Lykketoft opfordrer til bedre mødedisciplin

FOLKETINGET: Nogle gange er halvdelen af partierne helt fraværende, når en organisation har fået foretræde for et af Folketingets udvalg. Folketingets formand opfordrer partierne til at stramme op. Liberal Alliance har størst fravær, viser notat.
Foto: Folketinget
Jørgen Skadhede
Det er en stor ting for en interesseorganisation og deres menige medlemmer, når de har fået foretræde for et af Folketingets udvalg.

Derfor har der været både skuffelse og forargelse, når repræsentanter fra interesseorganisationerne nogle gange træder ind i et næsten tomt udvalgslokale med kun 3-4 folketingsmedlemmer til stede.

Kun hvert fjerde udvalgsmedlem dukker i gennemsnit op, når der er foretræde i et udvalg, viser et notat fra Folketingets administration.

De mange tomme udvalgsstole og enkelte eksempler på totalt fravær fra halvdelen at de otte partiers side får nu Folketingets Præsidium til at opfordre til bedre mødedisciplin, når der er deputationer i udvalgene.

Alle partier bør være repræsenteret
"Det er klart, at nogle koncentrerer sig mere om et bestemt udvalg end andre udvalg, og det er helt i orden. Men vi vil gerne have, at folk får kontakt med alle væsentlige partigrupper, når de har foretræde for et udvalg i Folketinget," siger Mogens Lykketoft (S) formand for Folketinget.

Vi kan ikke kommandere med folketingsmedlemmerne. Men det er en opfordring til, at grupperne påser, at de så vidt muligt er repræsenteret, når der kommer gæster udefra.

Mogens Lykketoft (S)
Formand for Folketinget

Sammen med de øvrige medlemmer af Folketingets Præsidium skal han have et møde med udvalgsformændene i det nye år, hvor præsidiet vil understrege, at partierne bør være repræsenteret ved deputationer i udvalgene.

"Vi kan ikke kommandere med folketingsmedlemmerne. Men det er en opfordring til, at grupperne påser, at de så vidt muligt er repræsenteret, når der kommer gæster udefra," siger Mogens Lykketoft.

Han understreger, at det ikke er nogen ambition om, at alle udvalgsmedlemmer skal være til stede. Det handler mere om, at der ser skidt ud, når halvdelen af partierne slet ikke er repræsenteret.

Udvalg udvander sig selv
Er det lave fremmøde også et udtryk for, at folketingsudvalgenes indflydelse og prestige ikke er, hvad de har været?

"Det ved jeg ikke. Jeg har ikke nogen statistik tilbage i tiden, om der var bedre fremmøde tidligere. Men det kan man godt have en fornemmelse af," siger Mogens Lykketoft og tilføjer:

"Folketingsudvalgene har i et vist omfang den indflydelse, som de selv tager. Men den stadig mere udbredte praksis med at insistere på at bruge det meste af udvalgstiden på åbne samråd, hvor der er tv på, betyder, at udvalgsarbejdet ændrer karakter til at være positionering ligesom i salen frem for en forhandling om lovforslag," siger Mogens Lykketoft.

Både han og Folketingets næstformand Bertel Haarder (V) mener, at udvalgene selv er med til at sætte noget af deres indflydelse over styr.

"Vi har talt om, at udvalgene risikerer at prioritere den offentlige profilering så højt, at de sætter noget af deres indflydelse på lovgivningen over styr," siger Mogens Lykketoft.

Fremmøde ved deputationer

De enkelte partiers fremmøde ved 106 deputationer i perioden 16. april til 28. juni 2013.

    V   S DF RV SF EL LA I alt 
Udvalgsposter i alt 788 730 418 310 271 271 147 121 3.056 
Fremmødte i i alt237 189 12155 4156 33 49 781 
Fremmødte i pct.30% 26%29%18%15% 21%22% 40% 25,6 % 
Antal medlemmer*4733 22 11 10 12 152 
Fremmøder per medlem5,0 5,7 5,5 5,0 4,1 4,7 3,7 6,1 5,1 
Kilde: Folketingets administration samt egne beregninger 
*Fratrukket de 23 ministre

Liberal Alliance mest fraværende
Notatet fra Folketinget viser, at der er relativ stor forskel på partiernes mødeprocent ved deputationerne i udvalgene.

Konservative har den højeste mødeprocent på 40 procent. Den laveste har SF med 15 procent. De små regeringspartier som SF og Radikale ligger dog naturligt lavt, da de er handicappet af, at over en tredjedel af deres folketingsmedlemmer er ministre, og derfor ikke deltager i udvalgsarbejdet.

Men selv når man trækker ministrene ud af regnestykket, så har SF's 10 tilbageværende medlemmer det næstlaveste fremmøde blandt alle partierne.

Når man laver den omregning, så har Liberal Alliance det klart laveste fremmøde. Ud af 106 deputationer i foråret er LA's ni folketingsmedlemmer kun troppet op 33 gange.

Derimod har Konservative, selvom partiet har et folketingsmedlem mindre end LA, været repræsenteret 49 gange.

Med 106 undersøgte deputationer er de små partier altså kun til stede under halvdelen af gangene.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Lykketoft

Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN's generalforsamling
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00