Et Løkke-projekt risikerer at dele skæbne med Ny Alliance

Alle venter på næste akt.
Med Lars Løkke Rasmussens dramatiske farvel til Venstre, synes det kun at være et spørgsmål om tid, før han proklamerer dannelsen af et nyt parti. Men det er tvivlsomt, om der venter et Løkke-parti en glorværdig fremtid.

Siden valgkampen i 2019 har Løkke slået sig op på sloganet om, at der skal skabes et bredt samarbejde over midten for at holde fløjene uden for indflydelse. Et mantra, han fik stor succes med i 2019 – og som han åbenbart forventer at kunne gentage.

I første omgang kan Lars Løkke Rasmussen sagtens få held med et nyt parti, og der kan laves et utal af meningsmålinger, hvor vælgerne bakker op om ”et bredt samarbejde i Folketinget”. Der vil sikkert også kunne laves målinger, hvor et tocifret antal procent af vælgerne ”overvejer at stemme på” et Løkke-parti. Men sådanne målinger vil i realiteten være værdiløse.

Vælgerne forsvandt
Her kan det være illustrativt at skrue tiden tilbage til maj 2007, hvor det karismatiske trekløver Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen dannede Ny Alliance. Et parti, der skulle gøre op med 00’ernes hårde blokpolitik og sikre et samarbejde over midten.

Løkke er politisk set en kamæleon, men han er en taktikkens mester, der ikke kender sit lige på Borgen.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Ny Alliance fik i de første meningsmålinger 10-12 procent af stemmerne, men endte på kanten af spærregrænsen med 2,8 procent ved valget et halvt år senere. Ydmyget og uden de afgørende mandater.

Forklaringen var ikke kun partiets amatøragtige optræden i valgkampen. Det skyldtes også, at mange vælgere ganske vist var tiltrukket af idéen om det brede samarbejde, men da den politiske floskel skulle udmøntes i konkret politik, stod mange vælgere af. For det var ikke lige dét, de havde regnet med, gemte sig under overskrifterne.

Upopulære reformer
Det samme kan meget vel ske med det forventede Løkke-projekt.
For hvad er det egentlig den tidligere statsminister vil, f.eks. på det økonomiske område? Skal vi have flere ”velfærdsreformer” som højere pensionsalder og endnu en nedskæring af dagpengeperioden? Hvis det bliver linjen, skal Løkke næppe vente at score en eneste stemme fra socialdemokraterne. Da Løkke sidst foreslog en højere pensionsalder, var selv et flertal af Venstres vælgere imod.

Og hvad med udlændingepolitikken? Skal den blødes op og tonen være mere politisk korrekt? I så fald kommer Løkke til at lægge sig på den anden side af Mette Frederiksen (S), og så er det ikke længere den (værdi)politiske midte, han appellerer til.

Ikoniske mærkesager
Der skal som minimum en mærkesag med et solidt politisk indhold til for at give et nyt parti varig succes. Det skal være centreret om et emne, der er det vigtigste af alle for en vis vælgergruppe.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige fik begge profileret sig på udlændingepolitikken, Liberal Alliance havde skattepolitikken, mens Alternativet fangede den grønne bølge før nogen andre.

I sammenligning med sådanne potente mærkesager er et diffust "bredt samarbejde i Folketinget” rimelig tamt.

Flere brede aftaler i 2020
Et helt andet spørgsmål er, om vælgerne i det hele taget ser et akut behov for et stærkere samarbejde over midten.

Sammenligner vi igen med 2007, ramte Naser Khaders Ny Alliance faktisk en melodi i tiden.
Ny Alliance blev dannet efter seks år med en blokpolitik, man ikke havde set lige i årtier. Dengang kørte Anders Fogh Rasmussen (V) ensidigt med et samarbejde baseret på Dansk Folkeparti, mens resten af Folketinget nærmest var sat uden for indflydelse.

Sådan er situationen på ingen måde i dag. Kort før jul blev der indgået forlig om en grøn skattereform mellem S, SF, Radikale, Venstre og Konservative. Ligesom der blev kreeret en bred politiaftale med alle partier bortset fra Venstre og Liberal Alliance.

Den nuværende regering samarbejder ikke alene betydelig bredere end, Anders Fogh Rasmussen gjorde. Der er også flere brede forlig i dag end i Lars Løkke Rasmussens egen regeringstid. Løkke var en mester i blokpolitik – lige indtil han stod til at tabe valget i 2019.

Perfekte skræmmebilleder
Det har givetvis forstærket Løkkes overbevisning, at hans pludselige appel til et bredt samarbejde blev honoreret med ni ekstra mandater ved sidste valg. Taktisk set var det en genistreg: den daværende Venstre-leder fik hævet sit parti fra miserable 18-19 procent i målingerne til imponerende 23,4 procent ved valget.

Men situationen i foråret 2019 var ekstraordinær. Mange vælgere var forskrækkede over, at Rasmus Paludans semi-fascistiske projekt Stram Kurs var på nippet til at komme i Folketinget. Samtidig fik Løkke held med at putte Pernille Vermunds Nye Borgerlige i samme bås – og dermed var ”truslen fra det ekstreme højre” et effektivt skræmmebillede.

På den anden fløj kunne Løkke så opstille truslen fra ”den yderste venstrefløj” i form af Enhedslisten, som en socialdemokratisk regering ville blive afhængig af. Og vupti, så var billedet af et polariseret folketing med ekstreme fløje på plads som grundlag for Løkkes invitation.

Paludan er historie
Problemet for Løkke er bare, at de fugleskræmsler er fløjet væk:

Paludan er en færdig mand. Det er højst tvivlsomt, om han får stillet op igen, og selv hvis han gør, har han ikke længere nyhedens interesse. Risikoen for at Paludan igen kaprer en hel valgkamp er meget begrænset.

Ny Borgerlige har vist sig ikke at leve op til Løkkes forestillinger om højreekstremisme på kanten af demokratiet. Partiet agerer som et normalt (fløj)parti i Folketinget og var eksempelvis med i politiforliget. Vermund har tilmed et udmærket personligt forhold til Mette Frederiksen, som hun kan joke med i folketingssalen.

Og Enhedslisten – dette ”ekstreme venstrefløjsparti”, der engang var kendt for sin piercede hovedbestyrelse – har taget endnu et tigerspring i den pragmatiske udvikling, partiet startede på for ti år siden. En lydefri deltagelse i to finanslovforlig – plus et politiforlig – gør det meget svært at brande Skipper og co., som kammerat Lenins dogmatiske følgesvende.

Med en finanslov, der roses i høje toner af DI og Dansk Erhverv bliver det op ad bakke for Løkke at fremstille dansk politik som domineret af den yderste venstrefløj.

Taktikkens mester
Er et Løkke-parti dermed dødsdømt?

Nej, den tidligere statsminister har rigtig gode chancer for lynhurtigt at få indsamlet underskrifter til et nyt parti - og helt realistiske chancer for at få det i Folketinget.

Lars Løkke Rasmussen har et navn, der efter årtier i dansk politik, kan trække en del stemmer, og han er i sit es i valgkampe.

Løkke er en politisk kamæleon, og der findes talrige eksempler på hans opportunisme. Han har indtaget vidt forskellige positioner, når det gælder udlændingepolitik, EU, velfærdspolitik, centralisering – og samarbejdsmønstre i Folketinget. Men han er en taktikkens mester, der ikke kender sin lige på Borgen.

Det bør være nok til at skaffe et nyt parti i Folkeparti. Om det er nok til at give meget mere end de to-tre procent af stemmerne, Ny Alliance endte med, er et helt andet spørgsmål.