Stemmerne er talt op: Her er valgets store overraskelser

VALG: Venstre slår SF i København, DF og LA mister 30 pladser i Folketinget, 191 stemmer holdt Kristendemokraterne ude, og Thornings Socialdemokrati fik større opbakning end Mette Frederiksens. Se valgets overraskelser her.  

Der manglede hverken drama, spænding eller målinger, men heller ikke denne gang gik valget helt som ventet.  
Altinget giver nogle af valgets store og små overraskelser, efter valgresultatet ligger klar, men inden alle de personlige stemmer er talt op.   

1. Målingerne undervurderede Løkke, Østergaard og Pape 
Ti dage forinden trodsede Venstre meningsmålingerne og blev det største parti ved europaparlamentsvalget. Onsdag kopierede Løkkes Venstre stuntet, trodsede målingerne, endte over 23 procent og blev partiet med den største fremgang.  

Lige så overraskende var det, at Radikale i den grad blev belønnet af vælgerne. I meningsmålingerne var fremgang blevet varslet, men ikke til de 8,6, de endte på. Det var en stigning på 4 procentpoint og Morten Østergaards Radikale overhalede Enhedslisten og deler nu titlen som landets tredjestørste parti på tinge sammen med Dansk Folkeparti med hver 16 mandater.  

Vælgerne belønnede også Søren Pape Poulsens Konservative, der gennem valgperioden har kunnet set på meningsmålinger og drømme om at runde 5 procent. I stedet endte Konservative på 6,6 procent og en mandatmæssig fordobling.  

SF nød også stor fremgang, men den var i højere grad forudset af meningsmålingerne. I snittet af meningsmålinger var der spået meget lige konkurrence mellem SF, Radikale og Enhedslisten om at være størst. Den kamp vandt Radikale i denne omgang.

2. DF og LA skal sige farvel til 30 pladser i Folketinget 
Det var ikke overraskende, at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance gik tilbage. Men få havde ventet så brutal tilbagegang, som det endte med: DF mister 21. Det betyder sandsynligvis farvel til profiler som Martin Henriksen, Kenneth Kristensen Berth, Mikkel Dencker og Kim Christiansen.  

Hos Liberal Alliance er nedgangen “kun” ni mandater, men for partiet næsten endnu værre: Partiformand Anders Samuelsen får ikke plads i Folketinget, og det gør Joachim B. Olsen, Laura Lindahl, Carsten Bach og Christine Egelund heller ikke.  

Liberal Alliance fik blot 9.584 stemmer i Nordsjællands Storkreds, hvor Samuelsen er opstillet, og det var ikke nok til, at han kunne sikre sin plads. 

I stedet vil den nye LA-folketingsgruppe formentlig komme til at bestå af Simon Emil Ammitzbøll-Bille, Ole Birk Olesen, Henrik Dahl og den nye, unge profil Alex Vanopslagh. 

De fire står til at få LA’s mandater i henholdsvis København, Østjylland, Sydjylland og Vestjylland. Mens tre af dem allerede sidder i Folketinget, bliver Vanopslagh ny mand på tinge. Den 27-årige LA’er er tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom og er nuværende medlem af Københavns Borgerrepræsentation. 

3. Thorning klarede sig bedre end Mette Frederiksen 
Mette Frederiksens Socialdemokrati har lagt afstand til årene med Helle Thorning-Schmidt i spidsen – men partiet hentede flere stemmer med Thorning i spidsen i 2015: 26,3 mod 25,9 eller 924.940 versus 915.416. 

Den blå blok blev dog ved valget ramt af en del stemmespild – blandt andet fra Kristendemokraterne – og det kom Mette Frederiksens Socialdemokratiet til gode, der trods færre stemmer end Thorning, alligevel med hjælp fra valgmatematikken gik et mandat frem i forhold til 2015.  

4. Venstre slår SF i København 
København er tabt, er der nok mange Venstre-politikere, der har tænkt gennem årene. Men den fortælling skal måske skrives om. Onsdag tog Venstre nemlig et solidt hop op blandt københavnerne og fik 15 procent af stemmerne i hovedstaden. Marginalt mindre end Enhedslisten, Radikale og Socialdemokratiet, der toppede hos københavnerne med 17,2 procent.

Venstre slog SF, der ellers for blot ti dage forinden havde hentet tæt på hver fjerde stemme i København til europaparlamentsvalget. Her blev SF det største parti med 22,8 procent. 

Det kunne partiet langtfra mønstre ved folketingsvalget, hvor det kun er 11,6 procent af stemmerne i Københavns Storkreds, som er gået til SF. Det gør partiet til det femtestørste parti i København.  

5. Kristendemokraternes mirakel i Vestjylland udeblev 
Atter igen må Kristendemokraterne sande, at der ikke er nok vælgere, der vil sende dem i Folketinget. Partiets plan om at gå efter et kredsmandat i Vestjylland lykkedes ikke. Men det var meget tæt på, for det var blot 191 stemmer, som Kristendemokraterne manglede for at vinde det famøse kredsmandat. 

Partiets endelige stemmetal i det vestjyske lød på 17.012, hvilket er et markant spring fra de 7.646 stemmer, som partiet fik i Vestjyllands Storkreds ved folketingsvalget i 2015. 

På landsplan præsterede partiet også et bedre valg, selvom det ikke var nok til at nå de magiske to procent. Det blev til 1,73 procent af alle stemmerne. 

6. Det store stemmespild i blå blok 
Kristendemokraterne var ikke ene om at se sig slået på målstregen. Rasmus Paludan og hans parti Stram Kurs røg også lige netop under spærregrænsen med 1,79 procent af stemmerne. 

Oven i det kommer Klaus Riskær Pedersen, der kun fik opbakning fra 0,84 procent af vælgerne. 

Det betyder, at hele 4,36 procent af stemmerne er endt som stemmespild, da de ikke bliver vekslet om til mandater i Folketinget. Det svarer til 153.903 vælgere og er det højeste stemmespild siden 1988-valget

Det markante stemmespild er også en af årsagerne til, at blå blok lider et nederlag. Det skyldes både, at Kristendemokraterne og Klaus Riskær Pedersen vil have peget på Løkke som statsminister, og at det vurderes at være stemmer, der ellers kunne være gået til et af de andre blå partier. 

7. Enhedslisten går tilbage 
På et spillested på Vesterbro med lokaler opkaldt efter de socialdemokratiske koryfæer Anker Jørgensen, Thorvald Stauning, Nina Bang og Svend Auken havde Enhedslisten inviteret til valgfest onsdag aften. Her kunne de fremmødte konstatere, at Enhedslisten for første gang siden 2007 gik tilbage ved folketingsvalget. Marginalt i mandater, bare et enkelt mindre, men dog fra 274.463 stemmer i 2015 til 244.664 onsdag. I meningsmålingerne op mod valgdagen så det ellers ikke urealistisk ud, at Enhedslisten kunne blive Folketingets tredjestørste parti. På valgdagen måtte de nøjes med at være nummer 6 ud af 10.

Det holder vi øje med torsdag: 
Selvom det nu er klart, hvordan de enkelte partier har klaret sig, er der stadig god grund til at følge nøje med i stemmeoptællingen. I løbet af torsdagen vil de personlige stemmetal nemlig tikke ind, og der vil komme navne på de mandater, som partierne har vundet. 

Her bliver det naturligvis interessant, hvem vi skal sige farvel til fra især Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, og hvem vi skal byde velkommen til fra blandt andet Venstre, Radikale og SF. 

Men derudover vil vi især holde øje med: 

  • Ellemann-Jensen- og Ahlers-effekten 
    Hvordan klarer Jakob Ellemann-Jensen sig? Venstre er gået frem i Østjyllands Storkreds og i Aarhus, hvor Jakob Ellemann-Jensen er opstillet, og derfor bør man holde tæt øje med optællingen af de personlige stemmer i netop den storkreds. Hvis han får et flot personligt valgresultat, vil han stå styrket i et eventuelt formandsopgør i Venstre. 

    Samtidig med Østjylland skal man også lige skæve til Vestjyllands Storkreds, hvor Kristian Jensen er opstillet. Hvis han får færre personlige stemmer end Inger Støjberg, der også er kandidat i den storkreds, står han svagere over for en Ellemann-Jensen med et flot resultat i bagagen. 

    Endelig er det også værd at følge med i, hvordan den nye dreng i klassen Tommy Ahlers har klaret i København, hvor Venstre også er gået frem. Er det takket været ham? 

  • Bliver Mette Frederiksen eller Løkke valgets største stemmesluger? 
    Valgresultatet afslører allerede nu, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har klaret sig bedre i Nordjylland, end prognoserne forudså. Partiet er gået fra seks til syv mandater. Men er det også ensbetydende med, at Mette Frederiksen bliver valgets store stemmesluger? 

    Eller løber Lars Løkke Rasmussen måske med den titel? Han er opstillet i Sjællands Storkreds, hvor Venstre er gået fra fem til syv mandater, og så er hans valgkreds – Køgekredsen – blevet malet blå. Her er Venstre nemlig størst med 25,3 procent af stemmerne. 

  • Hvem skal med Østergaard i Folketinget 
    Radikale er gået hele to mandater frem i Østjyllands Storkreds, og her bliver det spændende at se, hvilke nye ansigter der følges med Morten Østergaard ind i Folketinget. 

    Derudover har Radikale genvundet sit fynske mandat, og her spås en tæt kamp mellem Rasmus Helveg Petersen og Camilla Hersom, hvilket gør det værd at følge stemmeoptællingen på øen. 

  • Hvem bliver de nye konservative folketingsmedlemmer 
    Konservatives fremgang betyder, at partiets formand Søren Pape Poulsen ikke blot har sikret sit eget genvalg. Han får også selskab af en anden konservativ kandidat fra det vestjyske. Men da Pape formodes at have fået en stor andel af de personlige stemmer selv, kan det ende med at være en meget tæt kamp om det andet mandat, der kan blive afgjort med få stemmer. 

    Et andet sted i landet, hvor der også er spænding om det konservative mandat, er i København. Her har partiet vundet et mandat, men der er ikke en oplagt favorit til at få det. I stedet er der en håndfuld af kandidater, der alle kan komme i spil. Det er Anders Johansson, Nikolaj Bøgh, Helle Bonnesen, Marie Høegh, som du skal holde særligt øje med.

,

Forrige artikel Overblik: Her er resultatet af folketingsvalget 2019 Overblik: Her er resultatet af folketingsvalget 2019 Næste artikel Er du en bedre kongelig undersøger end Mette Frederiksen? Sammensæt din drømmeregering her Er du en bedre kongelig undersøger end Mette Frederiksen? Sammensæt din drømmeregering her
Sverige er Mette Frederiksens dystopi

Sverige er Mette Frederiksens dystopi

ANALYSE: Såvel åbningstalen som regeringens sikkerhedsudspil understreger, at en retspolitisk strammerlinje er central for socialdemokraternes strategi. Hensigten er både at holde på blå vælgere og forhindre tilstande som i de svenske storbyer.