Løkke kan ikke både kræve hovedrollen og sige nej til replikkerne

Folkepensionen grundlagde dansk velfærd

Den almene folkepension blev indført i 1956, og at det lykkedes den daværende socialdemokratiske regering at komme igennem med det initiativ, anses af mange for startskuddet på opbygningen af velfærdsstaten.

Ikke mindst fordi det var på spørgsmålet om en statsgaranteret folkepension til alle, at de borgerlige tabte slaget om samfundsindretningen i efterkrigstiden.

Det var derfor, at den danske sociolog – måske mere kendt i udlandet end herhjemme – Gösta Esping-Andersen netop sammenlignede pensionsordninger i USA, Storbritannien, Tyskland, Sverige og Danmark, da han skulle sætte den skandinaviske velfærdsmodel på formel.

Her var Esping-Andersens pointe, at dansk (og skandinavisk) velfærd adskilte sig fra tysk og angelsaksisk velfærd ved at gøre borgerne fri af markedet. 

Dekommodificering, kaldte Esping-Andersen det – og det betød, at borgeren ikke (i lige så høj grad) var en vare, hvis adgang til uddannelse, sundhed og værdig alderdom afhang af den værdi, man optjente som arbejdskraft, sådan som det er andre steder, hvor man forsikrer sig, sparer op eller låner. 

Og det var ved at sætte den etik eller politik igennem og vinde befolkningens opbakning til det, at Socialdemokratiet groft sagt vandt kampen om samfundet over de borgerlige i efterkrigstiden.

De borgerliges kamp for et opsparingssamfund, hvor individet tog økonomisk ansvar for sin egen og sine næres velfærd via forsikringsordninger eller opsparing, endte reelt 1956.

Når Løkke Rasmussen og Moderaterne med deres pensionsforslag gør sig til fortaler for det, økonomiprofessor og tidligere vismand, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, til Altinget kalder en "fuldstændig omkalfatrende ændring af det eksisterende system”, har det med andre ord en dyb ideologisk og historisk resonans.

Og det viser, at Løkke på afgørende områder i sit syn på velfærd er ... borgerlig.

Løkker skjuler sin borgerlighed

Siden 1956 er der sket meget både med pensionssystemet, hvor vi i dag med arbejdsmarkedspensionerne faktisk har fået et opsparingssystem, og med de borgerliges kamp mod velfærden.

Det var netop under indtryk af, at den kamp var tabt, at Anders Fogh Rasmussen og hans tro væbner Claus Hjort Frederiksen omlagde det borgerlige projekt i slutningen af 1990'erne.

Man omfavnede i stedet velfærdsstaten og præsenterede sig selv som en bedre manager af velfærden end Socialdemokratiet. Og især stoppede, nedkæmpede og kvalte man enhver ansats til et ideologisk begrundet angreb på danskernes velfærdsmodel og løfter om store skattelettelser. 

Alt det, der siden er blevet kendt som Hjort-doktrinen.

Så når Løkke og hans kollegaer i Moderaterne nu møder Altinget og andre medier med anklager om konspirationer med socialdemokraterne og forsøger at slippe udenom at svare på helt konkrete spørgsmål om hans velfærdspolitik, er det egentlig en fortsættelse af Hjort-doktrinen med andre midler.

Løkke putter med sin borgerlighed for at fremstå mere midterorienteret, end han reelt er. Og lige der er Løkke på sin vis allermest borgerlig.

Hans forsøg på at skjule sin borgerlighed er et maskefald for selvsamme borgerlighed.

Løkke kan meget vel have ret

Paradoksalt nok kan Lars Løkke Rasmussen meget vel have ret i substansen. Dansk velfærd bevæger sig, som Altinget har fortalt, hastigt i retning af flere og flere forsikringer. Sundhedsforsikringer, lønsikringer og forsikringsbranchen står klar på plejeområdet.

Den debat er, som vi har skrevet flere gange, både vigtig og hel reel: Hvordan skal dansk velfærd organiseres – hvor meget og hvad skal være privat, og hvad og hvor meget skal være offentligt? Hvor meget skal velfærd afhænge af borgernes tilknytning til arbejdsmarkedet? Hvor stor en grad af dekommodificering skal definere dansk velfærd, og hvilken form for lighed og ulighed kommer der ud af, at det bliver mindre og mindre?

Det bliver morgendagens debat.

Men det er heller ikke det, der er problemet. Problemet er, at Løkke sætter sig til modværge over for at være klar om sin egen position i den debat og tage den med åben pande.

Og det er særligt problematisk på et tidspunkt, hvorpå han har opnået sit mål om at blive kongemager.

Man kan ikke få hovedrollen og sige nej til replikkerne.