Konservativ partisekretær fratræder

FARVEL: Martin Dahl, der har været partisekretær for Det Konservative Folkeparti siden 2009, stopper efter aftale med Søren Pape. Martin Dahls efterfølger er ikke fundet endnu.

Den konservative partisekretær Martin Dahl stopper overraskende på sin post med under et år tilbage til folketingsvalget.
Den konservative partisekretær Martin Dahl stopper overraskende på sin post med under et år tilbage til folketingsvalget.Foto: Pressefoto
Erik Holstein

Med kort tid til valget sker der et meget vigtigt skifte i toppen af den konservative organisation. Det er partisekretær Martin Dahl, der forlader den post, han har haft de sidste fem år. Den nye konservative leder, Søren Papes, personlige rådgiver, Alexander Tolstrup, konstitueres som ny partisekretær.

Martin Dahl blev i sin tid ansat af den daværende konservative leder Lene Espersen, som han var tæt på. Dahl fratræder ”efter gensidig aftale” med Søren Pape - som det ofte kaldes ved den slags uventede personudskiftninger.

Martin Dahls efterfølger er ikke fundet endnu, men det kriseramte parti ventes at hente en ny mand udefra.

Den afgående partisekretær har ellers haft en vis succes med at trimme partiets organisation - og trods det ringe resultat ved sidste folketingsvalg, har Konservative i Martin Dahls tid ført succesfulde valgkampe ved såvel kommunalvalg som europaparlamentsvalg.

Ifølge konservative kilder ønsker Søren Pape at "sætte sit eget hold". Kommer der mod forventning et hurtigt folketingsvalg, vil Konservative næppe kunne nå at besætte partisekretærposten, men Alexander Tolstrup har tidligere været kampagnechef, og han forventes i så fald at stå i spidsen for valgkampens organisatoriske del.

Stolte traditioner
Partisekretærer hos Konservative havde tidligere den imponerende titel af "generalsekretær", og historisk har posten været meget magtfuld. Eksempelvis var den evigt cigar-rygende generalsekretær Peter Sterup i 90'erne en af den daværende Konservative leder Hans Engells mest betroede folk.  

Den nye partisekretær får en betragtelig udfordring i at skaffe partiet et nogenlunde hæderligt valgresultat. Partiets meningsmålinger har ikke bedret sig, efter Søren Pape i august tog over efter Lars Barfoed - og efter Lene Espersens farvel til politik har der snarere været tale om en nedadgående tendens. Partiet skal have mindst ét mandats fremgang, før Søren Pape kan føle sig sikker på, at han selv bliver valgt til Folketinget.

Det var ikke muligt at få uddybende kommentarer fra hverken Søren Pape eller Martin Dahl.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Dahl

Direktør, Frederiksbergfonden
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1985)

0:000:00