Oppositionen der blev væk

Særligt bemærkelsesværdigt er det, at partilederne Marianne Jelved (R) og Villy Søvndal (SF) i den forløbne uge bekymrede sig over, at det er vanskeligt at se blot konturerne af en ny socialdemokratisk profil.

Helle Thorning-Schmidt led et betydeligt troværdighedstab, da hun som gæst på Det Radikale Venstres nytårsstævne på Nyborg Strand først erklærede sig rede til at acceptere regeringens skattestop og dagen efter fortrød, da Svend Auken skød den prøveballon ned, som Mogens Lykketoft havde afsendt.

Det må øjensynligt også være svært at have tillid til hendes mulige lederevner efter denne pinlige demonstration af vægelsind. Hendes modkandidat ved formandsvalget, Frank Jensen, har ikke gjort det nemmere ved at bryde sin tavshed og åbent støtte to af folketingsgruppens fremtrædende medlemmer, som ifølge dagbladet Information trodser formanden ved at kræve et fælles valgudspil med den tidligere regeringspartner, Det Radikale Venstre, og Socialistisk Folkeparti.

(…)

Man forstår bekymringen, når Marianne Jelved siger til Ritzau, at hun tror, at de manglende signaler fra Helle Thorning-Schmidt skyldes, at hun slet ikke har taget stilling til den politiske retning endnu: »Hvis vælgerne ikke kan se det socialdemokratiske projekt, hvorfor skulle de så ikke bare stemme på Venstre«, spørger hun advarende.

Det er problematisk for Socialdemokratiet, at oppositionspartierne, som er mulige samarbejdspartnere, klart giver udtryk for, at de ikke har tillid til, at Helle Thorning-Schmidt overhovedet har noget at byde på, fordi man fortsat må vente på det lovede markante modspil, der skal slå statsminister Anders Fogh Rasmussen af banen.

Gør vi det tankeeksperiment, at statministeren udskriver valg i ugens løb, vil det være interessant at se, hvad Helle Thorning-Schmidt i al hast skulle have at byde på, eller om hendes politiske projekt er "Kejserens nye klæder".

Hårdt presset har hun bebudet et skatteudspil efter nytårsfadæsen, men endnu har vi ikke set bare skyggen af et brugbart socialdemokratisk helhedsprojekt, som hun efter snart et år i formandsstolen for længst burde have barslet med - ikke mindst i egen interesse. Desuden har hun været forholdsvis usynlig i debatten gennem længere perioder.

(…)

Danmark har tradition for at have en konstruktiv og ansvarlig opposition, som kan sikre den levende debat, som er nødvendig for at opnå de optimale politiske kvaliteter. Den er der i høj grad brug for i velfærdsdebatten for også at give vælgerne tydelige valgmuligheder.

Derfor må vi på vælgernes vegne spørge: hvor bliver det politiske projekt af, Helle Thorning-Schmidt?