Mette Frederiksen er færdig med De Radikale. Nu begynder hendes udfordring med DF

En 30 år gammel alliance i dansk politik led en brat død, da Mette Frederiksen mandag slog fast, at De Radikale under ingen omstændigheder kommer med i en ny, socialdemokratisk ledet regering. 

Alliancen har budt på nogle af de stærkeste pardannelser i dansk politik gennem tre årtier – tænk bare på Nyrup/Helveg, på Lykketoft/Jelved eller på Thorning-Schmidt/Vestager. 

Alle tre par har haft deres uoverensstemmelser og alvorlige kriser, men de har også formået at finde sammen om at forandre Danmark.

Men sådan bliver det ikke med Frederiksen og Østergaard. Hvis Mette Frederiksen skal danne regering efter valget, bliver det en ren S-regering.

Som leder af en etpartiregering vil Mette Frederiksen få mange parforhold at pleje. Og det er ikke givet, at forholdet til Morten Østergaard vil vise sig at være det mest besværlige.

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Frederiksens tre mærkesager
Bruddet skyldes først og fremmest uenighed om udlændingepolitikken, og det er da også den, der har tiltrukket sig mest opmærksomhed efter Mette Frederiksens overraskende melding.

Men det er værd at læse hele den kronik i Jyllands-Posten, hvor Socialdemokratiets formand forklarer sin strategi. Hun slår fast, at der bliver tre afgørende områder for en ny regering:

• Velfærd og mere social retfærdighed
• Mere fart på den grønne omstilling
• En stram udlændingepolitik.

Hendes pointe er, at der ikke længere findes én blok af partier, som kan stå sammen om de tre områder. Men netop derfor vil en ny S-regering også være meget manøvredygtig, lyder analysen fra Mette Frederiksen. Det skal lede landet ved at samle de forskellige flertal, der findes på forskellige områder. 

Hvem skal føre økonomisk politik?
Mens flertallet bag den stramme udlændingpolitik er meget nemt at få øje på, er det straks mere interessant, hvem der skal lægge stemmer til Mette Frederiksens økonomiske politik. 

Man kan nok regne med, at De Radikales krav om reformer og ansvarlig økonomisk politik vil vokse, i takt med at partiet bliver sat helt uden for døren på udlændingeområdet.

Ganske vist nævner Mette Frederiksen også uddannelse som noget, S og R kan enes om – men hvem husker ikke sidste års voldsomme opgør om akademiske uddannelser kontra mere håndværksmæssige færdigheder? Eller slagsmålet om uddannelsesloftet? Det var bestemt ikke sager, der samlede de to partier. 

VLAK skal Frederiksen heller ikke vente megen hjælp fra til sin ambition om øget social retfærdighed.

Hvor skal pengene komme fra?
Det betyder, at Mette Frederiksens etpartiregering vil skulle føre økonomisk politik sammen med DF og venstrefløjen. De kan givetvis enes om at styrke velfærden, men kan de også enes om at finde pengene?

Det er værd at huske, hvad der skete for nylig, da S og DF sammen tilføjede regeringen et nederlag og afviste at bruge det såkaldte råderum til grønne investeringer, fordi det skal bruges til velfærd.

Det viser, at de to partier er opmærksomme på, at der ikke uendeligt mange penge at rutte med.

Hvilket leder videre til den grønne politik, hvor ambitionerne også er tårnhøje, ikke mindst hos De Radikale, Alternativet, SF og Ø.

Vil DF have mere? 
Samlet sætter det DF i en meget central position for en eventuel kommende S-regering – også selv om man ser bort fra udlændingespørgsmålet. Mette Frederiksen får brug for Dansk Folkepartis velvilje for at få pengene til at passe. 

Og på den måde kan cirklen hurtigt vende tilbage til udgangspunktet, nemlig om DF er tilfreds med at fastholde den nuværende udlændingepolitik?

Eller om man kunne forestille sig, at DF ville tage sig betalt for at føre ansvarlig (og måske nogle gange upopulær) økonomisk politik og offensiv grøn politik med ... flere stramninger?

Dansk Folkeparti har længe kæmpet for et opgør med de konventioner, der fortsat sætter nogle grænser for især udsendelse af udlædninge fra Danmark. Men i et interview med Altinget slår partiets hjemvendte profil Morten Messserschmidt fast, at hans ambition, hvis han skulle blive valgt ind i Folketinget igen, vil være en decideret udvandringspolitik, så utilpassede nydanskere kan sendes hjem, et politisk opgør med konventionerne samt en afstemning om at få Danmark ud af EU.

Sagt med andre ord: Spørgsmålet er ikke kun, om Socialdemokratiet kan modstå det radikale pres for en mere lempelig udlændingepolitik.

Som leder af en etpartiregering vil Mette Frederiksen få mange parforhold at pleje. Og det er ikke givet, at forholdet til Morten Østergaard vil vise sig at være det mest besværlige.