Martin Henriksen: Hvis Støjberg spurgte, ville jeg sige nej til at stille op for hende

"Jeg kan godt sidde stille i lang tid," fortæller Martin Henriksen.

"Men så pludselig springer jeg op som trold af en æske."

"Så skal der ske noget."

Han prøver at forklare sin politiske stil gennem snart 20 år. Hans trang til provokation. Og hvorfor han netop nu udgiver bogen 'Hold til højre - sådan kommer højrefløjen igen', hvor han kommer med sit bud på, hvorfor den danske højrefløj har problemer i sådan en grad, at man nu som det naturligste i verden kan gennemføre en statsministerdebat uden at nævne udlændinge med så meget som ét ord.

Hans bog er også en konklusion på en politisk karriere, og det lyder mest af alt på ham, som om den ikke er foreløbig.

"Realistisk set stiller jeg jo ikke op til Folketinget igen," som han siger. Inden han lige når at tilføje et "Ikke lige nu i hvert fald".

Ja, der er en dør, men den er lille og kun lidt på klem – og han ved ikke for hvem.

Han har selv meldt sig ud af DF, efter vælgerne først vragede ham ved FV19, og han igen blev vraget af partimedlemmerne i DF i januar, da han kæmpede med Morten Messerschmidt om formandsposten. I dag sidder han i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune. 

Og det store, nye dyr i den nationalkonservative åbenbaring, Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, har han ikke meget tiltro til. "Jeg har aldrig ment, at den linje, Støjberg stod for, var nok," som han siger.

Jeg tror, at om 20 år, så er der nogle, der skal sige undskyld for den måde, Mette Frederiksen har behandlet børnene på, når det kommer til kønsskifte.

"Det kan godt være, Danmarksdemokraterne kan rykke nogle ting en anelse i den rigtige retning, men nogen afgørende forskel tror jeg ikke, de kommer til at betyde."

Men har du været i kontakt med Støjberg og spurgt, om du kunne være med i Danmarksdemokraterne?

"Jeg har ikke meldt mig ind, jeg har ikke spurgt, om jeg kunne stille op, og jeg er heller ikke blevet spurgt."

Hvad hvis du blev spurgt?

"Ud fra det, der er meldt ud nu, så ville jeg sige nej."

Højrefløjen er ikke provokerende længere

Med andre ord gør Henriksen nu regnebrættet op efter små 15 år som rejsende i hård politisk værdikamp og aftaler på udlændingeområdet som DF’er. Og Altinget har mødt ham for at få hans version af, hvad der er sket på højrefløjen, og hvad der burde ske.

For noget skal der som sagt ske, når det kommer til Martin Henriksen.

"Højrefløjen skal tage sig sammen," siger han. "Det er det, bogen handler om. At sige: kom nu!"

Det gælder for ham på tre områder, to indholdsmæssige og ét strategisk. For det første mener Henriksen, at udlændingepolitikken skal genpolitiseres ved, at højrefløjen byder ind med hårdere politik og holder øje med, om de allerede vedtagne stramninger bliver implementeret. For det andet vil han også gerne udvide højrefløjens palet især på det kønspolitiske område. Og som det tredje skal provokationen som strategi opprioriteres.

Det sidste var også hans pointe, da han holdt tale på DF's årsmøde sidste år, og Pia Kjærsgaard sad i et nu berømt klip og vendte tomlen ned, da han kritiserede partiets linje og retorisk spurgte: ”Skal vi være et pænt parti for pæne mennesker med stuerene holdninger?”

Det kan godt være, Danmarksdemokraterne kan rykke nogle ting en anelse i den rigtige retning, men afgørende forskel tror jeg ikke, de kommer til at betyde.

Men findes den mulighed overhovedet længere efter 15-20 års værdikamp, hvor alle på centrum-venstre har lært ikke at understøtte højrefløjen med forsøg på moralsk udskamning og offentlig forargelse?

"Jo, det kan du godt have ret i, og højrefløjens størrelse gør jo også, at andre kan tillade sig at behandle højrefløjen sådan. Og jeg ved også godt, at når jeg sidder her og siger noget om udlændingepolitik, så er det jo ikke provokerende." 

Men det er jo også, fordi vi jo har hørt det?

"Ja, vi har hørt det. Og min pointe er så også, at højrefløjen skal finde andre ting at slå sig op på. Højrefløjen kan ikke komme tilbage alene på udlændingepolitikken."

Men er læren fra DF's succes i nullerne ikke, at man er nødt til at være til højre for V og K, men ikke så langt, at man ikke kan slå en bro – for ellers får man ingen indflydelse, og så er du bare et protestparti?

"Det kan jeg godt følge et stykke af vejen. Men i visse perioder var DF et protestparti, og det gjorde jo faktisk, at andre begyndte at rykke sig. Hvis DF var startet med at sige, at vi lægger os så tilpas tæt på de andre, at der er mulighed for indflydelse, så tror jeg ikke, DF havde været her i dag eller havde haft den succes. Ramt rigtigt kan protesten rykke mere, for på et eller andet tidspunkt bliver de andre nødt til at lukke dig ind for at dæmpe protesten. Og på den måde får man indflydelse. Det viser DF’s historie. Det har jeg også selv benyttet mig af i eksempelvis debatten om burkaforbud og udvisningsregler."

Det er en del af den danske højrefløjs historie med den dynamik mellem protest og indflydelse; det var også det, der splittede Fremskridtspartiet og førte til DF, fordi Pia Kjærsgaard ville ind og have indflydelse. Tager du ikke fejl af DF, ja, der var protester, men de var jo nøje afmålt i forhold indflydelse?

"Jo, men protest må godt være gennemtænkt. Det gør ikke noget. Da jeg meldte mig ind i DF, så jeg det, som om Pia Kjærsgaard protesterede mod udviklingen. Det, der gjorde, at DF havde den balancegang, var, at Pia protesterede, mens Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup forhandlede. Så kom jeg ind også og forhandlede, og jeg protesterede også lidt."

Jeg ved også godt, at når jeg sidder her og siger noget om udlændingepolitik, så er det jo ikke provokerende.

Det var vel lidt mere end lidt. Var det ikke en vigtig del af din rolle at provokere og protestere?

"Hahaha. Jo, det var det da, og så sagde ledelsen også engang imellem, at 'nu skal du ikke gå ud og lave mere ballade'. Jeg prøvede at ramme balancen, og det er den balancegang, som højrefløjen mangler i dag."

Hvorfor har I på højrefløjen svært ved at etablere et parti, der kan eksistere over 30-40-50 år med succes? I er gået fra Fremskridtspartiet til DF, så kom Nye Borgerlige, og nu løber Danmarksdemokraterne med det hele. Og hver gang er der en ny karismatisk leder, det hele afhænger af. Hvorfor er det sådan?

"Det er et godt spørgsmål. Jeg har ikke det helt gode svar på, hvorfor det er sådan. Det kan være, fordi folk, der hører til på højrefløjen, godt kan lide, der bliver rusket lidt op i tingene, og derfor skal man have en person, der ligesom gør det. Det hænger sammen med det karismatiske. Men problemet på højrefløjen i dag er, at egoerne har overtaget politikken. Så man skal finde en balance mellem personerne og det indholdsmæssige, og så skal man finde fælles fodslag mellem de højreorienterede, der er liberale, og så de højreorienterede, der grundlæggende er konservative."

Det er bluff, at alle er enige om stram udlændingepoltik – men vi har selv været med

Udlændingeemnet daler i vigtighed for vælgerne og har gjort det over flere år. DF's fald og dit eget fald som politiker foregår parallelt med den udvikling. Hvad er din forklaring på det?

"Det er der noget om. Folk er blevet mættet af den udlændingepolitiske dagsorden, efter vi har talt om det i 20 år. Min oplevelse, når jeg taler med folk – og jeg ved godt, at dem, der kommer over og taler med mig, nok er enige med mig – er, at det stadig fylder hos mange. Men nu taler de måske mere om, at de er trætte af Mette Frederiksen, og det er jo også fint nok, men der er ikke så meget substans i det. Jeg tror også, at et af Danmarkshistoriens største bluffnumre, er fortællingen om, at den stramme udlændingepolitik deles af et flertal i Folketinget. Det er lykkedes for S, K og V at sige til folk, at ”det mener vi også”, ”antallet betyder noget”, og "vi kan heller ikke lide bandekriminalitet". Den fortælling er slået igennem, og en del af DF's problem er, at man har gjort en dyd ud af at sige, at vi har overbevist de andre partier. Det har jeg også selv sagt. Og på den måde har vi også sagt til vælgerne, at den var god nok."

Men udlændingepolitikken er da også blevet strammet betydeligt. Det har I jo også selv fejret som store succeser, har I ikke?

"Ja, reglerne er, men så har udviklingen gjort, at indvandringen stadig er meget voldsom."

Hvad tænker du på her?

"Antallet af folk, der kommer, er stadig stort. Det er ikke kun asylansøgere og familiesammenføringer. Og fordi man ikke har en ordentlig hjemsendelsespolitik, lægger man hele tiden ovenpå. Den del af befolkningen, der har indvandrerbaggrund, vokser altså hele tiden. Og så bliver problemerne heller ikke mindre, men større. Det peger i en retning, der er stikmodsat af, hvad folk siger, at de gerne vil have. Antallet betyder noget, siger S, V og K, men antallet vokser hele tiden."

Der er jo kommet rekord få asylansøgere de seneste par år...?

"Ja ja."

Men det er vel tegn på, at man har styr på tilstrømningen, og at have styr på den betyder ikke nødvendigvis, at den er lukket, men at vi kan skrue den ned og op?

"Og der vi jeg jo så være kæk og sige, at jeg da er glad for at se, at nogle af de ting, jeg har været med til at gennemføre, så også har en effekt. Jo, der er kommet mere styr på asylpolitikken. Så når jeg siger, at de andre partier udfører et bluffnummer, så er det jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke anerkender, at de har strammet op, for Socialdemokratiet og Venstre og K har strammet op. Min pointe er, at hvis man gerne vil have, at antallet af indvandrere som del af befolkningen falder og ikke stiger, så sker der ikke nok."

Men kan det også være, at vælgerne er tilfredse med det, der er blevet lavet?

"Min oplevelse er, at de fleste vælgere ikke ved, hvordan statistikkerne er."

Men det er vel lige meget, hvis de i forhold til deres dagligdag oplever, at der er styr på det, og at politikerne, de har valgt, har et vågent øje på udviklingen – hvad hvis de føler, at problemet er løst på den måde, politiske problemer nu engang bliver løst på med løbende justeringer?

"Det tror jeg, er meget rigtigt, at det er den oplevelse, folk har. Mange, ikke alle, men en del."

Hvad betyder det så for højrefløjens fortsatte eksistens?

"Højrefløjen skal igen og igen dele budskabet om, at det godt kan være, at de andre siger, at der er styr på det, men 'se, her er tallene'. Man skal vise, at der grundlæggende ikke er styr på det, og at udgifter til indvandring stadig er høje. Det bliver højrefløjen nødt til at køre på hele tiden i mange år. Hvis du ser på, hvor mange år det har taget for Socialdemokratiet at overbevise vælgerne om, at de vil en stram udlændingepolitik, så må man antage, at det vil tage mange år at få folk overbevist om det modsatte, nemlig, at de ikke har styr på det. Men igen, det er ikke gjort med udlændingepolitik alene."

En dag skal vi undskylde for juridisk kønsskifte

Det er her, Henriksen gerne vil tale om kønspolitik.

"Mette Frederiksen har sagt undskyld til Godhavnsdrengene og den måde, vi behandlede grønlandske børn på. Jeg tror, at om 20 år, så er der nogle, der skal sige undskyld for den måde, Mette Frederiksen har behandlet børnene på, når det kommer til kønsskifte," som han siger.

"Man indoktrinerer børnene til at tage stilling til, hvilket køn de har."

Hvem vil det?

"Det ligger dybt i Pridebevægelse og LBTQ+-bevægelsen, det findes i den diskussion, vi har haft om Normstormerne, der underviser i folkeskolen, og så ses det i beslutningen om juridisk kønsskifte ned til nul år. Der har højrefløjen en dagsorden, hvis man virkelig sparker til den, ikke bare sådan et lille pip, men virkelig sparker til den. For min oplevelse er, at hvis du er ude forskellige steder og spørger, om børn i 4-5-6-7-8-årsalderen kan tage stilling til, om de har det rigtige køn, eller at man tilbyder hormonbehandling til børn, fra de er 11 år, så siger de fra."

Jamen, man går jo ikke bare lige ind fra gaden og får en hormonbehandling?

"Nej nej. Men børn, som ikke kan finde ud af, hvornår de skal i seng om aftenen, kan ikke tage stilling til sådan noget der. Det siger sig selv."

Men det er jo heller ikke tilfældet, man bliver jo undersøgt af læger og psykiatere inden behandling. Er det ikke rimeligt nok?

"Nej, det ved jeg godt, men der synes jeg, at vi skal have en stat, der siger til børn og forældre, at det kan de ikke. De må være voksne og myndige, og så må de tage beslutningen der. Hvis højrefløjen virkelig sparkede til den dagsorden og fik den til at fylde noget, tror jeg, man kunne starte en ny folkelig protest imod en samfundsudvikling, som er meget forkert."

Det ser du ikke ske i dag?

"Nej, det er små forkølede pip. Hvis man ikke får flere farver på paletten end udlændinge, dør højrefløjen. Mit indtryk er, at viljen til at provokere på højrefløjen og tage nogle af de slagsmål, den er der ikke. Den politiske korrekthed ligger højrefløjen også under for. Der er ikke så meget ramasjang."

Jeg er meget privilegeret

Bitter er han ikke, Henriksen. Han føler ikke, at han har forpasset chancer. Det var også noget af det, den ulige kamp om formandsposten i DF handlede om for ham. Nu ligger han ikke søvnløs om natten og tænker på, hvad der kunne være blevet.

Hvad skal han så nu?

"Som det ser ud nu, skal jeg ud og have et helt almindeligt arbejde," siger han, der i dag er politisk konsulent for Marie Krarup, der heller ikke er medlem af DF længere.

Hvad er det for dig?

"Ja, hvad har jeg lavet inden politik? Lagerarbejder, chauffør, arbejdsmand hos en tømmermester."

Som MF’er får I jo en bedre løn end almindelige mennesker – har du ikke en levestandard nu, der gør det svært at blive lagerarbejder igen?

"Du er ikke den første, der har spurgt om det. Men det er jo bare sådan, det er, og så må man tilpasse sig til det. Nu er det et stykke tid siden, at jeg har været folketingsmedlem, så en eller anden tilpasning har der jo været."

Hvad med indholdsmæssigt – politik er jo spændende, der er valgkampe, debat, tv og en masse opmærksomhed og intensitet i det politiske liv. Det har mange svært ved at slippe, vil du ikke også have det?

"Der var en periode efter formandsvalget, hvor det passede mig rigtig fint, at der skete mindre. Men behovet for at blande sig og komme med meninger, altså, jeg skriver stadig eller kommer i radioen. Og så har jeg stadig en platform som kommunalbestyrelsesmedlem. Så jeg blander mig stadig forskellige steder."

Men du er ikke blevet afhængig af politik?

"I en eller anden forstand er jeg jo. Men afhængigheden er ret neddroslet. Om det så ender med en fuldstændig afvænning, ved jeg ikke. Nu har jeg skrevet en bog, så jeg har jo stadig noget på hjertet. Men når folk spørger, om jeg stræber efter at fortsætte, så har jeg det sådan, at jeg har oplevet så mange ting personligt som folketingspolitiker, at jeg ikke kan forlange mere af det," slutter Henriksen.

"Ser man på, hvad andre i samfundet får lov at opleve, er jeg enormt privilegeret."

'Hold til højre - sådan kommer højrefløjen igen' er lavet i samarbejde mellem Martin Henriksen og Thomas Wivel og udkommer i september på Forlaget Mellemgaard.