Messerschmidts kampagne har kortlagt DF bid for bid

Når Morten Messerschmidt i dag står som klar favorit til at overtage formandsposten i Dansk Folkeparti, skyldes det ikke kun, at han har et større navn end sin modkandidater. Det skyldes også en meget målrettet kampagne, der har ualmindeligt godt styr på DF-landkortet med alle dets lokalafdelinger.

Her har Morten Messerschmidt draget fordel af sin alliance med en række yngre DF’ere, der længe har ført regnskab med, hvilke afdelinger, der støttede Kristian Thulesen Dahl – og hvilke der satsede på en ny formand. Blandt Messerschmidts allierede er europaparlamentariker og næstformandskandidat Peter Kofod og den tidligere europaparlamentariker Anders Vistisen.

Passer landkortet, vinder Messerschmidt en overbevisende sejr. For efter den optælling har alliancen mellem Messerschmidt og Kofod fat i det meste af landet - med dele af Fyn som den mest markante undtagelse.

Ifølge Messerschmidts hold har man sikret sig størstedelen af lokalforeningsformændene og byrådsmedlemmerne, og Messerschmidt og Peter Kofod vil i de næste to uger tage på en målrettet kampagne for at udbygge opbakningen rundt i landet.

De ressourcer har Messerschmidts konkurrenter ikke. De har heller ikke sekretærbistand eller et netværk, der kan matche Messerschmidts.

Begrænset støtte i folketingsgruppen
Messerschmidts akilleshæl er folketingsgruppen, hvor hans gruppe tæller 6 ud af 16, efter Pia Kjærsgaard, som forventet kastede sit lod i Messerschmidts vægtskål. Kjærsgaard markerede ved samme lejlighed, at hun gerne vil ind i partiets ledelse igen, hvis Messerschmidt vinder.

Senest har DF-profilen Marie Krarup markeret, at hun ikke kan støtte Messerschmidt som formand. Krarup argumenterer blandt andet med, at Messerschmidt på ingen måde var i stand til at lede DF's gruppe på fire personer i Europaparlamentet efter kanonvalget i 2014. Gruppen blev nærmest atomiseret i interne stridigheder. Marie Krarup støtter i stedet Martin Henriksen.  

Heldig måned
Stjernerne har ellers stået usædvanlig gunstigt for Messerschmidt den sidste måned. Så sent som starten af december var Inger Støjberg favorit til at få foræret DF’s formandspost til stående ovationer, uden Messerschmidt kunne hindre det.

Men så kom Rigsretten med den ubetingede fængselsdom til Støjberg, og kort efter fik Messerschmidt annulleret sin byretsdom, fordi dommeren ifølge Landsretten kunne mistænkes for at nære en personlig aversion mod den mand, han skulle dømme, og det parti han tilhørte.

Ingen debatmøder
I Messerschmidts lejr tror man på en opbakning på omkring 70 procent ved årsmødet d. 23. januar. Selv blandt hans modstandere forventer man en sejr til Messerschmidt, om end med en lavere procent.

En af Messerschmidts kritikere har dog denne tilføjelse: ”Morten ville nok få omkring 60 procent, hvis der skulle stemmes i morgen. Men 14 dage er lang tid, og Morten kan ind imellem tabe hovedet.”

Den risiko er dog blevet minimeret, fordi Morten Messerschmidt har afvist at deltage i debatter med de andre kandidater. Det bliver set som udemokratisk af de andre kandidater, der gerne vil udfordre Messerschmidt politisk på diverse debatmøder.

Messerschmidt har en imponerende gennemslagskraft, men han har samtidig formået at samle et sandt galleri af fjender,

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Hardlineren
Selvom meget af DF-opgøret handler om personforskelle og personlige modsætninger, er der også klare politiske forskelle på de fire kandidater.

Martin Henriksen står for den mest yderliggående værdipolitik, og profilerede sig op til årsmødet i september på at kræve en skærpelse af DF’s udlændingepolitik. En opfordring, der i den grad blev taget ilde op af partiets udlændingeordfører Pia Kjærsgaard, hvis nedadvendte tommelfinger er blevet legendarisk.

Henriksen var selv udlændingeordfører, da han sad i Folketinget op til valget 2019, og havde også dengang en meget kontant stil. Men han har klart skærpet tonen, efter han røg ud af Folketinget. Eksempelvis med sit forslag om, at folk skal have lov til at have pistoler i hjemmet for at forsvare sig mod indbrud.

Det har givet ham en platform, der var nyttig ved valget til partiets hovedbestyrelse, og han vil også appellere til en del af partiets bagland, når der skal vælges ny formand. Men den mere krasbørstige stil har fået andre til at tage afstand. Som en central DF-aktør udtrykker det: ”Den gamle Martin Henriksen ville jeg gerne anbefale som formand, men ikke den nye udgave.”

På det fordelingspolitiske område ligger Martin Henriksen derimod nærmere midten. Han er ikke liberalist, og hans erklærede mål er at gøre DF til ”et nationalkonservativt arbejderparti”.

Martin Henriksen ses som den eneste, der har en teoretisk chance for at udfordre Messerschmidt. Han er også nærmest tvunget til at vinde, for fjendskabet mellem Messerschmidt og Henriksen er velkendt, så Henriksens fremtidsudsigter i DF anses for meget dystre, hvis Messerschmidt vinder.

Vil samle partiet
Det tidligere folketingsmedlem Merete Dea Larsen er ukendt i den store offentlighed. Hun sidder i byrådet i Roskilde og blev også valgt ind hovedbestyrelsen.

Merete Dea Larsen står politisk nær Kristian Thulesen Dahl, der havde som ambition at gøre DF til det nye midterparti. En ambition, der var meget tæt på at lykkes. Merete Dea Larsen har markedsført sig selv som den kandidat, der bedst kan samle partiet.

Erik Høgh-Sørensen sidder i byrådet i Hjørring, og han ligger på det værdipolitiske møde meget tæt på Martin Henriksen. Derudover har Høgh Sørensen efter sin tid som kommunikationsdirektør i Mærsk en meget erhvervsvenlig tilgang til sagerne.

Der er enkelte politiske nuancer mellem Høgh-Sørensen og Henriksen, men alligevel undrer det mange, at Høgh-Sørensen ikke blot bakker om Martin Henriksen. Ingen tvivl om at Henriksen ser det som ret irriterende, at Høgh-Sørensen stiller op.

Entydig borgerlig
Morten Messerschmidt vil gøre op med Thulesens linje og i stedet placere DF som et entydigt borgerligt parti. Messerschmidt har udtalt sig temmelig afslappet omkring topskattelettelser, og koalitionen Messerschmidt-Kofod vil gøre DF til et parti for ”det arbejdende folk”. Altså snarere forbedringer til HK’eren eller sygeplejersken end til førtidspensionisten.

Morten Messerschmidt skal ikke gøre sig det mindste håb om at få støtte fra Kristian Thulesen Dahl, som han har et ekstremt anstrengt forhold til. Thulesen ville givetvis pege på enten Merete Dea eller Martin Henriksen, hvis han gik ind i valgkampen, men indtil videre tyder det på, at den afgående formand i hvert fald formelt vil holde sig uden for – i mangel af en oplagt modkandidat til Messerschmidt.

Kaskade af fjender
Lever Messerschmidt op til favoritværdigheden, vil der blive gransket i størrelsen af hans sejr. Får han mere end to tredjedele i første valgrunde, kan det betragtes som en kroning. Men får han under 50 procent – og må ud i en anden valgrunde – vil hans autoritet lide et knæk fra starten.

Morten Messerschmidt har en gennemslagskraft, som ingen af de andre kan konkurrere med. Men han har også formået at skabe sig et sandt galleri af fjender, så hans odds for at samle det splittede parti virker ikke overvældende gode.