Pia Olsen Dyhr i tricky balanceakt over for S

ANALYSE: Med kort tid til valget forsøger SF på én gang at være den samlende kraft i oppositionen og skabe kant til socialdemokraterne. SF har den dårligste score blandt alle partier i de sidste 30 års valgkampe, men denne gang står partiet med bedre odds.

Tidligere var det et rent postulat, men nu giver det faktisk mening.

Når SF'erne i weekenden samles til landsmøde på Villy Søvndals (SF) gamle hjemmebane i Kolding, kan SF-formand Pia Olsen Dyhr med fuld ret bryste sig af fremgang.

Ikke at Pia Olsen Dyhr har afholdt sig fra at synge sejrshymner tidligere. Det gjorde hun også efter kommunalvalget i slutningen af 2017, der blev udråbt til en sand triumf, selvom SF kun gik 0,1 procent frem. Det virkede ikke vildt overbevisende.

Men i det sidste års tid – efter slagsmålet om OK18 – har SF opnået en helt reel fremgang. Fra katastrofale 4,2 procent ved valget i 2015 til 6 procent i Altingets seneste Risbjerg-snit. Enkelte målinger har endda givet over 7 procent.

Konkurrenter svækket
Spørgsmålet er så, om SF kan fastholde gevinsten gennem en lang og hård valgkamp.

Historien er ikke på SF's side: Gennem de sidste 30 år er SF den ene gang efter den anden kommet ud med et dårligere resultat på valgdagen, end da valget blev fløjtet i gang – med Villy Søvndals gennembrud i 2007 som den markante undtagelse. SF er statistisk set det parti, der er dårligst til at føre valgkamp.

Men en ting er statistik, noget andet er en konkret vurdering. For der er nogle faktorer, der kan give SF'erne håb om at bryde mønstret i 2019.

Frem for alt er nogle af de umiddelbare konkurrenter svækkede. I 2015 var Pia Olsen Dyhr både oppe mod rockstjernen Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og multikunstneren Uffe Elbæk (ALT), der kom stormende ind fra sidelinjen og huggede SF's vælgere.

Pernille Skipper er en dygtig frontfigur for Enhedslisten, men hun har ikke opnået samme stjernestatus som Johanne. Og Alternativet kommer ikke fejende ind som en vestenvind denne gang, partiet er svækket, og Uffe Elbæk får bundkarakter blandt partilederne.

OK18 gav pote
SF har også formået at få samlet op på nogle af de socialdemokratiske vælgere, der er utilfredse med formand Mette Frederiksens kurs. S har kalkuleret med at tabe nogle vælgere til Radikale og venstrefløjen på grund af udlændingepolitikken – og til gengæld vinde andre fra Venstre og DF. Præcis sådan er det gået.

Kigger man specifikt på målingerne af SF, er det dog tydeligt, at det primært var sidste års strid om de offentlige overenskomster, der gav bonus. Her lagde S sig for tæt op af regeringen, mens SF (og Enhedslisten) entydigt stod på de offentligt ansattes side. Det gav et boost til SF's målinger.

De stemmer skal fastholdes i en valgkamp, hvor der let kan opstå en centrifugalkraft, så mindst et af statsministerpartierne suger fløjens stemmer til sig. Det kræver en kant til S, men her skal SF-formanden holde balancen.

Krav om kant
SF er socialdemokraternes "preferred partner", og over for syrede statsministerkandidaturer fra Elbæk og Skipper og krigeriske radikale har Pia Olsen Dyhr fået etableret sig som en pragmatisk stemme midt i kaosset. Som partilederen, der opfordrer til samling i rød blok. Den position har også et publikum.

Men der har været pres fra SF-baglandet for at lave tydelige kanter til S, så SF ikke bare bliver set som et halehæng. Det signal har Pia Olsen Dyhr taget til sig, men kanterne har ikke altid været præcist skåret. 

Først gjorde Pia Olsen Dyhr det til et ultimativt krav, at kontanthjælpsloftet lynhurtigt bliver afskaffet af en socialdemokratisk regering. "Væk med kontanthjælpsloftet" er klassisk SF-politik, men at det ligefrem skulle hæves op til partiets eneste ultimative krav er ikke netop indlysende. Det gav snarere indtryk af, at partiet absolut skulle finde et eller andet at stå stejlt på. 

Ikke et spørgsmål om størrelse
Dernæst har Pia Olsen Dyhr markeret sig med ønsket om at komme med i regering igen allerede efter næste valg. Det er i modsætning til, hvad SF konkluderede i 2016, og ønsket er siden blevet skærpet til et krav om, at Mette Frederiksen skal arbejde for at danne en flerpartiregering.

Pia Olsen Dyhrs argumentation er, at "en regering bliver stærkere ved, at der indgår flere partier". Den påstand kan der sættes et stort, fedt spørgsmålstegn ved.

Man kan blot betragte den aktuelle valgperiode: Lars Løkke Rasmussens (V) smalle Venstre-regering var ikke stærk, men det er den efterfølgende VLAK-regering heller ikke. Den har haft endnu sværere ved at få sin økonomiske politik igennem og var som bekendt ved at vælte sig selv ved forrige års finanslov

Man kan ligeledes spørge, om Thorning-regeringen virkelig var stærkere, dengang SF var med, end da den blev en SR-regering. Det var snarere omvendt.

Der er ingen mekanisk sammenhæng mellem en regerings styrke og antallet af mandater bag den. Det kommer helt an på de konkrete politiske muligheder.

Illusionen
Spørgsmålet er også, hvilken type flerpartiregering SF forestiller sig efter en rød sejr:

Der er ikke mange, der har appetit på en gentagelse af SRSF-konstellationen, en ren rød regering mellem EL, SF og S er helt utænkelig – og en SR-regering er klart dårligere for SF end en ren S-regering. 

Tilbage er kun en S-SF-regering. Den vil med de aktuelle meningsmålinger have 33 procent bag sig i stedet for 27 procent. Stadig alenlangt fra et flertal. Og en sådan regerings manøvreduelighed vil være langt mindre end en ren S-regerings. Såvel i forhold til Radikale, Dansk Folkeparti og VK vil forlig kun blive kompliceret af at have SF'erne med på vognen.

Kravet om regeringsdeltagelse har givet SF spalteplads, så langt, så godt. Men det er mindre godt for partiet, hvis formanden har en urealistisk opfattelse af scenariets sandsynlighed. 

SF har dog gjort klart, at kravet ikke er ultimativt. Det vil blive stillet i første dronningerunde, men en afvisning vil ikke være en hindring for, at SF peger på Mette Frederiksen. 

Alle kender Margrete
Falder folketingsvalget sammen med EP-valget, skal SF's europaparlamentariker Margrete Auken indregnes i ligningen. Hun er en decideret joker for SF. 

På den ene side er Margrete Auken den absolut mest kendte i feltet af spidskandidater til EP-valget og står i en Norstat-undersøgelse for Altinget og Jyllands-Posten til at få flest personlige stemmer.

På den anden side er Margrete Auken en enerådig politiker, der ikke bare følger partiets linje. Det så man senest, da Europa-Parlamentet kort før jul skulle tage stilling til et forslag om ret til dagpenge fra dag 1 for vandrende arbejdstagere. 

Forslaget mødte heftige danske protester med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen. Frygten er, at det vil underminere den danske arbejdsmarkedsmodel, og den danske fagbevægelse har udtrykt markant modstand mod forslaget. 

Alle danske EU-parlamentarikere fra Radikale til Folkebevægelsen mod EU stemte imod – bortset fra Margrete Auken. SF som parti er lodret imod forslaget, men partiets repræsentant i Parlamentet fulgte sit eget hoved og undlod at stemme. 

Den ultimative joker
Aukens optræden er et problem for SF i forhold til den konkrete sag om dagpenge, fordi temaet er dømt til at komme op i EP-valgkampen. Men det illustrerer også et grundlæggende problem med spidskandidaten. 

Margrete Auken er en farverig personlighed, der har potentiale til at skovle stemmer ind til SF. Men hun er også et wildcard i ordets bogstaveligste forstand, og kører hun ud ad en tangent, kan det skabe massive problemer for partiet i en kombineret valgkamp. 

Klassisk mobilisering
I første omgang skal SF-ledelsen have kørt landsmødet igennem uden mislyde. Historisk er den slags ikke en selvfølge i SF, men denne gang tyder alt på et roligt landsmøde. 

Pia Olsen Dyhr står uantastet som formand, samarbejdet i ledelsen med Jacob Mark som gruppemand og Karsten Hønge som politisk ordfører fungerer fint, og selvom der i folketingsgruppen er uenigheder om værdipolitikken, er der i modsætning til tidligere ikke benhårde fløjkampe.

Derfor er der lagt op til et fredeligt klappe kage-landsmøde, hvor der mobiliseres op til valgkampen. Pia Olsen Dyhr har på lange stræk gjort det godt, og SF er i langt bedre stand, end da hun overtog ledelsen for fem år siden.

Når baglandet mødes igen næste år, vil alt andet end et par mandater mere være en slem skuffelse. 

Forrige artikel Thulesen har sejret ad helvede til Thulesen har sejret ad helvede til