Lars Trier Mogensen: Statsministeren spiller hasard med folkestyret under coronakrisen

KOMMENTAR: Indvendinger imod den vidtgående hastelov og den pludselige grænselukning affejer statsministeren med, at det er en "politisk beslutning", som hun ikke skal begrunde. Coronakrisen har udløst en militarisering af dansk politik, skriver Lars Trier Mogensen.

Den stærke stat har slået hårdt tilbage her i Danmark.

På overrumplende vis har nationalstaten overtrumfet såvel markedskræfterne som det internationale samarbejde. Men desværre også den demokratiske besindighed.

Lige nu er der reelt ingen bremseklodser for, hvad statsminister Mette Frederiksen (S) kan tillade sig at gøre i coronabekæmpelsens navn.

Yderligere drakoniske indgreb overvejes allerede. Udgangsforbud kan være på vej. For hellere være på den sikre side. Sådan lyder den besnærende logik, der i første omgang har fået et enigt Folketing til at vedtage vidtgående hastelove, som midlertidigt suspenderer basale frihedsrettigheder, og som i anden omgang har udløst en omsiggribende samfundsøkonomisk krise, der hurtigt kan vokse sig større end selv finanskrakket i 2008.

På rekordtid er Danmark blevet omstillet til en næsten krigslignende undtagelsestilstand, hvor de almindelige og ofte bøvlede beslutningsgange på Christiansborg ser ud til at være blevet rusket voldsomt, og hvor enhver skepsis over for regeringens handlekraft eller henvisning til andre landes måske klogere coronastrategier tilmed udlægges som landsforræderi på de sociale medier.

Selvom end ikke de relevante myndigheder og en stribe uafhængige eksperter har kunnet støtte S-regeringens konkrete og meget vidtgående tiltag, vil statsminister Mette Frederiksen hellere handle hurtigt end rigtigt, og alt tyder på, at hun også foreløbig har et solidt vælgerflertal bag sig:

"I sidste ende, når man træffer vidtgående beslutninger for et samfund, så er det selvfølgelig en politisk beslutning. Jeg vil hellere gå et skridt for langt end det modsatte," sagde Mette Frederiksen, da hun forleden blev konfronteret med, at Sundhedsstyrelsen hverken har anbefalet alle nye elementer i den nye hastelov eller nedlukningen af landegrænserne.

Hun påtager sig gerne ansvaret og høster også bred anerkendelse for sin robuste handlekraft. 

Formelt er alt også kørt efter bogen. Regeringen behøver selvsagt ikke at få godkendelse fra embedsværket, selvom det er højst usædvanligt, at ministre går direkte imod indstillinger fra deres egne eksperter.

Men rent konstitutionelt kan regeringen sagtens vælge at negligere alle faglige forbehold og irriterende indsigelser. Så længe et flertal i Folketinget blot blåstempler nye love og regler, ja, så er der forfatningsmæssigt intet at komme efter.

Og dog. For lige nu er det ikke kun befolkningen, der er presset til det yderste, men også det danske folkestyre, som står noget rådvildt og forpjusket tilbage.

Den resolutte beslutsomhed i Statsministeriet har en høj demokratisk pris, der kan komme til at koste dyrt i de kommende år, hvor andre udvidelser af statslige beføjelser også er på dagsordenen.

Skønt tiltagene i hasteloven heldigvis har fået tilknyttet en solnedgangsklausul og dermed automatisk vil løbe ud om et år, er det netop i krisestunder som nu, at folkestyret for alvor skal stå sin prøve.

Det er nu, at indholdet fra alle festtalerne, som politikerne holder på grundlovsdag om åbenhed og medbestemmelse, skal syretestes over for den beskidte virkelighed.

Fundamentet for åbne samfund og frie demokratier er, at magthavere altid tvinges til at begrunde og underbygge beslutninger. Som det højtideligt hedder i USA's uafhængighedserklæring: "Retfærdig magt hviler på de styredes samtykke".

Forskellen på legitim og illegitim magtudøvelse er således ikke, om regler vedtages legalt, men derimod, om borgerne bifalder beslutningerne eller ej:

Om alle borgere – og dermed ikke kun de mest autoritetstro – på længere sigt og på et oplyst grundlag frivilligt samtykker med magthavernes adfærd og finder nye tiltag velbegrundede og proportionale.

Det dramatiske forløb omkring først hastevedtagelsen af L-133, der dels udvider myndighedernes muligheder for at frihedsberøve borgere, og dels indskrænker forsamlingsfriheden betydeligt, og senere lukning af Danmarks grænser, tænder flere advarselslamper, som kun vil komme til at hvine endnu mere alarmerende, når og hvis S-regeringen vælger at tage yderligere skridt for at begrænse befolkningens bevægelsesfrihed.

Den første og største mørkelygte, der blinker over Danmark lige nu, kaster et dunkelt lys over Folketingets reelle muligheder for at fungere som en reelt lovgivende forsamling, der i praksis evner at modbalancere et stadigt stærkere regeringsapparat.

Folketingets partier modtog nemlig først de centrale dokumenter om selve beslutningsgrundlaget for hasteloven onsdag aften klokken 22.28 og dermed blot halvanden time før den deadline, som var givet for at vedtage den hastelov, der er trådt i kraft her i dag.

Helt henne på side 28 i et af de 82 svar, som regeringen til allersidst oversendte til Folketinget, stod i en e-mail, som var skrevet på vegne af Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at han "finder umiddelbart, at det aktuelle covid-19-udbrud ikke kan begrunde sådanne væsentlige ændringer i epidemiloven, idet de forebyggelsesmæssige hensigter i forhold til smittespredning mere hensigtsmæssigt kan fremmes inden for anden gældende lovgivning eller øvrig lovgivning".

Rent praktisk var det umuligt for sundhedsordførerne at nå at læse den opsigtsvækkende e-mail, og virkeligheden er da også, at ingen af dem rent faktisk nåede at læse beskeden, før de intetanende godkendte hasteloven. I en kritisk og maksimalt stresset situation traf Danmarks folkevalgte altså en afgørende beslutning med bind for øjnene.

Mens regeringen som den udøvende magt udviste majestætisk pondus, stod Folketinget som den lovgivende magt impotent tilbage.

De folkevalgte formåede ikke at agere checks-and-balance over for regeringen, og det faglige input fra statens ypperste eksperter blev ignoreret.

"De bemyndigelser, Folketinget overlader til ministeren, er langt mere vidtgående end det, man normalt vil acceptere i et demokratisk samfund," udtalte Kent Kristensen, der er lektor og forsker på Syddansk Universitet med speciale i sundhedsret, i går i Altinget.

Mønsteret gentog sig to døgn senere, da Sundhedsstyrelsens direktør åbent erkendte, at han heller ikke havde anbefalet at lukke grænserne, som regeringen alligevel valgte at gennemtrumfe med virkning fra lørdag klokken 12.00.

Søren Brostrøm nøjedes med at konstatere, at det var en "politisk beslutning", som Sundhedsstyrelsen ikke havde anbefalet, samt at "der ikke er særlig god dokumentation for tiltag som grænselukninger".

Endnu har S-regeringen ikke fremlagt dokumentation for, hvem der i givet fald har anbefalet tiltagene til den lille, lukkede kreds af rådgivere, der omgiver statsminister Mette Frederiksen. Og her tændes den anden store advarselslampe.

Hvis offentligheden i almindelighed og de folkevalgte i særdeleshed ikke kan vide sig sikre på, at regeringens beslutninger hviler på et velovervejet, sagligt og gennemdiskuteret grundlag, åbnes ikke alene en ladeport for lovsjusk og lemfældighed, men også for en form for magtfuldkommenhed, som Danmark ikke har kendt til i vores snart lange demokratiske historie.

Styrken ved folkestyret er, at beslutninger altid tryktestes i åbenhed, og vidt forskellige meninger får lov til at brydes på et oplyst grundlag.

Ikke mindst i den særegne danske variant, som er "præget af kort afstand mellem folket og magthaverne, mellem høj og lav, ligesom der er en uhøjtidelig og antiautoritær tilgang til magten", som det løssluppent hedder i den officielle Danmarkskanon.

Denne korte magtdistance er imidlertid under opløsning nu.

Statsminister Mette Frederiksen har i en nervepirrende situation, hvor ingen vil eller tør sige hende og regeringens beslutsomhed imod, løftet sig selv op på en piedestal, der på den ene side gør det muligt for hende at træffe ensidige beslutninger med lynets hast, men som på den anden side også udfordrer den danske tradition for decentrale og flade beslutningsstrukturer.

Coronakrisen har udløst en militarisering af dansk politik, hvor Mette Frederiksen i dag optræder mere som en ny slags commander-in-chief end som formand for et parti, der faktisk gik lidt tilbage i antal stemmer ved folketingsvalget sidste sommer.

Lige nu betvivler ingen hendes myndighed, og Folketingets øvrige partier har erklæret borgfred. Men netop heri sniger en bekymrende tendens sig frem.

Den stærke stat har smag for mere magt. Under statsminister Mette Frederiksen har S-regeringen fremlagt flere forslag til hidtil usete udvidelser af statens beføjelser som eksempelvis massivt øget overvågning og markant flere tvangsfjernelser.

Alt sammen som led i en efterhånden systematisk opgradering af statsmagten, hvor myndighederne på forhånd får tilgivelse frem for tilladelse til at gribe ind i borgernes privatliv.

Der kan være mange, gode og – for flertallets vedkommende måske – overbevisende argumenter for drastiske udvidelser af statens beføjelser, også når det kommer til S-regeringens andre forslag om forebyggelse af terrorangreb eller vanrøgt af børn, ligesom der aktuelt er i den hektiske kamp mod spredningen af coronavirus i Danmark.

Men gode hensigter er ikke altid nok i et demokrati.

Uden en tilstrækkelig og effektiv magtadskillelse, hvor Folketingets partier, interesseorganisationer og folkelige bevægelser, herunder frie og uafhængige medier, konstant og kvalificeret evner at udfordre en stadig mere stålfast regering, risikerer beslutningerne at blive skødesløse og uovervejede. Eller måske ligefrem autoritære?

I en række lande rundtom i verden har der i de senere år hersket et udbredt begær for en stærk mand, der slagkraftigt kunne rydde alle kaffekopperne og papirdyngerne væk fra forhandlingsbordene for i stedet at træffe hurtige og kontante beslutninger.

Den stærke mand har nydt stor opbakning i skikkelse af blandt andre USA's præsident, Donald Trump, Ungarns premierminister, Viktor Orbán, Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, og ikke mindst Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Herhjemme er der også politisk efterspørgsel blandt mange vælgere efter en resolut leder, særligt her i krisetider, og Mette Frederiksen er trådt resolut ind i rollen.

Hun har skåret benhårdt igennem, hvor hendes forgænger som statsminister, Venstres Lars Løkke Rasmussen, ofte vaklede ubeslutsomt og zigzaggede rundt på må og få.

Efter en lang periode, hvor skattevæsenet er brudt monumentalt sammen, internationale røverbander har haft mere eller mindre frit spil til at lænse statskassen, DSB skramler afsted, og postvæsenet er forvandlet til en zombie, vil det for mange sikkert også føles som en befrielse her midt i pandemiens panik, at Danmark endelig har fået en statsminister, der tør tage magten på sig og ikke ryster på hånden, når andre politikere ville fumle.

Andre håber grønt og fromt, at regeringens militaristiske beslutsomhed i disse dage vil kunne overføres til klimapolitikken i en ikke alt for fjern fremtid.

Lige nu er det helt sikkert også mest belejligt, at vi alle rykker sammen som nation – selvfølgelig på behørig afstand rent fysisk – og taktfuldt venter med at kritisere regeringens akutte, nødtvungne og ubehagelige beslutninger og i hvert fald springer let hen over alle de demokratiske mellemregninger.

Men folkestyret er ikke kæmpet frem for kun at gælde ved højtider. Derfor er det netop nu, at advarselslamperne skal tændes.

Omkostningerne ved coronakrisen er ikke kun menneskelige tragedier og gigantiske økonomiske omkostninger for både erhvervslivet, små selvstændige og titusindvis af lønmodtagere, men også et autoritært tryk i retning af en mere magtfuldkommen totalstat, som gradvist kan kaste stadig mørkere skygger over Danmark, hvis ikke alle skridt fra regeringens side bliver kritiseret åbent, frit og frejdigt undervejs.

-----

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er tidligere vært på Det Røde Felt på Radio24syv og skriver fast analyser i Dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Følg L 133 Lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme
(Sundheds- og Ældreministeriet)

12/3
2020
18/3
2020
17/3
2020
16/3
2020
13/3
2020
13/3
2020
13/3
2020
12/3
2020
12/3
2020
Forrige artikel Benny Damsgaard: Tyndt at give Rossen ”lukkethedspris” Benny Damsgaard: Tyndt at give Rossen ”lukkethedspris” Næste artikel Adam Holm: Den autoritære virus har ramt vores samfund Adam Holm: Den autoritære virus har ramt vores samfund
Tidligere SF-rådgiver Henrik Larsen er død

Tidligere SF-rådgiver Henrik Larsen er død

NEKROLOG: Den tidligere særlige rådgiver for to SF-ministre, Henrik Larsen, døde mandag efter kort tids sygdom. Henrik Larsen spillede i en årrække en vigtig rolle i SF bag kulisserne.