Thorning er gået fra katastrofalt til skidt

Kan man gradbøje ordet "håbløs"?
Rent grammatisk er svaret benægtende, men det er alligevel den øvelse, man må ud i, hvis man skal beskrive regeringens tilstand nu sammenlignet med udgangen af 2012. Ganske vist er regeringens chancer for at vinde næste valg stadig papirstynde, men i forhold til sidste årsskifte er der trods alt tale om en fremgang.

Løkke som Skjold Hansen
Et af årets vigtigste fremskridt for Helle Thorning-Schmidt (S) er, at det lykkedes at fjerne den eksplosive dagpengekonflikt fra dagsordenen. Her fastholdt regeringen længe embedsmændenes kronisk fejlagtige prognoser for, hvor mange der ville falde ud af dagpengesystemet, men efter forliget med Enhedslisten er problemet skudt til efter næste valg. Den løsning var en adgangsbillet til, at S-SF-vælgerne overhovedet ville lytte til regeringen igen.

Efterårets politiske revy med Lars Løkke Rasmussen (V) i hovedrollen har ligeledes medført en vigtig forbedring af regeringens position. GGGI-skandalen har fatalt undermineret Løkkes troværdighed, hos vælgerne og i korpset af politiske journalister. En garvet Christiansborg-reporter udtrykte det således:
"Løkkes ydmyghed er lige så utroværdig som den omvendte Skjold Hansen i Matador."

Blandt journalister vil der ikke blive givet ved dørene, og alt der bare minder om en ny skandale med Løkke vil blive forsidestof. Det er en farlig situation for Venstre-formanden, og langt ind i blå blok er der tvivl om, hvorvidt Løkke kan holde sig på måtten. Måske skulle sponsorerne i Den Liberale Erhvervsklub overveje at udstyre Løkke med en blankocheck, han kan bruge efter behag - uden smålig skelen til regnskaber af nogen art.

Slap af krogen
Regeringen kunne dog have fået meget mere ud af Venstre-formandens personlige nedtur, hvis man holdt ham i GGGI-skammekrogen nogle måneder endnu. I stedet gav man med finanslovsforliget Løkke mulighed for et hurtigt comeback, hvor der blev fokus på hans evner som forhandler.

Som fænomen er Annette Vilhelmsen interessant: Hun fremstår som selve inkarnation af de amerikansk inspirerede "positiv tænkning-kurser". Ifølge den tankegang har alle mennesker store ressourcer, man skal bare tro på sig selv og ville noget tilstrækkelig meget, så skal det hele nok gå.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget.dk

På det punkt skal man nemlig ikke undervurdere Løkke, han er en dreven politisk håndværker, der er langt nede i den politiske substans. Da han først var inviteret indenfor i Finansministeriet, klinede han sig til bordkanten, selvom SF's chefforhandler Holger K. Nielsen meget gerne ville have ham ud ad døren igen.

Regeringen valgte forliget til højre, fordi man ikke kunne acceptere Enhedslistens krav om minimumsrettigheder, og den udgang var et taktisk nederlag for S-SF. Ikke alene kom Løkke tilbage på banen, masterplanen om at skabe en velfærdspolitisk front til de borgerlige ligger også i ruiner. På det indholdsmæssige plan kan regeringen med fuld ret sige, at V og K "ikke fik en bøjet femogtyveøre", men på det taktiske og strategiske plan blev de borgerliges pris tårnhøj.

Lykketoft betalte gerne prisen
Det er i den forbindelse illustrativt at se på, hvordan forgængerne, daværende finansminister Mogens Lykketoft (S) og daværende økonomiminister Marianne Jelved (R) håndterede den slags udfordringer:

Tilbage i 1995 kørte Venstre med Uffe Ellemann i spidsen en meget konfrontatorisk linje mod Nyrup-regeringen. Lykketoft og Jelved så derfor en taktisk fordel i lave et finanslovsforlig med den konservative leder Hans Engell uden om Venstre. Manøvren lykkedes, men Lykketoft måtte acceptere, at formueskatten blev afskaffet, selvom det var lodret imod de socialdemokratiske grundprincipper.

Sammenlignet med den indrømmelse forekommer Enhedslistens krav om en sikring af ældres ret til bad to gange om ugen - som der i forvejen var fundet penge til - meget begrænset. Men kan så efter behag mene, at Corydon (S) og Vestager (R) er mere principfaste end Lykketoft og Jelved - eller at de tidligere SR-ledere langt bedre forstod det politiske game end de nuværende.

Slagsmål om rettigheder
For Radikale er modstanden mod velfærdsrettigheder meget principiel. Umistelige rettigheder går imod Margrethe Vestagers livtag med de såkaldt universelle velfærdsydelser, altså ydelser der tilfalder en gruppe og ikke nødvendigvis er behovsbestemte.

Her har Radikale en stærk allieret i "borgmesterpartiet", hvor lokalpolitikere fra K, V, R og S ligeledes vender sig imod, at borgerne af staten tildeles rettigheder, som kommunerne ikke kan sno sig uden om.

På den anden side af gærdet står partier som Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der ikke længere har tiltro til, at kommunerne vil prioritere den borgernære velfærdsservice. En skepsis, der bunder i meget dårlige erfaringer med at give kommunerne flere penge til velfærd uden en sikker garanti for, at pengene anvendes til formålet. Den modsætning bliver en af de allervigtigste i de kommende år.

Fænomenet Vilhelmsen
Regeringen har yderligere tabt terræn i de sidste par uger, fordi først den ene siden den anden minister keglede rundt. Men den påtvungne regeringsrokade var under omstændighederne vellykket, selvom det skabte uro i den socialdemokratiske gruppe, at Dan Jørgensen (S) blev fødevareminister i stedet for en af gruppens hårdt prøvede partisoldater.

I SF var det formanden, socialminister Annette Vilhelmsen, der var i samråd. Sagen om en ureglementeret bevilling var en yderligere belastning for Vilhelmsen, der hverken har haft succes som formand eller minister.

Måske ikke så underligt: Annette Vilhelmsen blev kun valgt til Folketinget, fordi hendes lokale konkurrent på Fyn undervurderede hende, hun blev kun valgt til formand, fordi baglandet i protest fravalgte modkandidaten, og hun blev kun minister, fordi hun var blevet formand.

Som fænomen er Annette Vilhelmsen imidlertid interessant: Hun fremstår som selve inkarnationen af de amerikansk inspirerede "positiv-tænkning"-kurser, man især ser i den offentlige sektor. Ifølge den tankegang "har alle mennesker store ressourcer", man skal bare tro på sig selv og ville noget tilstrækkelig meget, så skal det hele nok gå.

Men det er ikke nok at "tro på sig selv" for at være partileder. Det er ikke noget, man bare kan lære. En god partileder skal have en række unikke evner. Annette Vilhelmsen har en sympatisk udstråling, men hun er ikke i nærheden af at have unikke evner. Det havde forgængeren Villy Søvndal derimod, selvom hans politiske karriere endte tragisk.

Magttomrum i SF
SF-formandens svaghed har skabt et magttomrum i SF. Det har ført til åben rivalisering om pladsen som nummer to mellem den stærke transportminister Pia Olsen Dyhr og partiets nestor, udenrigsminister Holger K. Nielsen, der reelt igen har været formand gennem det sidste år.

Ved ministerrokaden fik den ambitiøse Pia Olsen Dyhr erobret Holger K. Nielsens plads som SF's chefforhandler i regeringen. Selvom hun formelt afviser det, er transportministeren én af topkandidaterne til at afløse Vilhelmsen efter det forventede valgnederlag.

Pia Olsens stjerne har været stejlt opadgående det seneste år, men denne gang ser hun ud til at have rykket for hurtigt. Manøvren mod Holger K. Nielsen blev mange steder set som en tand for smart, og det er langt fra sikkert, at transportministeren kan levere bedre resultater end Holger K.

Bidrag til Christiansborg-revyen
2013 har ikke kun budt på ministerskandaler, kuldsejlede forhandlinger og benhårde magtkampe. Der har også været humoristiske indslag.

Et sådant kom, da den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk dannede sit nye parti "Alternativet". Et parti uden program, ganske vist, for politikken skal "alle i hele verden" være med til at udvikle. Den koncentrerede strøm af floskler fra Elbæk er decideret fascinerende, og den tidligere minister fremstår som en accelereret udgave af Vilhelmsen.

For her har vi en mand, der virkelig "tror på sig selv". En politiker uden iøjnefaldende kvalifikationer, der føler sig kvalificeret til at danne et helt nyt parti - selvom indholdet ikke lige er på plads. Den slags underholdning har Christiansborg savnet de sidste par år.

Tilbage i 2007 var det mavedanseren Louise Frevert, der i en sublim komedie blev spidskandidat for CD og sikrede partiet en hurtig død. I sidste valgperiode var det DF's tidligere katteordfører Christian H. Hansen, der stiftede partiet Fokus, et parti der aldrig nåede at blive registreret i meningsmålingerne. Uffe Elbæk knytter sig på smukkeste vis til denne satiriske tradition.

Fra kulsort til mørkegråt
Regeringen går ind i 2014 i en situation, hvor blå blok igen har etableret et knusende overtag i meningsmålingerne, og især Dansk Folkeparti er meget stærkt kørende. På den anden side af gærdet vandt Socialdemokraterne spinkrigen mod Enhedslisten efter finansloven, men trods det er EL ikke blevet synderlig svækket.

Året kommer tilmed til at byde på nye prøvelser for regeringen. Der er udsigt til endnu et forlig til højre, når reformen af beskæftigelsesindsatsen skal i hus, europaparlamentsvalget kan give endnu mere luft til Dansk Folkeparti, og klimaminister Martin Lidegaard (R) kan få det hedt i solcelle-sagen.

Men Thorning kan trøste sig med at have et ministerhold, der nu er stærkt besat på de fleste pladser, og at økonomien omsider viser tegn på bedring. Et økonomisk opsving er langt fra nok til at vinde, men det er en forudsætning for, at regeringen overhovedet har en chance.

Hvis man kommer fra en orkan, kan selv en storm være et fremskridt.