Marianne Jelved: Schlüter-bog er et værdigt testamente fra Danmarks bedste statsminister

ANMELDELSE: Schlüters politiske testamente er en læseværdig bog om Poul Schlüters måde at forvalte statsministerembedet på fortalt gennem de konkrete handlinger og suppleret af hans egne refleksioner.

Altingets vurdering: 5/6

Af Marianne Jelved (R)
MF og tidligere minister

Tidligere generalsekretær og medlem af Det Konservative Folkeparti gennem 45 år John Wagner har skrevet Schlüters politiske testamente på baggrund af en snes samtaler af to til tre timer med Poul Schlüter gennem et år (2017-2018).

Nogle gange fører samtalen til, at Schlüter tilkendegiver, at det tema vil han lige tænke over, og næste gang ligger der nogle ark fra Schlüters egen gamle skrivemaskine. De er sat ind i bogen på de relevante steder.

Det er ikke en erindringsbog eller en samtalebog. Bogen kan læses som det, den bliver kaldt: Schlüters politiske testamente. Det er John Wagners fortælling på baggrund af hans lange kendskab til partiet og hovedpersonen og samtalerne med den tidligere statsminister.

Det bliver også en del af Det Konservative Folkepartis historie og en del af Danmarks historie. Men først og fremmest samlet af John Wagner og bistået af Poul Schlüter.

Bridge med Helveg
Schlüters tid begynder med et opgør i partiet. Det Konservative Folkeparti rummede en magtkamp, som førte til, at Ninn-Hansen og Haunstrup Clemmensen måtte gå fra deres ledelsesposter i 1973-74, og Ninn-Hansen gik til Schlüter og sagde, at nu var det hans tur.

Belært af de indre kampe besluttede Schlüter, at han selv skulle være både gruppeformand, politisk ordfører og formand for partiet. Det er skæbnens ugunst, at den Ninn-Hansen, der pegede på Schlüter som leder i partiet, også var ham, der skabte grunden til Schlüters fald i 1993 som konsekvens af tamilsagen, hvor Ninn-Hansen ulovligt stillede familiesammenføringerne for tamilerne i bero.

Danmarks økonomi var helt i bund gennem 1970’erne efterfulgt af en række devalueringer af kronen. Det var så fortvivlende, at S og V gik i regering sammen. Schlüter blev ikke orienteret af Venstre, inden det blev offentliggjort, men han holdt gode miner til det.

SV holdt kort – godt et år. Men Schlüter konstaterer tørt, at der aldrig blev tillid mellem de to partiers ministre. Underforstået: Uden tillid går det ikke. Så Anker Jørgensen gik af uden valg i september 1982.

Og der var Niels Helveg og Schlüter blevet godt kendt med hinanden, hvilket er en fordel, når et parti skal pege på et andet partis leder til den største politiske post, statsministeren. De to ægtepar spillede bridge og havde det godt sammen. Det er en fordel, men det er selvfølgelig ikke nok.

Schlüter blev statsminister, og Henning Christophersen blev finansminister. De dannede firkløverregeringen med Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Af OECD-landene var det kun Italien, der havde et større underskud end Danmark. Udfordringerne var enorme. Det var overvældende mængder af politiske beslutninger, der skulle træffes gennem Schlüters regeringsperiode. Ikke desto mindre lykkedes det en mindretalsregering med nogle og tres mandater at rette op på nok så meget i den økonomiske uorden med støttepartierne Fremskridtspartiet og Det Radikale Venstre, hvilket ingen havde troet muligt.

Schlüter kunne mønstre gode ministre, samarbejde og tillid mellem regeringspartierne og kunne honorere mediernes behov for slagkraftige overskrifter.

Et eksempel: "Det går ufatteligt godt", mens det kunne bruges i en lidt anden form til en journalist: "Det er ufatteligt, at det går". Alle burde læse om alt det, der skulle ske, og notere sig, at det også skete: fastkurspolitik, afskaffelse af den automatiske dyrtidsregulering, skattereform med markant sænkning af skattefradragsværdi med mere. Store dele af denne bog kan bruges til folkeoplysning.

Schlüter vandt slaget om udenrigspolitikken
Der var alligevel et problem, som forfulgte regeringen. Der var ikke enighed om udenrigspolitikken.

I 1986 skulle der vedtages en beslutning om det indre marked, pakken. Socialdemokraterne skiftede standpunkt. Resolut udskrev Schlüter en folkeafstemning om det spørgsmål. Og der bliver et bekvemt flertal for regeringens anbefaling.

Det var virkeligt modigt og resolut, og Schlüter vandt. Det var kort før, jeg kom i Folketinget (1987). Og den begivenhed fik mig til at se, at verden/Europa var noget andet nu og krævede noget mere af os i Danmark end brok og nej.

Det blev understreget af den næste udenrigspolitiske udfordring. Eller rettere, Socialdemokraterne kunne ikke dy sig. Så der var en årrække, hvor udenrigsministeren måtte gøre rede for danske dagsordener, der gik imod Natos linje, og som udenrigsministeren måtte gøre rede for i Nato.

Radikale fastholdt sine politiske holdninger her, mens Socialdemokraterne var vendt, eftersom de ikke længere sad i regering.

Det blev til en kamp mellem Svend Auken og Schlüter om ubåde med atommissiler eller ej. Også her reagerede Schlüter resolut og udskrev valg i maj 1988. Og Schlüter vandt. Men De Radikale forlangte regeringsdeltagelse og det uden CD og Kristeligt Folkeparti.

Det fremgår tydeligt af bogen, at det var et krav, som smertede Schlüter meget. Men kravet blev efterkommet, og der var nu en Schlüter-regering med tre partier.

Den holdt i to og et halvt år uden at komme videre på de afgørende strækninger. Schlüter udskrev valg i utide i december 1990, hvor R mistede tre mandater og udtrådte af regeringen. Så var der to partier i regeringen.

Modet til upopulære beslutninger
Schlüter viste gennem årene, at han formåede at gribe om nælden og gennemføre endog meget upopulære beslutninger, der begyndte opretningen af Danmarks økonomi. De spor fulgte regeringer efter Schlüter uanset deres partifarve.

Dernæst var Schlüter resolut – nærmest frygtløs, når hans grænse blev overtrådt, ofte af Socialdemokraterne. Det kunne føre til en folkeafstemning eller et valg før tid, som Schlüter vandt. Undtagen til sidst.

Schlüter viste også, at humor og et glimt i øjet og en oplagt overskrift åbnede for lydhørhed i medierne. Og hos samarbejdspartnerne.

Men det varede ikke bare ved. Folkeafstemningen om Maastricht-traktaten faldt. Traktaten stod ikke til at ændre. Gode råd var dyre. Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF satte sig sammen og formulerede Det Nationale Kompromis med fire undtagelser fra Maastricht-traktaten, som Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti og regeringspartierne tilsluttede sig.

Det blev med Poul Schlüters forelæggelse i Edinburgh accepteret af Det Europæiske Råd. Det var en form for samarbejde på tværs af alle skillelinjer i Danmark, som Schlüter håndterede med overskud. Og som i dag efterspørges som en mulig model for Storbritanniens Brexit.

Tamilsagen endte med at vælte Poul Schlüter. Det kom ikke fra oppositionen. Det kom fra Det Konservative Folkeparti. Det havde Poul Schlüter ikke fortjent. Han har fortjent denne bog, som er læseværdig, og som gennem fortællingen om Schlüters måde at forvalte statsministerembedet på gennem de konkrete handlinger suppleret af hans egne refleksioner er et værdigt og respekteret testamente.

Poul Schlüter var den bedste statsminister på det rette tidspunkt i vores historie.

John Wagner: Schlüters politiske testamente – ikke så konservativ, så det gør noget, Gyldendal, udkommer 19. marts 2019.

Forrige artikel Bertel Haarder: Man bliver flov, når man læser ny bog om diplomater i Danmark Bertel Haarder: Man bliver flov, når man læser ny bog om diplomater i Danmark Næste artikel Mette Frederiksen fortryder ting på stribe i ny bog Mette Frederiksen fortryder ting på stribe i ny bog
Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

ANALYSE: Modsætningerne i DF handler mere om stil og magtpositioner end om politisk uenighed. I valgkampen har der været gensidig irritation mellem Kjærsgaard og Thulesen, men der er ikke tale om to politiske fløje over for hinanden.