Simon Emil Ammitzbøll-Billes bog er et provokerende partsindlæg i utide

Som Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, skrev i sin anmeldelse, er Ammitzbøll-Billes bog ”en hudløs og hensynsløs sensation af en bog”. Jeg er helt enig. Den er til tider tæt på at være en kriminalroman værdig. Den afslører den totalt dysfunktionelle blå blok, blotlægger vekslende personlige venskaber og fjendskaber, rigmanden Lars Seier Christensens penges indflydelse på Anders Samuelsens konkrete politik og mængden af rødvin, når Lars Løkke Rasmussen forhandler.

Her skal så prompte tilføjes, at både den nuværende udenrigsminister og flere andre af Ammitzbøll-Billes samtidige aktører – blandt andet Dansk Folkepartis daværende formand, Kristian Thulesen Dahl, og daværende erhvervsminister i en del af perioden, den konservative Brian Mikkelsen – har en lidt anden erindring om konkrete begivenheder end forfatterens erindringer.

Således er og bliver bogen et partsindlæg. Hverken mere eller mindre. Et spændende partsindlæg at læse, ja. Et væsentligt bidrag til forståelsen af, hvorfor blå blok i realiteten aldrig har eksisteret og vil være et fatamorgana mange år frem. Ja, i den grad. Altså en debatbog.

Men insideren himself burde nok have holdt sig fra de mange gengivelser af, hvad andre efter hans hukommelse (måske) har sagt i al fortrolighed på lukkede møder – altså indtil Ammitzbøll-Bille nu har brudt fortroligheden. Ligesom en række mindre flatterende personkarakteristikker af fortsat aktive politikere i realiteten er uden betydning for forståelsen af den politiske substans.

Selvskrevne erindringer har en tendens til at tegne et til tider glorværdigt billede af forfatteren selv

John Wagner
Bestyrelsesmedlem og politisk kommentator, forfatter til ’Schlüters politiske testamente’

Ammitzbøll-Billes bog er diskutabel, som Ritt Bjerregaards ’Kommissærens dagbog’ var det. Selvfølgelig kan han – i modsætning til hende – da være ligeglad med, hvordan resten af Christiansborg tænker og reagerer på hans skriverier.

Ammitzbøll-Bille er formentlig fortid i dansk politik – i hvert fald som parlamentariker. Men han kommer til at sætte sig spor som ikke bare insider, men som en whistleblower, der fortsat trods de 296 sider skylder os svar på, hvad han egentlig vil med disse erindringer, og – ikke mindst – hvorfor han forblev i politik så længe, som tilfældet blev, når ”intriger, bedrag og brutalitet hersker i toppen af politik”, som det hedder på bogens omslag.

Som Jakob Nielsen vil også jeg anbefale bogen til alle med politisk interesse, men jeg gør det ikke med begejstring. Og frygter desværre, at den ikke bidrager til færre intriger, mindre bedrag og mindre brutalitet – og i hvert fald slet ikke til mere fordragelighed. Tværtimod! Medmindre frygten for kollegers erindringer i utide får alle til at opføre sig så høfligt som damer til et teselskab.