Mette Frederiksen overtrumfede Løkkes midterprojekt, men hendes melding kan have farlige bivirkninger

Meldingen var totalt overraskende.
Da statsminister Mette Frederiksen (S) søndag i Jyllands-Posten åbnede op for en bred regering over den politiske midte, var det en vaskeægte sensation. Men realismen i statsministerens udspil er til at overse.

Mette Frederiksens argumenter for den regering over midten, hun selv bastant afviste i sidste valgkamp, bunder i erfaringerne fra det brede samarbejde med det nationale kompromis og det tværpolitiske samarbejde under corona-krisen.

Udspillet kom samme dag, som Lars Løkke Rasmussen (M) præsenterede sit nye parti Moderaterne, og det var næppe tilfældigt. Løkkes ønske om et bredt samarbejde blev på den måde overtrumfet, men den drevne politiker fik hurtigt vendt det til sin fordel.  

For helt som forventet afviste både Venstre og Konservative tanken om en regering med socialdemokraterne, og det viste bare, mente Løkke, at det brede samarbejde kun kan blive til noget, hvis hans parti sidder med de afgørende mandater.

I et interview med Berlingske gjorde Løkke det endda ultimativt, at han kun vil acceptere en regering, der baserer sig på støtte over midten. Ikke en rød regering, men vel at mærke heller ikke en blå.

Det er usædvanlig dårlige nyheder for hans gamle fæller på den borgerlige side, som Løkke primært vil tage vælgere fra. Men det spiller pænt ind i Mette Frederiksens nye dagsorden.

Statsministeren gjorde det samtidig klart, at hun går til valg på at fortsætte sin ét-parti-regering, så alene af den grund bliver udspillet om den brede regering lidt forkølet.

Tvivlsomme argumenter
Mette Frederiksens argumentation for at prøve et midterprojekt for første gang i over 40 år lyder som noget, der er opfundet til lejligheden.

Det er rigtigt, at det nationale kompromis om forsvarspolitikken lynhurtigt kom i stand, men det forlig havde hun i princippet kunnet få længe. Når det pludselig kunne lykkes, skyldes det, at Socialdemokratiet fuldstændig ændrede holdning til såvel en afstemning om forsvarsforbeholdet som størrelsen af forsvarsbudgettet.   

Det er heller ikke sådan, at Ruslands overfald på Ukraine i sig selv nødvendiggør en national samlingsregering. Der er ikke nogen aktuel trussel mod dansk territorium, og den militære trussel fra øst var langt større i hele perioden fra 1945-89, og det førte ikke til nogen samlingsregering. Situationen er ikke så rosenrød som ved årsskiftet, men Danmark står ikke i en ekstraordinær vanskelig situation. 

Endelig mangler statsministeren den krog, Lars Løkke Rasmussen havde, da han lancerede samme idé midt under sidste valgkamp. Det var et taktisk stunt fra Løkke, men det vandt genklang hos mange vælgere, der gerne ville holde yderfløjene uden for indflydelse i en situation, hvor højreekstremisten Rasmus Paludan (SK) var på nippet til at komme i Folketinget.

Sådan er situationen ikke i dag. Paludan er færdig – i hvert fald i dansk politik – og Nye Borgerlige er blevet lidt mere pragmatiske. Enhedslisten er blevet helt uanvendelig som skræmmebilledet på den anden fløj, efter partiet har deltaget i alt fra finanslove til politiforlig.
Krogen er væk nu.

Løkkes hævn
Taktisk set kan udspillet stadig give Mette Frederiksen noget kredit hos midtervælgerne, og hun er ikke totalt afvisende over for et samarbejde med Løkke, hvis han sidder med de afgørende mandater.

Det vil utvivlsomt være en velkommen hævn for Løkke, hvis han kan ende på en fremtrædende ministerpost i en S-ledet regering, mens Jakob Ellemann (V) må se til fra sidelinjen.

Men både SF og Radikale er sitrende for at komme med i den næste regering, og en regering, der går fra SF over Socialdemokratiet til Radikale og Moderaterne, vil være usædvanlig disharmonisk.

Moderaternes politik omfatter skattelettelser, også af aktiebeskatningen og en total omstilling af den offentlige sektor, hvor offentlige institutioner skal drives som private virksomheder.

Det er ret svært at se SF købe ind på den model. Så med mindre Mette Frederiksen vil forpeste forholdet til sit mest loyale støtteparti og helt udelukke SF fra en ny regering, har det lange udsigter med en regering hen over midten. 

Indtil videre har det karakter af et luftkastel, akkurat som da Løkke præsenterede samme vision i sidste valgkamp.

Hvad med Arne?
Midterudspillet er til gengæld ikke uden omkostninger for Mette Frederiksen.

I første omgang forværrer det forholdet til Enhedslisten, der i forvejen er ret anstrengt, fordi regeringen ikke har leveret på Enhedslistens mærkesag om et opgør med de såkaldte fattigdomsydelser.

I selve valgkampen risikerer udspillet at stække Socialdemokratiet. Regeringspartiet havde lagt op til – igen – at bruge Arne-pensionen som et trumfkort, fordi de borgerlige var uforsigtige nok gå til angreb på modellen, som de vil fjerne efter et valg.

Nu bliver den trumf svækket. For Mette Frederiksen udtalte søndag, at der ikke var ultimative betingelser knyttet til eventuelle forhandlinger om en midterregering, og hun kunne dermed ikke garantere for Arne-pensionen.

Uden en skarp front til de borgerlige risikerer Mette Frederiksen ikke alene at miste stemmer til SF og Enhedslisten. Hun risikerer også at demobilisere egne vælgere, så de bliver hjemme på sofaen i stedet.

Det er en ret høj pris at betale.

Mette Frederiksen er begyndt at ligne en politisk forvandlingskugle

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Upopulære reformer
Det interessante bliver nu, om invitationen til de borgerlige også er udtryk for en ændring af regeringen politik.

Mette Frederiksen har vist sig at være lidt af en politisk forvandlingskugle, en kamæleon, der har indtaget flere standpunkter til flere politiske emner.
Akkurat som det er tilfældet med Lars Løkke.

Det begyndte med udlændingepolitikken, hvor Mette Frederiksen fik bundet forvandlingen ind i en troværdig historie.
Men siden kom en forvandling af klimapolitikken, hvor statsministeren nu er mindst lige så grøn, som hun er rød. Dernæst var der den nye attitude til en afstemning om forsvarsforbeholdet, hvor Mette Frederiksen vendte 180 grader, ligesom holdningen til EU er gået fra det stærkt kritiske til en "vi skal være i hjertet af EU"-retorik. 

Spørgsmålet er, om der er en lignende forvandling på vej i den økonomiske politik. Mette Frederiksen har allerede taget små skridt i retning af såkaldte velfærdsreformer, som hun ellers forbandede under Thorning (S) og Corydon (S).

Hvis Mette Frederiksen vil tage den kurs, giver et samarbejde med de blå politisk mening.

Men det er næppe måden at vinde valget på.