Simply The Best

BOGUDDRAG: Med tilladelse fra forlaget Rosenkilde og Bahnhof bringer Altinget her et uddrag af bogen "Det konservative kollaps" skrevet af Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard. Afsnittet omhandler Lene Espersens første landsråd som formand og en landsrådstale, der viste sig at blive kontroversiel.

Lene Espersen: Den tidligere konservative leder nåede at afholde tre landsråd i spidsen for partiet, inden hun blev væltet i starten af 2011. Nu har hun fået et delvist comeback.<br>
Lene Espersen: Den tidligere konservative leder nåede at afholde tre landsråd i spidsen for partiet, inden hun blev væltet i starten af 2011. Nu har hun fået et delvist comeback.
Foto: konservative.dk

Det var en storsmilende og selvtillidsfuld Lene Espersen, der gik på talerstolen som ny konservativ formand. Foran hund­redvis af partisoldater blev hun hyldet som en rockstjerne, lige inden hun skulle til at spille sit største hit.

Og tilhørerne blev ikke skuffede. Tværtimod havde Esper­sen en tale med under armen, der i skarpe ord og vendinger præsenterede konservative værdier og målsætninger. Skatten skulle ned, fællesskabet skulle styrkes, det sociale ansvar skulle opprioriteres, forsvaret skulle være stærkt, skolen skulle være bedre, og hvad angik udlændingepolitikken, skulle der ikke være nogen slinger i valsen.

Talen tog kegler hos tilhørerne, der flere gange under­vejs lod massive klapsalver regne ned over deres nye for­mand.

Det var imidlertid ikke alle i det danske politiske landskab, der modtog talen med lige stor begejstring. Især hos Dansk Folkeparti var man godt gnavne. For hvad de mange tilhørere i Bella Center den septemberdag ikke vidste, var, at der forud for landsrådet havde været møder mellem De Konservative og Dansk Folkeparti. Efter adskillige års stridigheder mellem de to partier, var tiden nemlig nu inde til at forsones. Hvilket blandt andet Lene Espersen selv syntes var en god idé.

Derfor havde der været snak om, at Espersen i sin lands­rådstale ville række hånden frem mod Dansk Folkeparti, rose samarbejdet og appellere til en frisk start.

Men der kom ikke nogen hilsen til Dansk Folkeparti i talen. Tværtimod glimrede samarbejdspartneren ved sit fra­vær og blev kun nævnt i en bisætning en enkelt gang i forbin­delse med et nyligt indgået udlændingeforlig. I stedet blev regeringspartneren fra Venstre rost i store ord og vendinger i flere omgange. Flere stærke kræfter havde internt hos De Konservative stillet sig på bagbenene over udsigten til at fremhæve Dansk Folkeparti i en landsrådstale, og derfor var passagen til sidst blevet taget ud.

En handling, som man hos Dansk Folkeparti tolkede som en klar krigserklæring. Ikke mindst fordi adskillige af Esper­sens budskaber omkring især udlændingepolitikken på lange stræk lå helt på linje med Dansk Folkepartis. Og da Espersen samtidig skruede op for blusset omkring de offentligt ansatte, opfattede DF-ledelsen det som værende åbenlyst vælgerfiskeri i deres kernesegmenter.

Netop fordi Dansk Folkeparti var tæt på usynlige i talen, kom de udlændingepolitiske pointer nemlig til at fremstå som rene konservative mærkesager og ikke som en del af en samlet VKO-plan. Hvilket Dansk Folkeparti bestemt ikke var enige i.

Det var ikke kun blandt DF’erne, der var utilfredshed med Lene Espersens landsrådstale. Flere af de socialkonservative kræfter i det konservative bagland var noget knotne over mel­dingerne fra den nye formand. Blandt de fremmeste kritikere var hovedbestyrelsesmedlemmet Peter Norsk, der så langtfra var begejstret for den stramning i den udlændingepolitiske kurs, Espersen lagde for dagen.

Når Norsk var ekstra utilfreds, hang det sammen med, at han havde haft samtaler med Espersens lejr i forbindelse med formandsskiftet og tilkendegivet, at det ville være rart, hvis Espersen ville skrue lidt ned for det, Norsk kaldte ’DF Light’- retorikken og i stedet være lidt mere midtersøgende. For i så fald ville den socialkonservative fløj ikke have nogen kvaler ved at støtte Espersen som ny formand.

Norsk havde oplevelsen af, at Espersens lejr havde indvil­liget i dette, og blev derfor også noget forundret og vred over de ting, han nu hørte fra talerstolen. Og det gjorde ikke hans tiltro til Espersen som formand større. Tværtimod var det med til at lægge kimen til et internt drama omkring Espersen og Norsk ved det følgende års landsråd. Hos Venstre var holdningen til den nye konservative for­mand noget mere tvetydig.

På den ene side glædede man sig over, at regeringspartneren havde fået gennemført et for­mandsskifte i god ro og orden, og at det ikke havde givet an­ledning til ballade. Samtidig havde man indtil videre haft et godt og konstruktivt samarbejde med Lene Espersen, som af Venstre-ledelsen blev opfattet som både dygtig og skarp.

Men netop fordi Espersen var en profil af de større, var det heller ikke helt uden enkelte panderynker, at Venstre iagttog den nye konservative formands indtog. For hvad ville hun kunne drive det til? Hvor meget ville hun kunne rykke De Konservative i målingerne? Det måtte man have afklaret hur­tigst muligt. Og af flere grunde.

Dels for at finde ud af, hvad man konkret havde at gøre med. Og dels fordi Fogh på det tidspunkt var på vej ud af landet, på vej til NATO, og fordi hans afløser, Lars Løkke Rasmussen, fortsat lå underdrejet i kølvandet på bilagssagen, hvor det var kommet frem, at Løkke havde rod i regnskaberne både som amtsborgmester i Frederiksborg Amt og efterfølgende som indenrigs- og sundhedsmi­nister. Flere private ting var blevet tørret af på skatteborgerne, hvilket var i strid med reglerne. Og dette havde givet Løkke gevaldige ridser i lakken, da det blev offentligt kendt.

Derfor var der flere, der rundt om i regeringskrogene var begyndt at pippe op om muligheden for, at det måske var bedre, at det var Espersen, der overtog statsministerposten, når Fogh smuttede sydpå. For med Løkke i front kunne regeringen lige så godt overgive sig. Lars Løkkes troværdighed var så slidt, og hans offentlige image så pryglet, at det ville være en katastrofe. Lene Espersen derimod var populær, skarp og offensiv og ville kunne være det friske pust, som en ellers småtræt regering kunne have brug for, hvis den skulle fastholde magten, lød spekulationerne i den borgerlige lejr.

Spekulationer, som man bestemt havde noteret sig hos Venstre, og som man absolut ikke ønskede, skulle blive til virkelighed. Derfor gik man grundigt til værks med diverse meningsmålinger og fokusgrupper for at finde ud af, hvor stort et potentiale den nye konservative leder havde. Resulta­tet af arbejdet viste, at Espersen ville være i stand til at ud­bygge det konservative vælgergrundlag fra de aktuelle 10 procent til cirka 18 procent. Altså næsten en fordobling. Og en udvikling, der, såfremt den blev en realitet, ville ændre markant på styrkeforholdene i regeringen.

Derfor handlede det for Venstre om at være opmærk­somme fra dag et, så man ikke blev trængt i baggrunden på bekostning af De Konservative. Regeringssamarbejdet skulle fortsætte, men Venstre havde bestemt ingen intention om at ændre på det storebror-lillebror-forhold, der lige nu kendeteg­nede magtbalancen.

Og Lene Espersen fik hænderne fulde fra første dag. Selv om hun først formelt set tiltrådte som konservativ partileder den 27. september 2008, var hun allerede blevet forfremmet til økonomi- og erhvervsminister den 10. september, altså dagen efter, at Bendtsen meddelte sin afgang. Det var et ministerium, der lå godt til den økonomuddannede Espersen, men som hurtigt skulle vise sig at blive et sjældent udfordrende embede. For dårligt havde Espersen fået pakket kasserne fra Justitsministe­riet ud på sit nye kontor, før den vestlige verdens økonomiske korthus ramlede sammen.

Den 15. september 2008 krakkede den amerikanske storbank Lehman Brothers, og en voldsom og omfattende finanskrise brød ud. I løbet af de par uger, der gik, fra Espersen var tiltrådt som ny minister, og til hun for­melt set blev valgt som ny formand, gik bunden ud af den ene pengekasse efter den anden og efterlod folk over hele den vest­lige verden i en kombination af chok og panik.

Finanskrisen truede også med at vælte flere danske banker omkuld. Allerede i sommeren 2008 var Roskilde Bank krakket, og nu truede finanskrisen med at rive flere med i faldet. Men så vidt måtte det for alt i verden ikke komme, og dette var grunden til, at Espersen sammen med finansminister Lars Løkke Rasmussen blev sat i spidsen for et større arbejde, der skulle spænde et sikkerhedsnet ud under de danske banker. Et arbejde, der skulle vise sig både omfattende og tidskrævende, og som gjorde, at Espersens første tid som ny konservativ for­mand ikke i særlig høj grad blev brugt på at kommunikere konservative mærkesager, men på at forhandle det, der blev kendt som ’Bankpakke 1’ på plads.

Allerede den 10. oktober kunne Espersen og Løkke således præsentere resultatet af an­strengelserne og indvie offentligheden i bankpakkens ind­hold. Men det var langtfra nok med en enkelt bankpakke, skulle det hurtigt vise sig. For selv om regeringen med opret­telsen af ’Finansiel Stabilitet’ spændte et sikkerhedsnet ud under banksektoren, så var det afgørende, at dansk økonomi ikke gik fuldstændig i stå. Espersen og Løkke gik derfor straks i gang med forhandlingerne til ’Bankpakke 2’, som skulle sikre, at bankerne fortsat lånte penge ud til danskerne, og der­med sikre, at der fortsat var gang i økonomien, og at bankerne ikke bare lukkede kassen i.

De to bankpakker var vigtige forlig, som havde afgørende be­tydning for den danske økonomi. Problemet for Espersen var imidlertid, at de bestemt ikke kunne siges at være vindersager. For uanset hvor mange anstrengelser hun og Løkke gjorde sig for at forklare pakkernes indhold og vigtigheden af dem, så blev det aldrig en let sag at kommunikere til presse og befolk­ning, i modsætning til når hun som justitsminister havde tordnet mod de hårdeste kriminelle.

Samtidig havde den omfattende finanskrise som nævnt gjort, at en væsentlig del af hendes tid var gået med tunge, økonomiske forhandlinger, i stedet for at hun havde kunnet profilere sig selv og Det Konservative Folkeparti. Dette var en situation, der imidlertid ikke var den helt store forståelse for i dele af partiets bagland. Et bagland, der under årene med Bendt Bendtsen som formand var blevet yderst forvendte med, at formanden tit og ofte kom på besøg. Nøjagtig som man også under Hans Engells formandstid havde haft ople­velsen af en tilstedeværende og synlig formand.

Men helt på samme måde var det ikke med Espersen ved roret. For én ting var, at Espersen havde sit at se til med fi­nanskrisen. Det kunne de fleste i baglandet godt sætte sig ind i. Ud fra den præmis var det fair nok, at den nye formand ikke rigtig viste sig i diverse vælgerforeninger, til diverse møder eller jubi­læer og sociale sammenkomster. Men når man så hørte, at det ofte hændte, at Espersen allerede ved firetiden om eftermidda­gen satte kursen mod privaten i Dragør for at tage sig af sine to små børn, ja, så var det, som om forståelsen forsvandt. Det bar tværtimod ved til det ry, Espersen allerede havde fået blandt sine kritikere, nemlig at hun var doven. At hun ikke passede sit arbejde og smuttede hjem, så snart hun kunne.

Ærgrelsen over, at Espersen kun sjældent viste sig i baglandet, ville formentlig være blevet set på med noget mildere øjne, hvis ellers den nye formand havde leveret de frem­ragende meningsmålinger, som man havde forventet, mens man endnu talte om ”Lene-effekten”. Forventningerne til, at Espersen ville katapultere partiet op til tidligere tiders stor­hed, havde været udbredte. Men da fremgangen i første om­gang kun var på et par procent, spredte der sig en følelse i partiet af begyndende skuffelse i retning af: ’Nå, var det det? Var det, hvad det kunne blive til?’

Tid eller ej, så stod det med at dyrke baglandet og netvær­ket i al almindelighed ikke særlig højt på Lene Espersens po­litiske prioriteringsliste. Det havde aldrig været noget, hun var gået specielt meget op i, og nu, hvor hun havde hænderne fulde både politisk og privat, så stod det at drikke kaffe og spise småkager i en lokal vælgerforening altså ikke ret højt på listen.

Det var dog ikke kun i baglandet, at man noterede sig, at Espersen ofte blev kørt hjem i løbet af eftermiddagen. Også blandt politiske kolleger, journalisterne og i embedsværket var det noget, man bemærkede. For i modsætning til mange andre af de politiske dyr blev Espersen ikke hængende på Borgen til langt ud på natten. Det var ikke hende, der sad og hang rundt om på diverse kontorer med et glas vin i den ene hånd og en røverhistorie i den anden.

Hun ville derimod hjem og være sammen med familien, også selv om det betød, at det i højere grad blev hendes embedsmænd, der tog sig af det med at pleje eksempelvis netvær­ket af ordførere. Således havde flere af retsordførerne fra de andre partier i hendes tid som justitsminister ofte haft opfat­telsen af at have et tættere forhold til departementschef Mi­chael Lunn end til ministeren selv, hvilket var noget usædvanligt.

”Det konservative kollaps” er udkommet på forlaget Rosenkilde og Bahnhof og er skrevet af Anders Agner Pedersen og Jens Aagard. Bogen er på 260 sider og koster 250 kroner.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00