Anmeldelse af 
Erik Holstein

Selvkritisk SF-formand holder biografi oven vande

ANMELDELSE: Med en forfriskende selvkritisk tilgang til SF’s nyere historie får Pia Olsen Dyhr holdt liv i en biografi, der begrænses stærkt af enkilde-metoden.

Pia OD erkender blankt, at hun helt fejlvurderede Dong-sagens eksplosive kraft. Men hun mangler at give&nbsp;svar på, hvad der var sket, hvis&nbsp;SF&nbsp;var blevet i regeringen tilbage i 2014.<br>
Pia OD erkender blankt, at hun helt fejlvurderede Dong-sagens eksplosive kraft. Men hun mangler at give svar på, hvad der var sket, hvis SF var blevet i regeringen tilbage i 2014.
Foto: Ulla Korgaard/Gyldendal
Erik Holstein

Hun er en af de mest interessante personer på Christiansborg, på en gang sårbar og bomstærk. Hendes dagsform er meget svingende, men hendes fighterevne og comeback-instinkt er virkelig imponerende. Og så er hun politiker helt ind i knoglerne.

Ud fra den betragtning er det en oplagt idé at lave en biografi over Pia Olsen Dyhr, der til foråret kan fejre sit femårsjubilæum som SF-formand. Men biografien begrænses af metoden.

Bogen Pia Olsen Dyhr – Mønsterbrud og opbrud er skrevet af journalisten Thomas Larsen, der har gjort det til sit speciale at fungere som en politisk ghostwriter. Det er klart den letteste måde at lave en politisk biografi på. Men sjældent den bedste.

Jeg var drevet af, at jeg havde ret. Jeg ejede ikke tvivlens nådegave. Jeg var ikke i tvivl om, at hvis man valgte Søvndal, ville SF gå helt ad helvede til.

Pia Olsen Dyhr
SF-formand

Den oplagte svaghed ved metoden er naturligvis, at det bliver en enkilde-beretning – i modsætning til en normal politisk biografi, hvor 40-50-60 forskellige kilders udsagn underkaster hovedpersonens udsagn en kritisk granskning hele vejen rundt.

Ghostwriter-metoden betyder, at det bliver op til hovedpersonen selv, om det ender med et læseværdigt produkt. I nogle tilfælde fører det til pseudokritiske bøger, der bliver gabende trættende at læse. Men i dette tilfælde reddes bogen af, at Pia Olsen Dyhr har format til at erkende egne fejl og give et ret nuanceret billede af de politiske forløb.

Grædende Ida
Biografien indeholder et afsnit på over 50 sider om Pia Olsen Dyhrs barske opvækst med en alkoholiseret far. En far, hun følte sig ansvarlig for langt ud over, hvad der var rimeligt.

Det er ikke nyt stof. SF-formanden har de senere år talt åbent om sin hårde start på livet, og for politiske nørder vil afsnittet være for langt. Men det er det næppe for læsere i almindelighed, og det giver en god forståelse af, hvordan SF-formanden er skruet sammen.

De politisk mest spændende afsnit ligger i skildringen af den dramatiske tid under Thorning-regeringen, hvor SF var ved at gå helt i opløsning.

Særlig ved SF’s udtræden af regeringen i 2014 fik følelserne frit løb, som da de netop fratrådte SF-ministre mødtes på Pia Olsen Dyhrs kontor:

”Ida Auken var med til mødet i Transportministeriet, men hun var ukampdygtig. Det meste af tiden var hun opløst i gråd. Pia Olsen Dyhr husker, hvordan Ida græd, mens Holger K. Nielsen og Jonas Dahl forsøgte at føre en seriøs samtale om SF’s fremtid.”

”Hvad gør vi nu? Hvem skal være partiformand? Hvordan kommer vi videre? Alle de spørgsmål forsøgte vi at stille, mens Ida sad og græd,” fortæller Pia Olsen Dyhr skånselsløst i bogen.

Holger K. som partiets mand
Efter et intermezzo, hvor Jonas Dahl overvejede, om han skulle stille op, lå formandsposten klar til Pia Olsen Dyhr. Her er hun realistisk og usentimental i skildringen, og hun erkender, at Holger K. Nielsen nok havde foretrukket Jonas Dahl.

Pia Olsen Dyhrs relation til den gamle SF-formand Holger K. Nielsen har været kompleks. Respekten de to imellem var begrænset gennem mange år, men de fandt sammen ved partiets nedsmeltning i 2014. Siden har Holger været en super loyal støtte, selv på et område som udlændingepolitikken, hvor den gamle SF-formand med sikkerhed er uenig på flere områder. Men som partiets mand bakker han formanden op.

Fejlvurderede Søvndal
Heller ikke forholdet til den næste SF-formand i rækken var ukompliceret. Pia Olsen Dyhr tabte klart et kampvalg om formandsposten mod Villy Søvndal tilbage i 2005, og forholdet mellem de to var anstrengt i flere år efter.

Pia Olsen Dyhr undervurderede fatalt Søvndals potentiale, og hun erkender blankt, at hun dengang havde en alt for firkantet tilgang til tingene:

”Jeg var drevet af, at jeg havde ret. Jeg ejede ikke tvivlens nådegave. Jeg var ikke i tvivl om, at hvis man valgte Søvndal, ville SF gå helt ad helvede til, og det var jeg selvfølgelig nødt til at kæmpe for at undgå.”

Det gik som bekendt anderledes.

Nådig skildring af Vilhelmsen
Pia Olsen Dyhr beskylder sin umiddelbare forgænger, Annette Vilhelmsen, for at have brudt SF's love, da hun uden varsel trak SF ud af regeringen. Og Olsen Dyhr har ret i, at den slags strategiske beslutninger tilkommer SF's landsledelse.

Det er en kontant anklage, men generelt er Pia Olsen Dyhr overraskende nådig over for Vilhelmsen:

”Annette er et sødt og oprigtigt menneske, som gerne ville gøre sit for at forene SF og give partiet en ny start. Hun er, hvad jeg vil kalde 'en rigtig SF’er'. Det er også derfor, hun blev valgt. Hun ville gerne lytte, og det havde SF’erne brug for. Hendes udfordring var selvfølgelig, at hun ikke kendte nok til politik.”

Det er meget tvivlsomt, om SF-formanden reelt har så pæne tanker om sin forgænger, men den sidste sætning indrammer Vilhelmsens helt grundlæggende problem: Hun kendte ikke nok til politik.

For de fleste politikere havde den mangel ført til, at de ikke havde stillet op til den krævende post som partileder. Men ikke for Annette Vilhelmsen, der var selve inkarnationen af positiv tænkning: troen på, at alle kan alt, bare man vil det nok og tænker positivt nok. Som Vilhelmsens skæbne demonstrerede, er det en illusion.

Selvkritikken
Pia OD’s selvkritik kommer frem mange steder i bogen: Hun erkender, at hun alt for sent forstod rækkevidden af den frustration, der bar Annette Vilhelmsen frem til formandsposten, at hun ikke havde blik for Dong-sagens eksplosive potentiale – og at hun heller ikke havde fanget Alternativets fremgang i sidste valgkamp.

Den første og den sidste fejltagelse delte hun med næsten hele Christiansborg, mens fejlvurderingen af Dong-sagen nærmer sig det uforståelige for en SF-minister.

Men faktisk formår Pia Olsen Dyhr at give en forklaring på de mekanismer, der ofte gør sig gældende for en minister. For 14 dage før Dong eksploderede, havde hun opnået SF’s største sejr i regeringen, etableringen af togfonden til 28 milliarder.

”Man får hurtigt et tunnelsyn som minister. I stedet for at træde et skridt tilbage for at se på helheden – det vil sige SF’s samlede situation – var jeg optaget af, at det bevægede sig i den rigtige retning på mit felt.”

Værre alternativ
Andre af Pia Olsen Dyhrs konklusioner er mere tvivlsomme. SF-formanden beskriver det nærmest som et resultat af en proceduremæssig fejl, at SF måtte trække sig fra regeringen. Fordi Annette Vilhelmsen også indkaldte den genstridige folketingsgruppe til møde om Dong i stedet for bare at lade sagen afgøre af landsledelsen.

Her er det, som om Pia Olsen Dyhr stadig ikke helt har forstået omfanget af den katastrofe, SF var på vej ind i efter Dong-sagen: Hvis Olsen Dyhr havde fået sin vilje, og SF var fortsat i regeringen – med rasende vælgere i bagagen og en håbløs formand i spidsen – kunne det have gået helt, helt galt ved folketingsvalget.

Hønge retoucheret
I det interessante kapitel om SF’s exit fra Thorning-regeringen er ”Vikaren fra helvede”, Karsten Hønge, retoucheret ud. Om nogen kom vikaren med de ramsaltede bemærkninger ellers til at symbolisere modstanden mod Dong-salget – og det er spørgsmålet, om SF havde forladt regeringen, hvis ikke Hønge var kommet på banen.

Forklaringen på retoucheringen er ikke svær at gætte sig til: Pia Olsen Dyhr og Karsten Hønge stod meget stejlt over for hinanden i 2014, men i dag har de to et fint forhold, og Karsten Hønge er som politisk ordfører en af SF-formandens nærmeste partnere. Den gamle strid mellem de to vil Pia Olsen Dyhr ikke rippe op i.

En forståelig taktisk disposition af SF-formanden. Men det viser samtidig svagheden ved en biografi, der har karakter af en selvbiografi.

Kildeafsmitning
En lignende tilgang ses i beskrivelsen af dramaet om finansloven for 2014, der til alles overraskelse endte med et forlig med Venstre i stedet for Enhedslisten, som der ellers var lagt op til. En udgang på sagen, der ikke var populær i SF’s bagland.

I bogen hedder det: ”Bagefter ærgrede SF-ministrene sig over, at Enhedslistens topfolk havde presset citronen for meget og ikke havde evnet at se, hvornår tiden var kommet til at slå til og indgå en aftale.”

Tjah, det er rigtigt, SF-ministrene så det sådan. Men det er ikke en nuanceret skildring af forløbet. Når Enhedslisten holdt firkantet fast i et krav om to bade om ugen til ældre, skyldes det konkrete erfaringer med, at uspecificerede bevillinger til en bestemt gruppe borgere forsvandt i et sort hul i kommunerne.

Den slags kildeafsmitninger trækker ned i en bog om en interessant politiker, der på lange strækninger er forfriskende ærlig. Og det understreger, at en selvbiografi skal kaldes ved dens rette navn – uanset om der er ghostwriter på eller ej.

Bogen får fire stjerner: Selve bogen kan kun trække tre, men hovedpersonen sikrer den en ekstra.

 Thomas Larsen: Pia Olsen Dyhr – Mønsterbrud og opbrud
352 sider, udkommer 22. oktober 2018 og koster 300 kr.
Gyldendal

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

Thomas Larsen

Politisk kommentator
fellow (Stanford Uni. 2000), journalist (DJH 1988)

0:000:00