Partisoldaten, der blev rebel

Det var kort tid efter regeringsdannelsen, og Socialdemokraterne holdt en nyhedsfattig "klappe kage"-kongres, hvor Thorning skulle hyldes som ny statsminister. En kongres, hvor koreografien var bygget op om partilederens "Yes, we did it"-tale. Kun en enkelt kritisk røst skilte sig ud.

DSU-formanden gav pokker i feststemning og angreb i skarpe vendinger, at partiet havde opgivet at kæmpe for en europæisk finansskat. Den nye politik var både "åndssvag" og "surrealistisk", tordnede han. Thorning var tydelig overrasket over angrebets heftighed, men DSU-formanden fik krystalklart markeret, at han ikke havde tænkt sig at ændre politik, bare fordi Socialdemokratiet var kommet i regering.

Episoden er typisk for den nu tidligere DSU-formand Peter Hummelgaard Thomsen, der i løbet af kort tid er blevet en af de skarpeste politiske debattører. En stemme, der tiltrækker sig mere medieopmærksomhed end flere af de socialdemokratiske ministre.

Sådan gjorde vi også i 90'erne
Den 30-årige Peter Hummelgaard Thomsen er hyppig gæst i allehånde debatprogrammer, har en blog på Politiken, og han er redaktør af den lille, socialdemokratisk orienterede, netavis piopio.dk. Han er folketingskandidat, og flere ser ham som det største politiske talent blandt den nye generation af socialdemokrater. Hans position kan sammenlignes med de dengang lovede SFU'ere Jesper Petersen og Astrid Krag, et par år før de kom i Folketinget i 2007.

Den overraskende gennemslagskraft for en ung mand uden nogen som helst folkevalgt position bunder i flere forhold:

For det første er han retorisk skarp. Peter Hummelgaard Thomsen har en arbejderbaggrund og kalder en spade for spade. Ved første folkemøde på Bornholm i 2011 vandt Hummelgaard "DM i debat." Han er meget principiel og fremfører sine synspunkter uden de store hensyn til, hvem han støder på manchetterne.

For det andet er han en af de mest energiske fortalere for en keynesiansk finanspolitik og en klassisk socialdemokratisk fordelingspolitik. Som den så ud under Nyrup og Lykketoft i 90'erne – og som den var linet op i S-SF-udspillene før valget. Dermed når Hummelgaard ud til et bredt publikum, der er blevet dybt skuffet over regeringens blåtonede økonomiske politik.

Ingen leflen
Det er imidlertid en position, der har forvandlet Hummelgaard fra at være ledelsens loyale medspiller op til valget i 2011 til nu at være en af de skarpeste interne kritikere.

Den tidligere VU-formand Jakob Engel-Schmidt og Peter Hummelgaard har ved mange lejligheder duelleret. Engel-Schmidt sætter pris på en modpart, der "står fast på sit partis principper":

"Hos Peter finder man ikke nogen leflen for den radikale økonomiske politik," siger Engel-Schmidt og tilføjer: "Det er jo ikke Peter, der har flyttet sig. Det er Socialdemokratiet."

Ideologisk vækkelse
Det var ikke noget tilfælde, at det var finansskatten, der førte til den første større konflikt mellem Peter Hummelgaard og partiets ledelse. For kampen mod den "grådige og uregulerede finanssektor" står i zenit i hans politiske univers.

"Finanskrisen vækkede mig ideologisk. Krisen understregede, hvor farligt det er, hvis markedet styrer sig selv. Derfor har det også været en stor frustration for mig, at regningen bare er blevet sendt videre – og at liberalisterne ligefrem er blevet styrket efter krisen," siger Hummelgaard.

Under hans ledelse forberedte DSU og SFU sidste forår en annonce, hvor den radikale leder Margrethe Vestager blev hængt ud som en dyster spar dame, der blev trukket af finansmandens lomme. Efter indtrængende opfordringer fra partiledelsen blev annoncen officielt droppet. Alligevel lykkedes det pudsigt nok flere medier at få fat i den omstridte annonce.

"Den yderste højrefløj"
Mens Hummelgaard i dag optræder som en venstrefløjskritiker, så det helt anderledes ud, da han i 2008 blev valgt til DSU-formand.

Dengang så mange ham som den en del af partiets yderste højrefløj. For den nye DSU-formand støttede opbremsningen af indvandringen, og han havde tilmed en vis forståelse for dem, der havde forladt partiet til fordel for Dansk Folkeparti.

Det hænger sammen med hans baggrund og omgangskreds. Hummelgaard er uddannet jurist, men hans forældre arbejder begge som ufaglærte i Københavns Lufthavn. Han voksede op på Amager, og han kunne til sin frustration konstatere, at der i hans egen omgangskreds var folk, der gik over til DF. Han nægtede at fordømme dem og så skiftet som et tegn på, at hans eget parti havde svigtet.

Samme frygt har han i dag. Frygt for at partiet simpelthen går fejl af kernevælgernes dagsorden. Regeringens fokusering på konvergenskriterier og 2020-planer går efter hans mening ikke lige ind i hjertekulen hos arbejderklassen, der til gengæld er stærkt optaget af  jobskabelse og sikring ved ledighed.

Vellidt irritationsmoment
Kritikere i den socialdemokratiske folketingsgruppe bliver ofte placeret på træhesten i dagevis, men Hummelgaard er sluppet billigt. Hverken Thorning eller Corydon har en voodoodukke stående af ham. Det skyldes ikke kun, at der er større frihedsgrader, så længe man ikke sidder i Folketinget.

Hummelgaard ses også som en nyttig ventil for de frustrationer, der er i det socialdemokratiske bagland. Partiets ledelse anerkender, at han kan opsamle nogle af de skuffede socialdemokrater, der er på vej væk.

Dertil kommer det personlige aspekt: Selv partifæller, der er "pissetrætte" af Hummelgaards vedvarende angreb, kan ganske enkelt godt lide ham som person. Den slags spiller en rolle i politik. Det gør det hans snor længere. Som en partifælle udtrykker det:

"Det er ikke alt det, Peter siger, der er lige velovervejet. Men han mener det ærligt og brænder for det. Den slags folk skal der være plads til i vores parti."

DSU-klubben
Rebellen satser stærkt på at komme i Folketinget ved næste valg, men ved første øjekast ser det ud som svær opgave. Han er opstillet i Københavns storkreds, hvor partiet i professor Risbjerg Thomsens prognoser svinger mellem to og tre mandater. De første to går alt andet lige til Thorning og socialminister Karen Hækkerup, men opnår partiet et tredje mandat, står kampen mellem Mette Reissmann, Yildiz Akdogan – og Hummelgaard.

Her har Hummelgaard flere fordele. For det første har han en solid base på Amager, hvor han er opvokset, ikke mindst i lufthavnen, hvor det meste af hans familie arbejder. For det andet lægger DSU ikke skjul på, at de vil satse benhårdt på at få ham valgt. DSU-formand Camilla Schwalbe stammer ligesom Hummelgaard fra Tårnby, og de to har kendt hinanden i mange år. Han kan også regne med støtte fra dele af fagbevægelsen, der tørster efter folketingsmedlemmer, som tager udgangspunkt i arbejderbevægelsens dagsordener.

For det tredje har Hummelgaard et stærkt netværk i partiet: Han nyder sympati hos både Nyrup og Lykketoft, senest stillede Lykketoft op til et "grundlovs-banko", hvor overskuddet går til Hummelgaards kampagne.

Han er ligeledes med i et "old boys-network" bestående af gamle DSU-formænd med Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov og Jacob Bjerregaard. Direktøren for PR-bureauet Advice, hvor Hummelgaard arbejder, hedder Jens Christiansen – og er ligeledes gammel DSU-formand.

Auken-syndromet
Peter Hummelgaard Thomsen beskrives af både venner og fjender som en mand, der er optaget af de store linjer i politik. Mens han til gengæld er mindre skrap, når det kommer til detaljen i en sag:

"Der er for lidt bund i hans argumentation. Man kan f.eks. læse en leder på piopio, hvor han skriver, ar arbejdsløsheden i Danmark er "historisk høj". Det er jo noget sludder," som en af kritikerne udtrykker det. 

Den slags kan være farligt. Man behøver blot at tænke på tidligere S-leder Svend Auken, der var en fantastisk oratorisk begavelse, men som blev alvorlig svækket af, at han ofte var unøjagtig med detaljerne.

I rollen som hårdtslående debattør er det ikke det store problem. Men hvis Hummelgaard skal gå hele vejen, er det en svaghed, han skal have elimineret.

Det er langt fra sikkert, at Peter Hummelgaard Thomsen ender i Socialdemokratiets top. Men han er en de få, der har potentialerne til det.