Analyse: Nå, Mette Frederiksen – hvem skal rydde op?

Når man skal forklare de lettere kaotiske tilstande i oppositionen, er det oplagt at pege på de tre partiledere Morten Østergaard (R), Uffe Elbæk (ALT) og Pernille Skipper (EL), der har erobret forsiderne med deres krav om skriftlige aftaler, ministerlister og statsministerdrømme.

Er det noget rod? Ja, det må man nok sige.

Men det er værd at huske, hvordan det nuværende kaos er opstået.

Det begyndte, da Mette Frederiksen (S) i juni gik solo og afskrev Radikale som partner i en kommende regering.

Nu står Mette Frederiksen midt i sin første alvorlige krise som statsministerkandidat, og hendes håndtering af den kan få stor betydning for, om vælgerne ender med at stole på hendes lederevner.

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Indtil da havde magtbalancen i den såkaldt røde blok været temmelig klar: S og R var solen og månen, som de øvrige partier i blokken måtte rotere om og orientere sig efter.

Nu er det system brudt op, og resultatet er, at partierne hver især optræder som egne planeter, der flyver formålsløst rundt på jagt efter en bane at passe ind i.

Og deres søgen er ikke blevet nemmere af, at Mette Frederiksen har trukket Dansk Folkeparti ind i sit eget solsystem gennem den meget tætte alliance med Kristian Thulesen Dahl på en række politikområder.

Det er alt sammen socialdemokraternes eget valg.

Kan Mette Frederiksen lede? 
Derfor er det så vigtigt, hvordan Mette Frederiksen håndterer den krise, der er opstået med alle solomeldingerne fra de partier, der skal gøre hende til statsminister.

Det er nu – startende på dagens sommerpressemøde – at hun skal vise og bevise, at hun har de lederkvaliteter, der kan bringe orden i solsystemet igen. At hun kan få de øvrige partier til at rotere rundt om sit lederskab.

Når det gælder den politiske substans, er Socialdemokratiet godt i gang med at fremlægge konkrete forslag på en række områder, og Mette Frederiksen har ret klart sat rammen for det politiske projekt, hun vil gå til valg på.

Men hendes eget lederskab er fortsat en stor ubekendt. Ifølge Greens Analyseinstitut er andelen af danskere, der foretrækker Mette Frederiksen som statsminister, dalet fra 58 procent til 35 procent siden 2015.

Nu står Mette Frederiksen midt i sin første alvorlige krise som statsministerkandidat, og hendes håndtering af den kan få stor betydning for, om vælgerne ender med at stole på hendes lederevner.

Alliancen med DF åbner muligheder
Alliancen med Dansk Folkeparti giver på mange måder god mening for Socialdemokratiet.

Dels øger den troværdigheden af den meget stramme kurs på udlændingeområdet, som Mette Frederiksen og hendes nærmeste oprigtigt går ind for.

Dels åbner den potentielt muligheden for at indgå aftaler med skiftende flertal, hvis det lykkes at danne en socialdemokratisk mindretalsregering.

Men omkostningen står lysende klart i disse dage: De partier, der på forhånd støtter Mette Frederiksen som statsminister, forsøger selvsagt at tage sig dyrt betalt. Det gælder især De Radikale.

Men ser man på substansen, er krisen måske ikke så stor, som den bliver gjort til.

Det sorte tårn gentager sig ikke
Alles øjne hviler naturligt nok på udlændingespørgsmålet.

Morten Østergaard bliver ved med at sige, at han vil have indflydelse, at han vil sætte DF uden for indflydelse, og at Socialdemokraterne skal huske, hvordan det gik i det sorte tårn, da Helle Thorning-Schmidt dannede regering i 2011.

Men situationen denne gang er fundamentalt anderledes: Dengang lykkedes det rigtignok De Radikale at få skrevet VK-regeringens dagpengereform ind i regeringsprogrammet. Men det skyldtes det enkle faktum, at der var et flertal for reformen bestående af V, K, DF og R.

Det kunne Socialdemokraterne ikke komme udenom – uanset om de dannede regering med De Radikale eller ej.

Og derfor var det første lovforslag, Mette Frederiksen som nytiltrådt beskæftigelsesminister lagde frem i Folketinget, et forslag om at forringe efterlønnen.

Det var mandaternes logik.

Denne gang vil situationen være omvendt: Hvis der skal diskuteres udlændingepolitik i et sort tårn efter næste valg, vil der være et markant flertal for en meget stram udlændingepolitik, uanset om De Radikale bakker op om Mette Frederiksen eller ej.

Derfor vil der være meget klare grænser for, hvad De Radikale kan få af indrømmelser. Ikke mindst fordi området efterhånden har fået en symbolsk betydning, hvor selv det mindste tegn på slaphed straks bliver udlagt som en åben invitation til fri indvandring fra Afrika.

Mandaternes logik taler imod Morten Østergaard.

Radikale taler med to tunger
Hvis man lyttede efter, hvad Morten Østergaard faktisk sagde efter det radikale sommergruppemøde på Fyn tirsdag, lader det da også til, at De Radikale har indset de begrænsninger, deres position indebærer.

Østergaard sagde, at hans krav til en S-ledet regering vil være en aftale om, at Danmark ikke glider længere væk fra EU, at der bliver satset mere grønt og brugt flere penge på uddannelse. Han nævnede ikke udlændinge og sagde klart, at han ikke stiller ultimative krav.

Det er en lidt anden tone end den, han anlagde i et interview med Berlingske dagen forinden, hvor han slog fast, at der skal ligge en skriftlig aftale, der også indeholder formuleringer om udlændingepolitik.

Det er tydeligt, at De Radikale har svært ved at vælge, om partiet skal køre en konfrontatorisk eller en kompromissøgende kurs over for Socialdemokratiet – og at partiet derfor forsøger at gøre begge dele på en gang.

Ja, partiet kræver en politisk aftale. Ja, partiet er klar til at indgå kompromiser.

Nå, men hvem rydder op?
Er det noget rod? Det må man nok sige. Men det er et rod, som Socialdemokratiet selv har været med til at udløse, og det er noget rod, som skal løses, medmindre hele valgkampen skal ende i strategiske slagsmål og bogstavleg.

Mette Frederiksens store opgave, som begynder i dag, bliver at samle de røde planeter i sit eget solsystem uden at give dem nogen betydelige indrømmelser. Det er ikke nogen nem opgave. Men det er en opgave, der skal løses, hvis vælgerne skal have tillid til, at Mette Frederiksen kan styre tropperne, måtte hun en dag blive statsminister.

Følg Jakob Nielsen på Twitter her