Lidegaard på Folketingets åbningsdag: Derfor bliver det kommende år skelsættende

Tirsdag åbner det danske folketing. Det er altid en festlig og højtidelig dag, der minder os om vores demokratiske privilegium – og vores ansvar.

Men i år er der også en særlig alvor knyttet til Folketingets åbning. Vi står over for store strategiske valg på flere niveauer, der vil få afgørende betydning for det Danmark, vi kender i dag, og det Danmark, vi ønsker at give videre til vores børn.

Om præcis seks uger går danskerne til kommunalvalg. Det valg burde handle om én ting: Hvordan bliver vores kommuner i stand til at give alle vores børn og unge et godt og lykkeligt liv? For det sker ikke i dag. Tallene et triste og taler for sig selv. Trods tres års velfærdsstat er det stadig hver sjette barn – hver sjette – der forlader folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne. Og det er hver femte unge – hver femte – der aldrig får anden uddannelse end folkeskolen.

Dertil kommer det paradoks, at mens vi som samfund aldrig har været rigere, får vores børn og unge det stødt dårligere. Antallet af unge med ondt i sjælen stiger markant, både relativt og i absolutte tal.

Det er en falliterklæring for den danske model, og det er en bombe under hele vores velfærd.

Svaret ligger i vidt omfang i kommunerne. I flere og bedre uddannede pædagoger i daginstitutionerne, før børnene kommer i skole. I markant flere og bedre uddannede lærere i skolerne med større frihed til at tage sig af børnene og mindre bureaukrati til at stjæle tiden. I flere forebyggende indsatser i fritiden og mulighed for hurtig psykologhjælp. Endelig må staten løfte med ved at stille penge til rådighed, så kommunerne kan investere flere midler i at løfte alle børn, mod at kommunerne så rent faktisk også leverer resultater.  Hele området skriger på handling. Nu.

På nationalt plan bliver dette året, hvor både regering og Folketinget skal bevise, at de tager klimaet alvorligt. Skåltalerne er holdt, de laveste frugter plukket, så nu er det til at løfte ambitionerne og træffe de strategiske beslutninger, der kan reducere Danmarks udledninger med op til 80 procent i 2030 og bane vejen for negative udledninger fra 2040.

I den sammenhæng er det dybt ironisk, at regeringens netop offentliggjorte klimaprogram på den ene side lister en lang række potentialer for reduktion, mens regeringen omvendt først vil forpligte sig på de konkrete tiltag så sent som 2025. Hvorfor nu det?

Alle andre i samfundet hepper på handling nu, både borgere, erhvervsliv og kommuner: De har brug for transparens og en samlet plan for at kunne levere, hvad de vitterlig ønsker at gøre. Hvad holder regeringen tilbage?

Hvis vi skal nå at udbygge med mere vedvarende energi, indføre CO2 skatter og udbygge infrastrukturen, skal beslutningerne træffes nu. Det gavner ingen, og slet ikke økonomien, at udskyde de nødvendige beslutninger. Her gælder om noget, at ingen valg også er et valg, og det kan koste dyrt.

Endelig står Danmark over for store beslutninger på det internationale plan. USA kan ikke og vil ikke længere være verdens politibetjent, og amerikanerne opfatter det som Europas ansvar at have styr på egne nærområder. Det betyder, at hele den udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske dagsorden flytter sig markant i disse måneder – i retning af Europa. I takt med, at amerikanerne forlader Mellemøsten og Afrika, er der kun EU til at sikre stabilitet og fred syd for Europa.

Så det er fint, at statsminister Mette Frederiksen altid grene vil rose vores Nato-alliance med USA. Det er helt rigtigt rygsøjlen i vores militære forsvar.

Men det er bare ikke forholdet til USA, der bliver det store spørgsmål for Danmark de kommende år. Det er at sikre fuld dansk deltagelse uden forbehold i udviklingen af det nye Europa, som vi under alle omstændigheder vil blive en del af, og som bliver den afgørende partner på alle andre sikkerhedsområder end det militære – klima, migration, terror – og også bliver vigtigere militært.

Verden er i opbrud, og som altid skaber det store udfordringer og enorme muligheder. Det er nu de første skal løses, og sidste skal gribes.

Det næste folketingsår vil vise, om den danske regering og det danske folketing forstår at løse den opgave.