds hos Det Radikale Venstre og havde foreslået, at Niels Helveg Petersen fik den. Og det gjorde han. Jeg var nok ikke verdens mest muntre logerende, men han var den mest forstående husvært. Det er sikkert.

Der skete intet positivt. Der var en del, der meldte sig ud af partiet. Og det medførte en lind strøm af historier i pressen om, at nu havde den og den meldt sig ud. Vi havde konstitueret Leif Mikkelsen som landsformand.

Han havde i en årrække været formand for DGI og var altså meget erfaren i at arbejde med frivillige foreninger. Han var den rette til at få styr på partiorganisationen. I februar tog han konsekvensen af de mange udmeldinger og besluttede, at nu smed vi simpelthen resten af medlemmerne ud! Han sendte alle en mail, hvor han takkede dem for deres medlemskab af partiet og skrev, at hvis de havde lyst til fortsat at være medlem, kunne de melde sig ind ved at klikke på et link.

Det var effektivt. Når journalister derefter ringede og ville have en kommentar til, at en eller anden havde meldt sig ud, kunne han sige, at det ikke var rigtigt, for han havde smidt dem alle ud på én gang. Jeg mødte mange år senere en dame, der stadig var noget forbitret over at være blevet smidt ud. Hun stemte på os endnu, men hun ville godt nok ikke meldes ind igen.

Naser og jeg tog kontakt til Lars Seier Christensen og Kim Fournais igen. Vi havde ikke talt med dem, siden de gav en million til vores valgkamp. Nu forsøgte vi at samle tropperne for at finde ud af, om vi stadig havde noget bagland og nogen opbakning. Vi havde desperat brug for gode råd.

De to havde fulgt farcen fra sidelinjen og havde næppe været imponerede. Vi holdt et møde på SAS Royal-hotellet i et lille lokale på første sal. Der sad vi fire og kiggede på hinanden. Lars og Kim var skeptiske. Det var der ikke noget at sige til. Vi spurgte, hvad de mente, vi burde gøre, og hvad der kunne være næste step.  Men de havde ikke nogen gode råd.

Der var ikke meget at sige på det tidspunkt. Nasers humør var ikke i top efter det møde. Selvom han altid har haft en fantastisk humor og galgenhumor, så skal der altså meget til at komme igennem det, han måtte igennem. Han var presset, og det var klart, han var kørt træt. Jeg begyndte at frygte for, at han også ville forlade skuden. Det kunne jeg slet ikke overskue.

Jeg ønskede sådan, han fik et comeback. Jeg ønskede at få ham til at tro på, han kunne komme igen. Jeg kom i tanke om noget, jeg havde læst i James Carvilles bog Buck Up, Suck Up ... and Come Back When You Foul Up. Noget om, at den store amerikanske landsfader Abraham Lincolns liv ikke havde været succesfuldt fra ende til anden. At hans succes nærmere var en undtagelse end en regel. Jeg gik hjem og fandt afsnittet og lavede en oversættelse, som jeg mailede til Naser:

Du er ikke så stor en taber, som Lincoln var
Alle oplever fiasko. Alle. Hvert et skolebarn har hørt historien om Abraham Lincolns store bedrifter. Om hvordan han reddede den amerikanske union og befriede slaverne. Men man kan lære mere af Lincolns nederlag; det gjorde han i hvert fald selv. Og dem var der langt flere af end sejre.

Han var en fiasko som forretningsmand (skohandler). Han var en fiasko som landmand. Han stillede op som politiker - og tabte. Hans kæreste døde. Han fik et nervøst sammenbrud. Da han endelig blev valgt som politiker i sin stat, forsøgte han at blive gruppeformand - og tabte. Han stillede op til Kongressen - og tabte. Han søgte et offentligt embede - og blev afvist. Han stillede op til Senatet - og tabte. Han stillede op som vicepræsident - og tabte. Han stillede op til Senatet igen.

Tabte igen. Og da han endelig blev valgt som præsident, brækkede det land, han skulle lede, over i to dele.

Som øverstkommanderende blev han betragtet som uerfaren og inkompetent. Han tabte det første slag ved Manassas. Han tabte slaget ved Big Bethel. Han tabte ved Kessler's Cross Lanes. Og han tabte ved Blackburn's Ford, og han tabte Ball's Bluff, og han tabte ved McDowell, og han tabte ved Front Royal. Han tabte det første slag ved Winchester, og han tabte ved Cross Keys, og han tabte ved Port Republic. Han tabte ved Drewry's Bluff, og han tabte ved Gaine's Mill, og han tabte ved Cedar Mountain. Han fortsatte med at tabe ved Bristoe Station og at tabe ved Thoroughfare Gap og at tabe det andet slag ved Manassas.

Lincoln fortsatte ufortrødent. Han tabte ved Harper's Ferry, og han tabte ved Shepardstown (hvorefter han fyrede sin general). Med en ny general i spidsen gik Lincoln videre med at tabe det første slag ved Fredericksburg.

Og denne ufuldstændige liste af nederlag dækkede kun de første to år af krigen. Lincoln var på randen af depression. Under krigen døde hans søn Willie, og hans kone blev udsat for bitre politiske angreb for sit påståede overforbrug.

Men på trods af alle nederlagene sejrede Lincoln til sidst.

Lars Seier havde ikke opgivet os fuldstændigt. På et tidspunkt i foråret holdt vi et møde hjemme hos ham i Holte. Forplejningen der var i topklasse, og den slags hæver altid stemningen lidt. Vi talte om, hvordan vi kunne få lidt struktur på partiet. Lars prøvede at overbevise os om, at vi skulle arbejde strategisk, lægge en plan og følge den. At vi skulle finde en vej frem ved at definere, hvad vi stod for. Men det blev ikke til noget. Vi led stadig af granatchok.

Efterhånden fik vi slæbt os frem til maj måned, hvor vi holdt landsmøde på Fuglsøcentret nær Ebeltoft. Dér var den store sal så snildt indrettet, at den kunne deles op med nogle tunge gardiner, så vi ikke lignede en alt for lille forhutlet flok, men faktisk et rigtigt parti, der holdt rigtigt landsmøde, selvom vi kun var et par hundrede.

Om morgenen var den store historie i aviserne, at vi havde ændret holdning til euroen. Fra at være hundrede procent tilhængere til "lad os vente og se, inden vi melder Danmark ind i det projekt". Vi havde besluttet at positionere os som det borgerlige EU-skeptiske parti. Vi løb en risiko for at blive endnu mere til grin ved at skifte standpunkt, men vi var overbeviste om, at det var det rigtige i det lange løb.

Mange borgerlige var bekymrede, og jeg havde selv siddet i parlamentet og set, at det ikke fungerede i de sydeuropæiske lande. Nu, hvor Gitte, der var den mest europabegejstrede af os, ikke længere var med, var det en mulighed for os at tage den position.

Jeg ringede til Lars Seier aftenen inden og fortalte ham det. Dels tænkte jeg, han ville blive glad. Også selvom vi ikke gik helt over i hans euro-modstander-grøft. Dels kunne han nok vente at blive ringet op af journalister for en kommentar, fordi der var en risiko for, at det blev udlagt, som om han havde presset kursskiftet igennem hos Ny Alliance.

Naser holdt en utrolig flot landsmødetale. Han fortalte om et figentræ, han havde fået som stikling fra sin hjemby i Syrien. Alle havde sagt, det ikke kunne gro i Danmark, men han havde passet og plejet det.

Det havde givet ham mange bekymringer, men nu stod det ved hans sommerhus og havde båret frugt for første gang. Og sådan ville det også gå med Ny Alliance. Og han slog vores værdigrundlag fast på denne måde:

"Lad os erstatte jantelov med tre enkle regler. For det første: De, der kan selv, skal have anerkendelse og frihed til skabe, blive velhavende og nyde deres succes. For det andet: De, der vil selv, men ikke kan selv, skal vi hjælpe og støtte - og aldrig give op. Og for det tredje: De, der egentligt godt kan selv, men af en eller anden grund bare ikke vil, skal et have spark bag i, så de kommer i gang. Sådan må det være."

Det var en stor tale og jeg var stolt af at være sammen med Naser i dette nye parti. Jeg begyndte næsten at tro på det selv. Der var ingen af os, der havde fornemmet op til selve landsmødet, at der var noget på færde med Jørgen Poulsen. Så vi var himmelfaldne, da vi hørte ham give den bredside til Dansk Folkeparti og sammenligne deres metoder med nazisternes.

Da han kom ned fra talerstolen, gik Naser og jeg hen til ham. "Hvor kom dét fra, Jørgen?" spurgte vi. Jamen, enhver kunne da se, at det var det rigtige, og kunne vi ikke høre, hvor meget folk havde klappet, svarede han.

Men det var en underløbning af Naser som leder, der var helt utilgivelig. 

Han havde ligefrem holdt talen hemmelig for os, og det var et tydeligt tegn på, han vidste, hvad han gjorde. Der var en temmelig dårlig stemning imellem os resten af dagen. Om aftenen var der nogle, der forsøgte at få humøret lidt op, men det nyttede ikke noget. Det var kun Leif Mikkelsen og hans kone, der havde overskud til at danse.

Mange var allerede taget hjem. Det var et ynkeligt foretagende. Naser og jeg blev enige om, at det skulle være sidste gang, Jørgen Poulsen kom med særudmeldinger. Vi mente egentlig, vi burde ekskludere ham, men dels er både Naser og jeg ret konfliktsky, dels var vi altså allerede nede på tre medlemmer i folketingsgruppen, så ligefrem at smide en tredjedel ud var temmelig voldsomt.

Vi trak vejret dybt og fortsatte med at prøve at komme til at ligne et parti. Den 2. juni kørte en al-Qaeda-udsending en bil fyldt med sprængstoffer helt tæt på den danske ambassade i Islamabad og sprængte sig selv og bilen i luften. Terrorattentatet, hvor tre mennesker døde, bragte Naser tilbage i de vigtige debatter om bekæmpelsen af religiøse fundamentalister og mindede folk om, hvorfor det var, han var blevet en ledende politisk skikkelse.

Men billedet af Ny Alliance som et seriøst parti holdt kun et øjeblik. I juni gav Jørgen Poulsen et stort søndagsinterview til Berlingske, hvor han sagde, at han fortsat ville sammenligne burka-annoncerne fra Dansk Folkeparti med de metoder, nazisterne brugte i 1930'erne. Han syntes også lige, han ville fortælle den undrende offentlighed, at han havde oplevet min EU-melding på landsmødet som en spøg og havde været tæt på at forlade partiet.

Berlingskes kommentator, Thomas Larsen, konstaterede tørt, at "med en partifælle som Jørgen Poulsen behøver Naser Khader slet ingen politiske fjender."

Naser og jeg blev enige om, at nu var der ikke noget at gøre. Vi blev nødt til at smide ham ud af folketingsgruppen. Der ville blive ved med at komme dårlige overskrifter, hvis ikke i dag, så i morgen, med nye ting, han fandt på.

Så var vi to tilbage. Jeg følte efterhånden, at Ny Alliance var dansk politiks svar på Snøvsen - alle gik fra den. Tre dage senere fik vi den første meningsmåling, der gav os 0,0 procent af stemmerne. Og der var stadigvæk seks lange måneder tilbage af året.

Vi var til grin. Jyllands-Posten skrev i en leder i juli under overskriften "Komikere uden land": "Det mest begrædelige, man kan sige om Jørgen Poulsen og Haderslevs endelige brud med Ny Alliance, er, at sommeren tegner til at blive lidt kedeligere. En regnvåd dag i sommerhuset kunne ellers blive noget mere munter, hvis farcen var fortsat.

Nu må man tvivle på, om der kommer flere kapitler om Ny Alliance." Og Jarl Cordua skrev næsten samtidig i Information "Siden valget har Ny Alliance mest mindet om de gamle Marx Brothers-film fra 1930'erne, hvor underholdningskvaliteten var i top. Anders Samuelsen er den dominerende, storævlende og kyniske charlatan Groucho Marx, mens Naser Khader er Chico Marx, damevennen og småsvindleren, der dog har hjertet på rette sted - og Jørgen Poulsen som Harpo Marx - den stumme og naive klovn."

"Comeback Kid" af Hanne Sindbæk er udkommet på People's Press. Bogen er på 256 sider og koster 300 kr.