Misvisende værdiundersøgelse

<img align="left" src="@nyimg=6534@" />

Bogen fik effektivt sat dagsordenen, og allerede inden den officielle udgivelse blev resultaterne refereret vidt og bredt i såvel elektroniske som trykte medier. Desværre siger det mere om manglende kritisk sans blandt journalister end om bogens kvaliteter.

For den meget omtalte værdiundersøgelse - der har materialiseret sig i bogen "Små og store forandringer - danskerne værdier siden 1981" - er behæftet med afgørende svagheder. Og det er virkelig ærgerligt, for idéen fejler ikke noget.

Enestående mulighed
Hensigten er at undersøge danskernes værdier over tid, og værdi-undersøgelsen gentages derfor hvert niende år. Den startede i 1981, og de netop offentliggjorte data er fra 2008. Værdiundersøgelsen tager fat i en helt række centrale områder, som danskernes holdning til religiøsitet, familie, foreningsliv, indvandrere, individualitet, arbejde, politisk aktivisme mv.

Det helt store problem opstår, når forfatterne drager meget vidtgående konklusioner på et delvist forældet og helt utilstrækkeligt grundlag. Der burde man kunne vente noget mere refleksion af trænede akademikere.

Erik Holstein
Journalist og forfatter

Bogen er redigeret af professor ved Sociologisk Institut ved KU, Peter Gundelach. 

Undersøgelsen er samtidig en del af en stor international undersøgelse og indeholder dermed en guldgrube af muligheder for at sammenligne med tidligere år, sammenligne landene imellem, og identificere forskelle mellem generationer, socialgrupper og køn. Eller rettere: Undersøgelsen burde være en guldgrube.

For selvom værdiundersøgelsen i princippet er bygget op efter alle videnskabelige kriterier, og tilmed sammenholdes med kaskader af sociologiske teorier, hjælper det ikke meget.

Fundamentet skrider
Problemet er, at undersøgelsens rygrad er uholdbar. Alt for mange af de spørgsmål, der er grundlaget for hele undersøgelsen, er simpelthen forældede, upræcise eller misvisende. Og så kan det hele ligesom være lige meget.  

Værst er det i afsnittet om danskernes politiske værdier, et afsnit der ellers er forfattet af den respekterede professor Ole Borre, der blandt andet har været medforfatter til den glimrende bog "Vælgere med omtanke". Den kvalitet kan "Små og store forandringer" slet ikke leve op til.

Uden mening
Lad os tage nogle eksempler på de spørgsmål, der udgør bogens fundament:

I forsøget på at skelne mellem liberalister og socialister opstilles der tre spørgsmål med hver to svarmuligheder. Her skal man ud fra en skala på 1-10 erklære, om man er mest enig i det første eller det andet udsagn. En af valgmulighederne lyder:

"Hvis arbejdsløse ikke tager det arbejde, de bliver tilbudt, skal de miste deres arbejdsløshedsunderstøttelse/Arbejdsløse bør have ret til at afslå et job, de ikke ønsker"

Alle, der kender til de aktuelle politiske fronter, ved, at det højst er yderfløjen af Enhedslisten, der mener, at ledige skal beholde dagpengene, selvom de siger nej til et tilbudt arbejde. Alle andre - inklusive SF's topfolk Villy Søvndal og Ole Sohn - vil vælge den første mulighed, og vil i dette spørgsmål blive placeret som "liberalister". Selv en hovedløs høne kan se, det ikke giver nogen mening.

Socialister eller hippier
Forklaringen på det meningsløse spørgsmål er, at det stammer tilbage fra undersøgelsens start i 1981, hvor synspunktet, om at man skulle kunne modtage understøttelse uden at stå til rådighed, var mere udbredt i det politiske miljø.

Dengang kunne man i det mindste finde det synspunkt på den mere udflippede del af venstrefløjen, selvom det aldrig har været noget, der har været egnet til at definere forskellen på liberalister og socialister.

Ikke desto mindre hedder det i bogen, at "spørgsmålene må antages at måle socialisme-liberalisme ret præcist". Javel, så!

Det havde måske været en anelse mere relevant at forsøge at måle den forskel ved hjælp af spørgsmål som skat og økonomisk ulighed. 

Spøjst spørgsmål
Endnu mere bizart bliver det i afsnittet om indvandring, hvor det konkluderes, at danskerne slet ikke er så skeptiske over for indvandringen, som politikerne tror - og at politikerne derfor skaber en negativ stemning, der ikke er basis for i befolkningen. En konklusion der lystigt blev gengivet som topnyhed i radioavisen.

Kigger man nærmere på spørgsmålsformuleringerne, begynder der imidlertid at indsnige sig en vis tvivl om konklusionens holdbarhed. I det første spørgsmål skal svarpersonerne erklære sig enige eller uenige i : "Hvis der er få job, bør arbejdsgiverne foretrække danskere frem for indvandrere".

Her kan man så måle, at der bliver flere og flere, der er uenige i den - diskriminerende - holdning, og det resultat er med til at understøtte den konklusion, at danskerne bliver mere og mere positive over indvandrere.

Forældet problemstilling
Men igen er der tale om en fuldstændig forældet problemstilling. For da spørgsmålet blev stillet første gang i 1981, var situationen en helt anden. Dengang opfattede mange stadig indvandrere som "gæstearbejdere", der i princippet ville rejse hjem på et tidspunkt. F.eks. når der ikke var arbejde nok. Derfor er der ikke noget underligt i, at der dengang var temmelig mange, der mente, at jobbene skulle forbeholdes danskere.

I dag taler vi om "indvandrere" eller "nydanskere", der har bosat sig permanent i landet. I den situation ville det være udtryk for regelret diskriminering, hvis man mente, at danskere skulle have fortrinsret til jobs.

Tværtimod arbejder alle partier, inklusive Dansk Folkeparti, målbevidst for at få flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet. Om ikke andet fordi man ikke er villig til at have så mange indvandrere på passiv forsørgelse.

Spørgsmålet har derfor mistet enhver værdi til at belyse, om holdningen til indvandrere er positiv eller negativ.

Integration i stedet for assimililering
I det næste spørgsmål kan man vælge imellem at være enig i, at "indvandrerne skal bevare deres egne skikke", eller alternativt at "indvandrerne skal overtage danske traditioner". 

Igen er spørgsmålet upræcist, for de færreste danskere ønsker fuldstændig assimilering, hvor indvandrere opgiver deres religion, spiser massive flæskestege og kalder deres sønner Jens og Peter.

Det foretrækker DF's Søren Krarup ganske vist, men de sidste mange år har diskussionen om indvandring centreret sig om kønsmæssig ligeberettigelse, religion og kriminalitet.

Derfor havde det været langt mere relevant at formulere et svarmulighed i retning af: "Indvandrere skal acceptere ligeberettigelse mellem kønnene, og at religion er en privatsag, hvis de ønsker et bo i Danmark".

Det man kan slutte ud fra værdiundersøgelsen er, at meget få danskere ønsker at diskriminere ud fra etniske kriterier. Og det er jo positivt. Men der er overhovedet ikke belæg for at konkludere, om holdningen til indvandrere generelt er blevet mere eller mindre positiv gennem de sidste 9, 18 eller 27 år.

Teori kontra virkelighed
At konklusionerne ikke passer med virkeligheden, giver forfatterne åbenlyse problemer. Sidst i afsnittet om de politiske værdiers udvikling hedder det således, at "venstredrejningen i politiske værdier svarer ikke til den politiske udvikling, der jo har resulteret i borgerlige flertal ved folketingsvalgene i 2001, 2005 og 2007". Nej, det må man sige!

Dette misforhold forsøger bogen at forklare med påstanden om, at alle partiers vælgere, inklusive DF'erne, er drejet til venstre i udlændingepolitikken de sidste mange år. Men den ene fejl bider den anden i halen, for også denne sidste konklusion drages ud fra de forældede spørgsmål.

Ligeberettigelse og islam
Hvis man skal have et samlet billede at holdningen til indvandringen, skal man naturligvis også inddrage de områder, der ses som aktuelle problemer. Såsom islamisme og indvandrerbander, der indlysende er noget, der bekymrer langt mere end for 9 og 18 år siden. Og som er en medvirkende forklaring på, at et parti som Dansk Folkeparti går frem ved valg efter valg.

Det gør ikke forvirringen mindre, at begrebet "multikulturel" flere steder forveksles med ordet "multietnisk". F.eks. hedder det på side 126, at "hvad angår arbejdsmarkedet præges Danmark af en stadig mere multikulturalistisk holdning".

Dét kan man ikke sige noget om på baggrund af værdiundersøgelsen. Derimod er det rigtigt, at den større accept af indvandrere på arbejdspladsen er udtryk for en anerkendelse af den multietniske realitet på det danske arbejdsmarked.  

Interessante delelementer
Værdiundersøgelsen er baseret på en hel stribe af spørgsmål, og det er naturligvis ikke hele vejen rundt, at der tale om fortidige problemstillinger eller irrelevante spørgsmål. I en del tilfælde giver bogen efter alt at dømme et retvisende billede af udviklingen, og når grundlaget er i orden, bliver det spændende læsning.

F.eks. indeholder bogen et interssant afsnit om danskernes tillid til centrale instanser som politi, forsvar, skolevæsen, retsvæsen, folketing og dagspresse.  Konklusionen her er, at tilliden til såvel Folketinget som til forsvaret er stigende. Også dagspressen kan glæde sig over en - svag - stigning i tilliden, men pressen er og bliver den institution, der er absolut mindst tillid til.

Klædelig selverkendelse
Enkelte steder har bogens forfattere selv problematiseret de tvivlsomme spørgsmål, og det giver et noget mere seriøst indtryk. Det gælder f.eks. kapitlet om mellemmenneskelig tillid, hvor svarpersonerne kan vælge mellem, "de fleste mennesker er til at stole på" eller "man kan ikke være for forsigtig, når man har med mennesker at gøre".

Her erkender forfatteren af kapitlet, at de manglende gråzoner i spørgsmålet "må forventes at give nogle lidt unuancerede svar". Den erkendelse hjælper lidt på det, selvom det selvfølgelig havde været smart, hvis man fra starten havde sikret sig nogle bedre spørgsmål at måle ud fra. 

Vidtgående konklusioner
Nu kan man til en vis grad undskylde forfatterne med, at der nødvendigvis vil være en række forældede spørgsmål, fordi de fleste spørgsmål går igen i undersøgelse efter undersøgelse. Det er fair nok, men det betyder, at der er grænser for, hvad man kan bruge en sådan undersøgelse til.

Det helt store problem opstår derfor, når forfatterne - såvel i bogen som i medierne - drager meget vidtgående konklusioner på et delvist forrældet og helt utilstrækkeligt grundlag. Der burde man virkelig kunne vente noget mere refleksion af trænede akademikere.

Uden evne til at sætte resultaterne ind i en historisk kontekst bliver bogens konklusioner uden mening, og den offentlige debat om undersøgelsen bliver ført på et fortegnet grundlag. Det gør det meste af bogen til skønne spildte kræfter.

Endnu engang må man undre sig over, at velbegavede professorer ikke i højere grad overvejer, om deres teorier nu også passer med virkeligheden. Ligesom man må undre sig over, hvordan en så tvivlsom undersøgelse kan blive topnyhed på DR. Det tyder på en journalistisk autoritetstro, der er rørende, men ikke særlig hensigtsmæssig. 

"Små og store forandringer - danskernes værdier siden 1981" er udkommet på Hans Reitzels forlag. Bogen er på 319 sider og koster 248 kr. 

<img align="left" src="@nyimg=7859@" />