Boganmeldelse: Mette F. i kamp med sin egen skygge

BØGER: Ny biografi om Mette Frederiksen viser en politiker, der på vigtige områder fremstår som en negation af sin egen yngre udgave. Men trods enorme herresving kan S-lederen med en vis ret hævde en rød tråd i sin politik, skriver Erik Holstein i sin anmeldelse.

Altingets vurdering: 4/6

Tyrkiet i EU? Naturligvis. Og hvorfor ikke hele Nordafrika og Ukraine og Hviderusland med i Unionen.

Førtidspension til langt flere kontanthjælpsmodtagere – selv hvis de er unge? Selvfølgelig, for det er synd at presse svage grupper ud på arbejdsmarkedet.

Fri adgang til familiesammenføring for ægtefæller, børn og forældre fra den tredje verden uden 24-års regel og tilknytningskrav? Klart. For selvfølgelig skal alle have lov til at hente familie og kommende ægtefæller til Danmark akkurat som i 90'erne.

Antallet af indvandrere et problem? Absolut ikke. Det er ”den nationale løgn, som også Socialdemokratiet har båret ved til.”

Og sådan kunne man blive ved med at hive citater frem fra biografien ”Mette F.”, citater fra dengang den socialdemokratiske formand havde ganske andre holdninger end i dag.

Måske ikke så underligt, at daværende DSU-formand Henrik Sass Larsen konsekvent læste avis, da han første gang lagde øre til et indigneret og lettere frelst Mette Frederiksen-indlæg. Efter afslutningen af svadaen sænkede Sass avisen ganske let – og rystede opgivende på hovedet.

Upside down
Mette Frederiksens dramatiske holdningsskift er det gennemgående tema i ”Mette F.”, skrevet af de to Berlingske-journalister Bent Winther og Peter Burhøi. Som forfatterne rigtigt bemærker, er der næppe en partileder, der har flyttet sig så meget som Mette Frederiksen.

Ja, reelt har den 38-årige S-leder udskiftet sine holdninger så markant, at hun på vigtige områder fremstår som en negation af sin yngre udgave.

Tag bare Mette Frederiksens rasende angreb på den tidligere socialdemokratiske toppolitiker Karen Jespersen efter valgnederlaget i 2001, hvor Jespersen blev gjort til syndebuk på grund af sine forsøg på at stramme den socialdemokratiske udlændingepolitik.

I dag – præcis 15 år efter – står Mette Frederiksen på netop de positioner, som Karen Jespersen forfægtede i 2001.

Den røde tråd
Kan en politiker bevare sin troværdighed efter så store sindelagsskift, spørger forfatterne meget rimeligt. I Mette Frederiksens tilfælde er svaret indtil videre ja.

Det er der mindst to grunde til.
For det første er der faktisk en konstant i Mette Frederiksens politiske ligning. Nemlig forsvaret for velfærdssamfundet.

Bogen giver et udmærket rids af S-formandens klassiske arbejderbaggrund med en typograf-far og en hel familie af socialdemokrater, hvor ret og pligt i opbygningen af velfærdssamfundet er omdrejningspunktet.

Og Mette Frederiksen er – ganske som Karen Jespersen i slutningen af 90’erne – nået til den erkendelse, at velfærdssamfundet hverken økonomisk eller kulturelt kan holde til en meget stor indvandring af svært integrerbare grupper fra den tredje verden.

For det andet har Mette F. – godt hjulpet af sine støtter – fået skabt en plausibel fortælling om sin politiske ”rejse”, som det med en fortærsket Christiansborg-floskel hedder.

S-formanden fik et andet syn på udlændingepolitikken, efter hun først som beskæftigelsesminister konstaterede, hvor meget ikke-vestlige indvandrere fylder i ledighedsstatistikkerne – og siden som justitsminister så, hvor meget de samme grupper fylder i kriminalitetsstatistikkerne. Der var ligesom ikke basis for mere problemfornægtelse.

Latent strid med Thorning
Bogen giver også indblik i en række af de konflikter og magtkampe, Mette Frederiksen har været involveret i.

Som da hun kort efter Helle Thorning-Schmidts (S) valg som formand i 2005 fik tildelt den nye formand et knusende nederlag i integrationspolitikken, som Thorning og Sass ville stramme sammen med VK-regeringen.

Det velkendte politiske slagsmål om selskabsskatten i Thorning-regeringen foldes også ud i bogen. Her var Mette F. allieret med Nick Hækkerup og Henrik Sass mod Thorning og Bjarne Corydon, som de anså for totalt politisk tonedøv.

Og tonedøv, det var Corydon i næsten fascinerende grad, mens Hækkerup og Sass ganske vist kom fra Socialdemokratiets højrefløj, men helt anderledes forstod partiets DNA. Ganske som Mette Frederiksen selv forstod det.

Højre-venstre-alliancen
Det var derfor heller ikke en helt naturstridig alliance, der i løbet af 2012-2013 voksede frem mellem Frederiksen og hendes gamle fjende Henrik Sass Larsen.

Få år tidligere havde folkene omkring Sass spydigt benævnt Mette Frederiksens kaffeklub for ”Hugo Chaves-fraktionen”, men efter Frederiksens mange holdningsskift og den fælles skuffelse over Thorning begyndte Sass og Frederiksen at forstå hinanden.

Det sikrede definitivt Mette Frederiksen formandsposten, også selvom Thorning ifølge Mette Frederiksens udsagn i bogen ikke ønskede hende som formand. Men det havde Thorning i givet fald ikke haft en chance for at forhindre.

Med Mette Frederiksens popularitet i baglandet kombineret med Sass’ talent for taktik og alliancer kunne ingen længere spærre vejen, og trods en vis skuffelse over Mette Frederiksen i dele af baglandet er hun den første uantastede formand i Socialdemokratiet i mere end 40 år.

Barsk ledelsesstil
Mette Frederiksen har velvilligt samarbejdet med forfatterne, og sine steder har de lidt for ukritisk slugt hendes egen tolkning af begivenhederne. Men bogen er langt fra så tandløs, som man har set i en række af de politiske "samtalebøger".

Ud over Frederiksens selvopgør er der også en ret kritisk beskrivelse af hendes ledelsesmetoder, dels som chef i to ministerier, dels i folketingsgruppen.

I Justitsministeriet kan Mette Frederiksens kontante opgør med embedsmændene ses som et forfriskende pust i et ministerium, der gang på gang har reduceret justitsministeren til en bugtalerdukke for departementschefen.

I folketingsgruppen er det mere problematisk.

For skønt Mette Frederiksen selv var stærkt fortørnet over Thornings stalinistiske ledelsesstil, er det ikke blevet lettere at være dissident med Frederiksen og Sass i spidsen. Det kan de tre S-oprørere, der nægtede at stemme for regeringens udlændingestramninger i januar, tale med om.

Sexkøb igen igen
Biografien giver således ikke et entydigt positivt billede af S-formanden, men alligevel vil hendes særlige rådgiver Martin Rossen formodentlig smile velfornøjet af bogen.

Han kan konstatere, at formandens kaskade af diametralt modstridende udsagn gennem tiderne nu er lagt frem en gang for alle – og tilmed i den ”jeg er blevet klogere”-kontekst, som de fleste danskere elsker. Der kan ikke ligge mange kompromitterende citater tilbage, der kan bruges i den kommende valgkamp.

Men både Rossen og Frederiksen har sikkert bandet stygt, da den første omtale af bogen gik på Mette Frederiksens fornyede moralske udskamning af prostitutionskunder. Det var nok ikke lige den debat, de ønskede genåbnet – specielt ikke efter S-formanden selv er blevet betænkelig ved et forbud mod købesex.

Mangler analyse
”Mette F.” er mere beskrivende end analytisk, og dermed mangler den en dimension. Rent stilistisk er det noget rod, at biografien efterfølges af en brokkasse på syv sider med rubrikken ”I øvrigt siger Mette Frederiksen”. Den slags bør selvfølgelig indarbejdes i selve biografien.

Bogen er ikke helt oppe at ringe, men ”Mette F.” er en udmærket og letlæselig bog, der tegner et ret præcist portræt af den kvinde, der sandsynligvis bliver Danmarks næste statsminister.


"Mette F." er skrevet af journalisterne Bent Winther og Peter Burhøi og udkommet på Artpeople/Berlingske.

Bogen er på 336 sider og koster 300 kr.

Forrige artikel Søvndals problematiske optimisme Søvndals problematiske optimisme Næste artikel Kurt Strand: Mangelfuld Ejbøl-bog plages af selvmodsigelser Kurt Strand: Mangelfuld Ejbøl-bog plages af selvmodsigelser
Minkskandalen er ikke en ny tamilsag

Minkskandalen er ikke en ny tamilsag

ANALYSE: Aflivning af mink uden lovgrundlag er den største forvaltningsfejl, en dansk regering har begået i mange år, men sammenligningen med tamilsagen holder ikke en meter.