Anmeldelse af 

Messerschmidt anmelder: Ny Kina-bog viser, at Vesten er ført bag lyset af en skruppelløs supermagt

ANMELDELSE: Det er på tide, at Vesten vågner op af tornerosesøvnen, når det kommer til vores forhold til Kina, mener den tidligere konservative politiker Viggo Fischer i ny bog. Præcis hvordan opvågningen skal ske, er der imidlertid ikke nogen bud på.

Det kommunistiske diktatur tåler ingen fornærmelser, skriver Morten Messerschmidt i sin anmeldelse af Viggo Fischers "Kina - Den truende supermagt".
Det kommunistiske diktatur tåler ingen fornærmelser, skriver Morten Messerschmidt i sin anmeldelse af Viggo Fischers "Kina - Den truende supermagt".Foto: Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix


Morten MesserschmidtAf Morten Messerschmidt (DF)
MF

Ydmyghed er ikke det første ord, man forbinder med en af verdens største bilproducenter.  

Det var derfor en uvant krybende Dieter Zetsche, den daværende formand for bilproducenten Daimler, der i februar 2018 meddelte sig til offentligheden: “Daimler fortryder dybt den lidelse og kummer, som vores uforsvarlige og usensible fejl har udsat det kinesiske folk for”, skrev han i et brev på det kinesiske nyhedsagentur Xinhuas hjemmeside.

Analysen er trods visse udflugter god og solid, men de konkrete forslag til, hvordan Danmark og Vesten slår tilbage imod denne voksende supermagt, mangler.

Morten Messerschmidt (DF)

Baggrunden var et reklamefoto, som en af Daimlers PR-medarbejdere havde postet på Instagram. Fotoet var nemlig ledsaget af et citat fra Dalai Lama.

Episoden er sigende for Kinas stadig voksende selvsikkerhed. Det kommunistiske diktatur tåler ingen fornærmelser. Og med kinesisk underskrift på hver fjerde solgte Mercedes, turde Daimler ikke tage nogen chancer. Hellere krybe i støvet end at miste gevinsten. Også i Danmark har vi under coronakrisen oplevet det selvsikre Kina, hvis ambassadør i midten af april måned på TV 2 News klagede over, at landet ikke var blevet krediteret for sin donation af 500.000 masker. Nu havde TV 2 faktisk i en stor artikel krediteret Kina for den fine donation. Men det var åbenbart gået hen over ambassadens opmærksomhed.

Vil man blive klogere på den nærtagende optagethed af kinesisk selvrespekt, er Viggo Fischers bog – ”Kina – Den truende supermagt” – et godt sted at starte. Både for den nysgerrige, der hverken husker Mao eller kulturrevolutionen, og for den faste udenrigspolitiske iagttager, er den tidligere konservative folketingsmands bog et godt sted at blive klogere.

I en blanding af omfattede citatbidrag, over spændende anekdoter fra tiden som formand for Folketingets Udenrigsudvalg til en række interviews med centrale aktører fra de konflikter, der præger Kina, tager forfatteren sin læser med på en informativ og berigende rejse. Fra massakren, der i 1989 satte sig på nethinden af en hel generation, til vore dages optøjer i Hong Kong.

Viggo Fischer er en passioneret fortæller, som dog også gerne lader andre tale. Især sidste halvdel af bogen er bygget op af mange citater, gengivelser og interviews. Det gør informationsniveauet højt, men gør det til tider vanskeligt at finde den røde tråd i fortællingen. Den gode kapitel- og afsnitssystematik gør dog, at man aldrig mister orienteringen, og både opdager og forstår sammenhænge, der hidtil har været uklare eller måske helt ukendte.

Vestens tornerosesøvn 
Fra tid til anden kan trangen til at få alle citater og detaljer med dog forstyrre det overordnede billede og sløre delkonklusioner. Selve hovedpointen er man imidlertid aldrig i tvivl om: Vestens tornerosesøvn over for den voksende supermagt bør være slut. Landet er ikke på vej i vores retning, men optræder stadig mere selvsikkert i troen på socialismens overmagt.

Som et eksempel nævner Fischer, hvordan præsident Xi – næppe uden inspiration fra forgænger Maos ”lille røde” – har skabt uro og irritation blandt partimedlemmer ved at lancere en ny app, kaldet: ”Xi Study Strong Nation”. Her kan enhver troende kommunist studere og filosofere over den store leders tanker om socialismens vidundere. Men i modsætning til Maos lavteknologiske opslagsværk, rummer Præsident Xis moderne udgave en helt ny og raffineret funktion til intimidering. Brugerne gives nemlig point for flid og dygtighed, men også til for de mindre flittige.

Grundlæggende sidder man mod bogens afslutning med en fornemmelse af, at Vesten er blevet ført bag lyset af en skrupelløs supermagt, der med indladenhed har ladet Vesten invitere sig ind i verdensøkonomien for at kunne vokse sig stærk, og nu smider masken for at tage domptørpisken frem. Som Dieter Zetsche måtte mærke det.

Især Tiananmen – protesterne på den himmelske fredsplads – har været en øjenåbner for Viggo Fischer, der i disse år havde ansvaret for Danmarks udenrigspolitik i Folketinget. Man mærker, at dette er forfatterens ”år 0”. Og det er en god præmis, fordi vi alle har den tilfælles. I det lys afsløres den tiltagende åbning af det kinesiske samfund op mod OL i 2008 som en ren kulisse, ligesom den konsekvente undertrykkelse af ethvert demokratiforsøg virker overbevisende og bekymrende. Men pilen peger også indad – som når forfatteren mindes, at rapporteringen fra Institut for Menneskerettigheder til Folketinget om Kinaprogrammet fra 2016 var som støvsuget for kritik af de kinesiske krænkelser af borgernes rettigheder i retslig forstand.

Hvordan stiller man krav til verdens næste supermagt?
Der er ingen tvivl om, at Viggo Fischer mener, det er på tide, at vi vågner op af tornerosesøvnen. Præcis hvordan opvågningen skal ske, er der imidlertid ikke nogen klare bud på. Og det er nok bogens svaghed. Analysen er trods visse udflugter god og solid, men de konkrete forslag til, hvordan Danmark og Vesten slår tilbage imod denne voksende supermagt, mangler.

Det er svært at være uenig i, at ”samarbejdet med Kina må foregå på lige og åbne vilkår på alle væsentlige områder” og at ”Beijing på det kulturelle område må fjerne diskriminerende tiltag mod europæerne”. Men det store spørgsmål forbliver ubesvaret: hvordan stiller man krav til verdens næste supermagt? Trump har med en vis succes lykkedes med det. EU har end ikke prøvet. Fischer har derfor ret i, at der mangler en europæisk politisk og intellektuel afklaring gennem åben debat om forholdet til Kina, som den, der længe har været undervejs i USA. Men hvem og hvordan skal indlede?

Hvis handlingen udebliver, vil Dieter Zetsche ikke være den sidste europæere, der må på knæ for diktaturet i Beijing. Men formår vi at skabe en international reaktion imod Kinas voksende pres mod vestlige værdier og interesser, har vi en chance.

Europa og USA må derfor gå sammen med et ultimatum til kineserne: man kan ikke høste fordelene ved det internationale samfund og den frie handel, hvis man ikke også er villig til at betale prisen og overholde de grundlæggende spilleregler. At Kina næppe kommer til den erkendelse af egen fri vilje, fortæller Fischer overbevisende. Nu mangler vi bare den ligeså overbevisende fortælling om, hvordan vi ikke lader fremtiden blive en gentagelse af fortidens fejl.

Viggo Fischer: ”Kina – den truende supermagt”, 280 sider, Forlaget Mellemgaard

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00