Kommentatorer: Ny måling om formandsposten i Venstre er skidt nyt for Kristian Jensen

MÅLING: Hvis Løkke taber valget, er der ikke stor opbakning til ham som formand for Venstre hos hverken Venstre-vælgerne eller vælgerne generelt. Men værre ser det ud for Kristian Jensen, som ellers satser på at blive Løkkes efterfølger.

Hvis de danske vælgere fik lov til frit at bestemme, hvem der skal være formand for Venstre, hvis partiet taber det kommende valg, ville den nuværende formand, Lars Løkke Rasmussen, komme ind som nummer ét.

Vælgernes andenprioritet ville være den tidligere forsvarsminister Søren Gade, som netop er blevet valgt til Europa-Parlamentet. Først derefter kommer de tre kandidater, som nok reelt kan betragtes som mulige kandidater til formandsposten: Jakob Ellemann-Jensen, Kristian Jensen og Inger Støjberg. Med Ellemann lidt foran de to andre.

Det viser en frisk Norstat-måling gennemført for Altinget og Jyllands-Posten.

Mens alt tyder på, at Venstre med Lars Løkke Rasmussen ved roret kommer til at tabe regeringsmagten ved folketingsvalget onsdag, tager spekulationerne om et formandsskifte i partiet til.

Og Lars Løkke Rasmussen får da også kun opbakning fra hver femte dansker til at blive siddende efter et eventuelt valgnederlag. Blandt Venstres egne vælgere er andelen større, men det er stadig mindre end halvdelen af Venstre-vælgerne, der foretrækker Løkke som formand efter et nederlag. Selv når man regner usikkerheden med.

"Det er deres siddende formand, de taler om, så tallet burde nok være 90 procent. Men der er ikke rigtig opbakning til ham. Det er markant," siger den liberale-borgerlige kommentator Jarl Cordua.

Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, deler den vurdering.

”Løkke kan ikke være tilfreds med, at kun 41 procent af Venstres egne vælgere her siger, han skal fortsætte efter et nederlag. Men han skal nok vide at bruge målingen til sin fordel alligevel. For tallene er værre for alle hans konkurrenter," siger Holstein.

Hver tiende foretrækker Kristian Jensen
Ved formandsopgøret i Venstre i 2014 indgik Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen efter sigende en aftale om, at Jensen skulle overtage ledelsen af Venstre, når Løkke engang træder tilbage. Kristian Jensen har da også åbent sagt, at han går efter at blive Venstres næste formand.

Men hvis han på noget tidspunkt har regnet med at kunne indtage posten uden de store problemer, tyder stadig mere på, at det ikke bliver så let endda.

Lars Løkke Rasmussen har i valgkampen sagt, at det ikke er nogen naturlov, at partiets næstformand skal være den næste formand.

Og i den aktuelle måling siger kun ni procent, at Kristian Jensen er deres foretrukne kandidat. Det samme tal gælder for Venstres egne vælgere. Her er usikkerheden dog stor, fordi der er tale om få svarpersoner. 

”Det her er i det hele taget ikke en måling, der vil gøre nogen i Venstre glade. Men allerværst ser det ud for næstformand Kristian Jensen. Ni procent er bare alt for lidt. Det er ikke lige den slags, der giver Jensen mod på et stormløb mod Løkke efter valget," siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

Gade har meldt sig ud af ræset
Tallene tyder på, at Venstre-vælgerne foretrækker Løkke, Gade, Ellemann, Jensen og Støjberg i den rækkefølge. Men forskellen mellem de fire sidste ligger inden for den statistiske usikkerhed. Det vil sige, at man reelt ikke kan være sikker på rækkefølgen. 

I den brede befolkning ser Søren Gade ud til at være en klar favorit næst efter Løkke. Men det er slet ikke relevant at diskutere hans chancer, mener Jarl Cordua. For Søren Gade forlader Folketinget efter valget og skal sidde i Europa-Parlamentet i de næste fem år.

"Han har meldt sig ud af ræset om formandsposten, så det giver ingen mening at spørge folk, om de helst vil have ham. Man kunne lige så godt have spurgt, om det skulle være Anders Fogh eller borgmesteren i Herning," siger Cordua.

Han hæfter sig i stedet ved den lave opbakning til Kristian Jensen, som bliver overhalet af Jakob Ellemann, mens Inger Støjberg kommer helt op på siden af ham.

"Spillet er ret åbent"
"For et par år siden så det ud, som om at spørgsmålet om Løkkes efterfølger var definitivt afgjort til Kristian Jensens fordel. Men den afgørelse satte Støjberg spørgsmålstegn ved op til Venstres landsmøde," siger Erik Holstein med henvisning til Inger Støjbergs interview med Altinget sidste år, hvor hun åbnede for selv at gå efter posten.

"Siden er Jakob Ellemann vokset i størrelse, og det er blevet mere og mere usikkert, om Løkke i det hele taget har tænkt sig at gå frivilligt efter et valgnederlag. Så nu er vi igen derhenne, hvor spillet er ret åbent,” vurderer Erik Holstein.

Jakob Ellemann-Jensen er ikke officielt kandidat til formandsposten. Men han har heller ikke afvist at blive det − senest holdt han muligheden åben i et interview med Berlingske.

Ellemann har en særlig fordel
Og målingen fra Norstat kan tyde på, at han har en fordel i forhold til Kristian Jensen, vurderer Jarl Cordua.

"Jakob Ellemann-Jensen ser ud til at være bedst til at tiltrække midtervælgere. Han er den af de tre (Støjberg, Ellemann og Jensen, red.), der får mest opbakning både generelt og blandt nogle af de vælgergrupper, som Venstre gerne vil gå på hugst i: Radikale, Konservative, Liberal Alliance og Socialdemokratiet," siger han.

Hvor meget betyder vælgernes holdning overhovedet for, hvem der bliver formand for Venstre? Han eller hun skal jo vælges af partiets delegerede på et landsmøde, ikke af vælgerne?

"Det kan betyde noget, hvis der efterhånden bliver en fortælling om, at Kristian Jensen er sådan én, der ikke kan vinde regeringsmagten. Og hvis der bliver en fortælling om, at Jakob Ellemann måske godt kan. Men Venstre-folk kan være meget loyale, så man kan også forestille sig, at de holder fast i, at det skal være Kristian Jensen, fordi det er hans tur, og ham kan de godt lide," siger Jarl Cordua.

Han peger på, at de personlige stemmetal for Støjberg, Jensen og Ellemann vil blive nærstuderet i Venstre efter valget onsdag.

"Man vil se efter, om der er en billetsælger i partiet," siger Cordua.

Erik Holstein nævner, at heller ikke Jakob Ellemann og Inger Støjberg kan være tilfredse med den opbakning, de ser ud til at få fra vælgerne i målingen.

"Men Støjberg ville formodentlig have scoret bedre, hvis Søren Gade ikke havde været med i målingen,” siger Holstein.

Sophie Løhde får stort set ingen opbakning i målingen. For hende er det ifølge både Holstein og Cordua mere realistisk at gå efter en næstformandspost.

Kan Løkke blive siddende?
Og hvad så med Løkke: Kan man forestille sig, at han ender med at blive siddende efter et valgnederlag? Nej, mener Jarl Cordua.

"Jeg tror ikke, han er formand om et halvt år," siger han.

Cordua vurderer, at Løkke – selv hvis Mette Frederiksen får mandat til at forsøge at danne regering – vil blive siddende, i hvert fald indtil hun reelt lander i Statsministeriet. Hvis Løkkes håb om selv at komme i regering dør helt, vil han gå af senest i efteråret, lyder buddet.

”Men presset ligger hos Kristian Jensen. Løkke har ikke travlt. Det er Kristian Jensen, der skal foretage sig noget, og det forventes, at han vil gribe ud efter magten. Han tror på sig selv,” siger Jarl Cordua.

Forrige artikel Snit af målinger: Venstre går frem – men stadig solidt rødt flertal Snit af målinger: Venstre går frem – men stadig solidt rødt flertal Næste artikel Villy Søvndals historiske valg 2011: 40-årssejren Villy Søvndals historiske valg 2011: 40-årssejren
Mette Frederiksens iltre strateg strøg helt til tops

Mette Frederiksens iltre strateg strøg helt til tops

POLITISK PORTRÆT: Intelligent, strategisk tænkende, politisk engageret, stærk til kommunikation. Men også ilter, hårdhændet, konfliktoptrappende og nærtagende. Det er blot nogle af de begreber, der hæftes på Mette Frederiksens særlige rådgiver Martin Rossen, der har fået en uhørt magtfuld post.