Nyrup: Jeg er glad for, at partiet har flyttet sig

S-KONGRES: Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen glæder sig over nye toner fra den socialdemokratiske ledelse, der er blevet mere krigerisk over for banker, kapitalfonde og Finansministeriets regnemodeller.

Poul Nyrup Rasmussen (S) udviklede et anstrengt forhold til Thorning-Corydon, men den tidligere statsminister er anderledes tilfreds med den nuværende ledelse.
Poul Nyrup Rasmussen (S) udviklede et anstrengt forhold til Thorning-Corydon, men den tidligere statsminister er anderledes tilfreds med den nuværende ledelse.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Erik Holstein

AALBORG: Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) deltog både lørdag og søndag på den socialdemokratiske kongres i Aalborg. Men på en ganske anden måde end tidligere år.

Nyrup kom også til nogle af partiets kongresser, da Helle Thorning-Schmidt (S) og Bjarne Corydon (S) styrede Socialdemokratiet. Men da var det korte visitter – og ofte for at rette en slet skjult kritik mod partiets politik.

På weekendens S-kongres var Poul Nyrup Rasmussen anderledes tilfreds med de toner, der nu lyder fra S-formand Mette Frederiksen og gruppeformand Henrik Sass Larsen (S).

Det gælder blandt andet den tekniske, men politisk vigtige debat om, hvorvidt Finansministeriet skal indregne værdien af velfærdsydelser i deres modeller:

Som partimedlem i et langt liv har det jo svinget op og ned. Men nu føler jeg mig igen på alle strækninger i dyb overensstemmelse med partiet.

Poul Nyrup Rasmussen
Tidligere statsminister

Kipper med flaget
"Jeg kipper med flaget, når Socialdemokratiet i dag siger, at man ikke bare vil optage Finansministeriets modeller. Vi er nødt til at have modeller, hvor man også indregner væsentlige dele af velfærdssamfundet – frem for alene at se på effekterne af en topskattelettelse," siger Nyrup og tilføjer:

"Det blev sagt med stor klarhed både i Mettes tale og i Henrik Sass Larsens tilkendegivelser. Så man har virkelig flyttet sig, og det er jeg meget glad for."

Føler sig hjemme igen
Nyrup har været en indædt kritiker af salget af Dong-aktier til Goldman Sachs. Kritikken er hidtil blevet afvist af både den tidligere og nuværende S-ledelse, men lørdag kom der en åbning i Mette Frederiksens kongrestale:

"Mette markerede klart, at det er sidste gang, der bliver solgt ud af det danske arvegods til internationale kapitalfonde som Goldman Sachs. Det glæder mig, og jeg tolker det sådan, at ledelsen har erkendt, man ikke skal gentage sådan noget som Dong-sagen," siger Nyrup, der nu føler sig mere hjemme i partiet end i Thorning-Corydon-æraen:

"Som partimedlem i et langt liv har det jo svinget op og ned. Men nu føler jeg mig igen på alle strækninger i dyb overensstemmelse med partiet. Man har fundet sporet igen i den økonomiske politik, i vores syn på den offentlige sektor og i vores syn på markedet."

Ny situation efter 2015
Men generer partiets nye udlændingepolitik dig ikke?

"Nej, vi må erkende, at efter den store flygtningekrise i 2015 må Socialdemokratiet håndtere det område anderledes end i 90'erne. Så det tager jeg til efterretning," siger Poul Nyrup Rasmussen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Poul Nyrup Rasmussen

Protektor, Det Sociale Netværk/headspace Danmark, fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. formand, PES & LORC, fhv. MEP
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00