S har flest sikre stemmer på tirsdag

MENINGSMÅLING: Mindst hver fjerde vælger vil stemme anderledes ved kommunalvalget, end hvis der var valg til Folketinget. Men der er stor forskel på, hvor mange af deres normale vælgere de enkelte partier kan regne med til tirsdagens kommunalvalg.
De klassiske borgmesterpartier, S og V, er bedst til at få deres landspolitiske vælgere til også at stemme på partiet ved kommunalvalgene.
De klassiske borgmesterpartier, S og V, er bedst til at få deres landspolitiske vælgere til også at stemme på partiet ved kommunalvalgene.Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget.dk
Erik Holstein

Hvis man planlægger at stemme socialdemokratisk ved næste folketingsvalg, er der en rigtig god chance for, at man også ender med at gøre det ved kommunalvalget. Derimod bliver det svært for partier som Radikale, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance at høste samme antal stemmer ved tirsdagens valg som ved et folketingsvalg.

Det er det resultat, der må uddrages af en meningsmåling udført af A&B Analyse for Altinget.dk Respondenterne er her blevet spurgt om, de "vil stemme på samme parti ved kommunalvalget 19. november, som de ville gøre, hvis der var valg til Folketinget den dag".

Det svarer 62,2 procent af vælgerne ja til, men hele 24,7 procent svarer nej. 13,1 svarer "ved ikke". Indregner man en vis andel af de 13,1 procent, tyder alt således på, at mellem 25 og 30 procent af dem, der vil stemme på tirsdag, vil sætte deres kryds et andet sted lokalt end på landsplan.

"Det lyder meget plausibelt. I 2009 var det 27 procent, der stemte på et andet parti ved kommunalvalget," siger professor i statskundskab Ulrik Kjær (SDU), der har forsket i kommunalvalg.

"Personen betyder mere ved et kommunalvalg, hvor 75 procent stemmer personligt. Det kan være på en kandidat, man selv kender, eller det kan være borgmesteren, der trækker stemmer fra andre partier. Det spiller selvfølgelig også ind, at der er vælgere, der stemmer på en lokalliste ved kommunalvalgene," siger Ulrik Kjær.

Blå skift
Det er især partierne i blå blok, der er parate til at stemme på et andet parti ved kommunalvalget. Her er det 30 procent - eller en tredjedel af de vælgere, der har besluttet sig - der på tirsdag vil stemme på et andet parti end deres foretrukne ved folketingsvalgene. I rød blok er det kun 19 procent af vælgerne, der vil fravælge deres landspolitiske favoritter.

Det gamle kommunalparti Venstre har ikke overraskende en stor andel stabile vælgere. Her vil 73 procent af Venstres landspolitiske vælgere også stemme V i deres kommune, men kun 16 procent forventer at stemme noget andet på tirsdag.

De 73 procent er altså den pool af vælgere, som partiet på forhånd kan regne med. De sikre vælgere. Men dertil kommer naturligvis de vælgere, partierne modtager fra andre partier, plus den andel af de vælgere, der endnu ikke ved, hvem de vil stemme på.

DF-vælgere svære at fastholde
Derimod er det kun 52 procent af Dansk Folkepartis vælgere, der har besluttet sig til også at stemme på den lokale DF-liste i kommunen. Hele 41 procent af DF's vælgere vil stemme på et andet parti. Det passer med erfaringer fra tidligere kommunalvalg: DF har altid haft svært ved at omsætte den landspolitiske styrke til lokale triumfer.

I Liberal Alliances tilfælde er det kun hver fjerde af partiets landspolitiske vælgere, der har besluttet sig til at stemme LA ved kommunalvalget. Mens Konservative til gengæld kan glæde sig over, at 62 procent også vil gøre det på tirsdag. Både når det gælder LA og Konservative, er tallene dog små og statistisk usikre.

EL en joker
I rød blok topper Socialdemokraterne med 79 procent, mens 69 procent af SF's tilbageværende vælgere forventer at støtte partiet lokalt. For Radikale er tallet nede på 46 procent, men partiet kan formentlig supplere med en del opsamlede stemmer fra andre partier.

Enhedslisten kan kun føle sikre sig på nøjagtig halvdelen af de vælgere, partiet lige nu har i de landspolitiske meningsmålinger. Tallet er ikke overraskende, i betragtning af der er en afgrund imellem Enhedslistens nuværende opbakning på små 10 procent - og partiets sølle resultat på kun 2,3 procent ved kommunalvalget i 2009.

At det er de største partier, V og S, der kan forvente støtte fra den største andel af partiernes normale vælgere, overrasker ikke professor Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet. Ud over borgmestereffekten er det efter hans mening et spørgsmål om, hvor kvalificerede kandidater partierne har til rådighed:

"De større partier er begunstiget af, at de normalt har et stort udvalg af kandidater, mens de mindre partier i nogle kommuner har svært med at stille med det rigtige hold. Det kan let få en betydning for, hvor krydset ender," siger Ulrik Kjær."

Dokumentation

Spørgsmålet lød:

Vil du stemme på samme parti ved kommunalvalget den 19. november, som du ville gøre, hvis der var folketingsvalg den dag?

Alle besvarelser   Antal Procent
 Ja  713  62,2%
 Nej  283 24,7%
 Ved ikke  150  13,1% 
 Total 1146

 100%  


Fordelt på partier  EL  SF  S  RV  LA  K  V  DF 
 Ja  50  69   79   46   25   65   73   52 
 Nej  32   14   11   25   50   30   16   41 
 Ved ikke  18  17   10   29   25     5   11     7 
 Tal i procent100%100%100% 100%100%100%100%100%
Kilde: Meningsmålingen er foretaget af A&B Analyse på nettet for Altinget.dk blandt 1.146 politisk repræsentativt udvalgte svarpersoner. Svarene er indsamlet i perioden 31.10 - 5.11.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00