Prognose: Hvem bliver valgt for Venstre?

ANALYSE: Hvem er sikre på genvalg fra Venstre, hvem er på vippen, og hvem kan blive valgt for første gang? Få svar på det og mere i Altingets gennemgang af, hvem der står til at komme i Folketinget for Venstre.

Holder meningsmålingerne til valgdagen, så har Venstre svært ved at holde valgresultatet fra 2015. Tre mandater mindre står partiet p.t. til.

Fem stærke V-profiler genopstiller dog ikke, så alt håb er langtfra ude for hverken de siddende MF’er og nye håbefulde kandidater.

Men hvem beholder deres mandat, og hvem bliver de nye ansigter i Folketinget for Venstre?

Det kan man blive klogere på med afsæt i en ny geografisk prognose af professor i statskundskab Kasper Møller Hansen.

Prognosen er lavet på baggrund af mere end 17.000 Gallup- og Norstat-interviews og Altingets Risbjergsnit og viser, hvordan mandaterne vil falde rundt i landet med de nuværende meningsmålinger.

Det giver et kvalificeret bud på, hvor partiernes mandater falder geografisk – og Altinget giver så med afsæt i de seneste valgresultater og samtaler med kendere af kandidaterne og partiet et bud på, hvem der står til at blive valgt.

Nedenfor kan du få overblikket over, hvordan Venstre med 31 mandater fordeler sig geografisk, hvor meget partiet går frem eller tilbage i storkredsene, og et bud på, hvem der sætter sig på mandaterne.

Københavns Storkreds: To mandater (0)

Der er igen lagt op til en hård kamp om Venstre-stemmerne i hovedstaden, hvor især tre profiler kæmper om blot to pladser.

Det drejer om uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers, nuværende folketingsmedlem Jan E. Jørgensen og partiets spidskandidat til regionsvalget, Martin Geertsen.

Tommy Ahlers overtog både Søren Pinds ministerium og valgkreds, da den populære V-politiker trak sig fra politik for et år siden. Siden da har den nye minister gradvis gjort sig mere og mere kendt i befolkningen for sin anderledes iværksættertilgang til dansk politik.

Han ligner dermed et godt bud på Venstres nye københavnske folketingsmedlem, og han bliver også flittigt brugt af Venstre som en af valgkampens frontfigurer sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen. Ahlers er dog et ubeskrevet blad, når det kommer til at føre valgkamp. Det rejser naturligvis noget usikkerhed, om han reelt kan slå igennem. Internt i Venstre håber man dog at have fundet en ny stemmesluger i storbyen.

Af de to andre var det Jan E. Jørgensen, der trak det længste strå ved folketingsvalget i 2015, hvor han slog Martin Geertsen med 1.496 stemmer. Men Geertsen har siden været Venstres spidskandidat ved regionsvalget i november 2017, og han fik efter Søren Pinds farvel til politik igen en plads i Folketinget. Dertil kommer, at han er opstillet i Tårnby, hvor Dansk Folkeparti normalt står stærkt, og måske kan partiets tilbagegang gavne Geertsen.

Jan E. Jørgensen står også stærkere end sidst. Han har i løbet af valgperioden profileret sig som Venstres liberale stemme i folketingsgruppen, hvor han flere gange har kritiseret regeringens linje. Han er opstillet på Frederiksberg, hvor han er særligt kendt. Ved kommunalvalget i 2017 genvandt han sit sæde i Frederiksberg Byråd, hvor han i dag er viceborgmester. Det skete med en personlig fremgang, selvom Venstre generelt gik tilbage.

Venstre stiller med 12 kandidater i København, hvoraf kun en er kvinde. Skulle en anden fra det store felt overraske, bliver det dog nok en af de andre mænd, nemlig Jens-Kristian Lütken. Han fik et godt kommunalvalg i København i 2017, arbejder til daglig for Venstre i Folketinget og er næstformand for Europabevægelsen.

Københavns Omegns Storkreds: To mandater (0)

Det ser ud til, at Mads Fuglede ikke længere skal nøjes med at blive valgt som 2. suppleant. Både Morten Løkkegaard og Jakob Engel-Schmidt genopstiller ikke denne gang, og det baner vejen for Fuglede, der har indtaget en mere markant rolle i folketingsgruppen hen mod slutningen af valgperioden, efter han er blevet partiets udlændinge- og integrationsordfører.

Derudover vil Venstres gruppeformand, Karen Ellemann, der fik suverænt flest stemmer ved valget i 2015, formentlig også blive genvalgt. Hun hentede det første V-mandat i storkredsen både i 2011 og 2015.

En joker, der kan ende med at blande sig, er Kim Valentin. Han blev borgmester i Gribskov i Nordsjælland i 2014, men er i dag viceborgmester og formand for Liberalt Oplysnings Forbund (LOF).

Nordsjællands Storkreds: To mandater (-1)

Ligesom København ser det ud til, at Nordsjælland danner scene for et tæt Venstre-opgør ved folketingsvalget. Venstre går et mandat tilbage, og samtidig er der hele fire navne i spil til de resterende to pladser i Folketinget.

Det drejer sig om innovationsminister Sophie Løhde, forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, beskæftigelsesordfører Hans Andersen og den nye kandidat og borgerlige debattør, Anna Libak.

Der skal gå meget galt, før partiets helt store stemmesluger i Nordsjælland, Sophie Løhde, ikke kan være sikker på genvalg. I 2015 fik hun 11.832 personlige stemmer, hvilket var partiets bedste resultat i kredsen, og i 2011 blev hun nummer to, kun overgået af statsminister Lars Løkke Rasmussen. Dertil kommer den fordel, at hun er en kvinde, stammer fra den nordsjællandske kommune Birkerød og har en kendisfaktor i kraft af sin ministerpost.

Det efterlader Claus Hjort Frederiksen og Hans Andersen på vippen til at ryge ud af Folketinget. Heraf vil Hjort formentlig være det mest oplagte bud på en vinder af det opgør. Han fik næstflest stemmer i 2015 og er ligesom Sophie Løhde også mere kendt takket været sin lange ministerkarriere.

Selvom Hans Andersen ikke fik lige så samme stemmer, som Claus Hjort Frederiksen gjorde i 2015, har han den styrke, at han er en meget kendt kandidat i Nordsjælland, hvor han har været i kommunalpolitik i flere forskellige byer siden 1994.

Endelig er der en joker i form af Anna Libak. Hun har blandt andet de styrker, at hun bliver den øverste kvinde på Venstres liste i storkredsen, og hun er kendt som en dygtig borgerlig debattør. Spørgsmålet er blot, om hun er et stort navn blandt de nordsjællændere, der ikke har læst hendes ord i Berlingskes spalter?

Bornholms Storkreds: Et mandat (0)

Hvis Venstre fastholder sit mandat på øen, går det efter al sandsynlighed til nuværende folketingsmedlem Peter Juel-Jensen.

Sjællands Storkreds: Fire mandater (-1)

Storkredsens mest sikre kort er uden tvivl statsminister Lars Løkke Rasmussen. Til gengæld er der spænding, om han kan få et højere antal personlige stemmer denne gang end ved det seneste folketingsvalg, hvor han var særligt belastet af en række personsager. Der er i hvert fald en del stemmer af at tage af i landets største storkreds, hvor der blev afgivet over en halv million stemmer i 2015.

Foruden partiformanden er Marcus Knuth også et godt bud på genvalg. I 2015 var han debutant og endte alligevel med at få næstflest stemmer efter Løkke, hvoraf stemmerne hovedsageligt blev hentet i Vordingborg, hvor han var opstillet, Guldborgsund og Lolland, hvor Knuth er født og har tilknytning til det lokale gods Knuthenborg, eftersom han er bror til den nuværende lensgreve.

De resterende pladser vil formentlig blive indtaget af Jacob Jensen og Bertel Haarder, der blev henholdsvis nummer tre og fire ved sidste valg.

Klarer Venstre sig bedre, end prognosen spår, er der skarp konkurrence om mandaterne. Ved valget i 2015 var det blot 135 stemmer, der sikrede Louise Schack Elholm det femte og sidste mandat lige foran den tidligere VU-formand Morten Dahlin. Siden har Dahlin haft et stærkt kommunalvalg Greve og han stiller samtidig op som Slagelsekredsens folketingskandidat – han bør være styrket i forhold til 2015. De vil dog begge formentlig igen kæmpe tæt.

Oveni er der et par navne, som måske kan gå hen at overraske og er værd at holde øje med, hvis Venstre går frem. Den ene er Stén Knuth, der er tidligere Slagelse-borgmester, men nu stiller op til Folketinget i Holbækkredsen. Knuth fik et flot valg ved kommunalvalget i Slagelse, hvor han blev suveræn topscorer, men hvor borgmesterposten røg efter en noget speciel aftale mellem Socialdemokratiet og Liberal Alliance. Spørgsmålet er så, om de lokale nu husker den gamle borgmester eller belønner den yngre Dahlin.

En joker i det sjællandske kunne også være den unge Charlotte Bisserup. Hun bliver øverste kvinde på Venstre-listen og har overtaget Marcus Knuths Vordingborgkreds, efter han er skiftet til Guldborgsundkredsen. I Vordingborgkredsen blev der stemt flittigt på den lokale kandidat i 2015: Selvom Marcus Knuth stillede op til Folketinget for første gang, slog han selveste Lars Løkke Rasmussen i Vordingborg.

Fyns Storkreds: Tre mandater (0)

Der er umiddelbart ikke lagt op til det store drama på Fyn, hvor det forventes, at energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt og Erling Bonnesen bliver genvalgt. Derudover vil nummer tre fra valget i 2015, Jane Heitmann, formentlig også få endnu en periode i Folketinget.

Heitmann bliver dog presset i det fynske af Bo Libergren, som kan blive en joker. Han er Venstres gruppeformand i Region Syddanmark og har været hård i kritikken af sundhedsordføreren på Christiansborg, Jane Heitmann, i forbindelse med sundhedsreformen og særligt de 19 spørgsmål til regionsrådsmedlemmernes økonomiske forhold, som Heitmann stillede anonymt og senere trak tilbage.

Går Venstre frem bør man holde øje med 33-årige Marlene Ambo-Rasmussen, der allerede sidder i Odense byråd. Hun fik fjerde flest personlige stemmer for Venstre ved 2015-valget.

Sydjyllands Storkreds: Fem mandater (0)

2015-valget var et katastrofevalg for Venstre, der mistede hele 13 mandater på landsplan. I Sydjylland tabte partiet to mandater, og det gik blandt andet ud over den tidligere minister Peter Christensen.

Ifølge prognosen har Venstre ikke genvundet det tabte i Sydjylland. Partiet står til at vinde fem sydjyske pladser i Folketinget, hvilket er det samme resultat som i 2015.

Der er dog kun fire folketingsmedlemmer, der skal genvælges, da Carl Holst ikke genopstiller. Af sikre bud på genvalg er Ellen Trane Nørby, Eva Kjer Hansen og Hans Christian Schmidt. Derudover er der Anni Matthiesen, der også sidder i Folketinget, som er meget populær i sin egen kreds i Vejen.

Udenfor folketingsgruppen er der udviklingsminister Ulla Tørnæs. Hun sidder ikke i Folketinget, fordi hun var spidskandidat og blev valgt til europaparlamentsvalget i 2014. Den plads forlod hun for at blive minister, og derefter vendte hun også tilbage til sin tidligere kreds i Esbjerg, der har givet hende valg siden 1994.

Selvom det ligger i kortene, at både Ulla Tørnæs og Anni Matthiesen formentlig bliver valgt, skal man holde øje med Vardekredsen, der har Claus Christensen som kandidat. Varde er nemlig en stærk Venstrekreds, der vil kæmpe hårdt for at få et folketingsmedlem.

Overrasker Venstre i det sydjyske er den unge Christoffer Aagaard Melson, der sidder i Vejle byråd, et navn man bør holde øje med. 

Østjyllands Storkreds: Fire mandater (0)

Venstre står over for status quo i det østjyske. Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen vil efter al sandsynlighed blive genvalgt, men det er værd at følge med i, om han forbedrer sit stemmetal.

Han fik 8.678 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2015. Til sammenligning fik Socialdemokratiets profil i kredsen Nicolai Wammen 21.152 personlige krydser. Wammen var naturligvis både tidligere Aarhus-borgmester og minister, men hvis Ellemann-Jensen går med formandsdrømme, skal han kunne mønstre en større popularitet denne gang.

Forudsætningerne er der, da han nu ikke længere er ny kandidat, og han også er mere kendt i kraft af sin ministerpost.

2015’s helt store overraskelse i Østjylland var Britt Bager, der overhalede alle siddende folketingsmedlemmer foruden Ellemann-Jensen og vandt Venstres andet mandat i kredsen. Det betød samtidig, at hele tre folketingsmedlemmer røg ud, fordi Venstre samtidig gik to mandater tilbage. Britt Bager har siden dengang kun fået en stærkere platform, fordi hun er blevet politisk ordfører for Venstre efter Jakob Ellemann-Jensen blev minister.

Foruden Bager og Ellemann-Jensen er Michael Aastrup Jensen og Troels Lund Poulsen gode bud på genvalg. Aastrup vinder primært sin plads ved at få mange personlige stemmer i Randers, hvor han som ung var borgmester, mens Troels Lund også kan spille på, at han efterhånden er en forholdsvis kendt V-minister.

Der er dog en joker i form af Fatma Øktem, der kan blande sig i kampen om mandater. Hun har tidligere siddet i Folketinget, men hun røg ud, da Venstre gik tilbage i 2015. Dengang var det dog kun få hundrede stemmer, der skilte hende fra Aastrup og Troels Lund.

Vestjyllands Storkreds: Fire mandater (-1)

Venstre står til at miste titlen som det største parti i Vestjylland, der ellers historisk har været kerne Venstreland. I 2015 gik partiet tilbage, og den tendens ser ud til at fortsætte ved dette valg.

Det giver også en tæt kamp mellem de mange håbefulde V-kandidater, der gerne vil i Folketinget. Af dem er finansminister Kristian Jensen og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg de mest sikre kort. Her står spændingen måske mere om, hvem af de to der får det bedste personlige valgresultat.

Tilbage står Thomas Danielsen og Kristian Pihl Lorentzen og skal slås for genvalg mod Kenneth Mikkelsen, der er ny kandidat i V-højborgen Ringkøbing-Skjern efter Esben Lunde Larsen, og Carsten Kissmeyer, som har overtaget netop Lunde Larsens plads i Folketinget.

Esben Lunde Larsen fik mere end 10.000 personlige stemmer i 2015, hvoraf 8.622 af dem kom fra Ringkøbing. Men det er ikke sikkert, at Kenneth Mikkelsen kan vinde det samme antal og være sikker på en plads i Folketinget.

Han bliver både presset af de øvrige V-kandidater, heriblandt Thomas Danielsen, der har øjnet en mulighed for at få fat i de ledige Lunde-stemmer. Derudover forsøger Kristendemokraternes lokale kandidat Kristian Andersen også at vinde et kredsmandat i Vestjylland ved blandt andet at tiltrække V-stemmer.

Nordjyllands Storkreds: Fire mandater (0)

Seneste valgs store stemmesluger Søren Gade genopstiller ikke og er i stedet netop blevet valgt til Europa-Parlamentet. Det betyder, at der i hvert fald skal findes et nyt ansigt til Venstres folketingsgruppe i Nordjylland.

Derudover ser mulighederne ud til at være gode for genvalg af de nuværende folketingsmedlemmer Karsten Lauritzen og Preben Bang Henriksen. Det tredje folketingsmedlem, Torsten Schack Pedersen, blev lige netop valgt sidste gang med blot 632 stemmer ned til Anders Broholm. Broholm genopstiller ikke denne gang, og dermed ser Schacks vej til Folketinget ud til at blive nemmere.

Et godt bud på den fjerde kandidat er Marie Bjerre. Hun er opstillet i Himmerlandskredsen, hvor der både er mange V-stemmer og stemmes meget personligt, og derfra arbejdes der hårdt for, at hun skal være Søren Gades afløser – som i øvrigt også lokalt anbefaler at stemme på hende.

Marie Bjerre har også en høj stjerne centralt i Venstre og har blandt andet været politisk assistent for Troels Lund Poulsen, da han var politisk ordfører for partiet.


Der er valg til Folketinget 5. juni.

,

Forrige artikel Opdateret prognose: Sådan fordeler partiernes mandater sig Opdateret prognose: Sådan fordeler partiernes mandater sig Næste artikel Sidst blev Sydjylland malet gult. Hvem opsamler oprøret nu? Sidst blev Sydjylland malet gult. Hvem opsamler oprøret nu?
Mette Frederiksens iltre strateg strøg helt til tops

Mette Frederiksens iltre strateg strøg helt til tops

POLITISK PORTRÆT: Intelligent, strategisk tænkende, politisk engageret, stærk til kommunikation. Men også ilter, hårdhændet, konfliktoptrappende og nærtagende. Det er blot nogle af de begreber, der hæftes på Mette Frederiksens særlige rådgiver Martin Rossen, der har fået en uhørt magtfuld post.