Hvor fik partierne flest stemmer? Se det politiske danmarkskort efter EU-valget

HØJBORGE: Jylland blev blåt, Fyn farvet rødt, mens SF høstede stemmer i storbyerne. Samtidig fik hele tre partier deres bedste resultat i den samme valgkreds. Få overblik over det politiske danmarkskort efter europaparlamentsvalget. 

Hele tre partier stod ved europaparlamentsvalget stærkest i den samme valgkreds, Nørrebrokredsen i København. 
Hele tre partier stod ved europaparlamentsvalget stærkest i den samme valgkreds, Nørrebrokredsen i København. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Katrine Falk LønstrupAndreas Arp

Det var ikke bare det, at Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt smadrede rekorden for flest personlige stemmer med 465.758 af slagsen ved europaparlamentsvalget tilbage i 2014. 

Dansk Folkeparti blev med Messerschmidts triumf også det største parti i 71 af landets 92 valgkredse og farvede dermed det politiske danmarkskort gult.

Men efter europaparlamentsvalget søndag er situationen en helt anden.

Dansk Folkeparti har tabt samtlige 71 kredse og blev ikke det største parti i en eneste af landets valgkredse. I stedet har kredsene fordelt sig mellem Venstre, Socialdemokratiet og SF, der blev størst i henholdsvis 44, 35 og 13 valgkredse. 

Det nye politiske danmarkskort efter europaparlamentsvalget domineres i Jylland af Venstre, mens Socialdemokratiet havde gode valg på Fyn og Sydvestsjælland.

SF hentede flest af deres stemmer i Aarhus og København.

Artiklen fortsætter efter kortet.

Tre partier deler højborg
Valgresultatet giver også et interessant billede af, hvor partierne fik deres største opbakning. 

Her er det værd at bemærke, at både SF, Enhedslisten og Alternativet hentede deres bedste resultat i Nørrebrokredsen i Københavns Storkreds. Størst var SF med 29,8 procent af stemmerne i kredsen.

Nørrebrokredsen er samtidig interessant, da ingen af de blå partier fik mere end 6 procent af stemmerne. Venstre blev det største blå parti i valgkredsen med 5,7 procent.

Læs også

Venstre selv opnåede det bedste resultat i Holstebrokredsen, hvor stemmeslugeren Søren Gade (V) er fra. Her fik partiet hele 47,1 procent af stemmerne. Dansk Folkeparti stod ligeledes stærkest i Haderslevkredsen, hvor partiets spidskandidat, Peter Kofod, er fra. 

Liberal Alliance blev størst i Tønder, mens partiet kun fik 4,4 procent af stemmerne i spidskandidaten Mette Bocks hjemby, Horsens, hvilket dog stadig er over partiets landsgennemsnit på 2,2 procent. 

Socialdemokratiet fik 41,9 procent af stemmerne i højborgen på Bornholm, hvor partiets spidskandidat og tidligere bornholmske folketingsmedlem Jeppe Kofod hentede mange personlige stemmer.

Dokumentation

Sådan fordelte stemmerne sig
Alle stemmer til europaparlamentsvalget er talt op, og et historisk højt antal danskere var i stemmeboksen søndag 26. maj.

Stemmerne fordelte sig således:

  • Venstre: 23,5 procent (fire mandater)
  • Socialdemokratiet: 21,5 procent (tre mandater)
  • SF: 13,2 procent (to mandater)
  • Dansk Folkeparti: 10,7 procent (ét mandat)
  • Radikale: 10,1 procent (to mandater)
  • Konservative: 6,2 procent (ét mandat)
  • Enhedslisten: 5,5 procent (ét mandat)
  • Folkebevægelsen mod EU: 3,7 procent (nul mandater)
  • Alternativet: 3,4 procent (nul mandater)
  • Liberal Alliance: 2,2 procent (nul mandater)

Læs mere om resultaterne her.

Kilde: KMD


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00