Debat

Læg afstand til DF

Uddrag af lederen "Der skal tages afstand fra Dansk Folkeparti" i Berlingske om adgang til "hvid" hjemmehjælp.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Derfor kræver det stor varsomhed at omgås partiet. Dets holdninger skulle nødigt snige sig ind i den politiske debat.

Berlingske
På lederplads
Kravet om »hvid« hjemmehjælp er helt uacceptabelt. Hvad bliver det næste?

Dansk Folkeparti er ikke et racistisk parti. Det er heller ikke fascistisk. På ingen måde, tværtimod, partiet er grundlæggende demokratisk. Der er endda dem, der mener, at partiet sparer os for meget, fordi det tager plads op for mere tvivlsomme bevægelser - vi er sluppet for Tysklands Republikanere og Frankrigs Front National. (...)

Heldigvis tager regeringspartierne, såvel som alle andre partier, klar afstand, hver gang hoven stikker frem hos Dansk Folkeparti. Når et af partiernes folketingsmedlemmer sammenligner muslimer med kræft. Eller når et andet af folketingsmedlemmerne kalder islam for en terrorbevægelse. Eller, som nu, når partiet kræver, at de ældre får ret til at bestille en hjemmehjælp med dansk etnisk baggrund.

Og det er godt. For partiets krav kunne jo umiddelbart se tilforladeligt og beskedent ud. Herregud, de stakkels utrygge ældre, skal de ikke have lov at bestemme, hvem de tør lukke ind i deres stuer? Det er jo en meget privat og grænseoverskridende ting at have fremmede mennesker til at hjælpe én med at blive vasket og komme i tøjet.

Vist er det det, men hvad bliver det næste? Det er vel også ganske grænseoverskridende at blive vasket på et hospital. For slet ikke at tale om at blive undersøgt. Så man må vel også have lov at sige nej tak til læger og sygeplejersker med indvandrerbaggrund, ikke sandt? Og hvad med skolelærere og pædagoger, hvabehar? Det er da grænseoverskridende at overlade sine børn i andres varetægt.

Men det går jo ikke. Alene af den grund, at vi allerede har mange læger og sygeplejersker af fremmed herkomst, og forhåbentlig får mange flere. Det er jo, hvad de fleste af os ønsker: at indvandrernes efterkommere uddanner sig og får arbejde.

Men det afgørende er, at partiet står for et menneskesyn, som er uacceptabelt, som fører til opdeling mellem mennesker og ikke til integration.

Derfor kræver det stor varsomhed at omgås partiet. Dets holdninger skulle nødigt snige sig ind i den politiske debat. Endsige smitte af på lovgivningen. Dansk Folkeparti er nemlig ikke det borgerlige Danmarks ven, kun et nødvendigt onde med den nuværende fordeling af folketingsmandaterne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00