Peter Hummelgaard er den iltre ideolog, der skal bevise, at magten er skiftet

PORTRÆT: Foråret skulle bruges på at sikre en tidlig pension til Arne, men coronakrisen har vendt op og ned på Peter Hummelgaards politiske dagsorden. Den tidligere DSU-formand er længe blevet kaldt en 'rising star', og spørgsmålet er nu, om han som beskæftigelsesminister evner at omsætte sin idealisme til politisk handling i en krisetid. 

Det har hele tiden været planen, at Peter Hummelgaard (S) i disse dage skulle vise sit værd som minister.

Netop nu skulle han sammen med statsminister Mette Frederiksen have siddet til maratonforhandlinger og lagt arm med Dansk Folkeparti om retten til en tidligere pension for Arne og de andre nedslidte på arbejdsmarkedet. Det var meningen, at mediernes sigtekorn skulle være rettet mod det øjeblik, hvor Socialdemokratiet ville sætte alle politiske kræfter ind på at mejsle i granit, at løftebruddenes æra er ovre og fortid, én gang for alle.

Men det var alt sammen inden, at coronapandemien slyngede Danmark og resten af verden ud i en historisk undtagelsestilstand. Nu er dagsordenen en anden, og Arne og co. må vente. 

Danmark har de seneste to måneder fået over 50.000 flere arbejdsløse. Der er tale om den mest eksplosive stigning i ledigheden siden recessionen i 1930'erne. Dertil kommer over 150.000 lønmodtagere på lønkompensation, hvoraf en del risikerer at havne i ledighedsstatistikken, når de økonomiske hjælpepakker udløber.

Peter Hummelgaard befinder sig ganske som planlagt i den politiske forårsorkans øje. Men i stedet for at drible socialdemokratiske bolde i mål skal han nu finde sine ben i en fuldkommen uventet politisk nøgleposition. Han er med ét blevet en del af et politisk beredskab, der skal levere det danske svar på det, FN har udråbt til at være den værste globale krise siden Anden Verdenskrig. 

Den tidligere DSU-rebel, der længe er blevet betragtet som en coming man, skal nu bevise, at han evner at holde hånden under et styrtblødende dansk arbejdsmarked og forhindre, at det, der startede som en sundhedskrise, ender som en langvarig ledighedskrise.

Begge dele på en måde, der er ideologisk forsvarlig i øjnene på det socialdemokratiske bagland og vælgerkorps, der forventer en markant anderledes krisehåndtering end under både Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt.

Selvskreven til at blive regeringens medieskjold
Da Mette Frederiksen sidste år præsenterede sit ministerhold, kom det bag på flere, at Peter Hummelgaards navn var at finde på listen. Både på Christiansborg og i dele af fagbevægelsen havde man spået ham posten som politisk ordfører.

Her bliver han fremhævet som en af de stærkeste ideologer i den socialdemokratiske folketingsgruppe, og der er bred enighed om, at han er oratorisk kompetent og en skarp debattør.

Med de egenskaber burde han ifølge flere kilder, som Altinget har talt med, være selvskreven til jobbet som politisk ordfører, der primært handler om at parere kritik fra oppositionen og forsvare de mere eller mindre upopulære beslutninger, som enhver regering kommer til at træffe i sin levetid. Opgaven som regeringens medieskjold tilfaldt dog i stedet den frafaldne SF'er, Jesper Petersen. 

"En politisk ordfører skal turde sige tingene hårdt og uindpakket. Det tør Peter. Han har noget ideologisk kant, og jeg var overbevist om, at man ville få brug for en som ham på den post," siger Karsten Hønge, der er politisk ordfører og beskæftigelsesordfører for SF.

Det er ikke desto mindre velkendt, at Peter Hummelgaard længe har været en del af en snæver inderkreds omkring Mette Frederiksen. Med det forhold in mente var ministerudnævnelsen ikke videre overraskende, mener andre kilder.

 
Peter Hummelgaard blev valgt til Folketinget første gang i 2015. Her var han Socialdemokratiets EU-ordfører og formand for Skatteudvalget. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Han havde et tæt bånd til den loyale Frederiksen-støtte og tidligere S-gruppeformand, Henrik Sass Larsen, og han nyder også respekt hos Statsministeriets magtfulde stabschef, Martin Rossen, der har tjent som en af Mette Frederiksens særlige rådgivere siden hendes dage som beskæftigelsesminister.

På privatfronten danner han par med en anden af statsministerens særlige rådgivere, nemlig Sara Vad Sørensen, der ligesom Rossen har fulgt Frederiksen siden tiden i Beskæftigelsesministeriet. Her blev hun hevet ind som ministersekretær, og i oppositionsårene fortsatte hun som personlig assistent og senere som souschef i Socialdemokratiets politiske afdeling. Sammen med Martin Rossen og Martin Justesen, der er den tredje og sidste af Frederiksens særlige rådgivere, er hun en af de få, der har været med siden før partilederskiftet i 2015. Hummelgaards bedre halvdel udgør med andre ord en del af den absolutte inderkreds omkring Mette Frederiksen, en kreds, som har været med til at forme den politiske platform, der ved sidste valg sikrede partiet regeringsmagten.

Det giver alt sammen Peter Hummelgaard en unik adgang til statsministeren, og det har uden tvivl haft afgørende betydning for hans position i partiet.

"Men det kan heller ikke diskuteres, at han er kvik i pæren. Den indsigt, han har i økonomi, verdenshistoriske kriser og andre landes samfund og historie, giver ham en solid faglig ballast til at bestride et politisk erhverv, også i en krisetid, fordi han er bevidst om fortidens erfaringer," siger Henrik Bay-Clausen, der er formand for 3F Kastrup. Afdelingen har længe haft et tæt samarbejde med Hummelgaard og blandt andet givet økonomisk støtte til hans valgkamp.

Cementerer bruddet med Thorning og Corydon
Hvad enten det kom som en overraskelse eller ej, at nøglerne til Beskæftigelsesministeriet endte i hænderne på Peter Hummelgaard, er der dog ingen tvivl om, at det overall var en nyhed, der blev vel modtaget i fagbevægelsen såvel som af regeringens støttepartier. Både Karsten Hønge og andre kilder fortæller, at de krydsede fingre for, at posten ville gå til netop ham.

Der er tillid til, at han med konkret politisk handling inden for sit ministerområde vil slå fast med syvtommersøm, at magten i Socialdemokratiet er skiftet, og at partiet ikke længere skal dele serveretten i dansk politik med De Radikale. Med andre ord håber man på, at Peter Hummelgaard bliver den beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen aldrig selv blev, dengang hun stod i skyggen af Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon. 

Der er heller ikke tvivl om, at Hummelgaard fra begyndelsen har arbejdet for at spille sig selv ind i en rolle, der positionerer ham som et modstykke til det teknokrati, der i manges øjne kendetegnede Thorning-regeringernes politik. 

Både som DSU-formand og senere folketingskandidat var han en højlydt kritiker af alt fra den reformpolitik, hans parti lagde for dagen i et tæt parløb med De Radikale, til Thornings politiske linje i forhold til EU, herunder regeringens nej til en europæisk finansskat og indstillingen af Margrethe Vestager som Danmarks EU-kommissær.

"Det er tankevækkende, at Danmark som socialdemokratisk ledet land nominerer en liberal kommissær. Der er stor diskussion om den europæiske krisepolitik, og jeg mener ikke nødvendigvis, Margrethe Vestager står rigtigt i de diskussioner," sagde Hummelgaard til Politiken, da den radikale økonomi- og indenrigsminister blev nomineret til den danske kommissærpost i 2014.

 
Som DSU-formand kritiserede Peter Hummelgaard flere gange den politik, Helle Thorning-Schmidt førte i samarbejde med De Radikale. Her ses han sammen med daværende VU-formand Morten Dahlin, som i dag er folketingsmedlem for Venstre, til en fælles demonstration mod Rusland i 2012. Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix

Arbejdsgivernes skrækscenarie
Når en nyudnævnt beskæftigelsesminister vækker en særlig glæde i de røde rækker, er det til gengæld lige så sikkert som amen i kirken, at begejstringen vil være mindre udtalt blandt de borgerlige partier og dele af erhvervslivet. 

Her er Peter Hummelgaard ingen undtagelse.

"Når det handler om den økonomiske politik, ligger han så langt til venstre, som du overhovedet kan komme som socialdemokrat. Han abonnerer på synspunkter, der var populære i 70'erne. Han er helt sikkert et ønskescenarie for venstrefløjen, men for os er han uden tvivl det stik modsatte," siger Venstres Morten Dahlin, der er næstformand for Beskæftigelsesudvalget. 

Flere steder i den blå lejr har man et særdeles skeptisk syn på det tætte bånd, Peter Hummelgaard har til fagbevægelsen og i særlig grad hans forbindelse til 3F, som han dog altid har været åben om. Den skepsis blev illustreret til fulde, da de borgerlige partier med Liberal Alliance i spidsen lod kritikken hagle ned over Hummelgaards håndtering af den såkaldte lufthavns-sag, hvor en SAS-vikar i Københavns Lufthavn blev truet, fordi han ikke ønskede at opsige sit medlemskab i ingeniørernes fagforening, IDA, for i stedet at melde sig ind i 3F ligesom de øvrige bagagemedarbejdere.

"Det var et tydeligt eksempel på, at han til tider har problemer med at styre sin venstreorienterethed. På et samråd om sagen sagde han, at han ikke mener, at der skal være fradrag for et medlemskab af en gul fagforening. Men han understregede, at det ikke var regeringens holdning. Det er de færreste ministre, der ville slippe lige så let afsted med sådan en udtalelse, som han gjorde," lyder det fra en borgerlig oppositionspolitiker. 

På arbejdsgiversiden blev Peter Hummelgaard til at begynde med betragtet som et symbol på en "DSU-agtig" regering. Som en mand, der agtede at agere fagbevægelsens forlængede arm i diskussioner om alt fra udenlandsk arbejdskraft til dagpengenes kompensationsgrad.

Det skyldtes ikke mindst det stærkt kritiske syn på håndteringen af finanskrisen, som Hummelgaard fremsætter i sin bog 'Den syge kapitalisme' fra 2018. 

"Kogt ind til en boullionterning handler hans bog ikke om andet, end at dagpengene skal sættes op. Det harmonerer fint med den kampagne, som hans bagland i fagbevægelsen kører, men tiden er slet ikke til det, og det var den heller ikke inden coronakrisen," siger en kilde og tilføjer:

"Da det stod klart, at han blev beskæftigelsesminister, var der en del folk, som strøg ned og købte den bog, fordi de ikke havde fået den læst. Men da den var læst og forstået, gav det nogle grimme forventninger."

Peter Hummelgaard tilhører en snæver kreds omkring Mette Frederiksen. Han er gift med Sara Vad Sørensen – her bag statsministeren – der er den ene af Frederiksens tre særlige rådgivere, som også tæller Martin Rossen (th.). 
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Noget sker, når en rebel ifører sig et jakkesæt
Men hvordan har Peter Hummelgaard så klaret ministerjobbet indtil videre? 

På arbejdsgiversiden erkender man, at det ikke er gået så galt, som man flere steder havde frygtet. Tværtimod faktisk. 

"Én ting er at råbe de rigtige slagord i Fælledparken, men en anden er at skulle iføre sig jakkesættet og sætte sig for bordenden, når de vigtige beslutninger skal træffes. Og her må jeg sige, at jeg faktisk synes, at han gør det helt okay. Han har ikke ydmyget sig selv; man kan stadig mærke DSU'eren i ham. Men han forvalter det dygtigt. Han er et sympatisk menneske, han er velforberedt, og han er ikke mindst pragmatisk – det havde ingen forventet," siger en kilde, der ellers havde været skeptisk til at begynde med. 

Generelt er det kommet bag på flere, hvor lydhør Hummelgaard er som minister. Det er langtfra en på forhånd givet egenskab, og flere kilder påpeger, at det stiller ham i skarp kontrast til ministerkollegaerne Pernille Rosenkrantz-Theil i Børne- og Undervisningsministeriet og Astrid Krag i Social- og Indenrigsministeriet, der begge har langt sværere ved at finde balancen mellem idealisme og pragmatisme. 

"Man kan være rygende uenig med ham, men der bliver lyttet respektfuldt fra begge sider, og det lader til, at han har en oprigtig interesse i at få forskellige input. Det oplever man ikke med Rosenkrantz-Theil," lyder det fra en kilde på arbejdsgiversiden, der har oplevet begge ministre bag lukkede døre. 

Der er dog ingen tvivl om, hvor Peter Hummelgaard står politisk, og hvilke dagsordener han fatter størst sympati for. Eksempelvis har flere hæftet sig ved, at han konsekvent vælger at sige "lønmodtagere og virksomheder"; aldrig i omvendt rækkefølge. Når det kommer til at håndtere den arbejdsløshedskrise, som Danmark efter alt at dømme vil komme til at stå i på den anden side af coronaudbruddet, afventer man derfor fortsat regeringens planer med en vis skepsis.

"Vi er stadig bekymrede for den reformtørke, der lader til at være udsigt til, når man hører meldingerne fra regeringen, herunder Peter Hummelgaard. De giver udtryk for en alvorlig ahistorik, når de nægter at anerkende de reformer, der har skabt den velstand, vi har i Danmark," siger en kilde i en af landets store arbejdsgiverforeninger.

De Radikale var også blandt dem, der afventede Hummelgaards tiltræden med en vis nervøsitet. Her frygtede man, at han ville være hævngerrig. At han ville tage revanche for regeringsforhandlingerne i Det Sorte Tårn, hvor Margrethe Vestagers kompromisløse taktik i sin tid kostede Socialdemokratiet dyrt. 

Men her oplever man ligeledes, ganske uventet, en beskæftigelsesminister, der viser respekt over for sin forhandlingspartner, og som er villig til at lytte. En minister, der gør sig umage med at inddrage og opdatere andre partiers ordførere i de politiske drøftelser, og som gør sit for at søge det bredest mulige flertal.

Dén udstrakte hånd fik også flere i fagbevægelsen til at ånde lettet op. Her frygtede man en socialdemokratisk arrogance, der ville forværre de to partiers i forvejen anspændte forhold og dermed blokere for politiske resultater på afgørende områder.

I fagbevægelsen håber man, at Peter Hummelgaard bliver den beskæftigelsesminister, som Mette Frederiksen aldrig blev, da hun sad på posten i Helle Thorning-Schmidts SRSF-regering.
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Mor Mette skal spørges om lov
Andre mener til gengæld, at forvandlingen fra DSU-rebel til pragmatiker svækker Peter Hummelgaard, og at han har mistet noget af den ideologiske gennemslagskraft, han besad i begyndelsen af sin politiske karriere. 

Skæver man til de personlige stemmetal, tyder noget også på, at den politiske komet har tabt lidt af den fart, han indtog scenen med i sine ungdomspolitiske dage. Han har i hvert fald ikke oplevet den fremgang, man ellers kunne forvente af en mand, der på et så tidligt tidspunkt i sin politiske karriere af flere blev nævnt som et bud på en fremtidig S-formand. 

Ved sidste valg fik Peter Hummelgaard 5.302 personlige stemmer. Det var en fremgang på blot 237 stemmer i forhold til valget i 2015.

Samtidig begynder utålmodigheden så småt at rumstere blandt de politiske støtter, der holder Hummelgaard på magten. For selvom man her er glad for pragmatismen og til dels idealismen, har det op til coronakrisen haltet med at udvise politisk handlekraft, lyder det fra flere sider.

Overenskomstforhandlinger og coronavirus har indtil videre udsat de politiske sværdslag, men ligesom regeringen ikke har glemt Arne, har hverken støttepartier eller fagbevægelsen glemt den øremærkede barsel til fædre, revisionen af førtidspension, dagpengenes kompensationsgrad eller diskussionen om mere udenlandsk arbejdskraft.

Ydelseskommissionen, der forventes at afslutte sit arbejde primo 2021, har allerede skabt splittelse mellem regeringen og dens støttepartier, hvor man var rasende over, at kommissionen har fået besked på udelukkende at komme med "udgiftsneutrale" anbefalinger til et nyt system for sociale ydelser.

Der er flere steder en fornemmelse af, at Peter Hummelgaard personligt ligger helt på linje med særligt SF og Enhedslisten i sagen, men at regeringstoppen har beordret ham til at gå en anden vej. Det er ikke usædvanligt, at en minister skal have afstemt de større politiske spørgsmål på sit ressortområde med regeringstoppen. Den procedure er helt efter bogen, og alt andet ville være bizart. Alligevel fornemmer man en irritation over den ekstreme topstyring, Mette Frederiksen har lagt for dagen i sin regeringsførelse. 

"Det er meget ofte, at man hører ham sige, at han 'lige skal have mandat oppefra', før han kan tage stilling til et forslag eller en problemstilling," siger en politisk medspiller, og den oplevelse nikker flere genkendende til.

I fagbevægelsen har man blikket stift rettet mod modellen for den tidlige tilbagetrækning for nedslidte. Der er forståelse for, at det tager tid at finde den helt rigtige model, men lever den i sidste ende ikke op til forventningerne, freder Hummelgaards gode forbindelser ham ikke. 

"Vi ånder ham i nakken. Det kan du være sikker på," siger 3F's Henrik Bay-Clausen. 

Kan man undgå 'nødvendighedens politik'?
Peter Hummelgaard er en minister, der er forventninger til. Han spiller en vigtig rolle i at bevise, at magten er skiftet både internt i Socialdemokratiet og på ministerkontoret, hvor han skal genoprette tilliden til den socialdemokratiske beskæftigelsespolitik, der led et alvorligt knæk, dengang Mette Frederiksen sad i stolen.

Da han blev udnævnt til minister, var ingen i tvivl om, hvilken politisk sejr han havde fået ansvaret for at hive hjem. Arnes otium skulle have været Hummelgaards politiske svendeprøve. Ja, faktisk skulle han have siddet i eksamenslokalet netop nu. 

Men de planer, som Mette Frederiksen nøje har lagt for samtlige af sine ministre, er nu ændret. De konkrete målsætninger og politiske resultater, der skulle være hakket af inden næste folketingsvalg, er ikke, som de var, før coronakrisen ramte Danmark.

Arne er ikke glemt. Der er en generel konsensus om, at Mette Frederiksen har truffet en klog beslutning i at udpege en ilter ideolog som Peter Hummelgaard som sin trofaste væbner i de forhandlinger, der indtil videre er udskudt til efteråret. Men lige nu er det op til politikeren Peter Hummelgaard at bevise, at han evner at styre Danmark bedst muligt gennem den lurende arbejdsløshedskrise, der kan vise sig at blive større end både den, som Løkke og Thorning skulle håndtere efter finanskrisen, og den, som Nyrup sloges med i 1990'erne.

Spørgsmålet er blot, om idealisme denne gang kan omsættes til politiske resultater, eller om den i sidste ende må vige for nødvendighedens politik.

Forrige artikel Ugen i dansk politik: Spørgetime med statsministeren, topministre i samråd og et hav af lovforslag Ugen i dansk politik: Spørgetime med statsministeren, topministre i samråd og et hav af lovforslag Næste artikel Ugen i dansk politik: Ministre i samråd og forhandlinger om udvidet fase 2-genåbning Ugen i dansk politik: Ministre i samråd og forhandlinger om udvidet fase 2-genåbning
Vermund er ved at bide sig fast

Vermund er ved at bide sig fast

ANALYSE: Nye Borgerlige har med en række vellykkede stunts formået at skaffe sig mængder af spalteplads, og Pernille Vermund har fået et overraskende godt forhold til Mette Frederiksen. Men partiet står og falder med Vermunds kampform.