SV-modellen er relanceret – nu med sidevogn

ANALYSE: Forslaget om en SV(R)-regering giver god mening for Løkke, men ingen mening for Mette Frederiksen. For Radikale vil et samarbejde hen over midten være et farvel til en ny retning i udlændingepolitikken.

Den gamle model brød sammen for 40 år siden, og ingen har ønsket at reparere på den siden.

Men til alles overraskelse trak statsminister Lars Løkke Rasmussen SV-modellen ud af skrotbunken og begyndte febrilsk at banke rusten af den.

På valgkampens sidste dag gjorde Løkke tilmed modellen til sin førsteprioritet, eventuelt i lidt ændret udgave med sidevogn i form af et parti mere.

Det ekstra parti kunne sagtens være Radikale, mente næstformanden i den radikale gruppe, Martin Lidegaard, sjovt nok. Han forsøgte dermed at lægge ekstra pres på S-formand Mette Frederiksen. Meldingen var dog ikke koordineret med den radikale leder, Morten Østergaard, der var lidt mere forbeholden.

Dermed blev den sidste del af valgkampen forvandlet til en underholdende, men i virkeligheden apolitisk bogstavleg.

En ny retning
Morten Østergaard har gjort det til sit valgslogan, at der ”ikke alene er brug for en ny regering, men også for en ny retning”. Ud fra den betragtning burde en SV-regering være udelukket.

Ser man på de tre politiske hovedområder, økonomi, klima/miljø og udlændinge kan man ræsonnere sig frem til følgende:

- En SV-regerings økonomiske politik vil ligge meget tæt på den radikale. Tjek.

- Klima-og miljøpolitikken i en SV-regering vil ligge et pænt stykke fra de radikale ambitioner, særlig når det gælder landbruget. Her vil partiet kunne opnå mere sammen med en ren S-regering og resten af oppositionen. Minus.

- Med en SV-regering kan Radikale skrotte ønsket om ”en ny retning i udlændingepolitikken”, som de ellers har ført kampagne på. Et stort minus.

Ikke et imponerende facit, hvis man brændende ønsker en ny retning for Danmark.

Modstridende forventninger
Lidegaard forventer, at en SV-regering vil holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Af den stik modsatte grund har DF-formand Kristian Thulesen Dahl udtrykt sig positivt om en SV-regering. Thulesen forventer, at en sådan regering vil få et tæt samarbejde med DF.

Mange vælgere er positive over for et bredt regeringssamarbejde over midten – så længe ingen rigtig ved, hvad samarbejdet går ud på. Nøjagtig samme mønster så man tilbage i 1978, hvor forventningerne til den daværende SV-regering var store, især hos Venstre-folkene. Så snart SV-regeringen begyndte at arbejde, forsvandt opbakningen som dug for solen.

Vision i nederlagets stund
For Lars Løkke Rasmussen og Venstre giver midterregeringsscenariet god mening. Statsministeriet er røget, og en SV(R)-regering er eneste chance for, at Venstre – og Løkke personligt – kan få del i regeringsmagten.

En regering over midten er en ganske pludselig åbenbaring for Løkke i denne omgang. Omend samme vision kom til Løkke lige før folketingsvalget i 2011, hvor han også stod til at tabe.

SV-udmeldingen kan muligvis trække nogle midtervælgere over til Venstre, netop fordi projektet ikke er konkretiseret. Løkke kan stå som manden med den udstrakte hånd, mens Mette Frederiksen kan brandes som den uforsonlige.

Men det er også et sats. Skrotningen af det borgerlige projekt vil blive set som et forræderi af mange borgerlige vælgere, og Venstre risikerer at miste stemmer til de andre blå partier. Bliver nettoresultatet negativt for Venstre, vil Løkkes SV-vision blive udlagt som slingrekurs og et desperat stunt, der splittede de borgerlige i valgkampen.

Ikke igen
For Mette Frederiksen er der intet at vinde ved en regering med borgerlige partier.

Absolut ingen i den nuværende socialdemokratiske ledelse ønsker en genoplivning af den borgerlige økonomiske politik under triumviratet Thorning-Vestager-Corydon. En politik, der på lavpunktet gav Socialdemokratiet målinger på 15-16 procent, og som Mette Frederiksen har brugt tre år på at lægge afstand til.

Hvis S-ledelsen skulle være i tvivl, kan de kigge mod syd til det tyske socialdemokrati (SPD), der efter seks års koalitionsregering med de borgerlige udlever sin helt egen version af ”Der Untergang”. Og det tilmed i et land, hvor store koalitioner er helt anderledes normale end i Danmark.

Derfor er svaret fra Mette Frederiksen et nej. Formuleret i så afmålte termer, at det ikke skræmmer for mange midtervælgere væk.

En såret partner
Dansk Folkepartis vilde nedtur har berøvet Mette Frederiksen nogle spilmuligheder. Som det så ud for bare få måneder siden, kunne DF neutralisere Radikale, hvis Østergaard blev siddende oppe i træet. Det er langt mere tvivlsomt nu.

Bliver halvdelen af DF's mandater slagtet på valgnatten, og Nye Borgerlige og Stram Kurs begge kommer ind, vil Thulesen næppe have politisk styrke til at lave en forståelse med Mette Frederiksen.

Får Thulesen kun 10-11 procent, er det ikke engang sikkert, at det numerisk er nok i en situation, hvor DF stemmer gult til dannelsen af en S-regering – mens Radikale stemmer imod sammen med VLAK og Nye Borgerlige. Selv hvis Thulesen stadig ”tager telefonen, hvis Mette ringer”, er det et spørgsmål, om han kan levere.

Dermed er omfanget af DF's nedsmeltning også blevet Mette Frederiksens problem.

Det kan vise sig at være en kortsigtet gevinst, da S kort efter nytår fremlagde udspillet om tidligere pension til nedslidte uden at orientere DF først.

Det gav jackpot til S, men det var frem for alt det, der satte gang i DF's anden nedtur. Det har ført til betydelig bitterhed, og lysten til at hjælpe Mette Frederiksen ud af klemmen er ikke overvældende.

Så hellere nyvalg
Det sidste halve år har dermed begrænset socialdemokraternes mulighed for serielt monogami. Men det betyder ikke, at lysten til et fast forhold til Morten Østergaard er vokset. Snarere tværtimod.

Pendulet er svinget et stykke i De Radikales favør. Men det er ikke svinget tilbage til den gamle position.

Morten Østergaard er ikke blevet kongemager, som de gamle radikale høvdinge Hilmar Baunsgaard, Niels Helveg Petersen og Marianne Jelved. For Radikale har ikke længere mulighed for at sikre flertal til den anden side. Det vil kræve en blå regering med støtte fra både Radikale og Dansk Folkeparti, og den konstruktion findes ikke engang i et eventyrunivers.

Til gengæld bliver Østergaard efter alt at dømme udstyret med et veto, hvor han kan forhindre dannelsen af både en blå og en rød regering. Det kan føre til en langvarig nervekrig med Mette Frederiksen og regeringsforhandlinger, der går langt ind i juli.

Her kan SV-modellen igen blive pudset af, måske med en radikal sidevogn. Der er bare ikke noget, der tyder på, at socialdemokraterne vil købe modellen. Som det ligger nu, tager Mette Frederiksen hellere et nyvalg.

Forrige artikel Fire ting man skal holde øje med i valgkampens slutspurt Fire ting man skal holde øje med i valgkampens slutspurt Næste artikel Østergaard fik mandat til et langt sommerslag Østergaard fik mandat til et langt sommerslag
Billedserie: Da Venstre fandt ny formand

Billedserie: Da Venstre fandt ny formand

FOTOREPORTAGE: Der var konfetti i luften, formandskåring og kampvalg, da Venstres delegerede mødtes i Herning for at vælge sin nye ledelse og lægge måneders interne stridigheder i graven. Se billederne her.