Sådan fik vi det borgerlige Danmark – og derfor kan vi miste det

Selvom de amorrøse gnister ikke ligefrem sprang, da Jakob Ellemann-Jensen på Folkemødet kom til at erkende, at han da godt kunne se sig selv i en regering under lederskab af Konservatives Søren Pape, så rummede den åbenhjertige erklæring om romanceparathed alligevel et vist håb om, at de to gamle bonkammerater, Venstre og Konservative, også i fremtiden vil kunne udgøre det borgerlige samarbejde trygge arne.

Og det er vigtigt.

I dag opfatter vi VK-aksen som indbegrebet af politisk normalitet. Sådan har det imidlertid ikke altid været. Og det er ikke givet, at det altid vil være sådan.

Venstre og Konservative har historisk været hinandens modstandere. Vi behøver end ikke at gribe tilbage til den fjerne fortid, da Konservative kaldte sig Højre. Så sent som efter Anden Verdenskrig var en fasttømret alliance mellem Venstre og Konservative mere end vanskelig at forestille sig.

I Venstre brød man sig ikke om de fine fra byerne. Desuden var man rykket et godt stykke til højre. Konservative derimod opfattede sig lige efter krigen som et udpræget midterparti. Det var dengang lederen hed John Christmas Møller, parolen lød "økonomisk demokrati", og selvopfattelsen fremmanede billedet af "partiet i midten". Ledende konservative foretrak et bredt midtersamarbejde, der inkluderede Socialdemokratiet.

Bare fem år senere var situationen helt forandret, og den første liberal-konservative regering – nogensinde – så dagens lys.

Vejen dertil havde dog slet ikke været ligetil. Mens det var den solide og pragmatiske Venstre-høvding Erik Eriksen, der med rette har fået æren for at rykke Venstre i retning af VK-samarbejde, er det mere overset, hvad der skete i det lidt mindre konservative parti. Den historie har jeg for nyligt afdækket i en større forskningsartikel i Historisk Tidsskrift.

Her var det i høj grad den lidt oversete politiske leder Ole Bjørn Kraft, som må tilskrives – i hvert fald en store del – af æren. Eller overset er måske så meget sagt. Kraft er at finde i de fleste danske historiebøger og trækkes ind i mellem frem i pressen. Typisk ligger fokus dog på hans måske lidt uafklarede holdning til fascismen i begyndelsen af 1930’erne eller på hans heftige antikommunisme i efterkrigstiden – eller måske på hans store engagement i den kristelige vækkelsesbevægelse, der først hed Oxford-gruppe-bevægelsen og siden kom til at hedde Moralsk Oprustning.

Det er alt sammen spændende historier. Jeg har selv beskæftiget mig en del med Kraft i mellemkrigstiden. Fælles for historierne er, at de ikke ligefrem viser en mand, som strutter af realpolitisk sans.

Derfor er det måske også vanskeligt at forstå, hvordan Kraft kunne blive en af arkitekterne bag VK-aksen, som i så høj grad er realpolitik. Men måske ligger svaret i, at VK-aksen aldrig bare handlede om realpolitik, men også om ideologi. Sagt på en anden måde: Selvom alliancen mellem de to partier var en håndfast politisk nødvendighed i lyset af socialdemokratisk dominans, var der også fra begyndelsen et tydeligt ideologisk lag.

At det borgerlige Danmark findes og holder sammen, er slet ikke givet.

Christian Egander Skov
Kommentarskribent

Det bliver klart, når man overvejer den indre modstand, der var mod VK, fra dele af partiet.

"Hvordan skulde vi kunne faa vore Vælgere til at forstaa, at vi skal opgive vor selvstændige konservative Politik. Det vil være uhyre farligt," mente partiets generalsekretær Poul Sørensen. Andre frygtede, at en VK-blok ville blive opfattet som arbejderfjendsk og ødelægge billedet af et socialt ansvarligt konservativt parti.

Overfor det stod Krafts opfattelse, af at der eksisterede ét afgørende skel i dansk politik, og at partierne måtte rette sig efter det. Det var skellet mellem frihed og ufrihed. I 1947 havde han sagt:

"[Socialdemokratiet] søger næsten skjult at virkeliggøre Socialismen ved at ville gennemsyre Samfundet med Reformer, der umærkeligt men støt vil føre os over i den socialistiske Stat ... deres politik der fratager os den økonomiske Frihed, vil i sine Konsekvenser ogsaa undergrave den aandelige, kulturelle og politiske Frihed."

Dengang havde ikke alle været enige, men Krafts linje sejrede, da hans parti gik med i VK-regeringen i 1950.

Og ligesom der lå en klar ideologisk fortælling bag skabelsen af VK, forplantede der sig nu en ny opfattelse af forholdet ikke bare mellem de to partier, men også mellem deres respektive ideologier. For at skære det ud i pap: Hvor liberalisme og konservatisme indtil da ideelt set var defineret i modsætning til hinanden, hed det nu, at de grundlæggende var ens.

Den liberale var konservativ, fordi han havde et samfund at forsvare. Den konservative var liberal, fordi dette samfund netop var det borgerlig-liberale. De to ideologier flød simpelthen sammen i en sådan grad, at det var vanskeligt at sige, hvornår det ene startede, og den anden sluttede. Det er da også karakteristisk, at der ikke blev gjort mange forsøg på netop det i 1950’erne.

Hvis man skulle pege på, hvad der skilte Venstre og Konservative kunne man ikke komme på andet end det der med, at Venstre var på landet, og Konservative var i byerne. Det handlede ikke om ideologi – længere.

Venstre og Konservative har historisk været hinandens modstandere.

Christian Egander Skov
Kommentarskribent

Det konservative koryfæ Aksel Møller, som efterfulgte Kraft som politisk leder, blev en af dem, der klarest udtrykte konservatismens liberalisering. Det gjorde han i en bog, som udkom ved Konservatives 40-års jubilæum i 1956. Det var "de liberale grundsætninger", som forenede de borgerlige, en fælles politisk teori, der handlede "om det frie menneske" skrev han.

En anden af tidens store konservative ideologer, teologen Flemming Hvidberg, skrev i samme bog, at liberalismen var blevet indoptaget i konservatismen, fordi "efter historiens sigtning og prøvelse, så er nu dele af liberalismens ideer indgået som elementer i den vesterlandske tradition."

Det særligt konservative ved konservatismen var altså, at den var liberal. Det, der adskilte den fra liberalismen, var, at den ikke altid havde været det.

Nuvel. Alt dette er historie, men det er jo også nutid.

Men måske er det på vej til at blive fortid? I hvert fald taler stadig flere om afstanden mellem liberalisme og konservativisme – for det borgerlige Danmark er det et stort problem uanset denne eller hin folkemøderomance. At det borgerlige Danmark findes og holder sammen, er slet ikke givet.