Konservative mellem storhed og katastrofer

ANMELDELSE: Det er ikke kun storhedstiden under Schlüter eller deltagelsen i modstandskampen, der fylder i ny konservativ partihistorie. Bogen har heldigvis også fundet plads til ømme punkter som de interne magtkampe og 30'ernes uniformering. Men der mangler en analyse af de dybere årsager til partiets nedtur.

Altingets vurdering: 4/6

Det er altid en blandet fornøjelse at have jubilæum, når man er i sit livs krise. Uanset om man er et guldbryllupspar på randen af skilsmisse eller et parti, der i faretruende grad nærmer sig spærregrænsen. Men når man alligevel kan være sikker på (negativ) omtale, kan man lige så godt tage tyren ved hornene og selv forsøge at sætte dagsordenen.

Det giver derfor god mening, at Det Konservative Folkeparti har sørget for udgivelsen af en partihistorie i anledning af partiets 100-års jubilæum 22. februar. Bogen er skrevet af historikeren Lars Christensen, der ikke lægger skjul på, at han selv er konservativ, men det har ikke gjort bogen til et gabende uinteressant partsindlæg.

Det er partihistorie set gennem konservative briller, javel, men uden at de mere pinlige elementer i partihistorien er retoucheret væk. Bogen er betydelig bedre, end den søvndyssende titel ”En sikker borgerlig stemme” lader ane.

Fra godsejerlobby til folkeparti
Forfatteren går kronologisk frem. Han starter meget fornuftigt nogle årtier før partiets dannelse, fordi Det Konservative Folkeparti opstod på ruinerne af det godsejerdominerede Højre, der forsøgte at holde demokratiet fra døren. Som Højres gamle ikon J.B.S. Estrup, der af al magt vendte sig mod ”talmajestæstens magt” eller ”Folketingets enevælde”!

Med det egentlige demokratis gennemførelse med grundloven fra 1915 blev der behov for et nyt højreparti, der favnede bredere end godsejere og industrifyrster. Man skulle også have middelklassefolk som funktionærer og mindre erhvervsdrivende med ombord. Der var fra starten flere politiske linjer og interessemodsætninger indbygget i partiet, men man enedes i slutningen af 1915 om et ganske enkelt program på 12 punkter.

En mand som Rasmus Jarlov har fremhævet, at partiet fundamentalt står for det samme som for 100 år siden, og ser man på partiets første program, falder mange ligheder faktisk i øjnene:

Forsvar for den nationale selvbestemmelse, sparsommelighed i det offentlige, højnelse af ”børneskolen”, en sociallovgivning baseret på hjælp til selvhjælp – og et for den tid moderne tiltag som gennemførelse af kvindens retslige ligestilling.

At programmet så også fremhæver ”virksom støtte til ædruelighedens fremme i folket” virker i dag en anelse komisk, specielt i betragtning af partiets nyere historie. Men i modsætning til i dag havde Konservative dengang en regulær indremissionsk fløj.

Vilde opgør
Fra første færd har Det Konservative Folkeparti oplevet hidsige magtkampe. Allerede tilbage i 1917 og 1919 var der interne slagsmål, de fortsatte i 30'erne og igen i 40'erne, indtil de foreløbig kulminerede i 70'erne i trekantsdramaet mellem Erik Ninn-Hansen, Erik Haunstrup Clemmensen og Poul Møller. En situation, der var livsfarlig for partiet og først blev standset, da en tilsyneladende harmløs kompromiskandidat ved navn Poul Schlüter kom til.

De konservative borgerkrige blev genoptaget for fuld musik i 90'erne, og de har som bekendt taget endnu en runde de senere år.

Forfatteren argumenterer for, at fløjkrigene har elementer af personopgør, men at de først og fremmest har været politiske stridigheder, primært som en modsætning mellem socialkonservative og nationalkonservative.

Den konklusion kan man diskutere. Det er rigtigt, at Ninn-Hansen ville dreje partiet mere til højre end Haunstrup Clemmensen, men det er svært at definere afgørende politiske forskelle mellem Ninn-Hansen og Poul Møller. Her synes det primært at være et opgør om revir mellem to hanelefanter.

På samme måde med 90'ernes mange maleriske opgør efter Hans Engells fald som leder. I hvert fald bestod Engells modstandere både af socialkonservative som Per Stig Møller og Pia Christmas-Møller og af folk fra oberst Hackel-tendensen som f.eks. Helge Adam Møller og Bendt Bendtsen.

Den vanvittigt underholdende – og totalt destruktive – konflikt handlede primært om for eller imod Hans Engell som person: for eller imod den faldne leder, der så ubetinget var den bedst egnede frontfigur, men til gengæld havde fået skabt sig rigtig mange fjender på grund af sin enerådende ledelsesstil.

Velfærds-zoo
Man kan ikke just give det Det Konservative Folkeparti æren for det danske velfærdssamfund. Tværtimod førte partiet i første halvdel af sin levetid en målrettet kamp mod opbygningen af velfærdssamfundet. Poul Møller langede så sent som i 1962 hårdt ud efter velfærdsstaten, som han anså for socialisme ad bagvejen. Hans bror, Aksel Møller, havde tidligere sammenlignet borgerne i den socialdemokratiske "formynderstat" med dyrene i en zoo. De er velfodrede og sunde, men ufrie, mente den daværende konservative toppolitiker.

Partiet gik imod den vigtige socialreform i 30'erne, og selvom De Konservative var med til indførsel af folkepension i 50'erne, fremgår det ærligt af jubilæumsbogen, at man gjorde det af taktiske grunde. Fordi der var opstået et massivt vælgerkrav om folkepension.

Med vedtagelsen af det nye konservative partiprogram i 1970 kom der nye boller på suppen. Ikke alene var tiraderne mod velfærdssamfundet væk, men med kampen mod ”røg, støj og møg” fik partiet også en grøn profil, som den dag i dag adskiller det fra resten af de borgerlige.

Det grønne element har siden da været on and off: helt væk i de første år under Fogh-regeringen, for så at blive højt profileret med Connie Hedegaard som miljøminister. Hendes kamp mod den hæmningsløse gylleudledning fik mange landmænd op i det røde felt, men som bogen tørt konstaterer, trøstede hun sig med, at ”når landbruget blev pålagt miljøordninger, varede det som regel kun nogle år, før det selv pralede af at have forbedret miljøet”.

Her kommer den historiske gennemgang ligefrem til at stå som en kommentar til den aktuelle strid mellem Konservative og Venstres uheldige miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Den fascistiske trussel
Bogen indeholder et par kontroversielle fotos fra 30'erne, der viser KU'ere i uniformer med stramme bukser, lange skaftestøvler og faner og trommer. Klar fascistisk æstetik, hvad KU mange gange siden har fået revet i næsen.

Det er hævet over enhver tvivl, at dele af Konservativ Ungdom i 30'erne så med beundring på Hitlers Tyskland og Mussolinis Italien. Man støttede den korporative tanke, var begejstret for ”orden” og ”den stærke mand”, udviste foragt for demokratiet – og oprettede "stormtropper", der deltog i hundeslagsmål med kommunister og socialdemokrater. KU-formand Jack Westergaard mente ligefrem, at den rigtige form for konservatisme var ”den halvfascistiske konservatisme”.

Men som historikeren Aage Trommer citeres for at sige: ”En række nazistiske specialiteter som antisemitisme, racelære og jord- og blod mystik vil man lede forgæves efter i KU.”

I løbet af 30'erne fik Det Konservative Folkepartis ikoniske leder John Christmas Møller renset ud og ekskluderet de KU'ere, der var nazi-sympatisører. Dermed landede partiet i modsætning til tyske konservative på den rigtige side af kridtstregen.

Faktisk blev tiden under besættelsen De Konservatives stjernestund. Blandt hærskaren af opportunister og medløbere hos datidens danske politikere skiller John Christmas Møller sig ud som et fyrtårn, der fra første færd gjorde front mod tyskerne. Ligesom KU'erne nu – af nationale grunde – sammen med kommunisterne blev nogle af de ledende kræfter i kampen mod besættelsesmagten.

De tabte mærkesager
Der er således masser af gods i jubilæumsbogen for de historisk interesserede. Men man savner nogle analytiske betragtninger om, hvorfor partiet er endt i den nuværende miserable situation. Selvfølgelig har borgerkrigene spillet ind, og det har heller ikke hjulpet, at Konservative de senere år konstant har fyret træneren.

Men hvad med de politiske forklaringer?

Hvordan kunne partiet tabe skattedagsordenen til Liberal Alliance, når skattelettelser stort set var det eneste, Bendt Bendtsen talte om i sin formandstid?

Og hvordan kunne partiet miste hele værdikampen, den nationale dagsorden, udlændingepolitikken og retspolitikken til Dansk Folkeparti? Hvorfor var Det Konservative Folkeparti så sen til at opdage, at udlændingepolitikken ikke alene er det vigtigste emne for vælgerne, men også det emne, der mere end noget andet kommer til at definere nationens fremtid?

Her mangler nogle klare bud, men ”En sikker borgerlig stemme” kan under alle omstændigheder anbefales både til partimedlemmer og almindeligt historisk interesserede. Bogen er et partsindlæg, men det gør den bestemt ikke uinteressant.

"En sikker borgerlig stemme" – Det Konservative Folkeparti gennem 100 år" af Lars Christensen er udgivet af partiet på Rosendahls A/S. Bogen kan købes for 299 kr. og udkommer 22. februar.

Forrige artikel Som Thor ville have sagt det Som Thor ville have sagt det Næste artikel Hvid mand skurk – brun mand offer Hvid mand skurk – brun mand offer
Retspolitisk strammerkurs bliver mejslet i sten med coronakrisen

Retspolitisk strammerkurs bliver mejslet i sten med coronakrisen

ANALYSE: De seneste strafskærpelser mod coronakriminalitet er endnu et element i en retspolitisk opstramning, der slog igennem ved valget i 2001. Efter coronaepidemien vil borgernes tryghed have vundet mere land fra den individuelle frihed.