Samuelsen: Dansk politik mangler liberale kræfter

INTERVIEW: Ny Alliance tilhører den fredsommelige gruppe af socialliberale i den liberale familie. Og dansk politik mangler liberale kræfter, siger politisk ordfører Anders Samuelsen.
Anders Samuelsen fra Ny Alliance slår fast, at partiet ikke er liberalt.
Anders Samuelsen fra Ny Alliance slår fast, at partiet ikke er liberalt.Foto: Pressefoto/Martin Ravn
Anders Heissel

Skat er ikke det vigtigste for mig som mål, men et redskab til at sikre velfærd. Alle andre diskuterer den samme kage, og man tror, at man kan effektivisere via regler og kontrol. Jeg vil hellere diskutere, hvordan vi får væksten til at stige, så vi får noget mere at investere af.

Anders Samuelsen
Politisk ordfører for Ny Alliance

Ny Alliances politiske ordfører Anders Samuelsen går nu til angreb på den udbredte opfattelse af, at partiet er liberalt. Selvom Ny Alliance har det mest vidtgående forslag på skatteområdet, vil Anders Samuelsen ikke vedkende sig sammenligningen.

"Jeg synes, at det er sørgeligt, at Danmark er blevet så stivnet og socialdemokratisk et samfund, at man ikke længere kan foreslå reformer uden at blive kaldt ekstremist," siger Anders Samuelsen i et interview med Altinget.dk.

"Vores tanker er baseret på en socialliberal tankegang. Derfor er det surt at blive kaldt ultraliberalist, når jeg snakker om en halv procents vækst og årsindkomstmodel. Men det sagde Poul Nyrup Rasmussen (S) altså også. Forskellen er, at alle har flyttet sig over til en socialdemokratisk sump, hvor ingen må sige noget. Mit synspunkt er stadig et midtersynspunkt, men alle er blevet så socialdemokratiske. Hvis jeg er ultraliberalist, så var Nyrup det også," forklarer Anders Samuelsen og prøver at illustrere partiets holdninger ved at tegne det politiske spektrum på sin notesblok.

Skat er et middel - ikke et mål
Det er blandt andet partiets store fokus på en gennemgribende skattereform, der har givet det liberalistiske ry. Men det kan ikke sammenlignes, mener han.

"Jeg snakker om at fjerne top- og mellemskatten og give alle en skatteprocent på 40. Meget få er klar over, at topskatten kun bidrager med en procent af de samlede offentlige indtægter - og mellemskatten kun to procent. Det er mit indtryk, at mange tror, at hvis vi fjerner de to skatter, ja, så fjernes halvdelen af velfærdssamfundet. Det er tåbeligt.

Reelt taler jeg jo om at flytte rundt på to-tre procent af de samlede indtægter i det offentlige, for på den måde at komme af med top- og mellemskatten. Hvis vi på den måde kan øge væksten og dermed skabe et bedre grundlag for velstand og velfærd, er mit mål nået. Og hvis det er ultraliberalisme, så forstår jeg intet," siger Anders Samuelsen.

Misundelsesværdigt skattesystem
Han mener, at de andre partier har en berøringsangst over for at indse, at skattesystemet er forkert.

"Lad os dog lave det om. Vi kan lave den omlægning på en uge, og så vil Danmark være det mest konkurrencedygtige samfund. Det drejer sig om at have et skattesystem, som folk udefra vil misunde. Hvis Danmark havde maksimalt 40 procents skat på arbejde, billige daginstitutioner, gratis skole, universitet og sygehuse, så ville folk sige: Her vil jeg gerne bo. Det er den fremtid, vi skal stræbe efter," understreger den politiske ordfører for Ny Alliance.

Og Samuelsen ser netop partiets skattereform som et udtryk for partiets socialliberale ståsted.

"Det er liberalt og åbent i forhold til konkurrencen mellem eksempelvis det offentlige og det private, og fordi vi ikke er bange for misundelsesretorikken, og socialt fordi det skaber mange flere arbejdspladser og bygger på, at 45-48 pct. af den samlede økonomi er offentlig. Hvis Reagan (tidligere republikansk præsident i USA, red.) havde hørt, at et så beskedent mål i Danmark blev stemplet som ultraliberalt, tror jeg, at han ville have taget sig til hovedet ," siger Anders Samuelsen.
 
For nylig sammenlignede du Ny Alliances fremtid med Fremskridtpartiet i Norge, der har 30 procent af stemmerne, men også en liberal og nærmest skattefjendsk tilgang. Hvorfor gjorde du det?

"Det var en dårlig sammenligning, fordi Norges Fremskridtparti lider af fremmedangst, nationalisme og reformangst. Men det var for at sige, at man godt kan vinde et valg på skat. Jeg så for nylig en undersøgelse, der viste, at 18 pct. mener, at skatten er det største problem. Så selvfølgelig er der vælgere, der sætter skatten højt på dagsordenen, og derfor er der også plads til os. Men skat er heller ikke det vigtigste for mig som mål, men det er et redskab til at sikre frihed og velfærd. Alle andre diskuterer den samme kage, og man tror, at man kan effektivisere via regler og kontrol. Jeg vil hellere diskutere, hvordan vi får væksten til at stige, så vi får noget mere at investere af. Som man vil gøre i en privat virksomhed," siger han.

Skal man da sammenligne Danmark med en virksomhed?

"Nej, selvfølgelig skal man ikke det. Men det er livsfarligt at tro, at man kan spare sig eller fedte sig til mere velfærd. Vi har brug for økonomisk vækst for at få mere af alt det, vi sætter pris på. Når alle andre i verden bevæger sig, så skal vi også op i tempo. Ny Alliance skal være dem, der tør sige noget andet. Ellers vil det gå galt, og historien straffer som bekendt dem, der kommer for sent," siger han.

Skattekommission og comeback
Et kardinalpunkt for Ny Alliance kunne være, når regeringens Skattekommission kommer med sine anbefalinger, men Anders Samuelsen er splittet i forventningerne til kommissionen.

"Jeg er både optimist, fordi Ny Alliance var med til at få denne kommission. Men jeg er også bekymret, for hvis regeringen lykkes med at undgå en diskussion af skat helt op til kommissionens anbefaling, så vil det ikke rykke meget. En del af vores comeback kommer også til at ligge i, at folk er skuffede over, at der ikke sker mere," forklarer Anders Samuelsen.

Han kæmper lige nu en kamp for at skaffe Ny Alliance indflydelse med de tre tilbageværende medlemmer, og det job kan ind imellem godt være noget hårdere, end han regnet med, da han for snart et år siden var med til at stifte Ny Alliance.

"Jeg kunne nok leve min tilværelse meget bedre end ved at være på Christiansborg i fire dage om ugen og til et utal af møder rundt om i landet, mens min familie er i Jylland. Jeg kunne sikkert også tjene flere penge andre steder, men det er så vigtigt for Danmark, at der også er et parti, der ikke er bange for at slå i bordet, at jeg gerne vil give det en skalle," siger Anders Samuelsen.

Altinget logoChristiansborg
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget christiansborg kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00