Analyse af 
Jakob Nielsen

Minksagen svækker Mette Frederiksen på hendes mærkesag: ledelse

ANALYSE: Det ekstreme forsigtighedsprincip og den topstyring, som har drevet regeringens coronastrategi, viser nu sin svaghed. Derfor står statsministeren alvorligt svækket tilbage efter minksagen, uanset om den ender med en kommission eller ej.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen

Når man læser regeringens redegørelse om minksagen, er det meget klart, hvornår panikken sætter ind.

Det sker 2. november om aftenen, og det er Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, der sætter toget i bevægelse.

Da hun bliver orienteret om et muligt problem med fremtidige vacciner, indkalder hun straks seks departementschefer samt Rigspolitiet og Fødevarestyrelsen til møde – samme aften. Hun orienterer også statsministeren.

Et døgn senere beslutter regeringens Koordinationsudvalg at aflive alle mink i Danmark.

En svækket Frederiksen
I de kommende dage og uger – ja, måneder og år, hvis oppositionen er heldig – vil medier, politikere og eksperter grave rundt i, hvem der sagde hvad til hvem og hvornår, og hvem der burde have sagt fra og hvordan.

Men det er afgørende at holde fast i, at eksprestoget begynder at køre, fordi Statsministeriet sætter det i gang.

Det er det faktum, der gør, at statsministeren går dramatisk svækket ud af minksagen, uanset hvilke konsekvenser den ellers får. Den kaster nemlig et meget uheldigt lys på det, som ellers har været Mette Frederiksens mærkesag – og vindersag! – lige siden hun blev statsminister: hendes ledelse.

Derfor svækker sagen Mette Frederiksen. Ikke bare i forhold til oppositionen, men i høj grad overfor hendes egne ministre og overfor det embedsværk, som hun åbenlyst har ønsket at stække for – med hendes eget udtryk – at ”udvide det demokratiske rum”.

Opgør med embedsværket
Mette Frederiksen overtog regeringsmagten med et meget klart mål om at styrke den politiske ledelse af landet.

Hun havde selv oplevet, hvordan ministre risikerer at blive opslugt af de sager, der nærmest af sig selv vokser ud af skrivebordene. Politikerens egne mærkesager drukner i travlhed og måske også bureaukratiske indvendinger fra systemet.

Læs også

Derfor lagde S-regeringen en meget nøje plan for, hvilke sager der skulle køre gennem systemet i løbet af regeringens (første) fire år. Alle ministre fik besked på at holde lav profil, indtil deres egne mærkesager stod for tur. Det hele skulle koordineres fra Statsministeriet, der også skulle styrkes med ekstra kræfter.

Armlægninger med embedsværket indgik som en vigtig del af strategien. I flere centrale ministerier blev der indsat nye departementschefer – typisk folk med meget god forståelse for det politiske spil. Handlekraftige typer, der kunne levere. Statsministeriets egen departementschef, Barbara Bertelsen, er netop sådan en type.

Typen, der for eksempel insisterer på at sætte masser af kræfter ind på regeringens idé om at oprette modtagecentre for asylansøgere i Nordafrika, selv om alle godt ved, at planen er helt urealistisk.  

Som noget helt nyt inviterede statsministeren alle departementscheferne og en stor gruppe ledende embedsmænd med til regeringsseminar på Marienborg for at briefe dem om regeringens strategi og prioriteter. Et udtryk for åbenhed, javist, men også et klart signal om, hvorfra ordrene ville udspringe. Tydeligvis ikke fra embedsmændenes egne ministre.

Hellere et skridt for meget...
Håndteringen af coronakrisen har fra begyndelsen fulgt samme spor. Mette Frederiksen har sat sig selv i spidsen og gjorde i begyndelsen en dyd ud af at understrege, at hun gerne traf ”politiske beslutninger”, der gik imod rådgivningen fra sundhedsmyndighederne. Hellere et skridt for meget end et skridt for lidt. 

Uanset sagens øvrige forviklinger er det åbenlyst, at det netop er denne tankegang, der også førte til minksagen.

Tvivlen om minkens fremtid i Danmark havde hersket i regeringen og hos myndighederne flere måneder, men det var først, da Statsministeriets departementschef indkaldte til krisemøde 2. november om aftenen, at processen tog fart. Nu skulle der handles.

Når den politiske ledelse i skikkelse af statsministeren og den øverste departementschef udstikker en retning, så er det danske embedsværk indrettet sådan, at alle gør deres bedste for at udføre ordren. Det er kernen i det neutrale embedsværk.

Og når man opdager, der mangler et lovgrundlag, så begynder man at skaffe det – statsministeren har trods alt udstukket ordren og understreget, at det er hele klodens sundhed, der er på spil. Hellere et skridt for meget end et skridt for lidt.

Tyngdekraften er sat ind igen
Fra i dag bliver det lidt sværere for Mette Frederiksen at praktisere den ledelsesstil.

Hendes ministre har nu meget tydeligt fået demonstreret, hvem der sidder tilbage med aben, hvis de blindt følger statsministerens ordrer uden at have styr på formalia.

Og departementscheferne har på samme måde fået udstillet, hvor meget ravage det skaber, når de begynder at udføre ordrer uden at gøre det, de altid plejer at gøre, nemlig at få styr på lovgrundlaget.

Er der noget, departementschefer hader, så er det at skabe ravage.

Derfor har både ministre og departementschefer fået et håndtag, de kan og vil trække i, næste gang Mette Frederiksen eller Barbara Bertelsen kræver hurtige løsninger på et helt presserende problem.

Det ekstreme forsigtighedsprincip, der har defineret regeringens coronastrategi, har mistet sin magi og vist sin svaghed. Det samme gælder den ekstreme topstyring, der i mere end et år har gjort Mette Frederiksen urørlig.

Tyngdekraften er sat ind igen i dansk politik.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Barbara Bertelsen

Departementschef, Statsministeriet, statsrådssekretær
cand.jur. (Aarhus Uni. 1998)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00