S vil spare milliarder på konsulenter, men partiets eget forbrug er fire gange større end de andre partiers tilsammen

KONSULENTER: Socialdemokratiet vil spare tre milliarder om året på det offentliges forbrug af eksterne konsulenter. Samtidig er partiet med afstand det parti i Folketinget, der har det højeste forbrug af selvsamme konsulenter. 

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Stat, kommuner og regioner skal stramme skruen og spare tre milliarder kroner om året på deres udgifter til eksterne konsulenter.

Det skal give mulighed for at ansætte flere "med hænderne i virkeligheden", som S-formand Mette Frederiksen formulerede det, da partiet mandag præsenterede forslaget som en del af sit samlede udspil 'Velfærd først i hele Danmark'

Men Socialdemokratiet selv er det parti i Folketinget, der med afstand har de højeste udgifter til netop eksterne konsulenter. Partiet har brugt næsten ti gange så mange penge på eksterne konsulenter, som det næstmest konsulent-spenderende parti. Det viser en gennemgang af partiernes regnskaber for 2017.

Den viser også, at socialdemokraterne har brugt over fire gange så mange penge på 'konsulent- og advokatbistand' som Folketingets andre otte partier tilsammen. 

Vi siger ikke, at alle eksperter og konsulentydelser er dårlige

Dan Jørgensen (S)
Næstformand og MF

I alt brugte det oppositionsledende parti 4.032.997 kroner på udgiftsposten i 2017. Enhedslisten, der samme år havde de næsthøjeste udgifter til konsulenter, brugte mere beskedne 401.378 kroner.

Socialdemokratiets konsulentudgifter svarede til ti procent af partiets samlede udgifter i 2017, mens Enhedslistens konsulentregning udgjorde 2,8 procent af deres udgifter det år. 

Partiernes udgifter til konsulent- og advokatbistand i 2017 
(Artiklen fortsætter efter grafikken) 

 

Løhde: S køber designerpolitik
Venstres minister for offentlig innovation, Sophie Løhde, føler sig overbevist om, at Socialdemokratiets store konsulentudgifter må være gået til at få produceret nogle af de udspil, partiet har lanceret i den første fase af valgkampen.

"Socialdemokratiet har efterhånden præsenteret den ene lette løsning efter den anden, som umiddelbart lyder god, men ikke indeholder et eneste konkret svar på, hvordan det skal lykkes. Man har brugt en masse konsulentpenge på noget smart designerpolitik, som er mere egnet til valgkamp end praksis efterfølgende," siger Sophie Løhde. 

Er det ikke ret forventeligt, at S ligger noget højere på konsulentudgifterne end I og de andre regeringspartier, eftersom de ikke har haft embedsværket til rådighed?

"Der er jo mange andre partier, som også sidder i opposition, der ikke har haft samme konsulentforbrug. Desuden har Socialdemokratiet jo også adgang til de parlamentariske redskaber og dermed adgang til, at embedsværket bidrager til at svare på de spørgsmål, de måtte have behov for, når de skal udvikle politik," siger hun. 

S: Sikrer demokratisk balance
Dan Jørgensen, der er næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe, afviser i en sms til Altinget, at der skulle være noget odiøst i at ville spare på det offentliges konsulentforbrug, mens partiets egne konsulentudgifter er så forholdsmæssigt store.

"Vi siger ikke, at alle eksperter og konsulentydelser er dårlige. Og det har helt klart rettet op på en demokratisk ubalance mellem regering og folketing, at der i de senere år er blevet bevilliget flere penge til at kunne rådføre sig," skriver han.

Læs også: Ekstra 52 millioner til partierne: Sådan bliver de brugt

Folketingets partier bevilligede i 2017 ekstra 52 millioner kroner i gruppestøtte til sig selv, der blandt andet kan bruges på eksterne konsulenter. Det hjælper partierne i det daglige arbejde, mener Jørgensen.

"Partiet skal sætte sig ind i meget skiftende dagsordener. Her vil man ofte stå i situationer, hvor man ikke har eksperter ansat og derfor må betale for rådgivning udefra. Problemet mange steder i den offentlige sektor er, at man køber dyre konsulenter, som løser opgaver, der enten kunne løses med de medarbejdere, man allerede har, eller som ikke giver nogen merværdi," skriver Dan Jørgensen. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00